"knapt" poems - Hello Poetry

Kina poetry på gjesthuset en kveld i regn (Norwegian) Korean poetry about a guesthouse one evening of rain. Høstregn senker seg over gjestehuset kaldt utafor, rolig natt med lampe trist inni meg, sorgfull i rom i hjertet en munk som mediterer. Autumn rain sinks over the guesthouse it's cold outside, night is calm with a lamp of sadness inside me, a room of mourning in my heart a monk who meditates. Ch 'oe Ch'iwon. Korea also by him with my attempts at translation: Høstvind bare sang bittert knapt en venn kjenner min lyd regnet siler ute i mørket fra lampen min går hugen langt. Autumn's wind sings bitterly hardly a friend knows my voice rain pours down out in the dark from my lamp memory travels far

0

Dec 23, 2015

Dec 23, 2015 at 2:27 AM UTC

margaret-ann-waddicor

Korean poetry about a guesthouse one evening of rain.

Kina poetry på gjesthuset en kveld i regn (Norwegian) Korean poetry about a guesthouse one evening of rain. Høstregn senker seg over gjestehuset kaldt utafor, rolig natt med lampe trist inni meg, sorgfull i rom i hjertet en munk som mediterer. Autumn rain sinks over the guesthouse it's cold outside, night is calm with a lamp of sadness inside me, a room of mourning in my heart a monk who meditates. Ch 'oe Ch'iwon. Korea also by him with my attempts at translation: Høstvind bare sang bittert knapt en venn kjenner min lyd regnet siler ute i mørket fra lampen min går hugen langt. Autumn's wind sings bitterly hardly a friend knows my voice rain pours down out in the dark from my lamp memory travels far

20

Snigende kommer efteråret. Året efter, selvom det knapt er en måned Mørket får tiden til at gå langsomt Som lange lyse nætter, men omvendt Venter på lys i min tankerække Rækker ud efter dig, men du er væk Vækker mig selv om natten, kun mig. Jeg er alene. Uden nogen rustning, alene. Snigende kommer efteråret.

0

Sep 14, 2015

Sep 14, 2015 at 4:24 PM UTC

holkenfeldt

Efter år

Snigende kommer efteråret. Året efter, selvom det knapt er en måned Mørket får tiden til at gå langsomt Som lange lyse nætter, men omvendt Venter på lys i min tankerække Rækker ud efter dig, men du er væk Vækker mig selv om natten, kun mig. Jeg er alene. Uden nogen rustning, alene. Snigende kommer efteråret.

9

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads der er noget helt specielt ved atmosfæren også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget i stedet for det euforiserende væske et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri og jeg ryster let på hovedet. Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne. Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til men helt hjemme alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

0

Sep 13, 2016

Sep 13, 2016 at 3:29 AM UTC

Louiselarsen22

roskilde tanker pt 2

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads der er noget helt specielt ved atmosfæren også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget i stedet for det euforiserende væske et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri og jeg ryster let på hovedet. Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne. Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til men helt hjemme alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

30