Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.

De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.

Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.

Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.

Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.

Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.

får du kolde fødder? sikke et varmt hjerte

   indvendig blæst, hul

             rusker bladende af træerne,
                 efterladt på gaderne

          tomme, snørklede blodårer leder til et støvet midtpunkt; centrum
     forladt, drænet for mennesker, for energi
                  overgangen til vinter, livsløst, koldt, nøgne træer

          cementen med mærker fra alle fodgængere; alle dem, du omgås
  sætter præg på dig

          som en krakeleret glasrude, der kun
               mangler ét prik
      for at brase sammen
               så alle omkring vinduet kan skære sig på fragmenterne, mindes
dit sammenbrud
      din modtagelighed
skrøbelig

årstiden reflekterer dit kollaps
     min næsetip fryser og jeg mindes din konstant kolde tilstand

          at gå gennem en kold og ensom gade
             november kommer, dernæst de koldeste måneder

     må hellere skaffe en vinterjakke
og håbe på forår

Samtaler i mørket mellem du, jeg og lidt af alt. Magtesløse i det magtfulde mørke med mørkerad og rad for mening. Korte sætninger efterfuldt af lange svar, og korte svar efterfulgt af længere spørgsmål.

Den vinter i den hæms med dig og det kolde gulv under os med de fugtige vægge. Ligegyldigt var det og gyldne var vi. Med dig indenunder dynen og indenunder sindet, som knoppen af rosen og rosen af buketteten.

Og nu hvor jeg fra tid til anden leger en eller andet sindsforvirret fanget mellem paradokse som; ædru og dranker, søvn og klarhed, mørke og morgen. Så mindes jeg dig og husker den cigaret du røg for at trække vejret og den ***** du drak for at tænke klart, og jeg tænker en stille tanke om din kærlighed til mig og den stjerneklarehimmel du lidt for ofte ville lidt for tæt på - og som engang imellem kom så tæt på os, at vi kunne se at det var skoldende sole forklædt som smukke stjerner.
Ligesom du og jeg.

Håber du har fundet dig til rette blandt solene

de er hårdt at sige farvel
til en du elsker
eller har elsket
lige meget hvad der bliver sagt
eller hvordan det bliver gjort
fordi ordet farvel er symbolet
på en afsked og ikke løsrivelse
i den forstand at man sagtens
kan sige farvel uden at give slip
og jeg tror aldrig helt at jeg har
sluppet dig
eller at du har sluppet mig
selvom vi sagde farvel for
længe længe siden
og jeg savner dig stadig
nogle gange når tiden går baglæns
og jeg mindes alle de gange du
rørte mig med dine lange fingre
og dit skæve smil der afslørede
skæve tænder
og jeg elskede hvert sekund med
dig
selv de sekunder hvor jeg havde
lyst til at rive dit hovede af
fordi du frustrede mig så meget
da du var inkompetent i forhold
til at være ærlig overfor dig selv
og mig
nu ville jeg bare ønske at jeg havde
holdt fast på dig og sørget for at
du følte dig tryg så du kunne være
ærlig
men nu ligger vi i to forskellige ender
af landet og savner hinanden
for vi ved ikke hvordan vi skal være
venner for det var vi vel egentlig aldrig
men jeg har ikke sluppet dig fri endnu
du vil stadig altid være min store kærlighed
og hvem ved om du finder din vej
ind i min radius igen
så vi kan smelte sammen
og ligge i din seng på en gade i København
og drømme om et mere spændene liv
men lige nu har du en anden
som ikke er mig
og selvom jeg godt ved at du ikke
elsker hende som du elsker mig
er det stadig kærlighed
og jeg elsker at du endelig har turde
at satse lidt på dig selv
for du ved jeg syntes du var det hele
værd, selvom du ikke selv kunne se
at du var andet end ét stort rod
du ved jeg ønsker dig alt det bedste
så indtil vi mødes igen
skal du vide at det altid er hårdt at
sige farvel
og da jeg fortalte dig at det var for sent
nu
var dét det sværeste jeg nogensinde har
gjort
fordi jeg ikke har givet slip endnu

Jeg kigger på dit flotte mørke hår. Dine mystiske krøller betager mig mere end noget andet. Jeg kigger på dine øjne. Dine mørke øjne, de øjne som jeg længtes efter kigger på mig, men som altid er helt kolde når de kigger i min retning.  Dit smil, ja det gør mig glad.
Jeg sidder på en bænk i skolegårde. Jeg ser på dig ud af øjenkrogen, du står der, høj og markeret. Jeg falder helt i staver, jeg kan ikke lade være med at kigge på dig, på dine krøller og dine smukke øjne, de skæve tænder som smiler. Glæden i din stemme, for mig til at føle mig lykkelig, men ligeså snart du ser på mig, er glæden i dine øjne og dit smukke smil erstattet af afsky.
jeg drømmer mig helt væk. Drømmen om din opmærksomhed fylder hele mit sind, jeg vågner igen. Jeg har det forfærdeligt. For jeg ved at jeg igenting betyder for dig. Du er ligeglad, prøver at kigge væk, vil ikke se mig i øjnene. Gør det ondt på dig? Har du det også dårligt? eller fryder det dig at trampe på mig. Hvorfor er du overalt? hvorfor er der ikke en eneste dag jeg ikke ser dig.
Jeg mindes om dit smukke ydre og forfærdelige indre hverdag, det piner mig. Det piner mig mere end du aner, jeg er forelsket, for første gang i mit liv, og jeg er forelsket, i en der aldrig vil elske mig.
Jeg er ulykkelig.

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

du var som den tåge der blødt omfavner mig
i den efterhånden kølige efterårs morgen
ligeså svær var du at se igennem og du slørrede
mit syn for omverden
og da det blev sommer og du forlod mig
kunne jeg pludselig se mere klart end nogensinde
men nu er tågen tilbage og dit nærværs fravær
puster mig koldt i nakken, så mine hår rejser sig
alle dine løgne var spundet åh så nøje i det
smukkeste spindelvæv og du havde fanget mig i det
i takt med at sollyset forsvinder og dagene bliver kortere
mister jeg også mine fjollede tanker om at
kærlighed er mere end bare en myte
så mine tanker flyver langt væk
til dage hvor du holdt mig tæt og vi kiggede hinanden
dybt i øjnene, med blikke der talte klarer end
vi kunne med vores ord
jeg mindes sønvløse nætter og langsomme morgner
der næsten føltes uvirkelige
som om vi var med i en spillefilm der kørte på replay
de aftner hvor vi skålede i rødvin
og lod os synke ind i en dyb rus
som dig og mig gjorde det aller bedst
du var den misforståede, flabede dreng der havde røget
for mange cigaretter og ikke tænkte så store tanker om
sig selv, men gik for meget op i hvad andre tænkte
jeg så dig for så meget mere end hvad de andre så
alle dine gode sider og alle dine slemme
jeg så det hele, jeg følte det hele
og jeg stod der alligevel - jeg står her endnu
du vil altid have mig og det ved du
min evige efterårsforelskelse hvor er du
jeg ved du har en anden nu
og du fortjener også kun det bedste der findes
så må jeg jo erkende at det ikke var mig
for jeg var den misforståede, naive pige der havde
røget for mange cigaretter og ikke tænkte så store
tanker om sig selv, men lærte at elske en misforstået dreng
på trods af at *** endnu ikke havde lært at elske sig selv
jeg er tom for ord
for jeg ved at jeg allerede har sagt det hele
du ændrede mig og du rørte mig som ingen anden har gjort
og jeg savner dig, jeg mangler dig
og dette efterår, drømmer jeg endnu engang kun om dig

Time keeps painting my darling
Ripped all the flowers in the garden
Oh baby come home, you angels bring her home

Imens står solen over højen
Han mindes den sommer hvor *** strålede
Forsvandt I haven grøn, og træernes sang *** fandt
(In the mean while the sun stands above the hill
He recalls the summer she shone
Vanished in the green garden, and she found the song of the trees )

Time keeps painting my darling
And the garden keeps on singing the old song
Oh baby still I am waiting in the light
Hoping the angels would carry you home

Den sang tog mørket I sin pote
Den bar hans kvinde I dens kolde favn
Og lagde hende for hans dør I silkekjole
(That song the darkness took in its paw
It carried his woman in its cold embrace
And laid her at his door in a silken dress)

Hoping the angels would carry her home
Leaving it all with my only friend
Her beauty was lifeless on the stair
Oh baby I´ll carry you away into the garden´s tale
But everything (had) died and turned to stones
I laid her down under the old oak
Seeing it all blossom forever more
Time keeps on painting my darling
And the garden keeps on singing the old song
Oh baby now I know you´re in the light
Painting it all with your colorful songs

Imens står solen over højen
Hans skygge kastes ud I haven grøn
Forsvandt for evigt og uden en note
Hoping the angels will carry will carry her home
(In the mean while the sun stands above the hill
His shadow stretches out into the green garden
Vanished forever and without a note)

Time keeps painting my darling
Ripped all the flowers in the garden
Oh baby you´re home, you angels where are you.

". . .THE WONDROUS ARCHITECTURE OF THE WORLDE. . . ."

I laugh
the road over the Hog's Back
closed because....it melted

was the sun ever so
back in your day
eh Kit?

and what do I read
Mr. Marlowe?
why words, Kit, words

that word magician
Dr. Burgess he presumes
to bring you back

to life again
and so it seems
I see your blood Kit

streaming in the firmament
nay only a Deptford sunset
dragged screaming from memory

your blood upon the page Kit...
mere cherry juice it
stains the words

and so to Deptford I
do go
thanks to Madame Remembrance

I a poor
purveyor of poetry
clutching at words

and here
a great reckoning
not  in a little room

but on a lost street
staining the scene
a sickly yellow

and so enough
of Prologue...
Act 1 begins

a smiling ruffian
see his knife smiles too
the blade eager for blood

alas I
in so much pain I
have no fear of death

indeed would welcome
the flicked knife
if it would release me

from my life
a man prepared
to die if it be so

"Come live with me and be
my love..." I doth quote
in my best Passionate Shepard

"Wot?" he wots
scared of my insouciance
the ghost of Marlowe by my side

ahhh he the very villian
a scar from eye to smile
he aims to do the same to me

"Where, rogue... did
they get thee?" I mock
"VILLIANS 'R' US?"

Marlowe's ghost laughs
"Aye lad...aye lad
to him!"

"Only one of us..."
I warn my hellhound
"....will come out of this alive!"

I pause for effect
"And I'm afraid
it won't be( hee hee ) thee!"

I take a determined step
towards my would-be
now trembling killer

who all this wordage
being too much for him
he flees

ahhh the glint of words
defeats the glint of steel
he my would-be-not-to-be-death

"What God or Feend, or spirit of the earth,
Or Monster turned to manly shape
Or of what mould or mettle he be made...?"

I declaim to an audience
of cats and cans and
other streetly filth

I...I. . .unable to
find the next line
and so I etc., etc., etc.

and once more
I am of Guildford yet again
30 years or more away

and there melts a road
upon the Hog's Back
and I laugh to be alive

"Doth teach vs all to have aspyring mindes:
Our soules, whose faculties can comprehend
The wondrous architecture of the worlde.."

Jeg ryger på grund af dig. Jeg røg første gang med dig, og nu, hver gang jeg mærker mit luftrør opsluges af smagen, så mindes jeg dine kys mellem min kæbe og øre og din lave lykkelige snak om fremtidsoplevelser og din barndom og din trang til grapefrugt og kaffe om morgenen og dit blik når du tænkte for dig selv. Og siden du ikke kysser mig længere, så må jeg bare holde mig til at kysse mine usle blå kings og føle at du sidder ved min side og holder mig på knæet mens du kigger fint udover stationen.

Jeg mindes ikke et Før Dig
For mig findes nu kun os to
Lige siden du sparkede min dør ind
og gav genklang i mit hjerterum
Noget så nådesløst
Tog pusten fra mig,
helt hensynsløst
For mig findes nu kun os to
Alle mine ord læser Forbeholdt min elskede

jeg skåler gerne for fortiden
men jeg ønsker ikke at mindes den
og endnu mindre
at tale om den

My mind found a way into the time that travels on the other side. It's different than the time on this side. it's more modified. there's some in this world that know how to abuse IT IT's wrong . manipulating our  Mindes by changing the frequency that captures the moments that change the colors our emotions can see through the time they undo before it can be complete.🤔🤔😊

". . .THE WONDROUS ARCHITECTURE OF THE WORLDE. . "

I laugh
the road over the Hog's Back
closed because....it melted

was the sun ever so
back in your day
eh Kit?

and what do I read
Mr. Marlowe?
why words, Kit, words

that word magician
Dr. Burgess he presumes
to bring you back

to life again
and so it seems
I see your blood Kit

streaming in the firmament
nay only a Deptford sunset
dragged screaming from memory

your blood upon the page Kit...
mere cherry juice it
stains the words

and so to Deptford I
do go
thanks to Madame Remembrance

I a poor
purveyor of poetry
clutching at words

and here
a great reckoning
not  in a little room

but on a lost street
staining the scene
a sickly yellow

and so enough
of Prologue...
Act 1 begins

a smiling ruffian
see his knife smiles too
the blade eager for blood

alas I
in so much pain I
have no fear of death

indeed would welcome
the flicked knife
if it would release me

from my life
a man prepared
to die if it be so

"Come live with me and be
my love..." I doth quote
in my best Passionate Shepard

"Wot?" he wots
scared of my insouciance
the ghost of Marlowe by my side

ahhh he the very villian
a scar from eye to smile
he aims to do the same to me

"Where, rogue... did
they get thee?" I mock
"VILLIANS 'R' US?"

Marlowe's ghost laughs
"Aye lad...aye lad
to him!"

"Only one of us..."
I warn my hellhound
"....will come out of this alive!"

I pause for effect
"And I'm afraid
it won't be( hee hee ) thee!"

I take a determined step
towards my would-be
now trembling killer

who all this wordage
being too much for him
he flees

ahhh the glint of words
defeats the glint of steel
he my would-be-not-to-be-death

"What God or Feend, or spirit of the earth,
Or Monster turned to manly shape
Or of what mould or mettle he be made...?"

I declaim to an audience
of cats and cans and
other streetly filth

I...I. . .unable to
find the next line
and so I etc., etc., etc.

and once more
I am of Guildford yet again
30 years or more away

and there melts a road
upon the Hog's Back
and I laugh to be alive

"Doth teach vs all to have aspyring mindes:
Our soules, whose faculties can comprehend
The wondrous architecture of the worlde.."