"kaster" poems
Monotone stemmer og opgave ark
i tusinde eksemplarer hjemsøger
mine drømme om ingenting.
Det hele smelter sammen
som metaller i ild
og det er der jeg ser dig.
Du hiver metalmassen ud af ilden
og kaster den ned på gulvet
hvor det ligger
som en stor rødglødende pøl
midt i det hele.
Du tænker ikke over
at jeg svøber metaller
i en skabelon
af mit hjerte.
Nov 6, 2014
Nov 6, 2014 at 1:13 PM UTC
Med stigende uvidenhed skaber jeg mig gennem de sene timer som en teaterdronning
Taber min dyre cocktail i en rist, men køber bare lige en ny
for alle de penge jeg ikke ved jeg ikke har.
Danser som en kluntet prinsesse eller en elegant søko.
Skaber balance mellem komplet umulighed og overdreven lykke.
Hælene vokser med flydende magi og jeg nærmer mig jorden.
Med de aller vildeste hiphop skills som jeg aldrig fik lært,
bevæger jeg mig over dansegulvet.
Strutter med munden
kniber øjnene sammen
prøver at se sejere ud end muligt
kaster ikkeeksisterende håndtegn.
Snart må alle kongerne da kaste sig på rockknæ og bejle som svinedrenge til det vidunderligt dansende ego.
Med svindende tilstedeværelse
kaster jeg mig i ærmerne
på en ukronet fremmed,
mine døve ører dræber musikken.
Bliver ved med at vaccinere
mig selv
mod alt det jeg gerne vil glemme.
Jan 9, 2015
Jan 9, 2015 at 10:28 AM UTC
Grålige toner turnerer rundt, isnende.
Smaragder, forklædt som mine bankede, tunge og paniske hjerteslag.
Febrilsk narrer vi hinanden til at være glade
Følelses-dækkende smil og hjerter, I dette
mørke, som har sænket sig ned over os.
Alle går vi rundt med minder, miner, sorte og triste.
Trængede efter lyst og lys kaster vi os over hinanden.
Skyder med en stjerneregn af følelser mod personlige parader.
Når solen kaster sig over mig og jeg stiger til vejrs.
Vi skal forenes og forsones, vi vil kende til hiannden.
Så husker du mig, så vil du kendes ved mig.
Jan 13, 2016
Jan 13, 2016 at 2:36 PM UTC
Sort røg og hvide læber, min livløse krop
etsmøgstomhed og hende
*** siger vi burde forsvinde
jeg siger ja
vi burde ikke gemme os, men vi er bange for at blive set
en stjernespækket himmel
cigaretter til deling
koldsved på min pande
for ingen andre giver det mening, men vi ved bedst
jeg føler mig guddommelig, *** behandler mig som noget større
jeg tager et hvæs, *** griber fat om mit skridt
jeg tantekysser bunden en sidste gang, kaster skoddet og dykker ind i natten.
f.b
Apr 24, 2014
Apr 24, 2014 at 9:32 AM UTC
KRYSTALLER SKÆRES OP MED ET KREDITKORT. VED GODT AT DET ER NOGET LORT, MEN JEG RULLER EN SEDDEL OG GIVER LIVET ABORT. DET GÅR DIREKTE TIL HJERNEN OG NU SER JEG SORT. JEG BEGYNDER AT DRØMME OG SER EN PIGE I LÅRKORT. FANGET I SIT EGET KOKAIN-FORT. *** STÅR PÅ ALLE FIRE SOM VAR *** EN HJORT. VIL IKKE HAVE *** MEN GERNE KNEPPES HÅRDT. JEG VED AT HVIS JEG KASTER HENDE SEDDLEN OG SIGER "APPORT" - ER *** SOM RUSEN; HURTIGT BORT'.
f.b
Jul 9, 2014
Jul 9, 2014 at 6:41 AM UTC
jeg føler mig lidt som glas
gennemsigtigt og skrøbeligt
og du jonglerer med mig
kaster mig op i luften
og griber mig igen
men jeg ved at du en dag
vil være ufokuseret og
taber mig
så jeg smadrer
jeg har aldrig troet på mennesker
der siger
jeg vil altid elske dig
for kærligheden er ikke en konstant
men minder i virkeligheden mere
om en ekspontitelfunktion
som bølger
og der skal arbejdes for at den kan
vokse
det er vel også derfor jeg ikke tror på
ægteskabsløftet
mest fordi jeg ikke stoler på kærligheden
jeg ved at den er utilregnelig og ustyrlig
men det jeg har mest lyst til er bare at forelske mig
helt vildt og ukontrolleret
men jeg tør ikke
når kærlighed ikke er en konstant følelse
men noget man skal kæmpe for
og er i konstant bevægelse
jeg er ikke sikker på at jeg er stærk nok
tvivlen på om der findes en derude
som tør kæmpe for mig
vokser i mine hjertekamre
og jeg er bange for at tillægge mine egne
følelser for dig værdi
for hvad nu hvis jeg tager fejl
og der rent faktisk findes en konstant kærlighed
at det måske er det jeg føler for dig?
tanken skræmmer mig mere end døden selv
som egentlig er et dårligt eksempel
fordi jeg altid har fundet døden
smuk og ren og fredfyldt
men måske vil jeg i min grav drømme
om et liv med dig som jeg aldrig fik
fordi jeg er rædselsslagen for at
elske
Jul 26, 2016
Jul 26, 2016 at 4:19 PM UTC
Julen har ramt os
direkte i vores korpus
og kontanter
jeg sidder bare her
og er ved at kaste op
over billedet
der er tegnet af julen
Lykke, varme, lys, gaver,
god mad, kærlighed
jeg kaster op
jeg sidder bare her
og har så meget
indebrændt ulykke
nærmest afsky
Har du slet ikke ondt?
Ondt i dit sind, hjerte
og samvittighed
jeg sidder bare her og savner
hvilket vidst er en-vejs-savn
du har ikke svaret mig
i mange uger nu
(Marolle)
Dec 24, 2014
Dec 24, 2014 at 5:53 AM UTC
Det sitre i kroppen
Som utålmodigheden
Det spænder i hver en nerve
Ligsom stramme snørebånd.
Jeg får nu kvalme ved hver en tanke der strejfer mig, og kaster realitytjek(s) ind i fjæset på mig. For jeg har jo aldrig forstået, før efter tiende gang, tyvende gang, for jeg forstår jo aldrig hvorfor?
Stikker, graver, kaster mudder fraser i hovedet på hver en idiot, der snakker om følelser for et andet menneske. For jeg tror ligeså lidt på “kærligheden”, som djævlen og hans tro på uskyld.
Som tålmodigheden
Sitre det i kroppen
Ligsom stramme snørebånd
Spænder det i hver en nerve.
Jan 14, 2018
Jan 14, 2018 at 4:12 PM UTC
Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene.
Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor.
En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer.
Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader,
og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.
Oct 11, 2015
Oct 11, 2015 at 5:44 PM UTC
åh hvor er du afhængig
af den forbandede nikotin
du kan jo ikke give slip
du kan jo ikke vælge
han er din e-cigaret
en midlertidig løsning
mod en konstant trang
du savner dine cigaretter
men de er jo bare så skadelige
de er jo bare så fandens farlige
du tager en cigaret
mellem dine læber tændes den
du inhalerer ikke
du sidder bare med den
til den går ud
så finder du din e-cigaret frem igen
og suger indtil dine lunger kaster op
for så virker cigaretterne knap så fristende
så er trangen knap så stor
(f.b)
Feb 12, 2015
Feb 12, 2015 at 6:41 PM UTC
Lyset på nattbordet
kaster lystige skygger utover rommet
de leker sammen
i en yndig vals
oppettet veggen.
Lyset slukkes og skyggene forsvinner
men valsen pågår enda
en absurd vals
som fyller tankene mine
en yndig vals
en vakker vals som dra meg med.
Jeg klarer ikke slippe taket .
Raskere og raksere går valsen,
helt til jeg ikke lenger klarer å holde taket å den
den kaster seg utover
prøver frebrilsk å fange virkeligheten,
men plutslig
så er valsen borte
og alt som er igjen
er meg
May 31, 2013
May 31, 2013 at 8:54 PM UTC
Jeg skriver portrætter med ord
og maler deres ansigter lidt på skrå,
for det er jo sådan de ser ud.
Skæve smil, skæve meninger, skæve hjerter.
Jeg fravælger mig farver og blander en sort, så jeg kan iscenesætte mine følelser lidt
EKSTRA!
Jeg kaster bandeord ud i et tomrum, direkte ind i djævlens svælg, og åbner mit gab omkring hornet.
Kvæles fornøjeligt, med en kvalmende følelse som danner en fornemmelse af et uægte samvær mellem to parterede hjerter.
Jeg iscenesætter mine følelser lidt
EKSTRA!
Smelter sammen med Nikotindræbende dampe, som lufter mine lunger med et frisk **** af gensidig afsky og selv-væmmelse.
Jeg absorbere det kemikaliedannede hvide projektil, som jeg skyder ned i en suppedas af mavefornemmelser.
Jeg iscenesætter mine følelser lidt
EKSTRA!
Nov 5, 2017
Nov 5, 2017 at 4:43 PM UTC
intet kan plastificere mine
knogler som syrener
du kaster sten på glas og lyden
af det ødelæggende er på mange
måder tilfredsstillende
men noget inde i min krop synker
jeg skulle mene at det var
vand men det kan være svært
at tænke klart når
efeu kravler hen af overfladen
på mit kranie
Feb 9, 2015
Feb 9, 2015 at 10:04 AM UTC
Hvordan kan det være at jeg kaster mit lys på andre
Men jeg bringer ikke liv
Jeg dræber kæledyr og bryder forhold
Rundt rundt rundt,
Men jeg er der bare.
Det er umuligt for mig at bringe uheld
Men det samme gælder når jeg skal trøste nogen
Eller bare kunne se andre som personer
Rundt rundt rundt,
Og jeg er der bare
Hvorfor har jeg det som om at jeg er solen
At alle planeter snurrer rundt om mig
Jeg sidder bare og ser andre gå
Rundt rundt rundt,
Og jeg er der bare.
Nov 5, 2014
Nov 5, 2014 at 3:38 PM UTC
Når historien presses sammen til én stund
Holder vejret og betragter en andens liv
Med alle følelser griber ud efter øjeblikket
Og halser efter handlingen som én der vil være med
Kaster stjålne blikke efter situationernes virkelighed
Håber på at mennesket vil vende om
Se på én og ændre retning
Men med handlingen som livet
ændres kursen uden mig
Kradser lydløst væggen tynd
For at holde luften inde
Men når øjeblikket er gået i stå
Og historien blot fortsætter i mit hoved
Er det at virkeligheden rammer som en lussing
Starter op og sættes i omdrejninger
Huskes handlingen efter
Har øjeblikket undfanget virkeligheden
Mennesket rækker ikke ud efter mig
Men når jeg stopper tankernes forudrettede mønster
Vender han sig om og kigger på mig
Smiler adskildt fra en verden
der formidler drømme jeg ikke kendte til
Dec 10, 2014
Dec 10, 2014 at 3:05 AM UTC
Der sidder du
I vinduets gennemsigtighed
Og ser på mig
Og menneskenes færden omkring mig
Din lange krop slår rødder i gulvets brædder af træ
Så sprækker ihærdigt og ufrivilligt åbner sig
For mig at anskue
Dine mangler - du kender dem ikke selv
Men kendte du til dem ville du vel blot gøre noget ved dem
Jeg løber på søens travlhed
I mit sind
Kaster mig ud fra broen - i vandets omklamrende nynnen om uanmeldt stilstand
En ro der dannes om væskens bløde arme
Hører komponisternes tanker
I vandets kulsyre
Indfanger luftboblerne med min mund
Råber teksterne ud i intetheden
I håb om at nogen griber ordene og
Bruger dem som ingredienser i tosomhedssuppen
Danser min vej ud af bølgernes slåen
Mod mine lår og mellem mine tæer
Drukner i overfladens opdelthed
Ser alles blikke stikke mig i nakken
Vender mig aldrig om
Lærer at være alene i flersomheden
Dec 22, 2018
Dec 22, 2018 at 5:40 PM UTC
Mig, jeg kaster skovle efter angsten
Kaster mig ud i diverse dårlige ideer
Kaster kroner i brønde der alligevel er tørre
Kaster karamelpapir til fuglene så de dør
Så de mærker alle andres lidelser og længsler
Kaster konkylier tilbage i havet fordi de
ikke skal have lov til at være andetsteds
end hvor de hører til
Kaster kabaler i kloakkerne så de kalder på mig
i takt til klapsalver
Klapper ude af takt
Klapper du af mig når jeg kvajer mig?
Klapper du af mine dårlige ideer og
konsultationer med kroppens
indre kaotiske kaos
Når jeg ikke selv kan konfrontere mig
selv?
Knuser kantstenens kølige, spørgende higen
efter mit latterlige liv
Feb 1, 2019
Feb 1, 2019 at 5:33 AM UTC
To høje søjler
Støder sammen,
rammes af solens stråler, fra øst.
I vest flettes der fingre,
varmen i mellem, smelter glas.
Sådan går digtet om du og jeg, “metaforer i krig”. Jeg slås uden om de tunge kys, og jeg drysser din berøring med kobber. Våde kys og din kobberkrop bliver grøn.
Kemien kaster vandpatroner på kobberkroppens fysiske følelser. Vandstanden steg og lavt blev højt.
Jul 18, 2018
Jul 18, 2018 at 6:39 PM UTC
med tårer i øjnene hiver jeg luft ned i mine ekspansive lunger, husker
husker: det er bare nu'et. det er blot en brøkdel.
og en dag vil jeg have glemt dette øjeblik, dette blink med øjnene, forbipasseret fortvivlelse og forvildelse og utilpashed
og en dag vil jeg have varme, gyldne minder lokaliseret bag øjenhulen, bag drømmene
og jeg vil have hængt hvidt vasketøj op, jeg vil have talt med en vred bille, kørt i en lyseblå bil og købt mine egne øko-appelsiner.
jeg vil have klippet mit hår mindst ti gange, foldet fingrene om en andens krop, om en andens ømheder, en andens tanker, jeg vil have haft et hundrede forskellige par sko på mine to fødder, set nye vidundere og nye lavpunkter
og det smelter sammen og alt det ubehagelige fylder mindst
men lige nu kaster ubehag lange skygger
Apr 4, 2016
Apr 4, 2016 at 4:59 PM UTC
tilbagevendende
nu står vi her igen
tastende fingre, hurtige refleksioner
lysende computerskærme-sind
udmattende på alle leder og kanter. alt er godt og varmt
uappelerende, fragementeret; apatisk
for en gangs skyld kaster jeg problemerne over skulderen
(samler dem nok op i morgen. måske)
samtale udenfor i flere timer; stillestående - følelsesløshed i fingre og tæer
at blive opvarmet, opløst
sammensmeltning
Nov 14, 2015
Nov 14, 2015 at 3:45 PM UTC