Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
anna charlotte Feb 2015
hvor ville det dog være dejligt hvis ***** smagte af æblejuice
så jeg kunne drikke det rent, hver morgen for at glemme
alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

hvor ville det dog være dejligt hvis rom smagte af 7 up
så jeg kunne drikke det rent, til hver frokost for at blive fri
fra alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

hvor ville det dog være dejligt hvis whisky smagte af lemonade
så jeg kunne drikke det rent, hver aften for at dulme smerten
der følger med alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

så hvor er det dog dejligt når hvidvin smager af glæde
så jeg kan drikke det rent, hver nat for at glemme
alle de ting jeg sagde og gjorde forkert
Hazel Jan 2018
Det sitre i kroppen
Som utålmodigheden
Det spænder i hver en nerve
Ligsom stramme snørebånd.

Jeg får nu kvalme ved hver en tanke der strejfer mig, og kaster realitytjek(s) ind i fjæset på mig. For jeg har jo aldrig forstået, før efter tiende gang, tyvende gang, for jeg forstår jo aldrig hvorfor?

Stikker, graver, kaster mudder fraser i hovedet på hver en idiot, der snakker om følelser for et andet menneske. For jeg tror ligeså lidt på “kærligheden”, som djævlen og hans tro på uskyld.

Som tålmodigheden
Sitre det i kroppen
Ligsom stramme snørebånd
Spænder det i hver en nerve.
-Hazel
ungdomspoet Nov 2014
det triste var at *** er så smuk
og han var den eneste der ikke ville fortælle hende det
så istedet fortalte han højt og pralende
bag hendes ranglede ryg fyldt med skønhedspletter
til en hver der ville lytte
for "*** suttede fandme godt pik"

det triste var at *** er så god for ham
og han var den eneste der ikke kunne indse det
så istedet dansede *** vildt
bag hans blege ryg fyldt med skønhedspletter
op ad en hver dreng der ville røre
for de fortalte hende gerne at *** var meget smuk

det triste var at de er så forvirrede
og de var de eneste der forstod hvad de lavede
så istedet for at give dét et navn
bag deres høje ranke rygge
bollede de til en hver tone
for de var triste og kunne ikke lade vær

det triste var at *** er såret
og hendes mor var den eneste der kunne se det
så istedet for at lytte til moderen
bag hendes stolte kvinde ryg
græd *** hver gang *** var alene
for *** vidste nu at *** var færdig
- om forførelser
- en historie
Naja Dec 2015
Du sidder ligeså stille
Uden at sige noget
Dit hjerte banker i en stille rytme
Uden at larme selvfølgelig.
Du snakker med dig selv
Men kan ikke tale
Du vil ikke andet
Og du kan ikke høre dig selv
Hænder urolige og krummende
Dit hoved altid summende
Du må hellere smile
Så du ikke bliver set
Set igennem
Opdaget og afsløret
Sig frem
Jeg ved du kan
Ikke andet du vil

Du er ikke så tydelig som du tror
På den gode måde selvfølgelig.
Alle venter men ingenting sker
Der sker ingenting
Du smiler og griner
Det hele er okay
Hvorfor vil du ikke med?
Der sker ingenting
Du er i sikkerhed her
Jeg ville ønske du var mig
Hvis du var mig
Og jeg var dig
Muligheden for at kigge
For at skue og blinke til
Du ville se
Ville kunne se mig
Som faktisk er dig
Hvor eksisterende du er
Hvor værende du er
Du ved ingenting
Jeg ved det hele.

Du ser hen på dem
Den derovre ved siden af selvfølgelig.
Altid glade
Altid på toppen
Uden at vise tegn på
Lave tegn til FARE
Det er bare en væg selvfølgelig
Det er det man siger
Jeg så dig en dag
Faktisk i dag
Du var glad
Du smilte så man kunne
Ja man kunne faktisk se dine tænder
De var hvide selvfølgelig
Du gør hvad der bliver sagt
Hvad der bliver fortalt
Ligesom tandlægen altid sagde
Rundt i cirkler
Altid mere end en gang
Helst mere en fire
Der var nogle
Hvem var de?
Der var ingen fare selvfølgelig.
Det er klart
Man kan hvad man vil sagde du

Man vælger det man føler
Man vælger hvad man tror
At man fortjener
Ikke alle fortjener det her
Det skal nok gå
Det var det du sagde
Det fortalte du mig engang
Nej faktisk hver dag
Hver eneste dag
Hver gang jeg tvivlede
Det var *** selvfølgelig
Alt på højkant
Uden at det talte
Uden at nogen holdte regnskab
Som et bassin fyldt til kanten
En dag vil vandet løbe ud
Ud over kanterne
Det var alligevel ikke så stort
Vandet vil ikke blive tørret væk
Det vil tørre selvfølgelig
Det vil forsvinde

Jeg så dig være glad en dag
Nej faktisk i dag
Det gjorde mig glad selvfølgelig
Jeg så dig være ked
En lille smule ked
Af det, af hvad?
Det er okay sagde du
Det bliver det nødt til at være.
Amalie Skov Jul 2016
*** bestemte sig for, at før *** døde ville *** være nogens yndlings gemmested. Det sted hvor de kunne gemme det de vidste de manglede for at kunne overleve, hver hemmelighed, hver ensomhed, hver nervøs bøn, og være absolut sikker på at *** ville beskytte det. *** ville beskytte det
Det skal være dig og mig. Og, hvor skal vi gøre op med systemet. Vi skal gøre hele verden til vores. Efteråret/Efter året kommer næste sæson. Det bliver med solskin, det bliver med måneskin, og det bliver med dig, og det bliver med mig. Du er min blændende stjerneregn, du er mit lykkeland. Her vil jeg leve, her skal jeg opleve og udforske, undersøge det hele med dig. Kysse dig på hver en trappesten, røre ved dig på alle gadehjørner og kramme dig på hver eneste plet af grønt græs med solskin. Jeg vil nyde dit smil og fortabe mig i dine lysende øjne. Du skal se mine fregner blomstre, og jeg skal se dig gro. Følg med mig, inden det er for sent, og vi glemmer hinanden i hinanden, så det ikke er spændende mere. Spring nu ud min blomst, min kærlighed. For jeg er træt af vinterens 202 dage, som har forfulgt mig. Let's get lost. Tø vores frosne hjerter op, mærke varmen i lyset, men det er mørkest inden solopgang så skynd dig. Find mig. Fang mig.
anna charlotte Jun 2016
jeg savner følelsen af dig der savner dig
skriger stadig inden i hver gang jeg ser dit navn
lytter stadig lidt bedre hver gang nogen siger dit navn
vender mig stadig om hver gang jeg ser en der ligner dig
jeg ved du har givet mit kælenavn videre
jeg ved du er sammen med en du kan lide
jeg ved du har skåret mig ud alle steder, så jeg ikke længere dukker op
men please, ikke glem mig
fjern mig fra din forside, men lad mig blive i din fortid og dit hjerte
Laura Jan 2015
dine flotte, bløde læber,
der burde møde mine,
hele mine brugte læber,
men i stedet,
langsomt mimer,
desperat
eller måske er det bare mine tanker,
for hver gang jeg ser dit navn,
så synker mit hjerte,
helt ned til mine fødder,
knuser alle mine organer på vejen ned
hver gang jeg ser dit navn,
så tænker jeg på den aften,
den følelse,
de læber,
den ydmygelse,
som ikke kan forstås, men kun føles

langsomt,
trægt,
som du var i slowmotion,
fuldstændig som jeg er der,
lige nu,
kan jeg mærke hvordan det føles,
dine flotte øjne, der ikke længere kiggede på mig,
men på jorden,
for at undgå mig,
dine flotte læber, der snakkede med hende,
i stedet for at snakke med mig,
din trang til at gå,
gå langt væk fra mig,
langsomt,
lige forbi mig,
langsomt,

og som dine flotte læber,
langsomt mimer,
desperat,
bevæger mit hjerte sig ned,
langsomt,
bliver jeg mast,
indefra
langsomt dræber synet af dit navn,
mindet,
mig,
hvad siger man så næste gang man møder dig
sabinasophie Feb 2015
i din hud er ridserne af gamle erindringer der presser på i nervesystemet
i hver ryghvirvel gemmer sig en snu hemmelighed om diverse ting der aldrig skulle have været hændet
du har skrevet hver og en ned på servietter og plantet dem
dine ord er visnet hurtigere end du havde formodet
og uden videre ved du ikke hvem du er
sabina sandager
andenrangs poet Oct 2014
for blot få timer
siden dansede vi rundt
på bare fødder i vores
egen glædesrus
og følte os
hjemme hos
hinanden
alle sammen
alle 8 og
alt hvad der
hed kaotisk travlhed
og stress symptomer var
druknet
i afslappethed og glæden
ved at være
en smule rødvins-hovedpine
men hvad var det
når livet var så godt
og nu sidder jeg her og kan ikke
længere tælle til 8
men kun til 1 og det hele
er så tomt og stille
og spredt for alle
vinde
og selvom jeg har prøvet
det 10 gange
de sidste 7 år
så vænner jeg mig aldrig
til det med at sige
farvel og slippe det
så jeg lukker
øjnene
og tænker at hvis jeg bare presser
øjnene sammen længe nok
og tror nok på det så
er jeg ikke alene når
jeg åbner øjnene igen
men som så mange
gange før
bliver jeg skuffet
og så er det
at det går op for mig at
sommeren kommer
hurtigt
og den tager minderne
og nye oplevelser med
og vi vil skabe
ligeså værdifulde minder
om kaffe i solskin og cigaretter
på terassen i morgendis
så mens
jeg venter vil jeg lukke
øjnene og smile ved hvert et ord
og hvert et minde
se hver en bevægelse og høre
hver en stemme for mig og drikke
min mandags kaffe og
smile et smil der
oplyses af pulverstjerner
på himlen
og vide
at næste gang jeg lukker mine øjne
på en stille søndag nat
er jeg ikke alene når jeg åbner dem igen
<3 tak for jer alle 7. og vi, alle 8.
du planter så mange blomster
langs min gane, og selvom de
dufter, kan jeg stadig ikke trække
vejret ordentligt
du planter så meget kærlighed
omkring mit hjerte, og selvom jeg
vil leve hele mit liv med dig,
kvæles jeg hver gang, du ser på
mig i for lang tid ad gangen
og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt, jeg var sindssyg
- digte om et papmachesind
L S Tesler Sep 2015
hvis jeg engang glemmer, hvordan luften dufter om efteråret, hvordan sand føles mellem mine tæer eller hvordan en hånd på min kind skaber ro i mit sind, så fortæl mig det hele. fortæl mig hvordan jeg plejede at tale om alt, hvad jeg synes er så fantastisk og hvad jeg tænker, når hele min krop er træt og jeg kun kan hviske mine ord. fortæl mig hvordan vi lå i timevis med mine ben over dine og mine læber på din nakke, hvordan ordene "jeg elsker dig" aldrig blev slidte på vores tunger, hvordan jeg altid talte om eventyr udenfor og du altid ville grine af mig og ryste på hovedet fordi du vidste at jeg i virkeligheden hellere ville ligge i vores utallige dyner i utallige timer, som var hver dag en søndag. fortæl mig hvordan jeg altid druknede i dine øjne og blev stum i hele minutter, og hvordan jeg ville tale i søvne om alle de ting jeg aldrig siger, selvom jeg slet ikke behøver fordi du allerede ved det. fortæl mig hvordan min hånd passede så perfekt i din, at alle klichéer om den eneste ene blev til virkelighed hver gang din hånd fandt vej til min. fortæl mig hvordan vi kunne grine til vores øjne løb i vand og vores maver var ømme, og hvordan vi kunne falde i søvn i hinandens omfavnelser fordi trygheden gjorde os søvnige. fortæl mig om alle de syndige øjeblikke vi har delt, og hvordan vores kroppe smelter sammen, når lyset er slukket. fortæl mig hvordan jeg aldrig kunne undvære dig og hvordan det aldrig var smertefrit at forlade dig, når du stod i mine natbukser og med uglede krøller. fortæl mig især hvordan vores læber var bløde og om alle vores lange kys, der aldrig skulle være endt. fortæl mig hvordan resten af verden altid var så ligegyldig, når bare vi havde hinanden. fortæl mig at du elsker mig, og at du aldrig vil gå. så kan jeg huske igen
Anna Dec 2015
og hans åndedræt forvandlede sig til en diset tåge for øjnene af ham, mens han gik langs Christianshavns kanal.
de tunge skridt var efterfulgt af lyden af regn i vandet. det eneste han tænkte på var hendes tynde håndled og hendes latter. han ænsede intet andet, end ikke regnens symfoni, han tænkte kun på hende.
han slog sig ned på den lille badebro, og støttede sit hoved op ad muren.
hendes latter hjemsøgte hans bevidsthed hver gang han lukkede øjnene. *** var der, selv når *** ikke var der.
hendes grønne øjne der lyste op når han snakkede til hende.
hendes smil når han sagde noget skørt.
de sarte, bløde læber der smagte af citrusfrugter. duften af jordbær mindede ham altid om hende, hver gang *** trådte ind i et *** ville hendes tilstedeværelse lyse hele rummet op. *** var alt og ingenting.
og han savnede hende. han savnede hende så meget at det gjorde ondt.
det hele var ambivalent og bizart. det var ikke set før.
men han savnede hende stadig.
selvom han vidste *** ikke savnede ham.
nyt nyt nyt
og hver gang jeg ønsker,
ser jeg omridset af dit ansigt
og føler din månehvide hud
mod mine ribben
jeg tænder en til cigaret,
men
nu kan jeg mærke mine lunger
smager af kirsebær, ligesom
den aften, du sagde, jeg var
smuk med en varm ånde og
bløde læber, der nu er kreeret
på ny; blå mærker og hende er,
hvad jeg ser, når jeg ser på dig,
men
heldigvis ses vi sjældent og derfor
ridser det i mine knogler
knager i min hjerne
at jeg stadigvæk ser dig for mig
ydmygelsen tynger mig i gulvet
duften af svaghed
og duften er magen til den
vaskepulver, du brugte dengang
men
hvad ved jeg også om det nu
- digte om alt det, der skete dengang
*** havde skarpe øjne, der
reflekterede i plantager fra sin
mormors have
da *** kyssede mig, var mine
øjne rødvinsrøde, og mine
øjenlåg var lavet af hvide roser
åh, *** havde årer som havet
blå og flydende, som strandens
fugtige promenade
*** havde brun mascara og gul
neglelak på
hendes knogler skar mod mine
ribben, da *** lænede sig op ad
min milde krop
*** sagde ikke noget
faktisk
har jeg aldrig hørt hendes stemme,
men hver nat
drømmer jeg om genlyd fra hendes
barnekrop
og hendes lydløse
barnefrustrationer
ungdomspoet Nov 2014
hver gang du forlader mig
føltes det som at lave sne-engle
blødt koldt og skrøbeligt
jeg græder indeni
min rådne hjerne vil ikke tillade mit hjerte
at starte op igen
for så ved den at det vil banke for dig
så lige nu er mit hjerte slukket
jeg er for bange til at tænde det
for jeg vil ikke græde mere
men det er svært
for uden et hjerte
er man tom for blod
tom for liv
og jeg kan ikke få vejret
hver gang du forlader mig
- en historie
- om ham
- om kærlighed
Nikoline Dec 2014
hver nat
lægger solen sig til at dø
så månen kan pryde natten
og hver morgen
trækker stjernerne sig tilbage
så solen kan lyse jorden op
og på præcis samme måde
holder jeg mig væk
fra cafeen
hvor vi altid drak kaffe
fra gaden
hvor vi havde vores første (og sidste) kys
og fra kælderen
hvor vi gjorde vores bedste fund (hinanden)
ene og alene for at
du
kan fungere
han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere
- digte om onsdage
og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt jeg var sindssyg
- digte om et papmachesind
xxx xxxxxx Jun 2015
Jeg lever bag lukkede mure
Riv mine mure ned
Inden jeg forsvinder helt
Dybet trækker i mig
Jeg er bange for at blive væk i mit indre
Her er intet fred
Hvis bare jeg kunne skrige det væk
Lade verden vide at den er forkert
Jeg er en huleboer af natur
Benægter min afhængighed af hverdagens luksus
Jeg vil hellere end gerne lade mig skylle væk
Skylle væk i drømme utopi
I illusioner og falske fortællinger
Om en verden af rigtige mennesker
Riv mine mure ned
De bliver tykkere hver eneste dag
Jeg lever alene
Her er ingen andre end mig og lydløse skrig
Den konstante angst
De sorte penselstrøg
Jeg har mishandlet solen
Lugten af morgenangst breder sig
Natten har narret mig
Søvnen er ovre
Riv mine mure ned
ungdomspoet Mar 2015
nøgne trætoppe på en mørkeblå himmel som ligner
det mønster min løbende mascara malede på
min hvide kinder
efter hver nat hvor du fortalte mig smukke ting
om mit skrøbelige væsen
men alligevel ville du ikke lukke mig ind
i dit sind lavet af glas
hver gang mit hovede rungede og mine årer var fyldte med
klar ***** og døsende rødvin
så kiggede du på mig med et blik som sagde
hvor jeg dog elsker dig
men du kunne aldrig sige det
og jeg lærte efter at have brugt to år af min gymnasie tid
på at rende rundt efter dig og behage dig
da du endelig kyssede en anden
og kiggede i hendes unge funklende blå øjne
istedet for mine grove safir grønne øjne
at jeg havde spildt min tid
på at elske dig og brænde mærker i min hud som aldrig vil hele
så nu har jeg lært
at det i sandhed er dine tynde ben der vandrer rundt i en labyrint
og ikke kan finde mig
jeg kan ikke få dig til at elske mig
hvis du ikke gør det
og nu har jeg givet op på dig
hvis dine lange fingre en dag
skulle lange ud efter mig
så skærer jeg dem af din ubetydelige krop
du siger, jeg er smuk
og det er næsten overbevisende
så siger du, himlen er grøn hver torsdag, og at ferskner er lilla
du siger så mange smukke ord, der klæder dine øjne på en måde,
der gør dig så grim, at jeg ser den
anden vej
når du taler til mig
- digte om det, der aldrig skete
Fulde hænder og hænderne fulde
Fuglehænder og hændernes fugle
Tankespind fra hjernen, hver gang dine
Beskidte hænder får mig til at gispe
Af ængstelse efter berøring fra andre
Himlen lyser mørkerødt, men indeni
Er min lunge kollapset. Sort.
Skænker dig ikke en tanke når jeg
Mærker himlende fornemmelser,
Som tager mig langt væk fra dig
Trækker vejret dybt og sukker -
Søde tanker mod de dybblå
Have, og strømmende bølger
Himlen brænder og dyrene skriger
For at sætte dig fri; fra mig

Dømmende blikke og blikkende dømmes
Deres øjne følger mig når jeg går ned
Nedenom og hjem, ned af gaden
Nedværdige kommentarer snurrer.
Månen lyser himlen op, men kroppen
Damper mørke skyer på boulevarden.
Spejder og søger, efter svar på vores
Problemstillinger, af nederste skuffe,
Min yndlings dig, mit hjerteskud på
Øverste del af himlen. Ses kun i kort tid.
Vandrende på vejen leder jeg efter
Det vi begyndte med at have. Kærlighed
Du elskede mig ind til benet, men mit
Skind bedragede, min eneste dig, du
Skal forgudes, tilbedes og elskes.
Robin Dziedzic Dec 2017
Jeg vekker verden for tiden går: våkn opp

Vi kan være borte i morgen: stå opp

Jeg vekker verden, fordi jeg vil gi bort det jeg har,

I morgen kan vi miste den gaven



For hver dag er vi nærmere slutten

Som kan være starten av en ny begynnelse.

Så finn det stedet, din mening, din egen bølge,

Gi bort hjertet, gi bort alt,

Elsk,respekter andre, drøm,

Vær kul, vis verden at du er noen

Dag etter dag, tiden stopper ikke,

Jeg lever og vil oppleve hvert minutt.

Verdens farger i mitt blod,

Folkets **** med morgendagens luft,

Jeg skal vekke dere: Carpe Diem.



Stå opp med ordene på tunga, jeg lever

Fra nå av, ikke fra i morgen, fra nå av,

Har jeg ikke tid til å kaste tiden bort,

Skriv livets manus selv, og visk den aldri ut.

Alle har en vei å gå, alle er noen,

Og med hevet hode bærer de stolt sitt kors,

De kan lære deg å tro, vise deg vei.

Ikke vær redd for å kjempe for tilværelsen,  

ikke vær redd for nederlag.



Jeg vekker verden, det er min vei,

Mitt oppdrag, min mening.

Så jeg sier nå til dere alle:

“Opplev hver dag, og bruk din gave.”

Og hvis du tror på kjærlighet,

Sørg for at den er gjensidig,

Sammen stå opp og se alltid samme vei,

Vær sammen til døden skiller dere ad.

DET er gaven.
Annesofie Olsen Dec 2014
Når du er ødelagt og du sidder med din smøg
Når du hver morgen vågner op og tænder din morgen smøg
Når du hver aften inden du går i seng tænder din godnat smøg
Når du er sammen med vennerne tænder i en smøg
Når du har pause fra job eller skole tænder du en smøg
Hvad med at slukke smøgen ?
Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op.
Jeg er blevet weekendnarkoman,  og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig.
Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt.
Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det.
For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt.
Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil,
Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have.
Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang
DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl,
Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker,
Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig
I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig.
Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm.
Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv -
over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker.
Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen.
For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke.
Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme.
Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også.
Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne.
Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig,
Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim,
Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.
man glemmer aldrig den som knuser ens hjerte.
slet ikke når det var dig der knuste hendes,
for at hele dit eget.
*** sniger sig ind og sætter sig på din hjerne,
på hele dit nervesystem,
så hver gang du hører de sange,
*** sendte til dig klokken 2 om natten og skrev at *** savnede dig,
så meget det gjorde ondt,
kramper du sammen af smerte,
mens varme tårer,
der slet ikke burde eksistere for piger som hende,
løber ned af dine kinder.
du prøver på at stoppe den knytnæve,
af hårde ord og levende eksistenser,
der banker ind i dit hjerte mens den skriger af dig,
at det at leve dit eget liv og tænke selvstændigt,
uden hende,
er fuldstændigt utænkeligt,
også selvom piger som hende,
er kolde som sten,
og har metalhjerter,
med skarpe kanter.
men tænk tilbage på den tid.
vi var ægte,
vi skete.
imens du har læst dette usammenhængende volapyk af ord, der slet ikke passer sammen, håber jeg du har lyttet til sangen ''Heroes'' af David Bowie.
de hvide tænder, smilende, smilende, smilende
de hvide tennissokker, hvide jakker, hvide sneakers
den hvide indpakning
renhedens farve
den hvide sjæl
den hvide skyld
plet-søgende
uskyldige konnotationer
som gnisten, der brænder landsbyen ned
snebolden, der sender lavinen afsted
lying through your white teeth
med dit skyldfrie white-collar work
pletfri samvittighed
hvide perler på snor om den hvide hals, skinnende med berettigelse
tilegne sig hvide lagner og hvidt marmor og hvide checks
korruptionens farve
med imperialismens skyldbølger, brusende ind over den privatiserede strand for hver en afblegning af hud der foregår i sydafrika

for hver af de 1/3 kvinders anvendelse af kemiske cremer indeholdende blandt andet kviksølv falder et blad af det indhegnede friserede haveareals træ til jorden

white man's burden og hvide menneskers indlærte fremmedgørelse
hvidt hvidt hvidt hvidt kridhvidt
Amanda Bordrup Apr 2015
Du har aldrig læst mine digte
Du ved ikke at de alle er skrevet til dig
Jeg ville have læst dem alle for dig
den dag du opdagede hvor dybt
i mit hoved jeg egentlig lever
Jeg ville have læst dem
så du forstod den sandhed
der gemmer sig bag hver strofe
og hver sætning
Så du forstod
at jeg blot er et menneske
Hvis historier aldrig
er blevet genfortalt
At jeg hverken har vinger eller gæller
og hverken besidder tro
eller overbevisninger
og at du er den eneste sandhed jeg kender
At du er essensen af alt hvad der er godhed
og at verdens ondskab smelter
ved dine fødder
og at din krop minder om
den mest ensomme af alle enge
under den mest blå af alle himler.
Til M.P
Clindballe Jul 2015
Landet hvor hver tiende borger sluger piller
for at få dagene til at hænge sammen
hvor farver rød, gul og grøn ikke
længere betyder kærlighed, lykke og håb
men er farverne på piller mod
depression, søvnløshed og angst
alligevel er vi for stolte til at indrømme
at kendte og fremmede ansigter drukner
i regnbuepiller og titusinde bivirkninger
Skrevet: 15. Juli - 2015

Translation:
Denmark
The country where every tenth citizen
swallows pills to make the days stick together
where the colors red, yellow and green
do not mean love, happiness and hope
but are the colors of pills for
depression, insomnia and anxiety
still we are too proud to admit that
familiar and unfamiliar faces are drowning
in rainbow-pills and ten thousand side effects

— The End —