Hvilken side af mit ansigt vil du nu ramme?
Hvilken farve vil dine øjne være?
Hvilken lyd vil dine ord udforme, når de rammer mig i mit dybeste indre? Klokken 07:42 går jeg ned ad trappen.
Synet af dine pupiller som svulmer op ved tanken om dine næste ord.
Smerten når de rammer, som en kold håndflade på mine sprukne kinder, borer sig igennem mit kød og giver genlyd i mine knogler.  
Skyggen fra mine arme som dækker mit ansigt.  
Vil du nogensinde kunne se igennem smerten og strømmen af ord, eller fylder min eksistens for lidt i forhold til dit ego?  
Når min krop visner og falder sammen på stengulvet, afviger lyden af dine skridt og mine øjenlåg lukker sig og omfagner min krop.

de kunne lande det fly på mit hjerte
det er det sidste, jeg når at tænke og
så falder benene og universet sammen
under og over mig og fra alle sider og
det er ligegyldigt, hvilken vej jeg går
eller for den sags skyld ser, for du står
der altid - ja lige dér, og blokerer for de
milde solstråler, der holder sammen på
mit allersidste fokuspunkt
du er der altid, selv når angsten spiser
af mit kranie og gemmer rester til mine
stikkende, prikkende, rivende fingerspidser

spiser min tunge for at være
sikker på, jeg ikke siger noget,
jeg fortryder om lidt
du sidder på sengekanten med
dit højre ben under venstre lår,
ruller endnu en cigaret
siger du ikke er afhængig af
andet end blå mandage, og
jeg ved ikke hvilken dag det er
i nat
hvis champagne havde været
tøj, ville du være nøgen
hvis cigaretskodder havde været
mad, ville vi begge to være mætte
mine ankler er ømme af
kærlighed
mine fingre svider af frygt for,
de ikke kan gøre op for alt det,
jeg sjældent lader dig høre
jeg var kun et barn, da jeg
elskede dig
havde svært ved at
holde op
igen

og når du står
nøgen i dørkarmen
med røde roser
langs rygraden
og blå øjne
limet fast til din
nethinde
så vil jeg fortælle dig
historien bag
alle de her
ligegyldige
skriverier
for jeg skriver kun
fordi din mund
smager af slik
og dine øjne
ligner blå digte
som skrives bedst
på gule morgener
hvor jeg ikke ved
hvilken dag
det egentligt er

Jeg tror mennesket stræber efter ansvarsløshed. Vi bliver født uden ansvar; i den totale afmagt. Til sidst er vi ligeså skrøbelige og uselvstændige som i begyndelsen, og ind i mellem det og den, så prøver folk at påtage sig opgaver og roller for at tildele årene og dagene noget værdi. Hertil følger ansvar. Men frihed under ansvar er ikke frihed. Når man erkender, at man forsøgte at tillægge noget nogen værdi, så er man bundet af frigørelsen. Så ser man at uanset hvilken værdi, man har lyst til at give, kan man give, så værdien pludselig får værdi, og man frigøres fra frigørelsen. Det er frihed uden ansvar og selvstændighed og årets frugt.

Dit navn smager af efterår, og dine læber udstråler sommer
Din glød viser forår, mens dit hår er formet som vinter

Dine øjenvipper mod min kind er august, og dine fingerspidser er februar
Dine fregner er juni og dine øjne er klart oktober

Dine blodårer er marts, men dit hjerte er maj
Din hud er januar, og dit smil er juli og de lidt for tydelige kraveben er da helt sikkert april
Linjerne i dine hænder er september, og de sorte rander om øjnene minder mig om november

og nu forstår du vel, at jeg ikke kan svare på, hvilken af månederne der er min yndlings.

jeg har lyst til at fortælle dig hvilken idiot du er. spørge dig, hvad du havde tænkt dig. høre din forklaring, undskyldning, høre dig sige undskyld, men du ville ikke lytte ligeså selv som jeg. jeg ved ikke, hvordan det kan være at vi har så svært ved at forstå hinanden selvom vi taler det samme sprog. ingen af os taler i koder, men intet går ind. vi folder vores ører sammen med vores hænder hver gang vi åbner munden. jeg har været døv så længe nu at jeg er blevet stum. åbner ikke engang min mund for at tale til dig.

kunne i ikke mobilepaye mig
en tillykke-tyver
i stedet for at skrive
"tillykke med dagen:)"
på min væg
når vi begge ved hvilken af delene
der giver mig flest billige øl

formen på et teenagehjertes begær
en streng eller
        en klat eller
et levende, pulserende væsen
                der bevæger sig i en hvilken retning den vil, på jagt efter ofre, snylteplante, plet på væggen, på lungerne, på himmelvævet

  smagen af et uskyldigt
strejf på kinden

varmen fra en hånd

    på ryggen, lænden, en længsel

lyset fra forvirrede følelser,
    genskæret fra de forvirrede signaler

gadelampen, dine converse, vores stemmer

LYDEN: en banken - vi er her virkelig. det er virkeligt at vi er her - det er lige her, vi er.

hvordan lyder et spørgsmålstegn?
for det er lyden af mig;
dine ikke-eksisterende ord
skærer i min hud som
skarpt papir

disse dage er hårde
og mest af alt
ligner jeg dine beskidte sneaks
der ikke klarede sidste fest

jeg er en juli morgen
du er en mandag morgen
og på en skala fra 1 til 10,
er du leverpostej
og det er så meget jeg forstår dine følelser

men vi er jo bare teenagere,
beskidte sneaks og mandag morgen
uundgåelige og alligevel den bedste kombination
altså på en juli dag

dét er lyden af et spørgsmålstegn,
*hvilken?

jeg behersker ikke kunsten at læse noder.
min stemme når heller ikke ligefrem 4 oktaver.
mine fingre er ej heller velegnet til andet end tasterne på min iphone,
men de længes stadig efter at flette sig ind i dine, mens mine ører søger lyden af din stemme som der nærmest syngende taler til mig, og får mit hjerte til at banke en smule hurtigere.
men kun en smule.
og dine læber,
åh dine læber
de læber der planter små, lystne kys mod mine
ja, dem ville jeg ikke have noget imod at få selskab af
jeg påstår ikke at kunne forstå din snak om a-mol
og hvis du snakker om en g-nøgle
ser jeg måske forundret på dig og spørger, hvilken nøgle
jeg har aldrig været særlig god til musikalske ord og begreber
men jeg lover dig, jeg vil lytte til dig og din syngende stemme hele natten
hvis du lover mig, jeg får lov

hvilken stilstandsform har du? jeg er
opløst i vand
alle mine celler omringer mig

med mine dyrebare bloddråber
susende runt i invendige rør-systemer
arvæv beskytter sjælen

øjet, et objektiv, kiggende
glemmer sit blinde punkt
mine blinde vinkler

  et stillads af knogler
opbygget af ældgammelt
stjernestøv

vrimlende med knoglemarvs-håndværkere,
biologisk renovation

centralnervesystemet
dybdeborende, som kolde
fingre langs rygraden

hofteskålens svajende og
beskyttende hånd om mine
indre organer
     inderste organer

   reproduktive organer
      hormonelle tidevandsbølger

menstruationscyklusens dans

spiser min tunge for at være
sikker på, jeg ikke siger noget,
jeg fortryder om lidt
du sidder på sengekanten med
dit højre ben under venstre lår,
ruller endnu en cigaret
siger du ikke er afhængig af
andet end blå mandage, og
jeg ved ikke hvilken dag det er
i nat
hvis champagne havde været
tøj, ville du være nøgen
hvis cigaretskodder havde været
mad, ville vi begge to være mætte
mine ankler er ømme af
kærlighed
mine fingre svider af frygt for,
de ikke kan gøre op for alt det,
jeg sjældent lader dig høre
jeg var kun et barn, da jeg
elskede dig
havde svært ved at
holde op
igen

Og jeg blev ældre.
Præcis som blomsterne i din have, blomstrede jeg.
Og i dag skal jeg klippes.
Jeg ved det allerede.

Du er min kritiker,
min gartner,
og hvilken gartner du er.

I dag bliver jeg en anden,
i dag mine blade forsvinder,
min stilk knækker
og du vil ikke kunne kende mig længere.