*** farvede sit mørke hår til blonde lange lokker
*** stiftede bekendtskab til vinden og lærte at løbe uden modvind
*** forvandlede sine uendelige tåre til dråber af guld
i dagevis ledte *** efter sin værdighed og sit smil
men der vankede stive prygl da *** fandt dem bag din ryg
du lo og du var overbevist om sejreren lå i dine hænder
det troede *** også
indtil *** fandt sig selv bag alt sorgen du havde pålagt hende
*** rev kniven ud du havde placeret dybt mellem hendes ribben
jeg havde regnet og håbet på *** ville tage kniven mod din strube
men *** var stærkere end det

Jeg skriver digte om personligheder der skulle eksistere, i en afspejling af mig selv. Tanken om at indrømme den iskolde smerte - er så skinger og ubærlig at jeg ville være nødsaget til at bide i kniven og lade den tage over.
Jeg beskriver pigen ved bussen, drengen med stemmen, kvinden med hosten og manden der er skizofren. Men du må aldrig bede mig om at sætte navn på dem, du må ikke spørge om de findes

Jeg er ude af den.
Sejler rundt mellem
drøm og virkelighed
og dun og vanvittighed.

Noget er efter mig,
jæger mig,
hader mig
vil røre mig.

Det bidder i mig,
hiver i mig,
kigger på mig
og ved,
hvem jeg er.

Jeg er bundet på hænder og fødder
mens den håner mig;
Her ligger den hjælpeløse,
som døde alene.

Alt er revet væk under mig,
som jeg vågner op
på et stille, mørkt værelse
med rullegardiner
og rad for egen dyne,
for jeg bliver dræbt her hver nat
for at leve videre dagen efter.

Jeg håber på,
at jeg en af nætterne
får lov til at være den,
der holder kniven.