det kan mærkes i maven og hjertet
det gør ondt som bare fanden
det kommer i jag og forsvinder langsomt
denne tomme følelse af noget
der burde være der men ikke er
denne tomme følelse af savn
til noget man ikke kan sætte en finger på
savn af selskab, savn af kram,
savn af nogen der mærker på min sjæl
savner ikke den overfladiske socialisation
hvor jeg pænt sidder og lytter
for sådan er jeg opdraget
”bla bla bla, mine problemer bla bla bla,
men hvordan har du det egentlig, Maria?”
min svar er altid ”det har jeg ikke tænkt over”
for det har jeg ikke, det er ikke en løgn
har travlt med at få styr på alt det lort
som folk bliver ved med at læsse af på mig
alle deres problemer med boligselskaber,
mennesker de ikke kan lide, pengeproblemer,
drengeproblemer, arbejdsproblemer,
skoleproblemer, venneproblemer
jeg er træt
og det er først når jeg er alene
at jeg kan mærke hvordan jeg har det
mærke mig selv og mærke ensomheden
mærke min sjæl  
og den skræmmer mig
jeg ved ikke hvem jeg skal sige det til
eller hvordan jeg skal forklare det
”hej, jeg har det ad helvede til,
der er en klump af kaos, ensomhed og
noget andet ubeskriveligt der trykker
inde i min mave”
for hvad ville folk ikke tænke
Maria er altid glad, *** vil altid lytte
*** smiler frejdigt og laver hendes ting
men sådan er jeg slet ikke
jeg er i stykker

*(Marolle)

Som tusindvis af kriblende myrer;
Myrer der slæber rundt på en fyrenål, på små bitte kviste eller en lille klump sammenhængende jord,
Som et stort kaotisk system af spinkle ben, følende horn og ækle insektkroppe,
Et system med en usynlig og uigennemskuelig dagsorden,
Samarbejdsvillige,
Men med forskellige funktioner,
Umulige at skelne fra hinanden ,
Forvirrende og spørgsmålsrejsende,
Svage alene,
Men revolutionerende og gennemslagskraftige sammen,
Eksistensbetvivlende og formålsforvirrende,
Hjerteskærende små myrer.

Vinterkulda sprer seg i rommet
Biter seg fast i nakken
Stålet fryser
Det har sluttet å dryppe
Alt som gjenstår er kulde
Og en kald klump med kjøtt
Hjertet er revet ut
Det slår ikke mer
Døden deler ikke på kjærlighet

i klump in mod galoshes
among the enigma of raindrops
and catch metaphors
on the tip of my tongue.

Swallow into my soul
the beautiful unaccented verbiage.
as fragments of poems
wash down from the sky
in streams of kaleidoscopic complications.

As i tromp in puddles of letters
as i run down the wet serendipitous streets
of visionary realms...

Griffens hide under the umbrales
of trees glowering for they do
not like to be pelted
with the symbologies of deluges.

This make griffons mystifying
glowing leaves flutter chanting,
and skinny dip in the trellises of rain drops.
And at the end of all spelling.

i romp among the rays of the rainbows
that spring down the corridors of clouds
as unnamed poems stir & grow
up into the  clouds
and wait for the storm of creativity
to begin again in a paper sky.
and wait for the storms
of creativity to begin
and dispense  gems
to hide in heads
of uncanny eerie children
that greetings
fold space into verses