"klipper" poems
PARADOKSER, PROFETER, POMFRITTER
PENETTRERER VERDEN FOR VÆRDIGHED.
STJERNEBALLON, SMØGER OG ***
KAFFE, KOKAIN OG KÆRLIGHED.
EN NATION I FLORLET PSYKOSE
MON DEN VÅGNER?
STOFMISBRUGERE AF RANG
OG SKAM.
HVOR KUN DU STÅR I VEJEN FOR DIG SELV.
GALAKSER, GIN, GAB.
NATURKATASTROFER, NØGENT, NAT.
FORARGER, FORVRÆNGER, FORSTÆRKER.
DEN KOLLEKTIVE FØLELSE AF SELVHAD.
KIGGER, KLIPPER, KOGER
IND TIL BENET HVOR DU IKKE KAN MERE.
PSYKOLOGER, PSYKOPATER, PIS.
Jan 2, 2015
Jan 2, 2015 at 4:04 PM UTC
Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.
Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.
Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.
To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.
De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.
Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.
Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.
Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.
Jul 27, 2015
Jul 27, 2015 at 4:36 PM UTC
jeg glemmer dig
jeg klipper dig ud
ud fra min hukommelse
ligesom jeg klipper i min fars gamle
kunstbøger
du er kunst men ikke al kunst
kan huskes
Mar 8, 2015
Mar 8, 2015 at 2:56 PM UTC
Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.
Dec 21, 2014
Dec 21, 2014 at 4:24 PM UTC
På en lunken forårsdag
Kom jeg i tanke om alle dine tekster
Du fik mig til at lære dem udenad
Nu kan jeg aldrig mere læse samme genre
Og dine valmueviolinmelodier nynner jeg
Stadigvæk når jeg spadserer ad Nørrebrogade
Lader mine negle gro sig i vildrede
Så uanstændigt smuds begraver sig i lagene
Klipper jeg dem nu, glemmer jeg hvordan man cykler
Er i ubalance, i trance
Lad mig indse et liv levet på empati
Sjældent fremstår utiltalende
Apr 28, 2019
Apr 28, 2019 at 10:40 AM UTC