jeg kunne mærke dig
du ikke led af den samme besættelse som før
din afhænghed af mig, var aftaget
din påtagenhed var indsunket og var nu mere uigenkendelig end hidtil før
dit kolde blod var steget dig til hovdet, og holdte dit hjerte så koldt som en lukket fryser
jeg kunne mærke, at det jeg før fandt irriterende og påtrængende
nu var gået hen og blevet et savn for mig
du var det jeg savnede
du var den som jeg altid ledte efter, som en travl kvinde der ledte efter sine nøgler
du var ham der holdte mig oppe, også når jeg ikke selv vidste det
og nu kan jeg mærke at du er ham der holder mig nede, og nu ved jeg det
og det føltes som om du var den eneste ene for mig
også selvom jeg ved du ikke er tæt på at være det

I fantasiens hjul omkring livet
løb vi rundt.
Cirkelforvirrede.
Vi søgte efter freden præcis som en natsværmer
ville søge efter lyset.
Lyset har aldrig fanget os.
Freden var øredøvende tavs og først da vi faldt,
mærkede vi glastårerne i græsset.
Som i en rus gav vores hjerter ekko.
Med et nu så skrøbeligt og taktløse ****, måtte vi holde fast
for ikke at dø i nattens kolde ånde.
Stranguleret af horisontens  loft og selv opspundende forventninger
Eksisterer vi kun, når vi vil.

Lyset på nattbordet
kaster lystige skygger utover rommet
de leker sammen
i en yndig vals
oppettet veggen.
Lyset slukkes og skyggene forsvinner
men valsen pågår enda
en absurd vals
som fyller tankene mine
en yndig vals
en vakker vals som dra meg med.
Jeg klarer ikke slippe taket .
Raskere og raksere går valsen,
helt til jeg ikke lenger klarer å holde taket å den
den kaster seg utover
prøver frebrilsk å fange virkeligheten,
men plutslig
så er valsen borte
og alt som er igjen
er meg

“There are two basic motivating forces: Fear and Love.”
~ John Lennon

Frygt findes kun det ene sted du ikke kan flygte fra. Dit eget sind. Men til enhver frygt, findes der et håb. Et lys, til at blænde dig, så du ikke længere ser frygten. Men den er ikke væk, og en dag må du se den i øjnene. Du må lade frygten blive en del af dig, lade den løbe gennem dine årer, og så stå rank, og forkast den. Nogen frygter mørke, mens andre frygter døden, Men det alle egentlig frygter, er det ukendte. Kærlighed er også ukendt. Og dog er kærlighed det lys der får os til at glemme frygten. Måske er Frygt bare en illusion, det mørke, der skal opveje lyset, og opretholde balancen. Jeg har set min frygt i øjnene, og jeg er klar over at det jeg engang løb fra, i virkeligheden var mig selv. Jeg løb fra mit hjem, min familie, og mit liv, bare for at opdage at jeg aldrig kunne løbe fra mig selv.

lyset reflekterer i unge pigehjerter
med naive sind,
der leger med smagen af grå røg
i nattens smalle gader
den ældre (u)ægtemand
vender hjem til en fortabt stilhed
og drengen med de krystalblå øjne
smiler nervøst på en kold trappesten
mens kvinden med kashmirtørklædet
maler en streg i månens skær
og gemmer sandheden væk
i en lille guldæske, *** ikke lukker op

Det skal være dig og mig. Og, hvor skal vi gøre op med systemet. Vi skal gøre hele verden til vores. Efteråret/Efter året kommer næste sæson. Det bliver med solskin, det bliver med måneskin, og det bliver med dig, og det bliver med mig. Du er min blændende stjerneregn, du er mit lykkeland. Her vil jeg leve, her skal jeg opleve og udforske, undersøge det hele med dig. Kysse dig på hver en trappesten, røre ved dig på alle gadehjørner og kramme dig på hver eneste plet af grønt græs med solskin. Jeg vil nyde dit smil og fortabe mig i dine lysende øjne. Du skal se mine fregner blomstre, og jeg skal se dig gro. Følg med mig, inden det er for sent, og vi glemmer hinanden i hinanden, så det ikke er spændende mere. Spring nu ud min blomst, min kærlighed. For jeg er træt af vinterens 202 dage, som har forfulgt mig. Let's get lost. Tø vores frosne hjerter op, mærke varmen i lyset, men det er mørkest inden solopgang så skynd dig. Find mig. Fang mig.

mere eller mindre enten eller
det er ligemeget
efter efteråret er det vinter
det er elegant sneen dækker det hele
natten er dunkel
men dér i midten af himmelen lyser en stjerne

shh shh stille
se sådan som solen skinner gennem skyerne
se hvordan strålerne slikker din hud
synes du lidenskaben i lyset er spektakulær?
solen er den største stjerne
skønt du kommer straks efter

at tænke tanker tænder intellekten
ti tusind ting at tænke i timen
tak til tænkning utak til tristhed
tag fat i din tekop
teen er tempereret
det er som at træde på tidsler

Du samlede mig op.
Stykke for stykke.
Jeg er ikke hel, men det er okay.
At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil
og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på
igennem mine glasknogler og trætte organer,
der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre
trykkedes i din ferskenbløde hånd.
Endeligt var det rigtigt.
Endeligt er jeg hjemme.
Endeligt kan jeg mærke dig,
beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles.
Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om,
at der vokser fløjls roser i min krop.
Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne.
Tegner ekliptika langs din rygsøjle.
Endeligt flyver vi.
Ikke længere skal vi forestille os.
Endeligt.

Tung er tiden
på mine øjenvipper
mindet tatoveret
under mine øjenlåg
hvert et blik
et polaroid
skal viftes i vinden
for at blive klart
du er utydelige arme
en skygge
om dagen, om natten et
kvælertag under spotlight
om natten fremkaldes
højdefineret lys på stribe
med lukkede øjne
ses illusionen klarest:
hver nat kysser du mig for første gang
men der skal mere til
for at vække publikums gunst
selv den 14-årige på første række
råber: KLICHÉ
så du lader dine skarpe fingre
vandre ned til mit bryst
mærke pulsen for sidste gang
inden instruktørers planlagte
uventede vendepunkt:
kolde hænder om min hals
nu knækker filmen
nu knækker
dit stemmebånd så du må hviske
det er ikke dig, det er mig
det ER virkelig mig
siger du
sig det gen
sig det så mange gange
at ordene bliver baggrundsmusik
så kan du måske selv høre
hvor lidt mening den sætning giver
til tonen af er hjerte der slår
men det eneste du hører
er instruktørers jubelråb
da dine hænder strammer til om min hals
herfra hvor vi står
kan vi fotograferes fra alle vinkler
og kaldes kunst
et unikum, et stjerneskud da
lyset forsvinder fra mine øjne og
jeg falder
ind i vågen tilstand
har jeg blå mærker
efter dine fingrerspidser

Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.

låser døren
tænder lyset
sætter mig i stolen
tænker

hvis jeg engang glemmer, hvordan luften dufter om efteråret, hvordan sand føles mellem mine tæer eller hvordan en hånd på min kind skaber ro i mit sind, så fortæl mig det hele. fortæl mig hvordan jeg plejede at tale om alt, hvad jeg synes er så fantastisk og hvad jeg tænker, når hele min krop er træt og jeg kun kan hviske mine ord. fortæl mig hvordan vi lå i timevis med mine ben over dine og mine læber på din nakke, hvordan ordene "jeg elsker dig" aldrig blev slidte på vores tunger, hvordan jeg altid talte om eventyr udenfor og du altid ville grine af mig og ryste på hovedet fordi du vidste at jeg i virkeligheden hellere ville ligge i vores utallige dyner i utallige timer, som var hver dag en søndag. fortæl mig hvordan jeg altid druknede i dine øjne og blev stum i hele minutter, og hvordan jeg ville tale i søvne om alle de ting jeg aldrig siger, selvom jeg slet ikke behøver fordi du allerede ved det. fortæl mig hvordan min hånd passede så perfekt i din, at alle klichéer om den eneste ene blev til virkelighed hver gang din hånd fandt vej til min. fortæl mig hvordan vi kunne grine til vores øjne løb i vand og vores maver var ømme, og hvordan vi kunne falde i søvn i hinandens omfavnelser fordi trygheden gjorde os søvnige. fortæl mig om alle de syndige øjeblikke vi har delt, og hvordan vores kroppe smelter sammen, når lyset er slukket. fortæl mig hvordan jeg aldrig kunne undvære dig og hvordan det aldrig var smertefrit at forlade dig, når du stod i mine natbukser og med uglede krøller. fortæl mig især hvordan vores læber var bløde og om alle vores lange kys, der aldrig skulle være endt. fortæl mig hvordan resten af verden altid var så ligegyldig, når bare vi havde hinanden. fortæl mig at du elsker mig, og at du aldrig vil gå. så kan jeg huske igen

det kilder i min rygsøjle,
små dråber af farven kirsebærrød
rammer gulvet ved mine fødder
de former fine, perfekte cirkler
hvor er det typisk ironi

unik, enestående blev der hvisket
af en ukendt stemme i skyggen
lys på højde med solens stråler
var placeret med retning mod mig
stilheden laver en klapsalve,
som fylder salen

jeg bliver ført rundt i manegen
af hvem, tja, hvem ved
sårene uden skorpe bliver revet op
de fine, perfekte cirkler bliver til et
vandfald af varm, rød væske

det tunge gardin falder ned,
lyset mister sin ***** der mindede
en om den smukke sommerdag
og
det sidste syn er gråhvide, bløde
tabte fjer

pigen der tavst traver gennem
skoven der efterhånden er helt nøgen
og iagttager de gyldne blade der er faldet
med hendes rødvinsfarvede læber suger ***
grådigt på den sidste cigaret *** kunne finde i lommen
og vinden hiver i hendes lange lysebrune bølgede hår
men *** er ligeglad, for *** kan kun tænke på at
en dag, snart, vil *** forsvinde fra dette sted
i ørene danser der stille toner komponeret af engle
og sunget af Bon Iver
pigens øjne er store og runde, og vidt åbne
for *** prøver at sluge så meget af denne følelse
før det er for sent igen og lyset der titter igennem de spinkle
grene atter er forsvundet og erstattet af en grå tåge
hendes tanker står så stille, samtidig med at stemmerne
aldrig nogensinde stopper med at hviske til hende
de hvisker, at en pige som hende aldrig vil blive lykkelig
pigen griner da lyden af ordene giver genlyd i hendes
hovede, *** havde nemlig for længst affundet sig med at
lykken er den nøgne skov, gyldne blade, rødvinslæber,
cigaretter, de sidste solstråler og Bon Iver

Der er områder af mig der ikke er menneskelige.
Statisk elektricitet som jeg udånder gennem min munds korridor.
Mine fingerspidser er blå, og jeg kan ikke mærke DIG.
Jeg er alt for lav og jeg kan ikke nå dig.
Min katastrofebevidsthed er skrækkeligt fin og træder jeg forkert,
er det ****.
I mistillid frygter jeg et væsen der dukker op og kvæler mig.
At du forstøver uden at skrige mit navn.
Én enkelt gang.
For verden.
Der er ingen der må se os.
Uden værn.
Jeg drømmer om en kognition.
En kulminering af ærlighed, der får verden til at falde sammen.
Ét øjeblik der slipper lyset ind.
Hvor fortiden flyder.
Vi skal aldrig mere falde
Vi lander på fødderne.
Et ukendt humør passerer min hjerne i takt med, at vi rammer jorden.
I et sindssygt øjeblik af ærlighed.

lyset lyder som disse sarte vibrationer
og det hele ender i en babyblå

sproget skubber til loftet og det
krøllede papir vinder alt
mens det ligger der

mine arme kan
i dette øjeblik
vande tusinde haver

Det er nat og mørkets kryb
myldrer frem.
Det er deres tur til at se lyset.
Alle sover men
-
ikke jeg.
Jeg er totalt plugged
mens sangene fra piger der intet føler
buldrer igennem mine ører og
Fylder mit indre
Med tørre tårer
og tomme ord.
Akkurat som dem du lukker ud.
Sangene gør mine følelser flade
og snart
er jeg intet.
Ligesom dem.
Det er nat.

Jeg kan høre grin og høje råb
Lange suk og næser som forsigtigt snøfter
De taler højt med skarpe stemme som bliver udpresset af nogle munde som er blevet  trænet i Jeg-taler-kun-om-mig-snak.
Pralende tunger som klukker, ja selv tændernes klapren som ekkoer ud i de store kolde ***, piver i ørene som var det knive der skære igennem min øregang.
Lyset fra en enkelt lille lampe kan føltes som en sol på en 35graders varm dag med skyfri himmel. Det gløder i deres blikke, alle er de fyldt med enten jalousi, træthed eller ensomhed. Men i det mindste føler de noget, i det mindste gløder det. I det mindste er der noget bag deres øjne, inde i dem selv som ubevidst hiver dem op fra sengen om morgenen og starter en ny dag.
Jeg ville give min halve arm for at være i deres sted, men så alligevel.
Jeg er her, det er aften.
Måske er der alligevel noget som ubevist hev mig op fra sengen i morges for at starte en ny dag. Hvad det er, det aner jeg ikke.
Og jeg håber ikke at jeg finder ud af det.
For så kommer det til at gløde og jeg vil ikke have at mine øjne gør ondt.

Nogen dage vil det stadig overvælde
Det vil komme i bølger
Og de dage, vil det at leve være forkert
Gardinerne vil forblive for, lyset vil forblive slukket
De dage vil opkald og andre håndsrækninger fra den omkringliggende verden forblive ubesvaret
Det er på disse dag, at sengen er det eneste rigtige sted at befinde sig
Og selv den mindste bevægelse er utænkelig
Man er krøbet tilbage i den, ih så velkendte hule
Og der bor man for en stund
Lammet
Og der indser man, at man i dette sekund ikke lever.

formen på et teenagehjertes begær
en streng eller
        en klat eller
et levende, pulserende væsen
                der bevæger sig i en hvilken retning den vil, på jagt efter ofre, snylteplante, plet på væggen, på lungerne, på himmelvævet

  smagen af et uskyldigt
strejf på kinden

varmen fra en hånd

    på ryggen, lænden, en længsel

lyset fra forvirrede følelser,
    genskæret fra de forvirrede signaler

gadelampen, dine converse, vores stemmer

LYDEN: en banken - vi er her virkelig. det er virkeligt at vi er her - det er lige her, vi er.

Når dagen endelig har sin ende,
når timerne endelig er gået
og jeg kan slukke lampen
virker pæren ikke (som den skal)

Den bliver ved med at brænde,
selv hvis jeg trykker hårdere
og hårdere
på den kolde kontakt

Når dagen omsider når sit frembrud,
når solen endelig viser sine stråler
og jeg må rejse mig fra døsighedens stille
kan jeg ikke (vil)

Jeg trykker svagt på kontaktens kolde facade,
men lyset vil aldrig tænde igen

en sort kat på en mørkegrøn trappe
hvæser af den anden reserverede kat, som trækker sig tilbage
og jeg kan relatere til følelsen af
at fordufte, at flygte
vi går rundt som observerende, i
en fremmed bys liv  
med vores sorte notesbøger, som vi fylder med rodet skrift fra gåturen
og vi har travlt med ikke at gøre et stort nummer ud af, at vi
har spidse samtaler og kantet kommunikation med
hemmeligheder sendt ud i æteren som
glaspusterens kreationer,
holdt af en uhensigtsmæssig tilskuers klodsede hænder
at omforme følelser til erfaringer
min underkøje er klaustrofobisk og værelset er koldt og lyset er skarpt
det bliver en hvirvelvindsuge

Du står og spiller smart og jeg ved ikke, hvad der sker, fordi der sker jo ikke noget, og alligevel, så synes jeg at du kigger anderledes på mig nu end for lidt tid siden. Og som du drikker mine øl, bliver dine øjne mere og mere limede til mine og det forstår jeg jo heller ikke, fordi du kan da ikke lide mig kan du vel ? Vi havde *** sidste weekend hvor jeg åbnede mig og du åbnede vinduet, så jeg tænkte bare at mørket fik lyset til at falde godt på mine læber og papvinen fik os til at falde godt på sengen, og jeg er jo også bange for selv at falde, det er så let når jeg kan dufte din perfume helt herover og jeg er bange for at miste mig selv undervejs, som når du tysser på mig når vi kysser, men allermest er jeg bange for at miste dig. Jeg er virkelig angst for at miste dig.

Alting er så flygtigt

Som
Det sidste kys
Der trækkes ud

jointen der forsvinder

byturen der nærmer sig sin ende

nattens dug på min skulder

lyset der brænder
drypper sin stearin på mine fingre
temperaturerne der skifter

sæsoner der begynder
og slutter

den første sommerdag
den sidste sommerdag

jeg vil helst bare holde fast
trække tiderne ud

leve i min verden
leve i mit tempo
bare leve


Følelsen af at føle sig fiktiv
Føles mere jordnær
End
Ideen om at eksistere
I en verden så fuckd som denne

Verden er så ******* fiktiv
Fikseret
kun med sig selv

Jeg findes ikke

Alting er så flygtigt

Det er så fandens svært at få lov til leve
så fandens svært at få lov til at dø

Enden virker nogen gange som et bedre sted at starte

Slutning
er håndterlig i sin uhåndterlighed
Som en bekræftelse af det abstrakte

Til ****
Kan også jeg flyve

Alting
er så flygtigt

lyset danser og
vi er stadig vågne

natten, afslører alt det
vi ikke er

så en dag, i dag
nu
er du nær og de ting

jeg ikke forstod
som når solen kyssede dit ansigt
og jeg var varm og lys og
du var lys og alt var
lyst

du var solen

men i dette tusmørke
findes ingen ild

Pennens krigere
Vi som faller ved sverdet
Men som aldri dør
Våre ansikter blir glemt
Men ei de ord vi skriver
Vi er udødelige
Vi er pennens krigere

Pennens krigere
Vi som kan tape vår frihet
Men som aldri blir dratt bort
Våre ord lyster til opprør
Men vi tyr ei til vold
Vi er uovervinnelige
Vi er pennens krigere

Pennens krigere
Vi som flyr som fugler
Men som er fanget i bur
Våre drømmer er om himmelen
Men de blir lært i lenker
Vi er fanger i vår egen kropp
Vi er pennens krigere

Pennens krigere
Vi er små og store
Men det er ikke stort
Våre ord kan skrives for en
Men gjentas på tusen lepper
Vi er uforutsigbare
Vi er pennens krigere

Pennens krigere
Vi er brødre og søstre
Men ei av samme blod
Våre forskjeller er store
Men vi står alle sammen
Vi er forente
Vi er pennens krigere

Pennens krigere
Vi som søker svar
Men som våger å leve
Våre ord kan vekke lyset
Men bare i vises hånd
Vi er tankens venn
Vi er pennens krigere

Pennens krigere
Vi er helgener for de vise
Men slanger for de tankeløse
Våre ord kan gi sannhet
Men bare for de som ser
Vi er de som åpner øyne
Vi er pennens krigere

Pennens krigere
Vi er forsvarere av våre verdier
Men det er ikke alltid bra
Våre ord kan spre hat
Men bare om kjærlighet blir glemt
Vi er gode og onde
Vi er alle pennens krigere

Jeg forstår ikke hvordan heartbreak kan blive til radiohit
At være knust er den mest uproduktive følelse jeg har kendt
Alt står stadig selvom tiden ikke tager hensyn
Jeg ville ønske jeg havde mere at give af
så ville jeg ikke behøve at undskylde for ikke at kunne gå på kompromis
med mine overlevelsesmetoder,
bebrejd mig det ikke at omfavne
det eneste jeg ved hvordan man gør
At elske dig var som at gå i krig
- jeg kom ikke tilbage den samme
Sover med lyset tændt og telefonen på lyd