"hule" poems - Hello Poetry

Du forstår ikke, jeg føles ikke levende. Svævende mellem ingenting, men håbefuld for alting. Indre kanaler af tårer og billeder. Strømmende, flydende, men fastsiddende. Jeg kan elske. Lykkelig, kvalt i en amourøs erotiskstorm. Føles helt alene, med mit hule indre, vejrtrækninger som gør ondt. Verden forsvinder i mit indre, og tunge sorte skyer fylder mig op. Trædende på mig, liggende nede i dybet af tanker Fæstner mig ved roden af dig. Klamrende efter dit sind. Et sommerlykkeland. Efterårsparadis. Vinter Wonderland. Forårshimmerig. Du redder mig, gør mig hel, men du gør mig halv, du glemmer mig.

0

Aug 17, 2015

Aug 17, 2015 at 4:08 PM UTC

holkenfeldt

K ærlighed

Du forstår ikke, jeg føles ikke levende. Svævende mellem ingenting, men håbefuld for alting. Indre kanaler af tårer og billeder. Strømmende, flydende, men fastsiddende. Jeg kan elske. Lykkelig, kvalt i en amourøs erotiskstorm. Føles helt alene, med mit hule indre, vejrtrækninger som gør ondt. Verden forsvinder i mit indre, og tunge sorte skyer fylder mig op. Trædende på mig, liggende nede i dybet af tanker Fæstner mig ved roden af dig. Klamrende efter dit sind. Et sommerlykkeland. Efterårsparadis. Vinter Wonderland. Forårshimmerig. Du redder mig, gør mig hel, men du gør mig halv, du glemmer mig.

11

hvis ingen vil være med så lad os lege alene tagfat under dynerne når mørket falder på hvis folk spørger sover vi men de ved bedre og vi er ligeglade for vi er i øjeblikket mine kraveben skaber hjerter i dine skuldre og dine åndedræt fanger mig i en hule af sikkerhed med dine øjne låser du mig inde og med dit hjerte holder du fast på drømmen vi havde engang

0

Oct 7, 2014

Oct 7, 2014 at 2:41 PM UTC

jmn

fangeskab

hvis ingen vil være med så lad os lege alene tagfat under dynerne når mørket falder på hvis folk spørger sover vi men de ved bedre og vi er ligeglade for vi er i øjeblikket mine kraveben skaber hjerter i dine skuldre og dine åndedræt fanger mig i en hule af sikkerhed med dine øjne låser du mig inde og med dit hjerte holder du fast på drømmen vi havde engang

14

Nogen dage vil det stadig overvælde Det vil komme i bølger Og de dage, vil det at leve være forkert Gardinerne vil forblive for, lyset vil forblive slukket De dage vil opkald og andre håndsrækninger fra den omkringliggende verden forblive ubesvaret Det er på disse dag, at sengen er det eneste rigtige sted at befinde sig Og selv den mindste bevægelse er utænkelig Man er krøbet tilbage i den, ih så velkendte hule Og der bor man for en stund Lammet Og der indser man, at man i dette sekund ikke lever.

0

Mar 13, 2015

Mar 13, 2015 at 9:30 AM UTC

laura-meyer

HULEN.

Nogen dage vil det stadig overvælde Det vil komme i bølger Og de dage, vil det at leve være forkert Gardinerne vil forblive for, lyset vil forblive slukket De dage vil opkald og andre håndsrækninger fra den omkringliggende verden forblive ubesvaret Det er på disse dag, at sengen er det eneste rigtige sted at befinde sig Og selv den mindste bevægelse er utænkelig Man er krøbet tilbage i den, ih så velkendte hule Og der bor man for en stund Lammet Og der indser man, at man i dette sekund ikke lever.

11

som et blodskudt øje inde i øjets hule varme tårer på kolde kinder stive fingre i frostgrader som en invitation til at holde hænder eller skrive krøllede breve på pastelblåt papir på en tankstation med snefnug på sjælen støvet følelse og afbrudte tanker hulrummet, der omringer eksistensen som et rystende holdt brev med kærlighedserklæringer på koldt notespapir skrøbeligt og nænsomt holdt i hånden i frygt for sammenkrølning tanker om solen, pakket ind bag skylag af sod og stress fra byerne medicineret drøm grønne øjne glimtende med usagte intentioner hallucinationer om sommerens fuglesang og væsener med altomsluttende tanker i kontrast til deres intetsigende øjne i øjenhulerne blodskudte

0

Feb 22, 2016

Feb 22, 2016 at 5:01 PM UTC

en-anonym-skikkelse

tankstations-tanker

som et blodskudt øje inde i øjets hule varme tårer på kolde kinder stive fingre i frostgrader som en invitation til at holde hænder eller skrive krøllede breve på pastelblåt papir på en tankstation med snefnug på sjælen støvet følelse og afbrudte tanker hulrummet, der omringer eksistensen som et rystende holdt brev med kærlighedserklæringer på koldt notespapir skrøbeligt og nænsomt holdt i hånden i frygt for sammenkrølning tanker om solen, pakket ind bag skylag af sod og stress fra byerne medicineret drøm grønne øjne glimtende med usagte intentioner hallucinationer om sommerens fuglesang og væsener med altomsluttende tanker i kontrast til deres intetsigende øjne i øjenhulerne blodskudte

33

ord, der stikker i munden som baskende trækfuglevinger på tusmørkehimmelen over markerne væk fra vinterens mørke fra mundens mørke hule korngule tanker med stjernestøvsreaktioner landets ro, landets evighed og stille sind nettet af stjerner over os indfanger landsbyer; fortryllet svalerne formørker solen men sindet forbliver oplyst badet i muldens varme

0

Feb 23, 2016

Feb 23, 2016 at 7:43 AM UTC

en-anonym-skikkelse

landet

ord, der stikker i munden som baskende trækfuglevinger på tusmørkehimmelen over markerne væk fra vinterens mørke fra mundens mørke hule korngule tanker med stjernestøvsreaktioner landets ro, landets evighed og stille sind nettet af stjerner over os indfanger landsbyer; fortryllet svalerne formørker solen men sindet forbliver oplyst badet i muldens varme

20

Hacia Roma caminan dos pelegrinos, a que los case el Papa, mamita, porque son primos, niña bonita, porque son primos, niña. Sombrerito de hule lleva el mozuelo, y la peregrinita, mamita, de terciopelo, niña bonita, de terciopelo, niña. Al pasar por el puente de la Victoria, tropezó la madrina, mamita, cayó la novia, niña bonita, cayó la novia, niña. Han llegado a Palacio, suben arriba, y en la sala del Papa mamita, los desaniman, niña bonita, los desaniman, niña. Les ha preguntado el Papa cómo se llaman. El le dice que Pedro mamita, y ella que Ana, niña bonita, y ella que Ana, niña. Le ha preguntado el Papa que qué edad tienen. Ella dice que quince, mamita, y él diecisiete, niña bonita, y él diecisiete, niña. Le ha preguntado el Papa de dónde eran. Ella dice de Cabra, mamita, y él de Antequera, niña bonita, y él de Antequera, niña. Le ha preguntado el Papa que si han pecado. El le dice que un beso, mamita, que le había dado, niña bonita, que le había dado, niña. Y la peregrinita, que es vergonzosa, se le ha puesto la cara, mamita, como una rosa, niña bonita, como una rosa, niña. Y ha respondido el Papa desde su cuarto: ¡Quién fuera pelegrino, mamita, para otro tanto, niña bonita, para otro tanto, niña! Las campanas de Roma ya repicaron porque los pelegrinos, mamita, ya se casaron, niña bonita, ya se casaron, niña.

0

443

Federico García Lorca

Los pelegrinitos

Hacia Roma caminan dos pelegrinos, a que los case el Papa, mamita, porque son primos, niña bonita, porque son primos, niña. Sombrerito de hule lleva el mozuelo, y la peregrinita, mamita, de terciopelo, niña bonita, de terciopelo, niña. Al pasar por el puente de la Victoria, tropezó la madrina, mamita, cayó la novia, niña bonita, cayó la novia, niña. Han llegado a Palacio, suben arriba, y en la sala del Papa mamita, los desaniman, niña bonita, los desaniman, niña. Les ha preguntado el Papa cómo se llaman. El le dice que Pedro mamita, y ella que Ana, niña bonita, y ella que Ana, niña. Le ha preguntado el Papa que qué edad tienen. Ella dice que quince, mamita, y él diecisiete, niña bonita, y él diecisiete, niña. Le ha preguntado el Papa de dónde eran. Ella dice de Cabra, mamita, y él de Antequera, niña bonita, y él de Antequera, niña. Le ha preguntado el Papa que si han pecado. El le dice que un beso, mamita, que le había dado, niña bonita, que le había dado, niña. Y la peregrinita, que es vergonzosa, se le ha puesto la cara, mamita, como una rosa, niña bonita, como una rosa, niña. Y ha respondido el Papa desde su cuarto: ¡Quién fuera pelegrino, mamita, para otro tanto, niña bonita, para otro tanto, niña! Las campanas de Roma ya repicaron porque los pelegrinos, mamita, ya se casaron, niña bonita, ya se casaron, niña.

88