"lidelse" poems - Hello Poetry

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads der er noget helt specielt ved atmosfæren også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget i stedet for det euforiserende væske et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri og jeg ryster let på hovedet. Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne. Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til men helt hjemme alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

0

Sep 13, 2016

Sep 13, 2016 at 3:29 AM UTC

Louiselarsen22

roskilde tanker pt 2

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads der er noget helt specielt ved atmosfæren også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget i stedet for det euforiserende væske et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri og jeg ryster let på hovedet. Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne. Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til men helt hjemme alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

30

jeg forstår egentlig ikke hvordan jeg er endt her jeg forstår ikke hvorfor jeg pludselig ikke kan føle noget for nogle jeg forstår egentlig ikke hvordan jeg er blevet så kold og kynisk og ensom jeg kan pludselig ikke give en eneste dreng et enkelt kys uden at det føltes helt helt forkert hvorfor lige mig? hvorfor skal jeg lide under denne forfærdelige lidelse af kroniske hjertesorger og et evigt håb for ægte kærlighed

0

Jun 27, 2015

Jun 27, 2015 at 3:06 PM UTC

ungdomspoet

ægte kærlighed er værd at vente på?

jeg forstår egentlig ikke hvordan jeg er endt her jeg forstår ikke hvorfor jeg pludselig ikke kan føle noget for nogle jeg forstår egentlig ikke hvordan jeg er blevet så kold og kynisk og ensom jeg kan pludselig ikke give en eneste dreng et enkelt kys uden at det føltes helt helt forkert hvorfor lige mig? hvorfor skal jeg lide under denne forfærdelige lidelse af kroniske hjertesorger og et evigt håb for ægte kærlighed

18

Stor og stærk som en marmorsten, Hans blå bedrageriske øjne. Facaden dækker den pinefulde leen Samt de enigmatiske løgne. Overvældende følelse af ansvarlighed; Forventningerne er høje. Det skyller ind over hans dyster sind, Han lader sig nu bøje. Den urene og maliciøse ravn, Omslutter hans inkurable krop. Ølflasker i hans favn, Stakkels fyr kan ikke holde op. Svagt blinkende gadelygter, Viser vejen til sandheden; livets fjende. Den han med hele hjertet frygter, Hvornår ville denne lidelse ende? - Lejla Hott

0

May 27, 2019

May 27, 2019 at 6:21 AM UTC

hlejlich

Drengesind

Stor og stærk som en marmorsten, Hans blå bedrageriske øjne. Facaden dækker den pinefulde leen Samt de enigmatiske løgne. Overvældende følelse af ansvarlighed; Forventningerne er høje. Det skyller ind over hans dyster sind, Han lader sig nu bøje. Den urene og maliciøse ravn, Omslutter hans inkurable krop. Ølflasker i hans favn, Stakkels fyr kan ikke holde op. Svagt blinkende gadelygter, Viser vejen til sandheden; livets fjende. Den han med hele hjertet frygter, Hvornår ville denne lidelse ende? - Lejla Hott

17

nej, jeg har ikke sommerfugle i maven jeg har skadedyr de æder mig op indefra og fortæller at jeg kun er grimmere indeni end udenpå det trykker og trykker det river mig kun ned ligesom en vinternat i februar jeg forfryses og græder mine tårer når at fryse til is jeg optages af månens skær månen er den eneste som kærtegner mit humør min lidelse forstørres jeg falder mine øjne falder snart af fordi jeg gnider i dem så meget det er den eneste bevægelse min motorik har lært mig

0

Nov 9, 2014

Nov 9, 2014 at 12:01 PM UTC

rebecca-elly

skadedyr

nej, jeg har ikke sommerfugle i maven jeg har skadedyr de æder mig op indefra og fortæller at jeg kun er grimmere indeni end udenpå det trykker og trykker det river mig kun ned ligesom en vinternat i februar jeg forfryses og græder mine tårer når at fryse til is jeg optages af månens skær månen er den eneste som kærtegner mit humør min lidelse forstørres jeg falder mine øjne falder snart af fordi jeg gnider i dem så meget det er den eneste bevægelse min motorik har lært mig

17

Han har den her teori om, at livet er én stor lidelse, og meningen med det hele er udfordringen i at vi skal forsøge at holde os ignorante, og finde de ting i verden, som får os til at glemme denne sorg. Som får det hele til ikke at stinke, selv hvis det bare er for en stund. Siden han fortalte mig dette stoppede jeg med at ønske at han så mig som sin elskede - det ved jeg, at han aldrig ville kunne give mig. Nu stræber jeg bare efter at være den ene person som får ham til at glemme at han har det sådan. Jeg vil være hans pusterum, hans tilflugt. Måske endda den, som får ham til at ændre dette deprimeret syn på verdenen.

0

Sep 25, 2016

Sep 25, 2016 at 2:49 PM UTC

sleepwritings

Teorier og tanker

Han har den her teori om, at livet er én stor lidelse, og meningen med det hele er udfordringen i at vi skal forsøge at holde os ignorante, og finde de ting i verden, som får os til at glemme denne sorg. Som får det hele til ikke at stinke, selv hvis det bare er for en stund. Siden han fortalte mig dette stoppede jeg med at ønske at han så mig som sin elskede - det ved jeg, at han aldrig ville kunne give mig. Nu stræber jeg bare efter at være den ene person som får ham til at glemme at han har det sådan. Jeg vil være hans pusterum, hans tilflugt. Måske endda den, som får ham til at ændre dette deprimeret syn på verdenen.

1

har snart vænnet mig til min bisare lidelse af kroniske hjertesorger, men min fantasi har ingen grænser de smukke billeder jeg skaber af dig og mig er så skarpe at jeg skærer mig mit røde blod løber ned af billedet så illustrationen af dig bliver dækket til og når jeg prøver at vaske det væk er du forsvundet og der er nu blot en tom plet

0

Dec 28, 2014

Dec 28, 2014 at 7:26 PM UTC

ungdomspoet

tomhed

har snart vænnet mig til min bisare lidelse af kroniske hjertesorger, men min fantasi har ingen grænser de smukke billeder jeg skaber af dig og mig er så skarpe at jeg skærer mig mit røde blod løber ned af billedet så illustrationen af dig bliver dækket til og når jeg prøver at vaske det væk er du forsvundet og der er nu blot en tom plet

10