kigger lidt op på himlen
hvor månen skinner blændende klart
jeg indånder koldt varm røg
inhaler og puster ud igen
gentager handlingen indtil cigaretten
er brændt ned til filteret
og jeg skoder
mens jeg i den handling indser at
cigaretten bliver en perfekt metafor
for livet
fordi livet, ligesom cigaretten
kræver at to ting bliver forenet
at sædcellen møder ægget
ligesom ilden møder cigaretten
og livet kan begynde
og langsom forsvinder livet
mens vi gentager de samme handlinger
igen og igen
ånder ind og ud
og alle brænder en dag ned til filteret
hvor der ikke er mere tobak tilbage at ryge
og man bliver skodet og begravet
i den kolde jord

Jeg undertrykker følelsen af
at ville svømme -
styrte, dykke og falde.
Alle tre på én gang.

Følelsen af at vakle mellem
Succes og fiasko
At blive forrådt og stukket i ryggen
Langsom smerte
-
med hundrede kilometer i timen.

Ideen om at blive liggende og
aldrig være i stand til at rejse sig.
Angst og tømmermænd,
i en helvedes cocktail.

At vide med sikkerhed at
tanker kan dræbe,
hvis de råber højt nok.

   Følelsen om aldrig at kunne lykkedes.
At ikke engang præcision -
gør perfektion.
Det eneste vi stræber efter.

At vi alle er engle med stækkede vinger -
holdt nede af fysikkens love –
nye højder kan vi kun drømme om.

At giraffer umuligt findes
og at ord som forståelse
og tilgivelse
Blot er ord.
-
Men hvad? Det er jo bare tanker.

Mandag morgen kl 7:48=
bussen er tung, langsom, lugtende og proppet
godt man ikke er en bus tænker jeg
jeg kan ikke se himmelen fra bar dug der driver
eller er det damp fra folks ensomme hjerner
jeg får en tung skoletaske i ansigtet
inspirerende tænker jeg sarkastisk

Dit sind er sårbart
Du passer på
Men du vil ikke
Du kan mærke Det
Det der flyder ud igennem dine gennemsigtige åre
Det er kræften
Kræften der får dig til at dø
Dø langsom
Fordi du skal mærke smerten.