"klistrer" poems - Hello Poetry

Hvor er jeg alene med mine øjeblikke Som jeg sidder her fyldt op med dem Det kradser af dig i min hals Men jeg kan ikke hoste nu Hvor er jeg ene om at kende de ord Hoste dem op og gengive dem I mit øre er der stille som dødt vand Men halsen er forlængst stoppet til Jeg kan ikke tale, ikke fortælle Og til hvem skulle jeg det Som om øjeblikkene stoppede da du forsvandt Jeg smager på dine mørke øjne Og holder om dine ord til de sidder fast på min hånd Klistrer som din stemme på mine læber Min mund er tør For du har taget det hele

0

Dec 13, 2014

Dec 13, 2014 at 6:55 PM UTC

annastorm

Du kradser i min hals

Hvor er jeg alene med mine øjeblikke Som jeg sidder her fyldt op med dem Det kradser af dig i min hals Men jeg kan ikke hoste nu Hvor er jeg ene om at kende de ord Hoste dem op og gengive dem I mit øre er der stille som dødt vand Men halsen er forlængst stoppet til Jeg kan ikke tale, ikke fortælle Og til hvem skulle jeg det Som om øjeblikkene stoppede da du forsvandt Jeg smager på dine mørke øjne Og holder om dine ord til de sidder fast på min hånd Klistrer som din stemme på mine læber Min mund er tør For du har taget det hele

16

mine øjne klistrer på himlen udenfor vinduet der er ikke en afskygning af blå eller gul jo længere jeg kigger går det op for mig at farven er grumset som rester af kaffe i morgenens krus det er nuancen 45 på farvepaletten den matcher ikke de falske roser i min vindueskarm de er cremefarvet på den uægte måde alt imens de andre attenårige drikker lattes med mønstre i køber bobler og brus og danser i høje hæle, mens de kommunikerer hvert sekund så så, sidder jeg blandt lilla blomster på mit sengebetræk og skriver ord i rækkefølge, ser på himlens ene farve jeg er ikke iblandt andre

0

Feb 28, 2015

Feb 28, 2015 at 6:31 AM UTC

sara-p

ikke iblandt andre

mine øjne klistrer på himlen udenfor vinduet der er ikke en afskygning af blå eller gul jo længere jeg kigger går det op for mig at farven er grumset som rester af kaffe i morgenens krus det er nuancen 45 på farvepaletten den matcher ikke de falske roser i min vindueskarm de er cremefarvet på den uægte måde alt imens de andre attenårige drikker lattes med mønstre i køber bobler og brus og danser i høje hæle, mens de kommunikerer hvert sekund så så, sidder jeg blandt lilla blomster på mit sengebetræk og skriver ord i rækkefølge, ser på himlens ene farve jeg er ikke iblandt andre

22

jeg danser i cirkler i 360 grader kraftigt farve bølger over mig den varme stilhed bliver højrøstet og hvad laver jeg her uvante gulve, der klistrer mig fast med klister, som sidder i 118 dage men det er jo spild af skridt kraftige farver, som forenes i ét langt mørke der strækker sig ud samtidig med, at det råber en melodi en kronisk sammenhæng af toner og jeg suger det ind, så det sætter sig på rygraden

0

Mar 14, 2015

Mar 14, 2015 at 9:08 AM UTC

sara-p

-

jeg danser i cirkler i 360 grader kraftigt farve bølger over mig den varme stilhed bliver højrøstet og hvad laver jeg her uvante gulve, der klistrer mig fast med klister, som sidder i 118 dage men det er jo spild af skridt kraftige farver, som forenes i ét langt mørke der strækker sig ud samtidig med, at det råber en melodi en kronisk sammenhæng af toner og jeg suger det ind, så det sætter sig på rygraden

15

på bordet med den pastelgule dug ligger brevet, der aldrig leveres og alle de anstændige cafébesøgende kigger diskret fugtige sommervarme lår, sammenklistrede på sædets plastik-læder knækkende hjerter, knirkende sommerbriser der er ikke rigtig noget at gøre ved det siges der, og trækkes på skulderen og så sidder man dér og klistrer og knækker og knirker og knuses af sommervarmen, af café-medarbejderne af brevet

0

Mar 10, 2016

Mar 10, 2016 at 10:07 AM UTC

en-anonym-skikkelse

så sidder man dér

på bordet med den pastelgule dug ligger brevet, der aldrig leveres og alle de anstændige cafébesøgende kigger diskret fugtige sommervarme lår, sammenklistrede på sædets plastik-læder knækkende hjerter, knirkende sommerbriser der er ikke rigtig noget at gøre ved det siges der, og trækkes på skulderen og så sidder man dér og klistrer og knækker og knirker og knuses af sommervarmen, af café-medarbejderne af brevet

12