den måde sammensætningen af vokaler og konsonanter
flød
gled
smuttede
hen over dine læber
rev fat i mig så langt inde
at det næsten ikke kunne mærkes

du åbnede op til dine inderste blodårer
lige foran min trommehinde

verbalt
brutalt
genialt

du er en demo på mine tideligere dårlige idéer
du strejfer de hengemte tankepakker jeg ellers havde pakket så fint ind i blødt papir
og gemt langt, langt ned under min seng

drømmesind
  februar måned - langt væk og lige om lidt
før mig tilbage gennem tågen, gennem tankerne
    minder; knyttet til sanserne (det duftede af noget bestemt, vi lyttede til denne her kunstner, det var koldt) og noget helt ubeskriveligt. en stemning
tilbageblik, koldt
   vinterferien:
amsterdam, håndcreme, agnes obel, earl grey og støvet lugt i bygningen, helt bestemt væremåde, kold brun og mørkegrå og hvid og mintsmag
et koldt hjem
vejrmøller

   at vågne fra en dyb søvn
søndagssind

Det her er ikke et normalt eventyr.
Det her er et anderledes eventyr, noget du ikke har set før.
Det handler om en prinsesse der bor i et slot, langt langt borte.
*** er fanget bag tremmer og vogtet af en ildspydende drage.
Vi venter i tusinde lange år.
Kommer han mon?
En dag, en solskinsfyldt dag, kommer han ridende.
Prinsen.
På sin hvide hest med den flaprende smukke manke.
Han svinger sit sværd.
Han falder og rejser sig ædelt op igen.
Han overvinder dragen og løber op af trapperne.
Oppe i kammeret sidder prinsessen.
Solen skinner igennem vinduet på hendes lange lyse hår.
Hendes hjerte banker.
Det banker for prinsen.
Han tager hendes hånd.
Kysser den blidt.
Nede i gården venter den hvide hest.
Ja for den venter selvfølgelig.
På prinsen.
De ridder mod hans rige.
De ridder mod solnedgangen.
De to.
Mod en lykkelig slutning.

elektroniske beats bliver spyttet ud ad højtalerne, placeret bagerest i lokalet
syrerne blikke bliver kastet spydigt i hovedet på mig, fra pigerne bagerest i lokalet
hengivne blink bliver sendt til mig fra hele rummest fyre, selv fra dem bagerest i lokalet
stærke hænder bliver smidt overalt på mig, også selvom du står bagerest i lokalet
vilde kys bliver kysset på mig, selvom der er mindst tredive mennersker og en månerejse mellem os
voldsomme fodtrin bliver placeret i  gulvet af mig, for at komme ned bagerest i lokalet
men blot for at finde dig, i den anden ende af lokalet

Fulde hænder og hænderne fulde
Fuglehænder og hændernes fugle
Tankespind fra hjernen, hver gang dine
Beskidte hænder får mig til at gispe
Af ængstelse efter berøring fra andre
Himlen lyser mørkerødt, men indeni
Er min lunge kollapset. Sort.
Skænker dig ikke en tanke når jeg
Mærker himlende fornemmelser,
Som tager mig langt væk fra dig
Trækker vejret dybt og sukker -
Søde tanker mod de dybblå
Have, og strømmende bølger
Himlen brænder og dyrene skriger
For at sætte dig fri; fra mig

Dømmende blikke og blikkende dømmes
Deres øjne følger mig når jeg går ned
Nedenom og hjem, ned af gaden
Nedværdige kommentarer snurrer.
Månen lyser himlen op, men kroppen
Damper mørke skyer på boulevarden.
Spejder og søger, efter svar på vores
Problemstillinger, af nederste skuffe,
Min yndlings dig, mit hjerteskud på
Øverste del af himlen. Ses kun i kort tid.
Vandrende på vejen leder jeg efter
Det vi begyndte med at have. Kærlighed
Du elskede mig ind til benet, men mit
Skind bedragede, min eneste dig, du
Skal forgudes, tilbedes og elskes.

Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg er immun over røgen fra de
Gule og blå kameler - selv når
Du presser dem ned med din tunge,
Og du fortæller mig hvor skøn du
Synes min kolde krop er.
Du euforiserer dig selv
med Hash fra Christiania.
Og lidt *** fra Vesterbro

Ingen ****** med mig, en københavner
Imens jeg dækker øjnene til, og
Svinger ud foran en bil på Blegdamsvej
Når jeg bander og svovler, over idioterne i
Deres benzinslugende miljøforurenende biler
Jeg cykler, hvor jeg vil - for cykelister
Har da førsteret, selv på Lyngbyvejen
En fredag aften.

Ingen ****** med mig, en københavner
Når jeg tager et sip af min lunkne Latte
Og læser min egen halvkvalmende poesi
Om mit efterårskolde kærlighedsliv
På en lille kaffebar uden WIFI på Nørrebro
For jeg er langt foran, på farten og lidt sejere end
De andre poetiske narcisister
Fra Nordjylland

Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg har skandinavisk gennemsigtig hud
Sjasket lyst hår, og fregner så mange at du
Bliver grøn af misundelse
For jeg er storbyens dronning
Så kan du bare fucke hjem til
Dit provinshul.

Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens.
Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes.
Dem. Jeg. Hvem?
Jeg tror, at jeg bevægede mig -
Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem.
Forpustet, forkommen, forladt. Blå.
begyndte jeg at se monstre i spejlet
i stedet for under sengen som ja, dengang.
Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt.
Om hvordan længere ud, ikke var langt nok.
Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok.
Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres.
Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres.
Om at samvittigheden bliver for ivrig.
At vi skal knuselske alt blåt,
at det aldrig bliver blåt nok,
at vi en dag nok skal blive væk.

Kina poetry på gjesthuset en kveld i regn (Norwegian)
Korean poetry about a guesthouse one evening of rain.

Høstregn senker seg over gjestehuset
kaldt utafor, rolig natt med lampe
trist inni meg, sorgfull i rom
i hjertet en munk som mediterer.

Autumn rain sinks over the guesthouse
it's cold outside, night is calm with a lamp
of sadness inside me, a room of mourning
in my heart a monk who meditates.

Ch 'oe Ch'iwon. Korea

also by him with my attempts at translation:

Høstvind bare sang bittert
knapt en venn kjenner min lyd
regnet siler ute i mørket
fra lampen min går hugen langt.


Autumn's wind sings bitterly
hardly a friend knows my voice
rain pours down out in the dark
from my lamp memory travels far

UNDSKYLD

tårer der tværer mit blæk
Tomme ord
Der runger hult og langt væk

UNDSKYLD

Jeg ved det godt
Brændt og såret
Lander langt fra blødt

UNDSKYLD
             kom nu bare tilbage

Jeg ved ikke hvad du leder efter
men du har efterhånden ledt i flere år

Du går i seng så du ikke kan føle
de lange beskidte negle kradse dig
langt ned af din blege ryg
Så du ikke føler alle krybene
kravle rundt i din mave
og ud igennem din stumme mund

Er du virkelig den person
som du ser i øjnene når du
står og børster dit uglede
leverpostejs-farvede hår
foran spejlet om morgnen
eller er du bare endnu en illusion

dine flotte, bløde læber,
der burde møde mine,
hele mine brugte læber,
men i stedet,
langsomt mimer,
desperat
eller måske er det bare mine tanker,
for hver gang jeg ser dit navn,
så synker mit hjerte,
helt ned til mine fødder,
knuser alle mine organer på vejen ned
hver gang jeg ser dit navn,
så tænker jeg på den aften,
den følelse,
de læber,
den ydmygelse,
som ikke kan forstås, men kun føles

langsomt,
trægt,
som du var i slowmotion,
fuldstændig som jeg er der,
lige nu,
kan jeg mærke hvordan det føles,
dine flotte øjne, der ikke længere kiggede på mig,
men på jorden,
for at undgå mig,
dine flotte læber, der snakkede med hende,
i stedet for at snakke med mig,
din trang til at gå,
gå langt væk fra mig,
langsomt,
lige forbi mig,
langsomt,

og som dine flotte læber,
langsomt mimer,
desperat,
bevæger mit hjerte sig ned,
langsomt,
bliver jeg mast,
indefra
langsomt dræber synet af dit navn,
mindet,
mig,

Det er værre nu end før.
Jeg regnede jo med at det var en fejl
og at du så skævt i øjeblikket,
men du ringer ikke og du ser på mig,
som var jeg en fremmed for dig.

Det er værre nu end før.
Som har jeg taget fat i et håndtag
og opdaget at døren er låst
og jeg ikke har nøglen.

Og jeg ved jo godt at når alt er sagt,
så er der ikke meget tilbage at sige
og endnu mindre tilbage at gøre,
men jeg er så dybt ulykkelig.

Og jeg ved jo også godt
at jeg nok aldrig ville komme tilbage til dig,
men jeg ville ønske
at jeg stadigvæk var i dine tanker,
bare en gang imellem;
som at altanen ser tom ud nu,
eller om jeg nu var i toget, der kørte forbi,
eller om jeg er glad.

Jeg fortalte dig, at jeg var ulykkelig
for to uger siden
og du kiggede på mig og sagde,
at du var glad nu,
hvilket gjorde mig langt mere ulykkelig.
Nedlagt.
Ødelagt.
End jeg var før.

Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op;
Jeg kunne jo prøve at glemme dig,
men jeg ved godt at du er en del af mig
og at jeg mangler dig,
selvom jeg nok ville have en langt større chance
for at være rigtig glad,
hvis jeg kunne være foruden.

Jeg tager hatten af for alt det du kan;
glemme mig, ikke mangle mig og være lykkelig.

Du brugte så lang tid på at kalde mig jaloux
At du glemte betydningen bag det

Du glemte, hvad det betød at være jaloux
For jeg var aldrig jaloux på din flirting

Men nu, nu er jeg jaloux
Jeg er jaloux på din nye kærlighed

Så, hvordan kunne du kalde mig  jaloux?
Giv mig dit hjerte, forlad mig aldrig, og undgå jalousi

Undgå mit hjertes begær for dig
Begæret, der først udvikler sig til jalousi
Når du langt om længe giver op, og forlader mig

Mit forsvindingspunkt
er langt væk
Jeg er så nær
og så fjern
Kigger bare rundt
og betragter alle,
andre end dig.

For din plads
Som engang var i mit hjerte
er nu gemt,
lysår væk.

*** står foran ham finere end nogensinde  
Hendes hud er bogstavlig talt silke, i en nuance af hudfarve han ikke har set før,
Glinsende silke med øjne og mund
Og frodige bryster, der pludselige ligner puder
Øjnene og munden smelten sammen lige foran ham og danner et kridhvidt kors
Hånlige grin larmer i hans ører og luften bliver udefinerbart tynd
Han ved det er hende, men en ondskab farer op i ham som om han var fanden selv
Grinet forlader hendes krop og svæver som uendelige gebisser om hans hoved
Langt væk kan han tyde hendes stemme der beder ham om at slappe af og komme til sig selv
Men, han lader sig ej snydes og er nu helt overbevist om det ikke er hende
Knytnæver markerer hendes krop og *** er ikke længere af silke
*** er blod og kød der snart ikke er til at samle
Pludselig er der et helt publikum omkring ham der studerer hans akt nøje,
de skuer til hinanden mens de ryster på hovederne
Tårerne har overbemandet ham og i kampens hede bliver der uendeligt stille
*** er ikke til at se nogen steder

DU SIGER AT DU ELSKER MIG, MEN DET ER BARE SÅ SVÆRT AT HØRE, FOR DE VOLDSOMME LYDE DU LAVER NÅR DU HAR HANS PIK, SÅ LANGT NEDE I HALSEN, AT DU FÅR SURE OPSTØD.

DU FÅR SÅ SURE OPSTØD, AT HAN FLYVER UD AF MUNDEN PÅ DIG; SAMMEN MED NOGET AF DET SÆD, SOM DU BAD MIG OM AT TØMME I KÆFTEN PÅ DIG TIDELIGERE.

DU FIK MIG TIL AT TØMME DET, SÅ HÅRDT I KRANIET PÅ DIG, AT DIT HOVED EKSPLODEREDE. EKPLOSIONEN MÅ HAVE VÆRET, SÅ KRAFTIG, AT DU GLEMTE HVAD DET VIL SIGE AT ELSKE.

*f.b

høje og lange som halsen på giraffer
tynde som et skellets silhuet
perfekte som den første dreng du forelsker dig i
falske som den første dreng der knuser dit hjerte
smukke som tankerne bag et abstrakt kunstværk
selvsikre som en dreng der lige har mistet sin uskyld

*min mor betragter mig:
mit nøgne torsdags ansigt efter en lang dag og et langt bad
og siger, "jammen Rebekka
du er jo meget smukkere end alle de piger uden make-up"
jeg ler af hendes bemærkning, det skal *** jo sige
jeg er jo hendes eget lille kunstværk
jeg tror ikke på hende
hvorfor gør jeg egentlig ikke det?

aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så dejlig
som den nu gør med dig
hele min krop er fyldt til randen
med bobler i tusind farver
og jeg kan ikke holde dem inde
de bruser ud af mig og farver
himlen og skyerne i regnbuens farver
i stedet for mit melankolske blik
render jeg nu rundt med det
dummeste smil og ligner en
der rent faktisk for en stund
er lykkelig

aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så ægte
som den nu gør med dig
jeg var engang så naiv at jeg troede
jeg havde mødt den eneste ene
men nu er det som om han blot
var et langt mareridt
for du gør mig slet ikke bange som han
for du svarer altid og skriver søde ord
jeg ved at du ikke forlader mig
så nu ligger jeg her for en stund og
er tryg

aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så rigtig
som den nu gør med dig
for mit sind har altid været et puslespil
men det var som om at da du kiggede på mig
faldt alle brikkerne bare på plads
og du så mig klarer for den jeg er
end nogen anden nogensinde har gjort
så for første gang nogensinde skriver
jeg digte om at være glad og jeg ved ikke helt
men for en kort stund når du kigger på mig
er jeg forelsket?

HAR JEG RENT MEL I POSEN?
ELLER VÅGNER JEG OP MED PSYKOSEN?
KALD MIG EN LÆGE - JEG STILLER DIAGNOSEN
OG NÅR JEG SER PROBLEMER FORHØJER JEG DOSEN

FOR VI POPPER PILLER SOM VI POPPER BUMSER
EGENTLIG ER VI BARE EN FLOK POPPEDE BUMSER
MED HOVEDET SÅ LANGT OPPE I DAMENUMSER
AT VI HAR SVÆRT VED AT SE JERES HUNDEKUNSTER

DJÆVLEN LUKKER MIG IND I SIT PARADIS
STIKKER KNIVEN I MIN SPAREGRIS
SÅ JEG KAN KØBE DRINKS TIL OVERPRIS
OG UNDERSTREGE AT JEG ER MIN EGEN NEMISIS

*(f.b.)

jeg
skulle jo
have en lejlighed
på månen og få den
til at bevæge sig som en
meteor,  gøre månen til et
måneskud mens jeg sad i
vinduet overfor mig og
vi så på hinandens
passioner. på
et tidspunkt
aftalte jeg
at give
mine øjne
en ny farve så
ofte jeg havde tid
til at lakere dem, jeg
aftalte at blive så god til
kunst at jeg kunne ryste
ametyst af mine hænder
uden at have egentlige
ideer. jeg skulle
kalde mig
cigaret-
fjæs fordi
mit ansigt nogle
gange gik i røg, når
det var for langt oppe
i skyerne og så skulle jeg
komme op at skændes, indtil
jeg plukkede en blomst fra
floden udenfor lejlighed-
en og bad mig lægge
den i et glas vand
indtil den
lugtede.

jeg ved at jeg overholder aftalen, måske, i det mindste.

selvom vinden ikke længere hvisker
dit navn, og selvom jeg har
kysset andre læber, der var
næsten lige så kolde som dine
har jeg ikke glemt hvordan din
tunge foldede sig som en rutsjebane,
når du sad i bagagerummet med
en cigaret i din højre hånd,
og hvordan du kunne kysse mig
og røre mig
kun med øjnene, som altid smilede til mig
selv når de var slørede af tårer
jeg bar altid min kærlighed for dig
i min inderste blodårer
fordi jeg vidste at det var det mest sårbare
jeg ejede, mere sårbart end luften
i mine lunger, eller
det troede jeg i hvert fald

for du er her ikke længere, du er langt væk
og jeg kan ikke længere sende dig tanker
eller ord eller smile ad vores minder,
for jeg har foræret kærligheden i mine årer
til en anden

politiet og manden med støvsugeren i nørrebroparken
i nørrebroparken
blandt livløse blade
tapetserede på den sorte asfalt
og i de blanke vandpytter
himlen og månen
og månen og vinklen kan være fugl
hvis blikket bøjes mod spejling i pyt
heri er vinklen langt mere indrammet
overbærende og håndgribelig
i ser
i vandpytten er den langt mere indrammet

du var som den tåge der blødt omfavner mig
i den efterhånden kølige efterårs morgen
ligeså svær var du at se igennem og du slørrede
mit syn for omverden
og da det blev sommer og du forlod mig
kunne jeg pludselig se mere klart end nogensinde
men nu er tågen tilbage og dit nærværs fravær
puster mig koldt i nakken, så mine hår rejser sig
alle dine løgne var spundet åh så nøje i det
smukkeste spindelvæv og du havde fanget mig i det
i takt med at sollyset forsvinder og dagene bliver kortere
mister jeg også mine fjollede tanker om at
kærlighed er mere end bare en myte
så mine tanker flyver langt væk
til dage hvor du holdt mig tæt og vi kiggede hinanden
dybt i øjnene, med blikke der talte klarer end
vi kunne med vores ord
jeg mindes sønvløse nætter og langsomme morgner
der næsten føltes uvirkelige
som om vi var med i en spillefilm der kørte på replay
de aftner hvor vi skålede i rødvin
og lod os synke ind i en dyb rus
som dig og mig gjorde det aller bedst
du var den misforståede, flabede dreng der havde røget
for mange cigaretter og ikke tænkte så store tanker om
sig selv, men gik for meget op i hvad andre tænkte
jeg så dig for så meget mere end hvad de andre så
alle dine gode sider og alle dine slemme
jeg så det hele, jeg følte det hele
og jeg stod der alligevel - jeg står her endnu
du vil altid have mig og det ved du
min evige efterårsforelskelse hvor er du
jeg ved du har en anden nu
og du fortjener også kun det bedste der findes
så må jeg jo erkende at det ikke var mig
for jeg var den misforståede, naive pige der havde
røget for mange cigaretter og ikke tænkte så store
tanker om sig selv, men lærte at elske en misforstået dreng
på trods af at *** endnu ikke havde lært at elske sig selv
jeg er tom for ord
for jeg ved at jeg allerede har sagt det hele
du ændrede mig og du rørte mig som ingen anden har gjort
og jeg savner dig, jeg mangler dig
og dette efterår, drømmer jeg endnu engang kun om dig

lyden af a-mennesker
lyden af hundeluftere, af eneboere, af kærestepar og babyer og frimærkesamlere og dagdrømmere, lyden af regn, af busser, af cykel-ringeklokker og armbåndsure der tikker
tusinde af by-lyde smelter sammen til én stor, stille larm
regndråberne løber om kap på mit vindue
blomsterne på mit natbord er derimod visne
jeg har tre sammenfoldede digte i min ene jakkes lomme
avocadoplanten vokser og skyder nye blade, grønne og spinkle som håbet
havet bruser et sted langt væk herfra
bilerne snoer sig afsted på krøllede hovedveje og trækker spor af lys efter sig
månen følger bilen, hvis du spørger børnene indeni
alting sker lige nu. i universet lyser
stjerner og solen brænder sin evige brand
fordømt og velsignet

Social stræber
Børnehaveklassens efteraber
De er tyraner
Jeg er tyrandræber
Langt nede i halsen på deres veninder
Skaber venindeklaner
Sikke flotte egenskaber
Smukke på de hvidelagener

[97]·Rebeller i lange baner.

jeg danser i cirkler
i 360 grader
kraftigt farve bølger over mig
den varme stilhed bliver højrøstet
og hvad laver jeg her
uvante gulve, der klistrer mig fast
med klister, som sidder i 118 dage
men det er jo spild af skridt
kraftige farver, som forenes i ét
langt mørke der strækker sig ud
samtidig med, at det råber
en melodi
en kronisk sammenhæng af toner
og jeg suger det ind, så
det sætter sig på rygraden

Du er så LIIIIGE til
Men   så LIIIIGE, alligevel ikke!
Dine      tilfældighedsvalgte synonymer
som jeg tilfældigvis har  læst
stolpe op og stolpe ned, læst
igen          og            Igen
har bragt følelser til mine tårekanaler.
Men jeg har alligevel vekslet mellem kanal
4                og                    37. . . . . . . . .
Tilfreds dog utilfreds
For selvom sporten i dine ord fascinere
og realit(y)eten i dine fortællinger skræmmer
Har jeg stadig svært ved at gennemskue,
                                   DIG
           LIIIIGE til er du altså ikke
Du er LIIIGE så langt fra, som du er tæt på,
men du mangler bare LIIIIGE…

Et sted er der et lys.
Det sniger sig ind, rammer ikke.
Det lader dig beundre, hiver dig ikke ind.
Det lyver og skaber håb.
Alt imens stilheden fylder rummet.
For stille er der.
Hvis du lytter godt efter høre du et suk og to hænder foldes.
Mærk efter og føl hulken der spreder sig kilometer væk.
Kig op og vær forundret.
Alting er ikke godt og okay er ikke et rigtigt ord.
Ting misforstås ofte.
Men forstå mig ret.
Det sker og det er sket.
En tøven opstår for hvad kan du føle og hvad kan du se.
Er ikke det samme.
Nej tværtimod.
At se er solen.
Men hvem elsker ikke månen.
Om natten folder vi os ud.
Til toner langt over vores syn.
Toner der rammer hjertet.
Toner der hiver os ned op og rundt
Og pludselig er vi i et cirkus.
Der er mange mennesker og alligevel ser man kun en.

med spids mund skærer *** små skiver af sure citroner
hælder en håndfuld af dem i et højt glas
og sipper let til hendes vand
"jeg synes bare det smager friskt," siger *** galant og *** trommer med fingrene på bordpladen, nipper til en müslibar
bilder sig selv ind at den intetsigende vand, smager godt
en iskold dåsecola med et sugerør er i den grad fortrukket
og en kebab med ekstra dress til at mætte sulten
men ikke mere
for det er altså nu
det er nu *** skal vise slanke, lange ben og enn fast røv
slentre ned af gangene, trække blikke
vide at mens drengene vil have hende
vil pigerne bare være hende
det er nu *** skal trække let på skuldrene og sige "jeg har bare højt stofskifte" når veninderne ivrigt spørger og spørger hvordan har du en så flot krop?
det er nu at der altid er cigaretter og stimerol i tasken,
for det der kan ryges, tygges og spyttes ud kan aldrig ende på lårene
det er altså nu at et bad om onsdagen
ikke er lig med et bad af tårer
det er nu at fremmede 1g piger på instagram
vil anmode om at følge hende for at se hvem pigen fra 3g det er, som drengene synes er så lækker
det er nu, siger *** til sig selv, og løber lidt mere på løbebåndet
lige nu
for i hendes øjne
er der langt fra kebab og cola
til skønhed og lange ben
og der skal ske noget
og det skal være *lige nu

Jeg er farveblind
Men holder for rødt

Mens du får fartbøder
For grønt
Og ensomheden ikke skænker noget i dit ellers tomme glas

Den skænker og overfylder
Mit i forvejen fyldte glas
Hvori min nedtrykte jalousi befinder sig

Den overfalder mig
Og jeg snubler i ord
Som kun tænkes i tanker

Et virvar
Et kaos
Et uendelig langt forspring
Som jeg
Aldrig
Ville kunne indhente

En undskyldning
For en manglende egenskab
Som jeg kun ejer svagt
Som du kun ejer kraftigt
Jeg ved det

Jeg lever virkelig i en forbandet ungdom, med problemer
og ufunktionelle systemer.
Og det er røvsygt at græde ofte over onde tanker og talermåder, som man ikke vil lægge ører til længere.
Og man er ødelagt
og langt fra i takt
når man møder en sød en og endelig får det sagt.
Så går de bare fra en når man endelig er ved at smile
Så er man igen færdig med at grine
Folk siger at det er jo hvad der sker
Endnu en talemåde, jeg aldrig vil høre mer

Jeg melder pas og lukker mit hjerte
Jeg er færdig med talemåder om kærligheds smerte