Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Laura Dec 2014
kolde fingre,
der glider over den kolde skærm
skriver, hentyder,
prøver at få dig til at give mig mit fix,
opmærksomhed, kærlighed
og som de kolde fingre,
hurtigt glider over den kolde skærm,
i takt med de snavsede høje hæler virrer sig fortabt over brostenene,
så spørger jeg mig selv, om det er for meget
for stalker, for desperat,
men gør det alligevel
gør alt for at få et fix,
opmærksomhed, kærlighed,
et kram, ***,
håber på det bliver til mere,
så fixet bliver dagligt,
og ikke bare en løsning,
når alkoholen dunker i venerne,
når spillet er tabt,
når brækken er i toiletten,
og ham den anden i byen
Nikoline Oct 2014
når jeg går forbi
storkespringvandet
og dufter
de nybagte croissanter
deres varme sødme
der fylder luften
denne søndag morgen
kan jeg høre
mit hjerte
knuse
og lyden
er altoverdøvende
så jeg drejer
rundt om hjørnet
og lader mig selv
fare vild
i københavns
snoede gader
og husker
de morgener
jeg for vild
i dine øjne
og mine
kolde hænder
møder mine
kolde læber
berører
piller
kradser
og begynder at bløde
og dråberne
er ikke alene
de er aldrig alene
tårerne falder
løber langs min
snehvide hud
falder foran mig
og går i et
med regnens pytter
og for ikke at gå i stykker
for at føle mig hel
falder jeg
sammen med
mit blod
sammen med
mine tårer
til jorden
og drukner
i en pøl
af croissanter
sort kaffe
kolde morgener
varme lagner
og tanken om
at det hele blot
er minder
jeg siger, jeg hellere vil være alene
men alligevel besjæler jeg tomme vinglas
siger til mig selv enogtyve gange, lige så
det skærer på læberne, at glasset er lidt
ligesom dig, og det er vel lidt, som man
vælger at tage det, men jeg tager det ikke
jeg ser bare på det, betragter det med
voksne øjne i en alder af tolv år gammel
følelsen på spidsen af min tunge mod
kolde kanter; en duft af noget, der engang var
åndende
og så tror de, at hvis de fortæller mig, de
kan lide mig; ligefrem elsker mig, at det
skulle gøre godt for ødelagte knogler og
blå sjæle, men så siger jeg, at jeg hellere vil
være alene
tre fingre i halsen og kolde hænder, er
det sådan kærlighed
skal føles?
tom og ligefrem klaustrofobisk
- digte om et papmachesind
Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.
at lege mor og tørre op
og vaske op og at gå op i
et andet menneske
helt så samvittigheden
klistrer på din tunge,
helt så du glemmer din hud
i dørkarmen
sætter aftryk af blod
i badeværelset, og efterlader  hemmeligheder
i gulvsprækkerne
hvisker historier til væggene, alle
dem jeg aldrig fik fortalt dig
jeg var hende, der rakte kolde
hænder ud i et naivt forsøg på at
få dig til at smile i marts
opdrog dig med moderlige øjne
og blå ord, jeg ellers kun skrev ned
holdte dig i hånden, og lod dig ikke
bevæge dig yderligere
indtil du omsider kunne gå selv
vidste ikke dengang,
du ville gå længere ud,
end du selv kunne  bunde
lærte dig at holde om pigeskuldre
så det skar i organer af glæde
lod dig blive afhængig, og lod dig
skænke samvittighed op til randen
af glasset, så vinen smagte af
cork og følelser, der gav mig lyst
til at stikke tre fingre i halsen
måske bliver jeg væk en dag,
drukner
mig selv så jeg måske er væk
snart
- digte om et papmachesind
jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu
- digte om onsdage
jeg har ikke længer energi til at
savne dig
din fraværende tilstedeværelse har
sat sig
som åbne sår i min mavesæk,
der skriger efter hjælp
men når nogen spørger,
har jeg min basisreplik klar,
og heldigvis for det
for jeg vil ikke trøstes,
jeg vil ikke have din arm om min krop
og jeg vil ikke have dig
jeg vil være alene,
så lad mig svømme i det kolde vand
mærke bunden og skrabe den
lad mig skrige af hvide vægge
og høre skrøbeligheden i et fjernt ekko
lad mig være sammen med mig selv
og bløde i fred
lad mig fryse i vinternatten og
lad være med at fortælle mig løgne,
så jeg kan mærke plastikglæde
briste i kroppen, for ham den anden
slukkede hjertegnisten
lad mig være
ligegyldigt, hvor meget jeg græder
for jeg er ikke lavet af dyrt porcelæn
du kan tabe mig på gulvet fire gange endnu,
for jeg
kan ikke bløde meget mere
nu
- digte om alt det, der skete dengang
ungdomspoet Nov 2014
jeg stirrer på uret
mens tonerne hvirvler rundt i mit hovede
tempoet er hurtigt
stemmen er forførende og hvisker til mig
at jeg spilder mit liv
på at side og kigge fortabt ind i en rød væg
for intet er godt her
jeg er ikke glad for alle de bøger og regler
jeg ville hellere male og tegne
til lyden af glasdråber der spiller på trommer
som når regn rammer husets blanke tag
vandrer fortabt rundt
på sorte gader oplyst af stjerner der står oprejst
langs breden af de kolde sten
lukker mine øjne og åbner mit sind
tænder en cigaret
flammen fra lighteren giver den liv
og røgen danser i mund
mine blå konger
med tomme hjerter
hvor er min hvide prins?
jeg er alene
min blå konge forlader mig
ligesom de mange før ham skoder jeg ham
han dør tavst på den kolde sorte vej
hvor jeg før dansede rundt til høj musik
men jeg nåede at blive afhængig
så jeg finder min magiske flamme frem
og giver en ny blå konge liv
lader ham kysse mig
gøre mig glad og tilfreds
indtil han ikke er der mere
og jeg må starte helt forfra
- cigaretter som metafor
- drenge
- om mig
får du kolde fødder? sikke et varmt hjerte

   indvendig blæst, hul

             rusker bladende af træerne,
                 efterladt på gaderne

          tomme, snørklede blodårer leder til et støvet midtpunkt; centrum
     forladt, drænet for mennesker, for energi
                  overgangen til vinter, livsløst, koldt, nøgne træer

          cementen med mærker fra alle fodgængere; alle dem, du omgås
  sætter præg på dig

          som en krakeleret glasrude, der kun
               mangler ét prik
      for at brase sammen
               så alle omkring vinduet kan skære sig på fragmenterne, mindes
dit sammenbrud
      din modtagelighed
skrøbelig

årstiden reflekterer dit kollaps
     min næsetip fryser og jeg mindes din konstant kolde tilstand

          at gå gennem en kold og ensom gade
             november kommer, dernæst de koldeste måneder

     må hellere skaffe en vinterjakke
og håbe på forår
#l
min dansklærer sagde,
vi forelsker os i sider af sjæle
vi ikke besidder
jeg forelskede mig i negle,
der skar mod pastelhud
nøgne rygge, der smagte af
honning og fersken
jeg forelskede mig i øjne,
der gik i et med universer
jeg forelskede mig i drømme
jeg glemte at drømme
og ord, der kun blev skrevet
ned
på kolde oktoberdage
med en mild brise
af honning og fersken
flimrer mine øjne
og alt jeg ser
er hende
- digte om alt det, der skete dengang
ungdomspoet Jan 2015
før stilheden ramte os som en kold vinterstorm
blomstrede der roser i din mund
som når du kyssede mig fik min tunge til at bløde
og jeg slugte mit røde blod som var jeg kannibal
jeg ville aldrig kunne få nok af duften fra dine roser
forblindet narkoman
en grim afhængighed af tung røg og dybe samtaler
men en dag visnede blomsterne i din mund
og dine skæve tænder kom til syne
duften var forsvundet og dine kys fik mig ikke til at bløde
men den kolde vinter fik mig til at fryse til is
hver gang du rørte ved mig fik du kolde fødder
en snefnug landede på min grædende kind
jeg er færdig med afvænning
du flyder ikke længere rundt i mine åre
så hvis jeg bløder vil det ikke dufte af roser længere
- en kærlighedshistorie
- om mig
Tænk dig
at stå der og se det smukkeste i verden, når du stirrer tomt i kolde vandpytter.
Fordi du ikke kender til andet.
Tænk dig
at efteråret sidder i dine krageben. Dit betonsind.
Dit vinylhjerte føles palperet af kulde,
at du har skadedyr i maven.
Tænk dig
at være anopsi-(tist) og alt du ønsker er at være en aerobe
der lever af kaffekunst; men dit sind søber i inkurabel mercury
Du inficeres af revolutionære misbrugere af forandring.
Tænk at du ikke kan andet
end at lade fremmedlegemerne borer i dit sind
Tænk at være et segment af dig selv
at dit deoxyribonucleic er forkert.
At gå staccato rundt.
Tænk dig at forsvinde.
når alt du ønsker er at blive sammenlignet med kokain.
Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg er immun over røgen fra de
Gule og blå kameler - selv når
Du presser dem ned med din tunge,
Og du fortæller mig hvor skøn du
Synes min kolde krop er.
Du euforiserer dig selv
med Hash fra Christiania.
Og lidt *** fra Vesterbro

Ingen ****** med mig, en københavner
Imens jeg dækker øjnene til, og
Svinger ud foran en bil på Blegdamsvej
Når jeg bander og svovler, over idioterne i
Deres benzinslugende miljøforurenende biler
Jeg cykler, hvor jeg vil - for cykelister
Har da førsteret, selv på Lyngbyvejen
En fredag aften.

Ingen ****** med mig, en københavner
Når jeg tager et sip af min lunkne Latte
Og læser min egen halvkvalmende poesi
Om mit efterårskolde kærlighedsliv
På en lille kaffebar uden WIFI på Nørrebro
For jeg er langt foran, på farten og lidt sejere end
De andre poetiske narcisister
Fra Nordjylland

Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg har skandinavisk gennemsigtig hud
Sjasket lyst hår, og fregner så mange at du
Bliver grøn af misundelse
For jeg er storbyens dronning
Så kan du bare fucke hjem til
Dit provinshul.
ungdomspoet Nov 2014
den kolde luft river i mit ansigt
de farverige blade danser rundt om mine fødder som ildens stråler
jeg træder forkert, for jeg kan ikke danse i det tempo
har aldrig lært at danse to og to
jeg brænder mig
prøver desperat at slukke flammen
men den æder mig og min letantændelige krop op
jeg ender som det fineste sorte aske
efterårsvinden kommer susende forbi
og puster mig stille væk
så nu var det som om at jeg aldrig var faldet over
ildens lange ben og skubbet af den kolde luft
det var som om at jeg aldrig havde danset
det var som om mine dådyrøjne aldrig havde kigget i dine blå
det var som om at du aldrig havde forført mig mens de gule blade lå på jorden
og jeg kiggede op i luften og tænke
hvor er livet dog smukt
hvis bare jeg var ligesom efterår;
forførende men kold, smuk men trist
- om efterår
- om mig
- om ham
Emma Aa Apr 2015
Når dagen endelig har sin ende,
når timerne endelig er gået
og jeg kan slukke lampen
virker pæren ikke (som den skal)

Den bliver ved med at brænde,
selv hvis jeg trykker hårdere
og hårdere
på den kolde kontakt

Når dagen omsider når sit frembrud,
når solen endelig viser sine stråler
og jeg må rejse mig fra døsighedens stille
kan jeg ikke (vil)

Jeg trykker svagt på kontaktens kolde facade,
men lyset vil aldrig tænde igen
man glemmer aldrig den som knuser ens hjerte.
slet ikke når det var dig der knuste hendes,
for at hele dit eget.
*** sniger sig ind og sætter sig på din hjerne,
på hele dit nervesystem,
så hver gang du hører de sange,
*** sendte til dig klokken 2 om natten og skrev at *** savnede dig,
så meget det gjorde ondt,
kramper du sammen af smerte,
mens varme tårer,
der slet ikke burde eksistere for piger som hende,
løber ned af dine kinder.
du prøver på at stoppe den knytnæve,
af hårde ord og levende eksistenser,
der banker ind i dit hjerte mens den skriger af dig,
at det at leve dit eget liv og tænke selvstændigt,
uden hende,
er fuldstændigt utænkeligt,
også selvom piger som hende,
er kolde som sten,
og har metalhjerter,
med skarpe kanter.
men tænk tilbage på den tid.
vi var ægte,
vi skete.
imens du har læst dette usammenhængende volapyk af ord, der slet ikke passer sammen, håber jeg du har lyttet til sangen ''Heroes'' af David Bowie.
Verden ligger i et sterilt samsurium af apati.
For mig er verden udenfor, og jeg er udenfor verden.
Tankefulde unge simplificeres af normer og repetitionens pragt.
Udenfor, står de
uforpligtende bagateller født i overspringshandlinger.
Med ren marmor under vinter-violette negle,
holder de deres blå sjæle i hænderne -
Tænker Soma-Sema
To fingre i halsen, kolde hænder, ødelagte glasknogler;
Nærmest spirituelt.
Er det sådan man gør udenfor?
Kroppen er sjælens grav
sara p Feb 2015
de to små streger skriger
i mine øjne
havde jeg været forsigtig,
taget hvert skridt på æggeskaller og
tænkt lange tanker,
ville jeg løbe videre ubekymret
i dette sekund og
danse i nattens lys

men nu
nu, har jeg solens stråler
i maven
det smager bittert
som om det ikke passer ind

de lyseblå dråber fra mine øjne
er krystalklare
de skærer i mit sind og
hvisker hvad jeg skal gøre

de hvide vægge er kolde
jeg ser min sorte pedicure og
nu matcher den farven indeni
jeg burde være tom

men
jeg fortsætter i ungdommens
lange baner
jeg tegner blomster på blankt
papir og
jeg smiler samtidig
digt til en dansk opgave om abort
llcb Dec 2014
Samtaler i mørket mellem du, jeg og lidt af alt. Magtesløse i det magtfulde mørke med mørkerad og rad for mening. Korte sætninger efterfuldt af lange svar, og korte svar efterfulgt af længere spørgsmål.

Den vinter i den hæms med dig og det kolde gulv under os med de fugtige vægge. Ligegyldigt var det og gyldne var vi. Med dig indenunder dynen og indenunder sindet, som knoppen af rosen og rosen af buketteten.

Og nu hvor jeg fra tid til anden leger en eller andet sindsforvirret fanget mellem paradokse som; ædru og dranker, søvn og klarhed, mørke og morgen. Så mindes jeg dig og husker den cigaret du røg for at trække vejret og den ***** du drak for at tænke klart, og jeg tænker en stille tanke om din kærlighed til mig og den stjerneklarehimmel du lidt for ofte ville lidt for tæt på - og som engang imellem kom så tæt på os, at vi kunne se at det var skoldende sole forklædt som smukke stjerner.
Ligesom du og jeg.

Håber du har fundet dig til rette blandt solene
Nogen kalder mig fortid
Mange kalder mig nutid
Og mine hænder ligger i andres fremtid.
Jeg savner dine øjne, og
Jeg manglede dig i fortiden
Men da du fyldte min nutid
Ødelagde du min fremtid.
Når jeg møder dig
Får himlen dit ansigt
Til at falme, og dine
Beskidte kolde læber
spidser til, når
Du siger mit navn.
Men selv en mørk aften
Savner jeg dit blik, når
Du fortæller mig at
Verdens undergang
Ikke vil skille os ad.
TÅRER PÅ KINDEN
SPRUKNE LÆBER
HYSTERI OG FACEBOOK
PLACEBO VARME FRA HJERTELØSE RADIATORER
KRAKKELERET NEGLELAK OG KNUSTE HJERTER
SØVNLØSE NÆTTER OG (UTOPISK) REALITY
KOLLEKTIV ANGST OG SOCIALE SELVMORD
STRÆBEN FOR PERFEKTION
MANGEL PÅ PRÆCISION
INTET ER GODT NOK.
KROPS IDEALER.
AR PÅ HÅNDLEDENE
AR PÅ SJÆLEN.
HYSTERISKE RÅB OM HJÆLP
SKYLLES UD I TOILETTET.
FACADE-SMIL OG MAKE-UP
DIANOGSER OG ENSOMHED
TOMME LØFTER OG REFLEKTION
FORVENTNINGENS GLÆDE
OG HAD
KOLDE NEGLE; SJÆLE AF IS OG *****.
der gør det svært at være til.
jd Nov 2013
.. varme, hvide dyner med pletter fra weekendens lyster
ophidsende støn fra markerede læber
kolde fingre mod min gennemsigtige hud
ulidelig smerte kombineret med kys og smil
smagen af lyserød kærlighed og nybrygget kaffe

jeg savner ham
og jeg savner mig
med ham
Frederik B Oct 2014
Det dryssede ned fra skyerne og kyssede ham på næsen. Han blev kysset så blidt, at det næsten føltes som kærlighed.
Vintervejrets hæse stemmer og skingre skrig. De råbte ham i hovedet, mens han afklædte sig.
Han tabte sine sedler i snestormen. Prøvede desperat at fiske dem op
men sneen væltede ham om kuld. Omgivet af støj. Med blødende næse og kolde hænder, lå han i en storm, hvor kun saltsprederen kunne redde ham.

*f.b
Katrine Jul 2014
Tung er tiden
på mine øjenvipper
mindet tatoveret
under mine øjenlåg
hvert et blik
et polaroid
skal viftes i vinden
for at blive klart
du er utydelige arme
en skygge
om dagen, om natten et
kvælertag under spotlight
om natten fremkaldes
højdefineret lys på stribe
med lukkede øjne
ses illusionen klarest:
hver nat kysser du mig for første gang
men der skal mere til
for at vække publikums gunst
selv den 14-årige på første række
råber: KLICHÉ
så du lader dine skarpe fingre
vandre ned til mit bryst
mærke pulsen for sidste gang
inden instruktørers planlagte
uventede vendepunkt:
kolde hænder om min hals
nu knækker filmen
nu knækker
dit stemmebånd så du må hviske
det er ikke dig, det er mig
det ER virkelig mig
siger du
sig det gen
sig det så mange gange
at ordene bliver baggrundsmusik
så kan du måske selv høre
hvor lidt mening den sætning giver
til tonen af er hjerte der slår
men det eneste du hører
er instruktørers jubelråb
da dine hænder strammer til om min hals
herfra hvor vi står
kan vi fotograferes fra alle vinkler
og kaldes kunst
et unikum, et stjerneskud da
lyset forsvinder fra mine øjne og
jeg falder
ind i vågen tilstand
har jeg blå mærker
efter dine fingrerspidser
llcb Oct 2015
Løftede fingre, sænkede bryn, små suk og lange sug af sju i smug og altid brug af dug på bordet og bordkort til kernefamilien, og kerner i brødet til børnene og bøn ved bordet af brødrene, og smil til hinanden og for andre og ikke for sjov, aldrig for sjov. Samtaler om skole og skolehjemsamtaler for hjemmets ejere, høje forventniger i fryseren og mælk i køleskabet, og smørret står ude så et barn går i seng med en varm kind og får kold aftensmad af kolde ansigter. Skråt op med hjertet er i hjemmet for hjemmet er hos hjertet, men nogle gange sidder hjertet bare fast i fryseren, så det er svært at komme væk derfra med hjertet i takt.

Men hvis man en dag får løsrevet hjertet fra fryseren
så selvom det højst sandsynligvis er iskoldt
så kan det heldigvis i rette temperatur
tø op, varmes og banke igen
Cecilie Andersen May 2015
En tom stol, forladt, ensom og itu
ligesom det kys der er blevet gemt ovre i hjørnet
et kys der aldrig vil blive samlet op igen

Du fortalte mig at det føltes som om
at livet glider igennem dine kolde hænder
men det eneste der bør glide gennem dine fingre
er mine fingre

Jeg går rundt med et kort over himlen
ikke én eneste sky at se, ingen syngende fugle
eller hurtige flyvemaskiner
Måske er dit hjerte ikke det eneste der er tomt
Men hvorfor siger man så
at der er mere mellem himmel og jord, spørger du
andenrangs poet Oct 2014
du bad mig om at vente her
på hjørnet af frederiksberg allé
mens du gik den modsatte vej
og du så dig aldrig tilbage som om du ikke var i tvivl
men alligevel
tog du mine hænder og sagde at jeg bare
skulle stole på dig og dit (sidste) kys brænder
stadig på mine frost kolde læber
jeg har ventet i en menneskealder og
jeg har set en verden af københavn som ellers
bare ville have passeret mine øjne som små
ubetydelige skygger
vejret har skiftet mere end før
og jeg ligner mest af alt en der har gået sit
livs walk of shame
for jeg er stadig klædt i den sorte kjole
og de små sko med hæl som du forærede
mig dengang
læbestiften er intakt endnu
og jeg smager af daggamle cigaretter
og whisky
og luften blandes af duften af
chanel og vores søde minder
den københavnske vinter slider ikke
så meget på mit sind når jeg tænker på det
og mine følelser smelter
jeg kan nok godt vente fem minutter endnu
men du kom aldrig forbi frederiksberg allé igen og
du afleverede aldrig mit hjerte tilbage selvom
du havde lovet det da du tog mine hænder og kyssede
mig (for sidste gang)
Mariee Feb 2016
Kaffen er varm og duften er velkendt når den rammer mine sanser. Åbner op for den velkendte smag, som jeg snart smager. Når kaffen er varm, møder jeg måske lidt flere minder end hvis den var kold. For når den er kold, så er vi gået, og samtalen og tankestrømmen er som regel forbi.
Når kaffen er varm går samtalen mellem dig og mig, eller dig og hende eller ham på velsmurte skinner og solen skinner måske i øjeblikket, og glæden stråler ud af dine vintertrætte øjne, og jeg ser det. Vi smiler. Vi er glade. Måske endda lykkelige, lige der i øjeblikket. Enten med selvskab af dig, ellers sidder jeg alene med den varme kop mellem mine skrøbelige hænder, som er trætte efter dagens forhindringer, som jeg har måtte stå imod. Måske tænker jeg for meget.

Jeg svæver mellem mælkeskum og varme bønner, væk fra det der gemmer sig bag ruden, som dugger til af varmen fra min nu varme krop mod vinduskammen. Jeg lader dem strømme, tankerne, lader dem svæve som om de flygtede fra det kolde vejr mod varmere lande. Dagens, ugens eller månedens ophobninger af forvirrede, glade, vrede og småligegyldige tanker.
Det er små øjeblikke som denne hvor jeg ser at de travle øjeblikke er der for mange af. Fordi om lidt er kaffen kold, og snart kalder hverdagen igen. Tiden går, kaffen er kold, og snart er der kun kaffemærker af den tidligere varme kaffe tilbage.
Abelonia Oct 2014
Jeg kigger på dit flotte mørke hår. Dine mystiske krøller betager mig mere end noget andet. Jeg kigger på dine øjne. Dine mørke øjne, de øjne som jeg længtes efter kigger på mig, men som altid er helt kolde når de kigger i min retning.  Dit smil, ja det gør mig glad.
Jeg sidder på en bænk i skolegårde. Jeg ser på dig ud af øjenkrogen, du står der, høj og markeret. Jeg falder helt i staver, jeg kan ikke lade være med at kigge på dig, på dine krøller og dine smukke øjne, de skæve tænder som smiler. Glæden i din stemme, for mig til at føle mig lykkelig, men ligeså snart du ser på mig, er glæden i dine øjne og dit smukke smil erstattet af afsky.
jeg drømmer mig helt væk. Drømmen om din opmærksomhed fylder hele mit sind, jeg vågner igen. Jeg har det forfærdeligt. For jeg ved at jeg igenting betyder for dig. Du er ligeglad, prøver at kigge væk, vil ikke se mig i øjnene. Gør det ondt på dig? Har du det også dårligt? eller fryder det dig at trampe på mig. Hvorfor er du overalt? hvorfor er der ikke en eneste dag jeg ikke ser dig.
Jeg mindes om dit smukke ydre og forfærdelige indre hverdag, det piner mig. Det piner mig mere end du aner, jeg er forelsket, for første gang i mit liv, og jeg er forelsket, i en der aldrig vil elske mig.
Jeg er ulykkelig.
ungdomspoet Mar 2016
kigger lidt op på himlen
hvor månen skinner blændende klart
jeg indånder koldt varm røg
inhaler og puster ud igen
gentager handlingen indtil cigaretten
er brændt ned til filteret
og jeg skoder
mens jeg i den handling indser at
cigaretten bliver en perfekt metafor
for livet
fordi livet, ligesom cigaretten
kræver at to ting bliver forenet
at sædcellen møder ægget
ligesom ilden møder cigaretten
og livet kan begynde
og langsom forsvinder livet
mens vi gentager de samme handlinger
igen og igen
ånder ind og ud
og alle brænder en dag ned til filteret
hvor der ikke er mere tobak tilbage at ryge
og man bliver skodet og begravet
i den kolde jord
I fantasiens hjul omkring livet
løb vi rundt.
Cirkelforvirrede.
Vi søgte efter freden præcis som en natsværmer
ville søge efter lyset.
Lyset har aldrig fanget os.
Freden var øredøvende tavs og først da vi faldt,
mærkede vi glastårerne i græsset.
Som i en rus gav vores hjerter ekko.
Med et nu så skrøbeligt og taktløse ****, måtte vi holde fast
for ikke at dø i nattens kolde ånde.
Stranguleret af horisontens  loft og selv opspundende forventninger
Eksisterer vi kun, når vi vil.
Nikoline Nov 2014
jeg drømte
at vi snakkede
og drak kaffe på
cafeen på hjørnet
og du fortalte
om dit år i paris
og hvordan du
havde savnet mig
jeg fortalte
om berusede nætter
og kolde morgener
i kongens have
og hvordan det ikke
var det samme
uden dig
og du rørte ved min hånd
præcis som dengang
og mit hjerte smeltede
præcis som dengang
og jeg vågnede op
alene i min seng
og tænkte på
hvordan det mon var
at vågne i paris
men alene tanken
gav mig sure opstød
og de smagte
af fortid
*** var som himmelen
Aldrig det samme skær udstrålede ***
Som dagene før
Nogle dage udstrålede *** intet,
Og andre dage, svor jeg, at *** kunne
Være forår for de, som var omkring hende
*** kunne få enhver blomst til, at blomstre,
Og redde dem fra den kolde frostige vinter,
Som *** nogle dage selv blev opslugt af
Mest af alt, var *** mit forår
Og én blomst står stadig i min have,
Den som *** plantede
Selv gennem tiden, de år vi har været
På hver vores sti i livet, som aldrig vil
Krydse hinanden igen - har den stået
Smukt og prægtig i min have,
Aldrig vil den visne, for *** vil
holde den i live, aldrig vil den visne
og jeg håber, at ej heller *** visner,
jeg håber *** finder sit forår
og jeg vil i mit stille sind
sørge over, at jeg ikke kunne
være hendes forår dengang
tilbage i tiden, for der fandtes intet,
jeg hellere ville dengang
eller nu.
Translation:
She was like the sky
never radiating the same gleam
as before
Some days she didn't radiate anything at all,
and some days I swear that she could've
been spring to those surrounding her
She could make every flower blossom
and save them from the cold frosty winter
that was inside of herself
Most of all she was my spring
And one flower is still blossoming in my garden
the one that she planted
Even through the time, those years we've been
on each path in life, paths that would never
cross each other - it is the most
beautiful and magnificent flower in my garden
I pray that it won't wither, and for her not to wither
I hope that she'll find her spring
and in secrecy I'll mourn at the thought of
not being able to be her spring
back in time for it was the only thing
I ever wanted to be at that time.
et  rystende maleri. han har brugt lang tid på det, får jeg at vide

det ligner noget et barn har tegnet. bogstaverne er runde
       og vaklende og skæve. han har malet farverne ind over hinanden.

det rammer som en snestorm, som en iskold bølge inde i hjernen, tårerne som spor af følelsen

                  kernen af et menneske, hvem er man når den svinder, når den
           ryster og hiver efter vejret og falder
og langsomt smelter bort?

        det er smertefuldt at være vidne til. forsvinder han? er det hans sidste maleri?

                ikke til at holde ud,    jeg må væk,    jeg må besøge ham eller
         skrive   et   digt, jeg må gøre noget

for ellers flyder jeg over

     af salte, kolde bølger der vælder
Louise Sep 2016
diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme.
for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget.
jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig.
hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig.
jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig"
men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede.
i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende,  som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser
Nikoline May 2014
Jeg drømte, at du elskede mig
og du fortalte mig det
hele tiden
ved hjælp af ord
ved hjælp af blikke
ved hjælp af handlinger

Jeg drømte, at jeg kunne mærke dig
og du kunne mærke mig
og vi mærkede hinanden

Jeg drømte at nutiden var vigtigst af alt
fortiden var glemt
fremtiden var uendelig

Men jeg er vågen nu
og det eneste, jeg kan mærke
er
kolde lagner
regnen imod ruden
omklamrende tomhed
Fortrydelsen af mine kommende ord
Bliver efterfulgt af endnu en kærlighedserklæring
Når jeg atter finder ro
Og køler mit glohede sind ned
Lige nu agter jeg bare at være vred på dig
Være den psykotiske pige som du fremstiller mig som
Leve op til dine hårde ord
Og være indbegrebet af no chill

"Øv"
Det var din beskrivelse af situationen
Det er din klamme følelse som du ikke har
Det er det bedste du kan levere
Efter du med hovedet mellem mine ben
Har kigget mig ind i øjnene
Og kaldt min helhed for smuk
Som jeg lå og vred mig under din berøring

"Lettet"
Det er din beskrivelse
Af hvad du sidder tilbage med nu;
Alt andet end mig
Som da du sad på den kolde stentrappe
Med kogende tårer dalende ned ad dine iskinder
I takt med udfoldelsen af min erklæring til dig
Om hvor meget kærlighed min rystende krop i det øjeblik besad

**** dig fordi du fik mig til at tro
At det faktisk kunne lykkes
**** dig fordi fik mig til at elske
Når du aldrig havde intentionen om at gengælde det
**** dig fordi du lovede mig
Alt det ******* kliché-pis om at vi stadig kunne være venner
**** dig fordi du har usynliggjort og fremmedgjort mig
Og ikke så meget som sender et blik i min retning
**** dig fordi jeg så dig 3 gange i dag
Hvor du kortsluttede min forbindelse til virkeligheden og kickstartede mine fantasier og drømmerier
**** dig fordi du snakkede med dine venner om hvordan du skulle afslutte det
Imens jeg snakkede med mine veninder om hvordan jeg skulle fortælle at jeg elskede dig
Og **** dig
Fordi jeg stadig gør det

Min krop raser
Mit hjerte smerter
Mine øjne græder
Mit hjerte elsker
Og jeg ville så brændende ønske
At jeg kunne hade dig, R
Hade dig fordi at jeg endnu en nat desperat og gispende ligger og hiver efter den manglende luft
Som du tog fra mig på din ******* fødselsdag da du kyssede mig første ******* gang

9/2 gav du os en chance til
9/3 afsluttede du det anden gang
du gav mig 1 måned
troede du virkelig jeg var så dum at jeg ikke ville lægge mærke til det
Tenna Jensen Feb 2016
vi har kolde hænder
fordi kulden bider mere
end mig i hans skulder
når han knepper mig mens mor hører på
og når hans ryg rammer væggen
og han fortæller mig at jeg er smuk
da slår mit hjerte en ekstra gang.
han er det fineste og rareste
ungdomspoet Apr 2015
Jeg plejer altid at være forelsket når det er forår
Forelsket i foråret
Men i år kommer foråret langsomt
Og dagene er stadig kolde
Selvom solen skinner
I år er jeg ikke forelsket i foråret
Men i den samme vinter jeg var forelsket i sidste år
Og året før det
Men vinter bliver til forår og forår bliver til sommer
Og min vinter er kommet videre
Det er forår og du er forelsket
I den varme unge sommer
Og jeg er det blæsende regnende efterår
Du er forelsket i en der ikke er mig
Anna Oct 2014
dine grå øjne er alt og ingenting
du er min sortmalet kaffe, mine marlboro cigaretter, mine høretelefoner til min musik og smagen i min mund
men på den anden side er du ingenting men en ren silhouet af perfektionisme, arrogance, mystik og kærlighed
du er de første blomster der springer ud på den første kolde forårsdag i marts måned
men du er også tågen i københavns gader på en overskyet søndag morgen

— The End —