Konstance konstance, 
mit hoved ligger i trance
Mister grebet om livets balance,
savner de sidste dages nuance

For Djævlen er så småt,
ved at danse i blåt
Flammernes varme er blot,
falske i enden af livets plot

Vi rejser os for senere at falde,
dog forbliver hanens gjalde
En ny dag vil kalde, 
Den må andre dog bifalde 

Jeg bladre til den sidste side,
og lader andre leve og blive
I det grønne æble jeg bide,
ikke længere er jeg i live

Træets immortale grønhed,
maler over min dødelighed
Broderen græder sin sidste afsked,
nu ved Gud endelig besked