Mig, jeg kaster skovle efter angsten
Kaster mig ud i diverse dårlige ideer
Kaster kroner i brønde der alligevel er tørre
Kaster karamelpapir til fuglene så de dør
Så de mærker alle andres lidelser og længsler
Kaster konkylier tilbage i havet fordi de
ikke skal have lov til at være andetsteds
end hvor de hører til
Kaster kabaler i kloakkerne så de kalder på mig
i takt til klapsalver
Klapper ude af takt
Klapper du af mig når jeg kvajer mig?
Klapper du af mine dårlige ideer og
konsultationer med kroppens
indre kaotiske kaos
Når jeg ikke selv kan konfrontere mig
selv?
Knuser kantstenens kølige, spørgende higen
efter mit latterlige liv