"iscenesat" poems
glimmersokkerne i mine adidas superstar
er iscenesat ligesom billedet på instagram
en kreativ finesse til et ellers
identitetsløst antræk
scandiminimalisme forklarer jeg
men du skulle føle på 70'erne
der løber i mine årer og
80'erne i min sjæl
stemninger og billeder
jeg ikke kan sætte ned på papir eller
udødeliggøre mig selv i
ordkvæleri
mit sind vil for evigt være farvet
af iPhonens kølige lys
når den imiterer månen
men jeg finder tryghed i dén
og melankolsk internetdigteri
beretninger fra dagen og natten og teenagefjolleri
men de kan mere end jeg nogensinde vil kunne
istedet river jeg en side ud af en digtsamling
kopierer den hen på mit hipstermøg
snapper, piller og retoucherer
og lægger det på instagram
like.
Feb 4, 2015
Feb 4, 2015 at 2:13 PM UTC
hej
siger jeg mens jeg fluks prøver at smutte væk fra mine inderste tanker, der hober sig op i mit hovede, som var de myrer i en tue der var blevet stoppet til af et blad. let for alle andre, men kilotungt for mig.
er du vågen?
spørger jeg med en undren som kunne synes vemodig men interesseret. søvnen har fanget ham i sine arme, og jeg kan ikke få ham væk. få ham hen til mig. søvnen er et muskelbundt der har ham i et stramt knus.
mmm
mumler han fra det nederste af halsen, helt nede i maven. som i en koma ligge han, livløs næsten.
nøgen, det eneste der dækker er et lagen der er blevet kastet henover, næsten iscenesat
Oct 7, 2015
Oct 7, 2015 at 3:10 AM UTC