SÅR DER HELER PÅ LÆBEN,
RU HÅNDOVERFLADER
OG BEN DER RYSTENDE FORSØGER AT VALSE MENSTURATIONSSMERTER, ØMME MUSKLER OG GRIMME NEGLEBÅND

*** SPØRGER OM HVAD DER ER GALT
JEG SIGER JEG ER KED AF DET OG GRÆDER
*** SIGER HVORFOR
OG JEG VED DET IKKE
OG HAR PÅ SAMME TID LYST TIL AT SNAKKE
MEN JEG SIGER INGENTING
OG INTET BRÆNDER MERE I HALSEN END USAGTE ORD
MEN DET VED DU VEL IKKE ******* LORTE PSYKOLOG

JEG GÅR PÅ EN STI
DEN ER 11
OG DER ER INGEN MENNESKER
SÅ JEG SÆTTER MIG PÅ EN BÆNK
OG JEG TØRRER IHÆRDIGT TÅRERNE VÆK
IMENS JEG VRÆLER BANDEORD
OG FORSØGER AT HULKE ALLE DÆMONERNE UD
SELVOM INTET GIVER POTE
OG JEG ER FORDÆRVET INDENI
TRÆKKER JEG PÅ SMILEBÅNDET
OG SMILEHULLERNE BEGEJSTRER SIG
MEN ER DET SÅDAN UNGDOM SKAL FØLES?

JEG TAGER UD OM LØRDAGEN
FORDI JEG ARBEJDER HVER FREDAG
SÅ JEG STJÆLER GLÆDE FRA SØNDAG
DEN GLÆDE DER NU FINDES
TUNGE ØJENLÅG
TEQUILA
TILTRÆNGT EFEMERISK LYKKE
OG TAKTISK SELVBEDRAGISK LATTER
TILFREDSHEDEN ER DER NÆPPE
MEN ER JEG GOD NOK NU ELLER HVAD?

JEG TAGER HJEM
MEN JEG VENTER FØRST PÅ NATBUSSEN
ELLER ER DET TOGET
ELLER METROEN
FØRST EN SMØG JEG BRÆNDER MIG PÅ FINGEREN
ALTING ER JO SLØRET
FORHELVEDE DET GØR ONDT.

JEG FRYSER OG MINE TÆNDER KLAPRER
JEG VED IKKE ENGANG HVORDAN JEG FÅR STEGET PÅ
VÅGNER DAGEN EFTER
SORTE RANDER UNDER ØJNENE
OG TØMMERMÆND
ER DET HELE DÉT VÆRD?

MED KRØLLEDE PENGESEDLER,
FINTSKÅRET TOBAK FRA KNÆKKEDE CIGARETTER,
OG ET UBRUGT KONDOM I TASKEN
GÅR JEG UD
MEN LÆGGER FOLK OVERHOVEDET MÆRKE TIL AT JEG GÅR?

LUGTEN AF BODEGA SPREDER SIG PÅ GADEN
NÅR JEG BEVÆGER MIG PÅ FORTOVET
JEG FÅR ET TILTRÆNGENDE KNUS FØR *** LUKKER MIG IND MEN LUKKER JEG OVERHOVEDET HENDE ELLER NOGEN IND?

JEG SIDDER VED RADIATOREN
DEN ER VARM OG SYMPATISK
IKKE SOM DE SKØDELØSE KYS
ELLER DEN ANARKISTISKE IDENTITET
MEN ER JEG IKKE OKAY NU?

JEG KVÆLER DEN KOGENDE KOFFEIN
OG KÆFTEN BRÆNDER
KU DET BLIVE MERE KAOTISK
KU DET?
DEN KRUMMEDE VÅDE MEN LUNE CIGARET HÆNGER I MUNDVIGEN
JEG TAGER DEN IMELLEM PEGEFINGEREN OG FUCKFINGEREN INHALERER OG PUSTER UD
HVAD JEG HÅBER PÅ ER TOMHEDEN INDENI
IMENS TÅRERNE UFRIVILLIGT LØBER NED AF KINDERNE HVORNÅR HOLDER DET OP?

ER DET STRÆKMÆRKERNE,
DET RUNDE ANSIGT,
POLLENALLERGIEN,
MANGEL PÅ SYMPATI OG PENGE
ELLER BARE MIN PERSONLIGHED
DÉT DER GØR AT JEG IKKE ER GOD NOK?

Time keeps painting my darling
Ripped all the flowers in the garden
Oh baby come home, you angels bring her home

Imens står solen over højen
Han mindes den sommer hvor *** strålede
Forsvandt I haven grøn, og træernes sang *** fandt
(In the mean while the sun stands above the hill
He recalls the summer she shone
Vanished in the green garden, and she found the song of the trees )

Time keeps painting my darling
And the garden keeps on singing the old song
Oh baby still I am waiting in the light
Hoping the angels would carry you home

Den sang tog mørket I sin pote
Den bar hans kvinde I dens kolde favn
Og lagde hende for hans dør I silkekjole
(That song the darkness took in its paw
It carried his woman in its cold embrace
And laid her at his door in a silken dress)

Hoping the angels would carry her home
Leaving it all with my only friend
Her beauty was lifeless on the stair
Oh baby I´ll carry you away into the garden´s tale
But everything (had) died and turned to stones
I laid her down under the old oak
Seeing it all blossom forever more
Time keeps on painting my darling
And the garden keeps on singing the old song
Oh baby now I know you´re in the light
Painting it all with your colorful songs

Imens står solen over højen
Hans skygge kastes ud I haven grøn
Forsvandt for evigt og uden en note
Hoping the angels will carry will carry her home
(In the mean while the sun stands above the hill
His shadow stretches out into the green garden
Vanished forever and without a note)

Time keeps painting my darling
Ripped all the flowers in the garden
Oh baby you´re home, you angels where are you.

Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg er immun over røgen fra de
Gule og blå kameler - selv når
Du presser dem ned med din tunge,
Og du fortæller mig hvor skøn du
Synes min kolde krop er.
Du euforiserer dig selv
med Hash fra Christiania.
Og lidt *** fra Vesterbro

Ingen ****** med mig, en københavner
Imens jeg dækker øjnene til, og
Svinger ud foran en bil på Blegdamsvej
Når jeg bander og svovler, over idioterne i
Deres benzinslugende miljøforurenende biler
Jeg cykler, hvor jeg vil - for cykelister
Har da førsteret, selv på Lyngbyvejen
En fredag aften.

Ingen ****** med mig, en københavner
Når jeg tager et sip af min lunkne Latte
Og læser min egen halvkvalmende poesi
Om mit efterårskolde kærlighedsliv
På en lille kaffebar uden WIFI på Nørrebro
For jeg er langt foran, på farten og lidt sejere end
De andre poetiske narcisister
Fra Nordjylland

Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg har skandinavisk gennemsigtig hud
Sjasket lyst hår, og fregner så mange at du
Bliver grøn af misundelse
For jeg er storbyens dronning
Så kan du bare fucke hjem til
Dit provinshul.

Jeg ser sorte toner for øjnene
og mærker skarpe genstande mod blød hud
når du fortæller mig, du ikke længere synes,
du er min
jeg lader natten drage mig ind i ulykkelig poesi
du kysser hendes læber
imens jeg går i opløsning indeni

nogen gange er det bare den nøgne, raffinerede idé
om os to, der kører til havets nattevind alt for sent for
at ryge cigaretter, du købte med fra berlin og dufte salt
i mellem sætningerne, imens vi lader sand gro fast på
blege kindben
nogen gange er det bare den nøgne, raffinerede idé
om os to, der skal tilbringe al tidens mængde sammen,
der gør, jeg bliver siddende, og spørger, om du har
lyst til mere kaffe

Jeg gik ind til festen. Jeg så ham. Han tænkte på mig. Han holdt diskret øje. Han så mig svinge håret. Han kiggede på mine lange ben snog sig på dansegulvet.
Jeg dansede. Jeg havde en fest. Jeg glemte alt om ham. Imens han kyssede hendes læber. Jeg vidste *** var billig. Jeg var ligeglad. Det var han ikke. Jeg kom, jeg så, jeg sejrede.
Jeg er mere end hende. Det vidste både han, *** og jeg. Jeg vidste at alle vidste det.  
Jeg sagde til ham, at han kunne gøre bedre. Han smilede skævt. Han var flov. Han var blevet grå. Han havde intet lys. Jeg lyste af glæde, lækkerhed og overskud.
Jeg gik. Jeg forsvandt. Jeg lod ham stå. Han var tilbage.
Jeg var sammen med andre, selvom jeg var alene.
*Han var alene, selvom han var sammen med en anden.

smørhullets vide måler flere meter
imens vi ligger begravet i hvert vores bjerg af dyner
tildynget af puder, der slører vores syn
på tilværelsen og på hinanden
vi er blændet af ideen om hvordan det burde være
hvordan vi burde ligge
hvordan vi burde leve, elske og nyde

sengen er vores helvede
den burde være vores syvende himmel

Tårerne falder og maler gulvet sort
ligesom den blanke kaffe jeg spejler mig i.
Jeg ser din månehvide hud
alt imens natkanonen sender toner blå,
af melankoli gennem mine årer og bider sig
fast
på min krogede rygsøjle og
jeg kan mærke mine lunger.
Synet af dig skærer i mine blå øjne
Jeg tænker tilbage på tiden med dådyrøjne og cashmerehjerter.
Nu har vi kun reptilblikke og vinylindre.
Omridset af dit ansigt
har jeg glemt
og jeg famler hjælpeløs i tågen for at
nå dine krystalgrå hænder
med farer for
at blive spist af
fortrængelsen.
Åh. Jeg husker din pastelhud og dine øjne som
lilla ferskner.
Duften var som jorden selv.
Du smagte af knuste drømme og hypotetiske realiteter.
Jeg tænker på dig,
så stille som en marts nat.
Du er så smuk
Især når du er stille.
'Men hvad ved jeg også om det?'
Platonisk kærlighed.
Jeg har allerede fortrudt min tanke
og ønsket om at vende om,
sætter sig som glasskår i mine øjne.
Måske er du noget jeg har fundet på?
Mine kinder bløder og stjernerne danser røde og blå.
Lysår væk.

jeg får lyst til at begrave mine negle i dine mørke krøller,
svømme rundt i havet som venter på mig i dine
brune øjne
jeg vil kysse dine læber blå, som en iskold
november nat
jeg kunne tegne tusind malerier på dine nøgne skuldre
af cirkler kreeret af mine fugtige fingerspidser
drømme om dine omfavnelser imens du er i en
koma af søvn, som var du næsten borte
mærke varmen i mit indre, når du hvisker mit navn
efterlader ildrøde linjer på dit bryst med skælvende
hænder, når du endelig får din vilje
kun så du ikke glemmer mig, når du ser dig i spejlet
næste morgen,
når din seng er kold, fordi jeg listede ud i
natten kl 4

Vi havde et godt efterår os to. I skyggen af træet gennem enden af sommeren, indtil blade af bronze faldt i hovedet på os. Små kys på mit ansigt mens jeg sov, som fik mig til at drømme hver nat imens du så på mine fregner og små lykkelige, lukkede øjenlåg. Men ungdoms kærlighed er vel lavet af plastik, og nu er plastikken brandt fast på kogepladen i mit køkken af aluminium, og jeg skal rydde det hele op. Og det eneste jeg laver nu er at spekulere på om det enten er for sent til at drikke kaffe eller for tidligt til at drikke mig fuld, og jeg er trist efter dig. Nu spiser jeg ude hele tiden, selvom det er sidst på måneden og de halvtredsere jeg har kan tælles på en hånd, fordi jeg er bange for at brænde mere på i køkkenet. Men en halv pakke smøger,  et par hundrede kroner og en nuddelboks kunne jeg leve af, hvis du ville kysse mine fregner igen.

mine øjne klistrer på himlen udenfor vinduet
der er ikke en afskygning af blå
eller gul
jo længere jeg kigger
går det op for mig at farven er grumset
som rester af kaffe i morgenens krus
det er nuancen 45 på farvepaletten
den matcher ikke de falske roser
i min vindueskarm
de er cremefarvet på den uægte måde

alt imens de andre attenårige
drikker lattes med mønstre i
køber bobler og brus og
danser i høje hæle,
mens de kommunikerer
hvert sekund

så
så, sidder jeg blandt lilla blomster
på mit sengebetræk og
skriver ord i rækkefølge,
ser på himlens ene farve
jeg er ikke iblandt andre

Med falske dage
som disse dage
så kan min krop virkelig blive tom
og hovede fyldt.
Med hverdage
som varer for evigt,
og lørdage
som forsvinder hurtigere
end drenge
om morgenen.
Grå trøjer
som krammer kroppen
imens du lytter til ord
du ikke forstår,
og du aner ikke
hvad der foregår.

Passion er en illusion og syntom på ambition
og på livet er der en definition og konklusion
siger folk med mapper og trætte nethinder
mine hænder ligger sig op ad mine kinder
Trætte som mine små imødekommende øre
som snart lukker sig så de slipper for at høre.

Nogle mennesker lever bare fordi de er vant til det.
De gør dem selv vant til vaner der former deres verden.
Det fylder dine uger med falske dage,
giver dig en hentydning af en verden af vaner og uskrevne regler;
om at være som folk ser dig.
om at være som de folk du ser.
Giver dig falske dage.

Men i dag, med en kold kop kaffe fra i morges og bare tæer, så sætter jeg mig under mit vindue i loftet og kigger op. Falskedage er en advarsel. En hentydning til at løbe efter bussen og stå af når du har talt til sekshundrede. Til at gøre dagen ægte og elske den. Min kaffe er kold, men det gør ikke spor fordi når jeg sidder her og tænker over falske dage og verdner af vaner, så ved jeg at passion er ægte og jeg har det i min verden. Alt er sgu ikke så slemt alligevel

det er som om, at han længes efter at skændes
som har han et ønske om, at vi skal slynge ord efter hinanden, vi sammen kan samle op fra gulvet og fortryde imorgen
han tirrer mig
og det er på grænsen til patetisk, hvor tydeligt det er, at formålet er ikke-eksisterende
han savner vel adrenalinet, støjen og forløsningen
men jeg er træt
så nu går jeg i seng
imens råber han af døren, velvidende om, at døren ignorerer ham
ligeledes gør jeg

smagen af cigaretter minder mig om dig
jeg tumler rundt i et mørke af savn,
imens stjernerne lokker mig ud i natten
en blanding af mørkeræd og trang
til at glemme
jeg drukner i et hav af hvide lagner
som er som sne, uden dig
forsøger
at glemme tanken om
at du ikke er her hos
mig
i nat
lader musikken bære min tristhed
når jeg lyser min telefon op,
men dit navn er der ikke på displayet,
så jeg
sipper endnu en tår fra rødvinsglasset
og beder til at du også
tænker på mig
i nat

Danser rundt i neonlys
imens månen synger godnatsange for mig
mine øjne begynder langsomt at lukke ned
men søvn
blev det ikke til
bare endu en drøm
jeg har knæstrømper på
du er i mine tanker
jeg bliver ved med at danse
solens stråler skinder ind på mine lår
mit hår er blåt.

jeg var gladere
dengang vi var os
og du tog gerne til takke
jeg lo oftere
og højere
dengang du kaldt os for os
og du ville ikke se mig græde
jeg var (den gode form for) flyvsk
energisk
dansende
dengang vi var en pakkeløsning
og du ikke ville bryde normen
jeg drømte om nutiden
du frygtede fremtiden
imens vi blinkede
blev nutiden
til fremtiden
og fremtiden
til nutiden
og vi
os
pakkeløsningen
blev til datid

Et sted er der et lys.
Det sniger sig ind, rammer ikke.
Det lader dig beundre, hiver dig ikke ind.
Det lyver og skaber håb.
Alt imens stilheden fylder rummet.
For stille er der.
Hvis du lytter godt efter høre du et suk og to hænder foldes.
Mærk efter og føl hulken der spreder sig kilometer væk.
Kig op og vær forundret.
Alting er ikke godt og okay er ikke et rigtigt ord.
Ting misforstås ofte.
Men forstå mig ret.
Det sker og det er sket.
En tøven opstår for hvad kan du føle og hvad kan du se.
Er ikke det samme.
Nej tværtimod.
At se er solen.
Men hvem elsker ikke månen.
Om natten folder vi os ud.
Til toner langt over vores syn.
Toner der rammer hjertet.
Toner der hiver os ned op og rundt
Og pludselig er vi i et cirkus.
Der er mange mennesker og alligevel ser man kun en.

silhouetterne af trætte, unge, smukke, svage og stærke mennesker er hvad der spiller for mine øjne
midnatten har bredt sig fra sind til sind, og jeg kan selv mærke den bankende tørst efter stilhed og hvile.
mens jeg sidder i dette tog, på vej hjem fra natten og dens gerninger,
tænker jeg stadig på dig
og hvordan du fortalte mig,
at du altid ville holde mig i hånden
når vi kørte gennem Londons tomme gader i januar måned,
imens natten bankede på udenfor.
men her sidder jeg
i en tom kupé
og jeg ved ikke om min frysen
er på grund af kulden
eller fordi det er det eneste jeg kan føle nu

Jeg tager mig selv i at savne dig
imellem sekunder
Og tænker på da du vågnede en morgen og røg en cigaret i vindueskarmen i køkkenet, og jeg lagde mærke til dig. Måden du kiggede ud på gaden og beundrede den. Den var åben, hvilket du misundede den for. Det kunne du aldrig være. Der var altid noget ved dig, som forblev et mysterie for mig. Jeg kunne ikke finde ud af dig, og jeg tror heller ikke, at du kunne finde ud af dig selv. Det er nok derfor du ikke længere ryger i mine vindueskarme. Men jeg savner dig alligevel imellem sekunder, fordi nok er gaden stadig åben, men den vil aldrig længere være det samme uden dig til at drikke rom med imens vi kigger på mennesker.

Gaden er lukket for mig nu
ligesom du var dengang.

Jeg indhalerer dine ord
sammen med lidt røg og støv.
Ned ad halsen
så ilt må vente og lungerne græder efter det.
Jeg ventede jo i et stykke tid
på dig
og dine grin,
men sådan her ender det jo altid.
Mig der kvæler mig selv,
og dig der taler
og ser på mig
imens.
Mine "Smukke brune øjne"
ik?

Nu er du her ikke længere
Så ilten kan igen danse rundt i mine organer
istedet for dine kys der dansede på mit hjerte og i min hjerne

Men mærkeligt er det jo;
at jeg alligevel ikke rigtig føler
at jeg kan trække vejret.

Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt.

Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig.

Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.

Kravler tilbage til ham
på tredje gang

Efterhånden gør min nakke ondt
af tusindevis
af kilo
af tanker
af ham.
Hele tiden,
konstant,
24/7,
3 om natten,
17 om dagen,
lige nu
og
om 5 minutter.

Og han frustrerer mig.
Lad mig være
eller lad mig være din
sagde jeg
den aften i bilen,
hvor en grå himmel lå
som en dyne
over os.
Lad mig tænke
sagde han
og kyssede mig,
og jeg lod ham gøre
begge dele.

Han var forelsket i mig,
han var nok bare mere forelsket
i nøgne piger.

Jeg kysser nu
mine cigaretter
i vindueskamme
på loftet
imens jeg tænker
at jeg burde have ladet vær
med at lade ham være.

Jeg sidder
med en vin på skødet
og en smøg
mellem fingrene
imens jeg kigger på blå lys
Drenge som taler om byer
og piger der taler om drenge
Slørede blikke
svævende ord
hen over menneskerne
Du danser på et bord
skriger at du eger verden.

Er par år senere fortalte du mig
at du døde indeni den tid
At du var så i live udenpå
men indeni
var du helt tom
udover røgen i dine lunger
og vodkaen i din mave
At det var tre år
som du endte med at leve
resten af dit liv
Og nu lever du af resterne

Og du er selv rester nu
af en du tidligere har været.

Flygter rundt i kolde Danmark, og er steder mine forældre,  ikke ved hvor jeg er. Men er alligevel er jeg fanget, af at jeg ikke kommer nogle steder. Render rundt i min egen lille verden, som folk ikke helt forstår. De forstår ikke den eller mig.
Stjæler bøger, tøj og ord. Imens mine tanker går amok inde i mit hovede, om at jeg bare skal væk. Flygte væk fra mine forældre og alle de andre, men nu mest mig selv.
Eftersom det stadig er et stort mysterium om hvem jeg er. Ved det ikke  selv, det er os svært med mine 547 personligheder, og alt for forvirret hovede at afgøre det.

Svæver rundt, i et univers af realitet og illusioner
En flugt, fra det virkelig liv, som slet ikke er virkeligt
Hvem og hvor er jeg ?
Spørgsmål jeg stiller mig selv lidt for ofte
Det eneste jeg rigtigt vil, er at komme væk for en kort stund
Men fylder i stedet mig selv med alkohol og andre ting
Prøver at passe ind, imens mine tanker råber af mig
Jeg skal væk og det er nu.

Hvad er balladen med os? Du kysser min skulder og fortæller mig historier. Jeg åbnede mig op og du åbnede vinduet, og nu leger vores forelskelse gemmelege imens folk leder. Den gemmer sig så godt, at jeg næsten ikke engang selv kan finde den.
Og jeg er virkelig bange for at ødelægge noget. Så bange for en forkert afslutning at jeg undgår en start.

Men du kigger på mig mens du smiler til mig, og jeg kan jo næsten ikke undgå at rives med. Du kalder mig trods alt askepot når vi spiller kævle med min gummisko, og efter et par øl og nogle kys så er de grå foretorve uendelige parader og de nedslidte lyskryds bliver oplyste fyrværkerier, og en tilfældig aften bliver til et eventyr.

er du den jeg har ledt efter
er du mere end ord
er du ham der ikke skrider
er du mere end de andre
er du anderledes
spørger jeg imens jeg du nikker uden at tøve
jeg kysser dig, selvom jeg ved du lyver

jeg kan ikke mere
jeg nægter
jeg er sød
jeg ved det godt
det har du selv fortalt mig
flere gange
imens du ligeså fint har kysset min pande, og holdt om mig

jeg kan ikke mere
jeg nægter at græde mere
jeg ved ikke hvorfor
du har ikke fortalt mig hvad der er sket
fortæl mig det nu
kram mig og sig det hele var et uheld

jeg kan ikke mere
jeg nægter at blive trådt på
du var så sød
det ved du godt
det fortalte jeg dig
én enkelt gang
og nu synes du ikke om mig mere