"knogler" poems
gravlægger mine overskudsdage
nu kommer vakuumet
din efterklang i mine handlinger
tornadoer af ingenting indeni mine hulrum
nåleprik af skyld, af skam, af pinlighed
undskyld, undskyld, undskyld
når jeg fosser over med følelser som blod på det hvide lagen som
den første ************ på konfirmationskjolen: u v e l k o m m e n t
men jeg kan ikke binde mine knogler sammen og rejse mig op jeg
kan ikke findele min hud og klistre den over de
udsatte, røde muskler som et skjold jeg kan ikke
gravlægge situationen
din efterklang i mit liv i min identitet i min person
jeg vokser som ukrudt i livets grøft for jeg ved at
alle har ønsket om solen liggende under deres hud alle
sitrer af indebrændthed og
vi selvantænder
May 3, 2016
May 3, 2016 at 6:20 AM UTC
Jeg vil så gerne kunne tro,
at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling,
tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv,
at jeg er ligeglad.
Men jeg er pisse utroværdig.
Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv.
Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden.
Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed.
Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger.
Et elastisk sind spændt til bristepunktet.
'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger.
Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv.
Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord.
Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker.
- Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.
Jan 22, 2015
Jan 22, 2015 at 1:41 PM UTC
den blodrøde neglelak
stryges henover
de nyvaskede lagner
i håb om at finde
noget værdifuldt
til samlingen
af ødelagte knogler
og forvrængte haleben
længslen øges
efter de mange tilsidesatte vittigheder
der tilhører glemmekassen
men alligevel dukker op
fra underbevisthedens pulterkammer
så sart det føles efter en
gennemruskende
kæbedroppende
uforsigtig
maskinevask
lagnet så sart på ydresiden
men så skrøbelig
at selv den blodrøde neglelak
gennemborer
den ellers så perfekte facade
ligegyldigheden er ikke længere
en fiktiv indbildning
men den mest logiske konstatering
trods den ellers så gennemførte
maskinevask
ses resterne af den giftige sæbe
som en sygdomsspredende plamage
der nu har overtaget
de hvide lagner
Feb 12, 2015
Feb 12, 2015 at 8:56 AM UTC
mine øjenlåg er jordslået
jeg græder krystal mens jeg smiler
alle mine sårbarhedder er skrevet ned i tilfældige litterære samlinger og forsvundet i oceanerne
smerten hvirvler rundt i min krop og i mine blodbaner er der sne
min hud sidder løst på mine knogler og du forstår ingenting
du har ridset dit navn ind i mit sind med et sløvt skår fra et ødelagt spejl
du har beskadiget mit indre, på en fason hvorved jeg holder af smerten
jeg ændrer mig så jeg kan passe ind i de tynde sprækker og hvor ville det være nemt hvis vi kunne spole tiden tilbage
Feb 25, 2015
Feb 25, 2015 at 5:29 PM UTC
i mørket er jeg igen og melankolien jeg fandt smuk er sort nu
verden gør ondt og tredje verdenskrig tager sted i mit hoved
det regner syrer og tiden fordriver
vi flyver væk med vinden og vi kommer aldrig hjem
jeg kan ikke bevæge mig længere
min krop forsøger at forblive opretstående
men mine knogler giver op og det hele falder ned på de råhvide marmor klinker
mine tanker ridder galop i mit elektriske sind
farven på mine læber er efterhånden blevet til nuancer af blå
og mine negle med
jeg har styr på det hele og så alligevel ikke
jeg skriver sandheden ned på et silkepapir og fortrænger det med platoniske smil og blødende grin
jeg prøver bare at falde i søvn før jeg falder fra hinanden
du forstår ingen ting, og det har jeg klar forståelse for, for jeg ville heller ikke forstå det, hvis jeg ikke forstod det
Mar 10, 2015
Mar 10, 2015 at 5:22 PM UTC
blidt sind,
rødligt forslåede knæ,
få tomme knogler
og lunger fyldt med rådden luft
Jan 26, 2014
Jan 26, 2014 at 4:33 PM UTC
Din krop er blevet så lille,
der er ikke meget af dig tilbage
selvom du er i bedring ved jeg ikke hvordan det hele vil gå
for de lange dage med længere nætter gør mig tankeløs
jeg svæver og flyver
jeg leder
efter et svar på et spørgsmål der aldrig blev stillet
og det ridser i mine knogler når jeg tænker på min hverdag
som den er nu
uden dig
alene
---^-^------^----^-^------------------------
Oct 7, 2014
Oct 7, 2014 at 2:34 PM UTC
min navle er sløret
her, hvor jeg er druknet
er vandet grønt
jeg sluger forsætligt
min hud er et uklart akvarium
indvoldene ætset væk
jeg har aldrig set mine egne knogler
har aldrig smagt min marg
gad egentlig godt være see through
Jan 28, 2015
Jan 28, 2015 at 7:54 AM UTC
Jeg overværede din samtale med satan
I skændtes, ikke sandt?
Handlede det om det støv i skuffen?
Du var stille som marts nat og ville aldrig fortælle hvor det kom fra
Jeg vidste godt det kom fra mordet på englen
For det rykkede i mine ribben da englen gik bort og mine knogler blev til mel
Du rev mit tøj af samme nat
Din hånd lagde sig over min mund
Jeg ville skrige men nu var begge hænder over min mund syet fast med små sting
Nov 7, 2014
Nov 7, 2014 at 3:14 AM UTC
Mine følelser raser og slår ud mod de murer de har bygget
bider og river i alt der rør sig
Flænser kød, brækker knogler, dræber alt
Jeg skriger min smerte ud
Men ingen svarer
De vender sig bare
og lader mig stå
Alene
i mørket
Dec 5, 2016
Dec 5, 2016 at 4:24 PM UTC
intet kan plastificere mine
knogler som syrener
du kaster sten på glas og lyden
af det ødelæggende er på mange
måder tilfredsstillende
men noget inde i min krop synker
jeg skulle mene at det var
vand men det kan være svært
at tænke klart når
efeu kravler hen af overfladen
på mit kranie
Feb 9, 2015
Feb 9, 2015 at 10:04 AM UTC
Hvilken side af mit ansigt vil du nu ramme?
Hvilken farve vil dine øjne være?
Hvilken lyd vil dine ord udforme, når de rammer mig i mit dybeste indre? Klokken 07:42 går jeg ned ad trappen.
Synet af dine pupiller som svulmer op ved tanken om dine næste ord.
Smerten når de rammer, som en kold håndflade på mine sprukne kinder, borer sig igennem mit kød og giver genlyd i mine knogler.
Skyggen fra mine arme som dækker mit ansigt.
Vil du nogensinde kunne se igennem smerten og strømmen af ord, eller fylder min eksistens for lidt i forhold til dit ego?
Når min krop visner og falder sammen på stengulvet, afviger lyden af dine skridt og mine øjenlåg lukker sig og omfagner min krop.
Feb 24, 2015
Feb 24, 2015 at 2:11 PM UTC
Alt man ser er en refleksion
af det som andre mennesker føler,
eller tænker.
vejskilt, navneskilt, næsten skilt
Hvad tænker du på?
Er det ikke en smule overtroisk, at tro målet er nået længe før planen er lagt?
Man kan aldrig vide hvorfor,
før alt er overstået
Slå dig fast
Slå dig ned, med hovedet først
Hænder af rustent stål
Blod af billigt Rynkeby
Knogler af knuste tænder
Hvad er det du vil?
Skyerne ligner cigaretrøg
Disen minder mig om mit åndedrag
Forsvundet eller vendt tilbage
Man mister aldrig hvis man aldrig
Hiver vejret, hiver håret, hiver væk
Jul 22, 2015
Jul 22, 2015 at 6:37 AM UTC
Endu en dag hvor jeg kan mærke helt indefra min knogler at det bliver en dag med uro i kroppen
det er ubehageligt at min krop sumre og ryster
jeg kan ikke sidde stille
jeg har allermest lyst til at løbe rundt bare for at få den irriterende sumren væk eller kradse min hud op så jeg kun mærker det
det er sjovt for hver gang jeg har sådan en dag lægger jeg meget mere mærke til min vejrtræknings rytme og det ret så ubehageligt det får mig til at gå i helt panik
det føltes nemlig som at min vejrtræknings rytme er forkert hvilket giver mig endu mere uro
som så får mig til at overtænke
når jeg så overtænker går det næsten altid galt og forvirre kun mig selv meget mere end jeg er i forvejen.
Mar 17, 2015
Mar 17, 2015 at 1:43 PM UTC
at spænde ben for sig selv, slå knuder på sine samtaler, sin eksistens
kategorisere sig selv som et håbløst tilfælde og så give op
mentalt tysse på dialoger, trække sig ind under sin skal, sit skjold, som et skaldyr overfor havets bølger
knirkende knogler, vokseværk, under huden
som frø plantet i mørk, tung, tryg muld, en spire på vej op, skrøbeligt grøn og tillidsfuld
løb en risiko! dæmpet, som under et vattæppe
verden udenfor, der bankes snart på døren
hold vejret, nyd stilheden
livet venter
Nov 24, 2015
Nov 24, 2015 at 3:28 PM UTC