"ivrig" poems
Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens.
Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes.
Dem. Jeg. Hvem?
Jeg tror, at jeg bevægede mig -
Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem.
Forpustet, forkommen, forladt. Blå.
begyndte jeg at se monstre i spejlet
i stedet for under sengen som ja, dengang.
Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt.
Om hvordan længere ud, ikke var langt nok.
Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok.
Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres.
Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres.
Om at samvittigheden bliver for ivrig.
At vi skal knuselske alt blåt,
at det aldrig bliver blåt nok,
at vi en dag nok skal blive væk.
Apr 8, 2015
Apr 8, 2015 at 11:50 AM UTC
Uret slår
Tik, Tok
Tik, Tok
Dagene forsvinder
Revet ud af kalenderen
De forsvinder i mængden
Bilerne kører i pendulfart
Først på arbejde i byen
Så hjem til forstaden
Ugerne passerer
De bliver til måneder
Der bliver til år
I en ivrig iver efter det hele
Forsvinder mennesket
Jeg prøvede.
Jeg ville have det hele
Nu.
Mennesket smeltede sammen
Som en robot
En dødsdømt robot
Rutiner blev udvasket
Adrenalinen pumpede
Et euforiserende stof
Jeg tabte.
Min robot brændte sammen
For altid.
Feb 20, 2015
Feb 20, 2015 at 9:04 AM UTC