"horisonten" poems
Det er en normal dag
Med mit es i tænkeren.
Udødelig tryghed.
Rejsen mod esset dækker mine tanker,
Som et lagen af frihed.
Lagnet varmer mere og mere jo tættere destinationen nærmer sig.
Da jeg når destinationen
Bliver jeg genforenet med mit es
Udødelig frihed
Vi vasker vores sociale vasketøj
Og stier ud mod horisonten.
Udødelig Harmoni.
May 10, 2015
May 10, 2015 at 4:11 PM UTC
Hvidstrakte palæer af skarpe flader
Skarpe som papir, som origami
Hvidt og dødt fortsætter det mod horisonten
Klinisk og stilfuldt spirer kuplerne spidst
Spirer som larmen i vores hoveder
Larmen af ingenting
Larmen af hvidt
Dec 12, 2014
Dec 12, 2014 at 6:08 PM UTC
Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.
Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.
Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.
To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.
De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.
Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.
Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.
Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.
Jul 27, 2015
Jul 27, 2015 at 4:36 PM UTC
Eller også er det glasset? Måske er det for stærkt,
hvem ved?
Der er stjernestøv i luften, sagde jeg til mig selv.
De små partikler forgifter den delikat
Det snurrer og jeg må holde fast i jorden for ikke at falde ned.
Alt jeg ser er paradokser og længtes hjem.
Balancere mellem liv og *****
Der er stjernestøv i luften
jeg ser dig.
Millioner af stjerner adskiller os og river i afstandens sår.
Gid jeg kunne nå dig
Dræbe horisonten og
lad os nå det hele inden for dette
øje -
bliks tid
Støvstjerner
Jan 2, 2015
Jan 2, 2015 at 4:12 PM UTC
Jeg stræber efter at vise dig de lyserøde skyer jeg ser over horisonten så du måske kan finde dig selv i mængden. Jeg vil udforske alle verdens vulkaner og stirre dybt ned i deres smukke rødbrune øjne men dine blålige øjne vil altid være de smukkeste. Måske kan vi løse mysterier som ingen kender svaret på hvorefter vi vil dø med alle livets hemmeligheder. Vores lyserøde hjerter vil vokse store nok til at vi kan gemme alle verdens vidundere i alle former og størrelser som lyserøde skyer. Jeg vil åbne mit hjerte op så du kan se dig selv på samme måde som jeg ser dig.
Aug 11, 2015
Aug 11, 2015 at 4:25 PM UTC