JEG MISUNDER DEM SÅ MEGET//DE SMÅ MENNESKER DER LØBER NED AF DINE KINDER//KÆRTEGNER DIT ANSIGT//DIN KÆBE//DIG//DEM SOM BLIVER MAST OG TØRRET VÆK AF DINE HÆNDER//SOM OM DE VAR METAFORER FOR MIT HJERTE//

To høje søjler
Støder sammen,
rammes af solens stråler, fra øst.
I vest flettes der fingre,
varmen i mellem, smelter glas.

Sådan går digtet om du og jeg, “metaforer i krig”. Jeg slås uden om de tunge kys, og jeg drysser din berøring med kobber. Våde kys og din kobberkrop bliver grøn.
Kemien kaster vandpatroner på kobberkroppens fysiske følelser. Vandstanden steg og lavt blev højt.