Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Adriaan Harms Oct 2014
In my droom wereld...

Daar, in die verte, is n bed vir as ek moeg raak.
n Berg wat ek gebruik as n kuns muur.
En n oop veld vol rose.

Bo my, die blou lug met reen druppels wat val, maar wat nie nat maak nie.
My gedagtes wat rond sweef.
musiek wat gehoor word maar nie gesien word nie.
En dan, jy.

n Bed vir my en jou.
Jou naam op die berg met klippe, gevorm soos harte, gepak.
n Oop veld rose wat jou emosie kleur wys.

Reen druppels wat val, wys my jou trane.
My gedagtes wat vir jou wys *** spesiaal jy is vir my.
Musiek om als te laat kalmeer.
En jy, vir my om lief te he, sonder om te stres oor wat jy sal **** of se as jy weet jy is die een wat ek wil he.
'n lewe in konstruksie...
dis tog die mees logiese manier om dit te beskryf...
ons bou en bou en bou,
en toets dan die produk.

Maar aan die einde, as ons klaar gebou het...
wat is dan daarvan te kom.
                        'n Lee huis...
                                       'n stil pad...

en wat het ons van onself geleer?

En wat leer ons van die wereld en mense om ons
             , vasgevang in die stryd teen tyd...

niks nie.

Ons het net voor onself uitgekyk
                   na die vaal stene
                                   en die slukkerige sement.

Watter vreugde het dit vir ons gebring.

Niks nie.

Nee,
         ek weier.

Ons is tog hier geplaas met vrye wil.

En iewers langs die pad,
                                          raak almal die pad duister...
en word dan deur die samelewing verdoem.

Die mensdom besluit dan wat van hulle sal word...
In daardie oomblikke is God meer vergete
deur die skares wat saamdrom op die rand van die pad...
                                                                ­                                      die wat lag en vinger wys...
                                                                ­                                                      die wat klippe gooi,
                                                         as deur die wat die prentjie aanskou.

Soms kort ons 'n perspektief van uit die donker,
                          om die lig rerig te verstaan...

Soms moet ons eers die genadelose aanraking van die koue voel,
                           voordat ons die sagte streel van die son oor ons gesigte kan waardeur.

Daar le wysheid in die donker,
                                      want dit is in die donker waar jy aleen is,

                         met niemand om in jou oor te fluister wat reg of verkeerd is nie.

                                                                ­                                                      Net die wind om jou siel te sus,
                                                                ­                                               die stilte om jou uit te rus...

                                                 en niemand wat jou god kan wees
                                       of sy woorde
                                                          ­      en planne
                                                                ­                   vir jou kan uitmessel nie.

Die pad het die gevaar geraak.

Dis koud en korrupt.
                                     En ons is dankbaar,
         dat ons die kans gekry het om dit te sien,
terwyl ons stadig verswelg word deur die skadu's
                                                                ­                                             en wegsmelt in die donker...

want nou weet ons dat ons pyn maar net 'n gedeelte van die werklike hartseer was...

                                                               ­ ons is die gelukkiges...

en hulle loop op die pad na verdoemtenis
Læs mine tanker,
stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler.
Klippe små huller,
mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn.
Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund.
Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik,
og jeg er bare -
Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind,
der overses af snefnug og placebolykke.
Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod,
forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage.
Men jeg føler ingenting.
Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer,
er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre.
Men væggene er for tykke og sneen for dyb
til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.
E.V.
Siska Gregory Dec 2016
Die velde en berge le honderde myle ver, oop tot by die horison.
Al wat ek sien is gras, klippe en bome, en drome van n lewe so vry ver in die valley, groen van reen en geen besoedeling van die besige lewe so ewe of dit al is wat ons het…
Die vlaktes bring my gedagtes na n rustigheid.
Ek kan ver sien so asof ek my lewe kan sien, die rustigheid wat dit verdien.
Ek sien die klein dingetjies raak soos die veldblomme wat blom met n glimlag dag na dag, n lady bug op die tak, die springkaan op die blaar, die miere wat trots hulle kos by mekaar maak vir swaar dae.
Doudruppels vroeg oggend net so na die sonsopkoms…
Dan voel ek dankbaar, dankbaar vir n lewe wat gegee is sonder vrae
Danbaarheid vir n Skepper van mens en natuur. 2016/01/24
når jeg en dag dør
bør mit hjerte være ved at briste
med alle de mennesker, jeg har fyldt livet ud med
de sting, jeg har syet stof sammen med, syet mig selv sammen med
de billeder, jeg har taget og de billeder, jeg har set
"dette her øjeblik vil jeg huske for evigt"
et løfte jeg vil bære med mig, jeg venter på at udløse det
hvad man lader synke ind i ens person
jeg vil danse hver dag
med høj musik og løse lemmer og let latter
helst alene
jeg vil være afhængig af at danse
"nu tager jeg lige min morgendans"
(sådan, i stedet for løb)
svede på den glade måde
finder genbrugsting - silketørklæder, porcelænskopper, træmøbler
sidder på gulvet, tegner på mine venner på mine hænder
flytter til fremmede byer med fremmede mennesker, fremmede venner
og får nye ar på sjælen, ny ild i blodet
persiske gulvtæpper i parisianske loftslejligheder
lyserøde roser, rosenrød hjertefryd
skrive bøger skrive mig ind i andres liv
i de andres liv
fylde et, to *** med kunst
fylde mig selv med kunst
balancere mig på snore på relationer på drømme
danse på hvidmalede gulvbrædder, tømme karaffel efter karaffel af vand
marmormonomenter i øjenkrogen lyserøde følelser, mørkebrune hænder
stå op til morgenens sarte ansigt, sarte farver
køre i toge og busser til ingen som helst steder og bare kigge
købe fremmed musik, tage til ukendte koncerter
sejle i grønne søer
klatre i bjerge
printe og klippe i mine egne fotografier, printe mine egne bøger
græde og bløde og svede og elske
og fyldes som
en menneskelig frugtkurv
med
oplevelsespapayaer,
efterårsæbler, følsomhedskiwier og
glædesappelsiner
der er så længe til
der er så kort tid til
llcb Aug 2015
Jeg er slet ikke færdig, men jeg sidder lidt fast i øjeblikket. Fanget i en forelskelse og i en 5-timers aflevering og i bunken af rod på mit værelse og i at skrive. Jeg burde bare kysse ham hårdt, lave opgaven, rydde lortet og gøre noget, i stedet for konstant at skrive om hvad jeg vil gøre. Jeg kan blive så dødtræt af det hele. Jeg har lyst til at klippe mit hår page, og fortælle mine forældre at jeg ryger.
Men jeg gør bare alt halvt og aldrig helt.

Og det må da næsten være mere usundt,
end de smøger jeg ryger om dagen.
seethroughme Nov 2018
water hardloop
teen die berg
se rug
af
alles is
grys en blou
die klippe onder my voete
die koepel wat oor ons vou
daar is geen begin en geen einde nie

— The End —