Lyden af kommunikation, hører jeg
en hvisken og taster der trykkes ned
Mit blik fanger et træt ansigt
To, tre, femten
Jeg sider på en stol
Jeg rækker en finger op
Men den bliver ikke set i skoven af hænder

Et host høres i det fjerne
Et grin sendes igennem lokalet
To, tre, femten
Hendes tyssen lukker stilheden ind
Jeg vender hovedet og kigger op

En forsvinder ind i et andet univers
To, tre, femten
Jeg forsvinder

når jeg ligger her
med din varme hud som pude
falder jeg til ro
genfinder vejret
og mit hjertes pumpende **** daler
i takt med dit

når jeg ligger her
i mine yndlingsarme
hvor trygheden er så stærk
findes der ingen skygger

skygger
der omfavner mine tanker
skygger
der besøger mig
nat efter nat
kan ikke røre mig her
i mine yndlingsarme

når jeg ligger her
med forsigtige strøg på ryggen
og en vidunderlig hvisken i mit øre
er der ingen andre
steder jeg vil være
fingre jeg vil mærke
stemmer jeg vil høre
eller
mennesker jeg vil have

når jeg ligger her
er jeg lykkelig

et uforstående hjerte
forsømte dagdrømme om at
høre en elskedes hvisken
mærke fingerneglene tegne spørgsmål på huden
under huden
hoster viljestyrken op
flygter fra vinden, flygter fra de uforstående
en krop under sandet, en tanke bag den lukkede mund
underholder mig selv med at stille scenarier op som planter i en vindueskarm
har ondt i mine fingre fra at skrive
har ondt i min eksistens fra ikke at skrive
at spejle det forhenværende
tanker som at spise slimet spaghetti uden bestik
knuderne vrider sig rundt og væk og ned på bordet
min krop fortæller mig at jeg skal
stoppe
ligesom lyskurve der skriger med farven rød, ingen lytter, ingen lytter
ræser over for gult
følelsen i maven af kolliderende biler
rødt lys