Og det hele er en umulig kamp,
FOR jeg ved at du kommer -
Kravlende tilbage, LIGE SÅ SNART
At jeg stopper med at tænke
På dig og dine grønne øjne.
Men jeg kan ikke holde mig
Fra alt det vi ikke fik gjort.

med spids mund skærer *** små skiver af sure citroner
hælder en håndfuld af dem i et højt glas
og sipper let til hendes vand
"jeg synes bare det smager friskt," siger *** galant og *** trommer med fingrene på bordpladen, nipper til en müslibar
bilder sig selv ind at den intetsigende vand, smager godt
en iskold dåsecola med et sugerør er i den grad fortrukket
og en kebab med ekstra dress til at mætte sulten
men ikke mere
for det er altså nu
det er nu *** skal vise slanke, lange ben og enn fast røv
slentre ned af gangene, trække blikke
vide at mens drengene vil have hende
vil pigerne bare være hende
det er nu *** skal trække let på skuldrene og sige "jeg har bare højt stofskifte" når veninderne ivrigt spørger og spørger hvordan har du en så flot krop?
det er nu at der altid er cigaretter og stimerol i tasken,
for det der kan ryges, tygges og spyttes ud kan aldrig ende på lårene
det er altså nu at et bad om onsdagen
ikke er lig med et bad af tårer
det er nu at fremmede 1g piger på instagram
vil anmode om at følge hende for at se hvem pigen fra 3g det er, som drengene synes er så lækker
det er nu, siger *** til sig selv, og løber lidt mere på løbebåndet
lige nu
for i hendes øjne
er der langt fra kebab og cola
til skønhed og lange ben
og der skal ske noget
og det skal være *lige nu

Mange møder lige to timer senere
Sender trætte signaler ud i den travle by,
som ingen kan følge med i.
I byen, hvor alt alligevel starter automatisk op til en ny uge.
Uden hjælp fra de mange, der møder lige to timer senere.

Senere, udskudt, fortrængt, ligegyldigt.
Lige om lidt.
Lidt er ligegyldigt. Småt er ikke stort og lave forventninger er det samme som ingen. Der er brug for det bedste.
Bedre skal det være.
Men mange møder lige to timer senere, når det er en grå mandag og alt uden for dynen er koldt og ligegyldigt.

Jeg gemmer mig bag alt.
Her for tiden,
er det somom der intet forhæng er,
foran mig.
Jeg kan kun gemme mig
bag mennesker jeg elsker,
mange ting er ved at gå op for mig nu.
Tingene bliver seriøse.
Jeg bliver ældre,
uden min egen vilje.
Og så dog ja.
Jeg vil gerne blive ældre,
opleve verden,
møde nye artsfæller
og musik skal spille forbi mig i en ****.
Jeg vil være lært.
Bekræftet.
Elsket, ikke af alle, men af nogen.
Men lige nu
er jeg ikke den jeg vil være, endu.
Lige nu skal jeg gemmes væk
fra det skæmmende og tænke frem.
Ikke være i nuet som alle andre.
Ikke kigge tilbage på de gamle billeder.
Kun frem. Kune frem. Kun frem.
Jeg er der snart.
Jeg består ikke det der ******.
Men når lige at hoppe med
inden det kører fra mig,
mod det hvide, uklare lys.
Hent mig.
Fra dette skræmmende sted.
Læg dig ved siden af mig
og sig ingen lyd.
Kun dig og dit åndedræt,
har jeg brug for.
Kun dit nærvær.
Kun nærvær.
Nærvær.
Og gem mig væk.

kom med mig
bare bliv i nat
du siger alle de ord jeg engang ville høre, men det føltes ikke rigtigt
hvad forventer du at jeg skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du tager min hånd
og siger du har ændret dig
men søde, dine undskyldninger narrer mig ikke
fordi for dig er det hele bare et spil
så bare forfør mig nu
for tiden har gjort mig stærk
jeg er begyndt at komme videre
jeg siger det her nu
du har haft din chance
og du ved jo godt at det er lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent

jeg var ung og forelsket
jeg gav dig alt hvad jeg havde
men det var aldrig nok
og nu vil du pludselig have kontakt
du ved jo godt at det er lidt for sent
gå hjem til din kæreste
jeg slipper dig fri
jeg elsker mig selv
du har et problem
men kom nu ikke og spørg mig om hjælp
for du ved jo godt at det er lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent

jeg kan elske med hele mit hjerte
jeg ved jeg har så meget at give, jeg havde så meget at give
men med en player som dig
der har jeg mistet troen
det er ikke den måde jeg skal leve mit liv
det er bare lidt for sent
det er bare lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent
du ved jo godt at det er lidt for sent

træet står så bart udenfor, de få blade der er tilbage på det fine lille træ har den flotteste røde farve, de minder mig om et eventyr. Bare mit liv var et eventyr. Jeg ville være et varmt sted, min hud ville være gylden og mit hår ville være lyst efter solens blegende stråler.  Ved min side ville der står en mystisk fyr. Høj, slank, gyldenbrun hud og mørkt pjusket hår. Ja, det ville være et eventyr jeg gerne ville være en del af. Men sådan er livet bare ikke.
Lige nu sidder jeg midt i et skriftligt modul. Vejret er gråt. Varmen er forsvunder og erstattet med bidende kulde. Hvorfor sidder jeg her lige nu? hvad skal jeg overhoved bruge det til. Han snakker om fremtiden, lige for tiden, er det det eneste alle tænker på. FREMTIDEN. Du er ikke noget hvis du ikke har en fremtid foran dig bla. bla. Jeg fatter ikke hvorfor det skal være sådan, tænker du nogensinde over hvor meget vi glemmer nuet. De ting vi elsker er væk på få sekunder, og de kommer nok aldrig tilbage igen, men det værste er ikke at de ikke kommer igen, men at du ikke nød dem da du havde dem. Vi nød det ikke fuldt ud, vi er så grådige, vil vil have mere og mere og til sidst har vi intet. Jeg har ikke lyst til at tale om min fremtid. Jeg hader det virkelig. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil bruge mit liv på og jeg har faktisk heller ikke lyst til at vide det. jeg vil gerne have det kommer, som det skal komme. Så plat som det lyder, vil jeg bare have at skæbnen skal lede min vej, for vi alle har en skæbne. Noget vi skal udrette i livet men som vi ikke selv kender til. Hvis vi vikrleig vidste alt, hvad var der så at lære og hvad kunne vi overhoved opleve? Den største ting vi glemmer er at tage chancer. Vi går og er bange for alt og alle og derfor tør vi aldrig gøre noget ud over det sædvanlige. Jeg tror det er noget som medierne har skabt. Medierne har fået os til at blive vanefaste mennesker uden personlighed og egne holdninger. Jeg hader det. Det er virkelig gået op for mig at der er meget jeg ikke kan lide ved vores samfund. Alt handler om status og om hvad folk synes om en. Men hvad nu hvis ingen synes om en? Hvad gør man så? skal man så bare lægge sig til og dø… Døden er en ting jeg har tænkt meget over på det sidste, men grunden til at jeg har tænkt over det er fordi jeg ikke forstår livet. Hvorfor lever vi overhoved. Vi skal jo alligevel dø og livet er sku næsten altid noget lort fordi vi ikke kan finde ud af at fokuserer på de små glæder og levet i nuet på grund af medierne som kun fremhæver alt lortet. Livet er ikke forståeligt. Det bliver det nok aldrig og hvis jeg skulle være ærlig ville jeg også være ligeglad om det sluttede nu, for jeg ser ikke frem til fremtiden og jeg kan ikke engang leve i nuet. Jeg skaber en silhuet af det jeg gerne vil. At gå hjem til en fremmede og ryge **** er nok  ikke at tage chancer og leve, selvom at jeg prøver at gøre det til det. Jeg troede virkelig ting som det ville gøre mig lykkelig og det gør det da også, men kun tildels. Jeg føler mig så tom, jeg føler ikke jeg har noget at byde verdenen og mine medmennesker. Jeg  ser virkelig op til de folk som gør det, folk som gerne vil være et forbillede for andre. De er sku cool. Men jeg har det bare ikke på den måde. Når jeg tænker over det, minder jeg nok meget om Hassel fra the fault in our stars. Døden er intet jeg frygter og jeg er egentlig også ligeglad om jeg bliver husket.

Fordi de kender mig ikke
Jeg er hende pigen som aldrig har været barn, hende med smøg i hvæs og koffein som adrenalin
Og jeg bearbejder dig ikke
men ærger mig måske en smule
fordi med dig
så var jeg forelsket
og det er det nærmeste på at være ligeglad og glad
jeg nogensinde
har været i nærheden af
Jeg tænkte kun på dig
og nu er det ligemeget
fordi skråt op med dine søde historier om pis og papir
og små suk
når regnen kom til os
fordi du forsvandt
og nu er jeg igen voksen og asken fra min cigaret svæver ned ad mig
og jeg gider ikke rykke mig
fordi jeg synes
at mit tøj skal se lige så rodet ud
som mit hoved er indeni.

Du får din daglig opmærksomhed hver dag når du lige lægger et billede op af din morgen kaffe og smøg
På din insta profil med dine 13K følger
Poster lige et billede af et par nye sneaks eller en tur i byen med tøserne i jeres fake pels jakker
dagen efter er det billede af din veninde på en af Københavns kaffebare med teksten " kaffe med min"
Endu et billede kommer op af et par sneaks og en lille salatbar  et selfie sniger sig os ind
alle billederne skal passe til dit feed og hvis du ikke får nok likes sletter du det igen
reposter   når du lige kan få nogen flere likes
du har din Mac læbesift på og perfekte optegnet øjenbryn
Du er en rigtig insta tøs!

og jeg har altid sagt, at jeg gerne ville
gemme mig og blive gemt bag andres
katastrofer, så jeg søger dem, og sørger
over og under dem, gemmer mig i smalle
gulvsprækker i dit køkken, for  jeg vil jo
bare gerne være hende, der hjælper i stedet
for at være hende, der bliver hjulpet, men
dine problemer virker så tunge  og du virker
så  ligeglad, når jeg står med grønne øjne,
og fortæller dig, jeg elsker dig, og det er du  
ligeglad med nu, og det var du også i går, men
nu sitrer rødvinen pludselig  lige  omkring mit
højre ribben, og  jeg kan se silhuetter af dig ude
i gangen, men jeg tør ikke længere  at se dig i
øjnene, for mine ord er ikke nok,
det er de jo også så sjældent, men jeg ville
så gerne gøre en undtagelse, bare lige gøre dig
til en undtagelse værd  og spise morgensolen
som du altid sagde, jeg skulle, men jeg sover
altid over mig
jeg gemmer mig bag andres katastrofer,
men jeg blev væk et sted imellem
dine

drømmesind
  februar måned - langt væk og lige om lidt
før mig tilbage gennem tågen, gennem tankerne
    minder; knyttet til sanserne (det duftede af noget bestemt, vi lyttede til denne her kunstner, det var koldt) og noget helt ubeskriveligt. en stemning
tilbageblik, koldt
   vinterferien:
amsterdam, håndcreme, agnes obel, earl grey og støvet lugt i bygningen, helt bestemt væremåde, kold brun og mørkegrå og hvid og mintsmag
et koldt hjem
vejrmøller

   at vågne fra en dyb søvn
søndagssind

jeg sidder jo lige her og
betragter dine ribben, der har
form som halvmånen over os
jeg har duftet til dit hjerte, men
det er ikke ligesom de dage,
hvor tågen spiste os ved søen
jeg har druknet mig selv i rødvin,
der stadig lister rundt i mine årer
mens du smiler til hende
sidder jeg jo lige her

og så skriger jeg, fordi følelsen af det jeg
føler, er så godt, tror han
men i virkeligheden er det bare en
undskyldning for at skrige lidt
af mig selv
af min krop
og af det mine øjne ikke kan se bort fra,
når jeg ligger der
hjemløs i vores univers af hvide lagner
og hader mig selv lige lidt mere
endnu engang
lige der stilner det hele og de ord
der males som rød læbestift
udover hele mit ansigt
er ikke pæne så jeg holder dem
for mig selv
stopper med at skrige
stopper med at trække vejret  

måske ville det hjælpe, hvis du lod
være med at plante blomster og
klistre dem langs mine organer
måske ville det hjælpe, hvis du råbte lidt  
mere af mig, så vi kunne gøre noget
sammen

Du ser i mine blå øjne og fortæller mig at jeg er typen.
Typen som folk forelsker sig i i juni måned for at aldrig se igen til august. Typen som fortæller en historie der efterlader folk med åbne munde og vandede øjne. Og som danser på vejen fordi at *** stoler på at bilerne stopper for hendes skyld. Typen som taler så tæt på en at man næsten burde kysse, men det er bare for at se ens øjenfarve i mørket. Typen som giver ærlige komplimenter om ens ansigt ud ad det blå og ikke forventer gengæld. Typen som man tænker over bagefter, men aldrig nok til at komme tilbage til. Typen som man kun kysser en gang.

Jeg lever og ånder for at forelske folk

Og hvor er det dog trist at være et tidsfordriv på et eller andet punkt.

dine flotte, bløde læber,
der burde møde mine,
hele mine brugte læber,
men i stedet,
langsomt mimer,
desperat
eller måske er det bare mine tanker,
for hver gang jeg ser dit navn,
så synker mit hjerte,
helt ned til mine fødder,
knuser alle mine organer på vejen ned
hver gang jeg ser dit navn,
så tænker jeg på den aften,
den følelse,
de læber,
den ydmygelse,
som ikke kan forstås, men kun føles

langsomt,
trægt,
som du var i slowmotion,
fuldstændig som jeg er der,
lige nu,
kan jeg mærke hvordan det føles,
dine flotte øjne, der ikke længere kiggede på mig,
men på jorden,
for at undgå mig,
dine flotte læber, der snakkede med hende,
i stedet for at snakke med mig,
din trang til at gå,
gå langt væk fra mig,
langsomt,
lige forbi mig,
langsomt,

og som dine flotte læber,
langsomt mimer,
desperat,
bevæger mit hjerte sig ned,
langsomt,
bliver jeg mast,
indefra
langsomt dræber synet af dit navn,
mindet,
mig,

vi er lavet af den slags sølvpapir, man
krøller sammen, og smider på gaden
jeg tror, endnu engang, at jeg har prøvet
at  kreere plads et sted, der var opfyldt, og
du fylder så meget,  men  du er den eneste,
der kan få mig til at grine med tårer i øjnene
de siger, at influenza på sjælen ikke smitter,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

til sidst får man bare nok, så man tatoverer
streger i sandet, og siger, det hele er blevet
for firkantet, og kanterne bøjer og svajer så
det næsten ikke er til at holde ud at være i
eller at se på
jeg tager mig selv i at gå ture omkring din
opgang; læse navnet fra dørtelefonen op ni
gange  i en regelmæssig rytme lige indtil
mine læber begynder at bløde i blå nuancer

de siger, jeg ikke har samvittighed, men min
sjæl sitrer, når andre former dit navn på læber,
der ikke er mine egne, så noget føler jeg vel
du siger, jeg ikke har følelser nok under bleg hud,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

så noget føler jeg vel

jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden

Du er så LIIIIGE til
Men   så LIIIIGE, alligevel ikke!
Dine      tilfældighedsvalgte synonymer
som jeg tilfældigvis har  læst
stolpe op og stolpe ned, læst
igen          og            Igen
har bragt følelser til mine tårekanaler.
Men jeg har alligevel vekslet mellem kanal
4                og                    37. . . . . . . . .
Tilfreds dog utilfreds
For selvom sporten i dine ord fascinere
og realit(y)eten i dine fortællinger skræmmer
Har jeg stadig svært ved at gennemskue,
                                   DIG
           LIIIIGE til er du altså ikke
Du er LIIIGE så langt fra, som du er tæt på,
men du mangler bare LIIIIGE…

de er hårdt at sige farvel
til en du elsker
eller har elsket
lige meget hvad der bliver sagt
eller hvordan det bliver gjort
fordi ordet farvel er symbolet
på en afsked og ikke løsrivelse
i den forstand at man sagtens
kan sige farvel uden at give slip
og jeg tror aldrig helt at jeg har
sluppet dig
eller at du har sluppet mig
selvom vi sagde farvel for
længe længe siden
og jeg savner dig stadig
nogle gange når tiden går baglæns
og jeg mindes alle de gange du
rørte mig med dine lange fingre
og dit skæve smil der afslørede
skæve tænder
og jeg elskede hvert sekund med
dig
selv de sekunder hvor jeg havde
lyst til at rive dit hovede af
fordi du frustrede mig så meget
da du var inkompetent i forhold
til at være ærlig overfor dig selv
og mig
nu ville jeg bare ønske at jeg havde
holdt fast på dig og sørget for at
du følte dig tryg så du kunne være
ærlig
men nu ligger vi i to forskellige ender
af landet og savner hinanden
for vi ved ikke hvordan vi skal være
venner for det var vi vel egentlig aldrig
men jeg har ikke sluppet dig fri endnu
du vil stadig altid være min store kærlighed
og hvem ved om du finder din vej
ind i min radius igen
så vi kan smelte sammen
og ligge i din seng på en gade i København
og drømme om et mere spændene liv
men lige nu har du en anden
som ikke er mig
og selvom jeg godt ved at du ikke
elsker hende som du elsker mig
er det stadig kærlighed
og jeg elsker at du endelig har turde
at satse lidt på dig selv
for du ved jeg syntes du var det hele
værd, selvom du ikke selv kunne se
at du var andet end ét stort rod
du ved jeg ønsker dig alt det bedste
så indtil vi mødes igen
skal du vide at det altid er hårdt at
sige farvel
og da jeg fortalte dig at det var for sent
nu
var dét det sværeste jeg nogensinde har
gjort
fordi jeg ikke har givet slip endnu

jeg vil bare gerne bade i saltvand
med dig
spise blomster fra din bedstemors have og
lade planter gro ud af min hovedbund
jeg vil bare gerne drukne i dine vinrøde øjne,
jeg vil spille klaver for dig til morgensolen
vågner og drikke kaffe med dig lige før,
vi skal sove
jeg vil spise croissanter i Paris, skrive digte i Venedig,
male portrætter i Dubai og danse i Florida
med dig

jeg siger, jeg hellere vil være alene
men alligevel besjæler jeg tomme vinglas
siger til mig selv enogtyve gange, lige så
det skærer på læberne, at glasset er lidt
ligesom dig, og det er vel lidt, som man
vælger at tage det, men jeg tager det ikke
jeg ser bare på det, betragter det med
voksne øjne i en alder af tolv år gammel
følelsen på spidsen af min tunge mod
kolde kanter; en duft af noget, der engang var
åndende
og så tror de, at hvis de fortæller mig, de
kan lide mig; ligefrem elsker mig, at det
skulle gøre godt for ødelagte knogler og
blå sjæle, men så siger jeg, at jeg hellere vil
være alene
tre fingre i halsen og kolde hænder, er
det sådan kærlighed
skal føles?
tom og ligefrem klaustrofobisk

Med stigende uvidenhed skaber jeg mig gennem de sene timer som en teaterdronning
Taber min dyre cocktail i en rist, men køber bare lige en ny
for alle de penge jeg ikke ved jeg ikke har.
Danser som en kluntet prinsesse eller en elegant søko.
Skaber balance mellem komplet umulighed og overdreven lykke.
Hælene vokser med flydende magi og jeg nærmer mig jorden.
Med de aller vildeste hiphop skills som jeg aldrig fik lært,
bevæger jeg mig over dansegulvet.
Strutter med munden
kniber øjnene sammen
prøver at se sejere ud end muligt
kaster ikkeeksisterende håndtegn.
Snart må alle kongerne da kaste sig på rockknæ og bejle som svinedrenge til det vidunderligt dansende ego.
Med svindende tilstedeværelse
kaster jeg mig i ærmerne
på en ukronet fremmed,
mine døve ører dræber musikken.
Bliver ved med at vaccinere
mig selv
mod alt det jeg gerne vil glemme.

Du er udefinerbar
Du giver kun mening, når jeg placerer dig
Et sted mellem mine sansers sammenfald
Gennem kropslig perception

Du er den nerve, der danser på min læbe
En prik på grænselandets ukendte terræn
Hvor ellers kun sorg og glæde bugter sig
Mellem to mundvige

Du er den hvide bue ved roden af min negl
En betydningsnuance lige under overfladen
Så fængende for min opmærksomhed
Indtil du forsvinder

Du er følelsen lige inden mine nys
Et fremmedartet forventningsfænomen
Skønt forårsaget af ubekendt irritament
Så uforligneligt uforløst

Du er varmen fra solstrålen mod min hud
Der omfavner mig og kysser min kind
Et momentant strejf af glæde og lykke
Som stryger flygtigt forbi

[Dedicated to Allan Bennett]


I

Hail to the golden One
Seen in the midmost Sun !
Hail to the golden beard and golden lips,
His whole lige golden to the finger-tips !
Hail to the golden hair in golden showers
Hiding the eyes like blue blue lotus-flowers !
His name is Ut, for He
Hath risen above all things that be.

II

Ardent and white, the Lord
Whirls forth a strident sword.
Its blade is broader than the great World-Ash ;
Its edge is keener than the lightning flash.
Brighter than all the lights of heaven, it whirls
Out in a chaos of creative curls
And sheathes itself in Me,
Arisen above all things that be.

III
Even as the burning tongue
Og God to God that clung
Dissolved his being to a nameless naught,
Brake all the wings and waves of time and thought,
So in the quivering flame that hurled
Its founts of life to the remotest world
Supreme stood Death, and sware
Destruction to all things that were !

IV

Child, father, warrior,
I worshipped thee before ;
Friend, bridegroom, now I yield me to the rod.
My God, and very God of very God
As breath, as death, as all, as naught, unknown,
Known, is there not an end, when one alone
Stand I, and thou, and He
Arisen above all things that be?

jeg ville hellere skrive digte om den måde
du sagde mit navn på uden ord, men med
elektriske hænder og blå læber og ømme
ankler fra solens tæthed
jeg elskede dig, så det stak i mine øjenlåg
jeg elskede dig, så det prikkede i min
hovedbund og vandrede ud i alle mine
hår og dansede i mine tørre hårspidser
fra havets omfavnende bølger
jeg ville hellere skrive digte om den måde,
du vækkede mig uden at røre ved mig men
med en ånde af gin og solskin
jeg elskede dig, så det gjorde ondt i fingerspidser
jeg elskede dig, så jeg ikke kunne kende
mig selv
jeg elskede dig, så jeg forsvandt et sted lige
imellem dine og mine
og dig og mig
og det, jeg aldrig lærte

jeg har ikke brug for nogle andre
spiser ikke morgenmad eller nogle
andre måltider, har nok i dig og
du sætter dig som lim lige på
min tungespids, du siger ikke så
meget mere
jeg lyver, når jeg hvisker, du skal
lade mig være, jeg taler sandt, når
jeg siger, jeg stadig hader dig for det,
du lod dig selv gøre
med maling under negle lader du
mig ridse overfladen af, du siger
jeg er smuk, fordi jeg ikke ligner dig,
jeg siger, du har øjne lavet af marmor
og du ser oftere bare på
spørger sjældent
for du kender godt svaret, hvis du
tænker dig om en ekstra gang, vil
du vide
at jeg ikke har brug for nogle andre
end dig og dine døsige ord