de hvide tænder, smilende, smilende, smilende
de hvide tennissokker, hvide jakker, hvide sneakers
den hvide indpakning
renhedens farve
den hvide sjæl
den hvide skyld
plet-søgende
uskyldige konnotationer
som gnisten, der brænder landsbyen ned
snebolden, der sender lavinen afsted
lying through your white teeth
med dit skyldfrie white-collar work
pletfri samvittighed
hvide perler på snor om den hvide hals, skinnende med berettigelse
tilegne sig hvide lagner og hvidt marmor og hvide checks
korruptionens farve
med imperialismens skyldbølger, brusende ind over den privatiserede strand for hver en afblegning af hud der foregår i sydafrika

for hver af de 1/3 kvinders anvendelse af kemiske cremer indeholdende blandt andet kviksølv falder et blad af det indhegnede friserede haveareals træ til jorden

white man's burden og hvide menneskers indlærte fremmedgørelse
hvidt hvidt hvidt hvidt kridhvidt

Døde blikke,
der vandrer rundt,
som zombier på Dommedag,
eller en tiger i bur.

Ingen kan glemme,
hvorfor vi er her,
endda i det næste årti,
vil mindet sidde fast,
sort på hvidt,
i bogen der.

Og de er her alle sammen,
store som små,
arm i arm,
de gå.

Hovedet holder de højt,
i et forsøg på,
at stoppe det,
de ikke kender,
selvom de godt ved,
at man med terror
sjældent bliver venner.

Paris' gallionsfigur,
er nu ændret,
fra Eiffeltårn til blyant,
"Je suis Charlie"
Vi håber ytringen en dag bliver fri

Jeg ligger i sneen
Og føler ingenting.
Kulden rør mig ikke,
For den har allerede
Gnavet sig ind til mine ben...

Et ensomt snefnug falder på min kind,
Blidt det rammer,
Men jeg mærker det ik'
Hvorefter det langsomt smelter
Og triller ned ad min kind
Som de tåre
Jeg har grædt i tusindvis...

Mine fodspor i sneen
Er snart dækket af hvidt
Jeg tænker,
At dette ville
Du nok gerne have set...

Dette hvide landskab,
Der skinner så blidt.
Og jeg smiler,
Men kun et øjeblik.
Før jeg erindre,
At sådan blev det ik'...

Frosten bider mig i næsen,
Men i øjeblikket er jeg
Et halv-sociopatisk væsen
Og derfor
Ænser jeg den ik'...

For jeg ved ik' hvordan
Jeg skal komme igennem dagen,
Som uret snart slår an...

Den sidste dag, den sidste time,
Før du lægges endeligt til hvile.
Men lige nu vil jeg ikke tænke,
Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke,
Der langsomt tynger mig ned...

Jeg vil blot ligge her i sneen
Før jeg går ind
Og lægger de sidste roser
På kisten...

Små pupiller
sorte
som min kaffe
med en et lys glimt
hvidt som dine Nike air force 1
mit hoved sover
månen  viser dens former.

et lille stykke sky

et lille blad, der har fløjet rundt indtil den landede på vejen

et græsstrå, der ikke bliver klippet, fordi det står et sted hvor græsslåmaskinen ikke kommer

en tom taleboble, der venter på at nogen snakker

et enligt ben der leder efter en makker

et mindre skænderi, der aldrig blev løst

en lille glød i et slukket bål

en knækket kam

et forhenværende hvidt snørrebånd der nu er brunt

en lille nullermand nede i min mørkeste skuffe

en førstepræmie, der aldrig blev vundet

en afklippet tånegl på badeværelsesgulvet

en tyggegummi-klat foran et storcenter

et vindue ingen kigger ud af

et udbrændt fyrfadslys

en sæbebobbel der aldrig sprang

en lille månesten der flyder rundt i rummet

en streg på væggen, som ikke kan fjernes med vand

en bøtte maling, der ikke ved hvordan en pensel ser ud

et vissent blad, der ikke vil give slip på sin gren

en stor plet

en brugt papkasse, der er blevet bølget i regnen

et glimt i øjet

en rusten skrue, der engang har siddet i et skib

et håbefuldt smil, som ingen så, og som hurtigt blev glemt igen

han plejede at sige jeg var for ung til at elske ham
men jeg var gammel som en grand cru fra nioghalvfjerds
han plejede at have hvidt overskæg fra flødeskummen
jeg plejede at grine af ham
han plejede at elske mig
han plejede at stå ved min dør og vente
jeg plejede at vente på ham og åbne døren når han var fremme
nu venter jeg bare
han plejede at vente
han plejede at vente på mig

poesi som noget materielt
observationer og relfeksioner og opdigtning
vi lever i den anden dimension
på papiret; i teorien
hvor er aktualiteten?
i rummet? på værelset?
håndholdt minde
tekstuel reference og tekstilfabrikering
mødet mellem individualisme og nihilisme over en kop kaffe
jeg er ikke sikker på, om jeg forstår
vi skal bare væk
lige om lidt
lyden af tastaturet
udprint, sort på hvidt
en realitet - eller hvad?
meta-plan
usvarligt

med tårer i øjnene hiver jeg luft ned i mine ekspansive lunger, husker
husker: det er bare nu'et. det er blot en brøkdel.
og en dag vil jeg have glemt dette øjeblik, dette blink med øjnene, forbipasseret fortvivlelse og forvildelse og utilpashed
og en dag vil jeg have varme, gyldne minder lokaliseret bag øjenhulen, bag drømmene
og jeg vil have hængt hvidt vasketøj op, jeg vil have talt med en vred bille, kørt i en lyseblå bil og købt mine egne øko-appelsiner.
jeg vil have klippet mit hår mindst ti gange, foldet fingrene om en andens krop, om en andens ømheder, en andens tanker, jeg vil have haft et hundrede forskellige par sko på mine to fødder, set nye vidundere og nye lavpunkter
og det smelter sammen og alt det ubehagelige fylder mindst
men lige nu kaster ubehag lange skygger

eksistensiel forsømthed
fordømt, for tømt for ting
et hvidt ***, blænder
tænderne under læberne
sammenknebne
livet har trukket mig med sig
på slæb
jeg kigger på dig men jeg kan ikke se dig
som en fantomforbløffelse
hvem er du
men det er vel et unfair spørgsmål
ikke enhver kan besvare
taber man energien, taber man pusten, taber man tråden?
endten har ingen det, ellers har alle det
alting opløses foran mig foran min opløselige krop som en
treo i vandhanevand
som blod på tube
gennemanalyseret og forsømt
min krop er af gelé
og jeg smelter ned i min madras
hvem vil ikke gerne danse hver aften?
hvordan opnår vi
hvad vi vil
hvorfor vil vi det

livet er abstrakt for tiden