og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt, jeg var sindssyg

og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt jeg var sindssyg

Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene.

Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor.

En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer.

Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader,
og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.

vi er gået fra Tindermatch
til at vi chattede på Tinder
til at vi blev enige om, at vi ville elske at se Monets have
til at vi mødtes og drak tre øl
til at vi grinte og snakkede
til at vi skiltes
du sagde, at du syntes det havde været hyggeligt
jeg gav dig ret
jeg sagde, at jeg syntes vi skulle mødes igen
stilhed og jeg tvivlede
hvis du altså havde lyst, for det havde jeg, sagde jeg igen
og det havde du også, sagde du lykkeligvis til sidst
vi krammede og jeg var teenagepinlig og kom til at træde på din fod
du skulle med bus 100 og jeg med 4a
vi er nu venner på facebook
og det kilder i min mave
og det føles rart at nogen gerne vil mig
og det kan jeg virkelig godt bruge
og det føles virkeligt, helt oprigtigt, rart
og egentlig er jeg også klar til kærlighed
og klar til romantiske pladdersamtaler
om at ”du er sød” ”nej du er sød” og ”du lægger på først” ”nej du lægger på først”
for det er nok kærlighed jeg savner
det er nok derfor jeg ikke føler mig hjemme
det er nok også derfor at jeg ingen glæde føler
det er det jeg har manglet
det er dig jeg har manglet

*(Marolle)

Fik du margeritter på din fødselsdag? Den dag hvor din glæde kunne føles som en let brise på kilometers afstand og din kærlighed smilte til mit hjerte, og fik det over de 37 grader, som min krop er så bekendt med.
Vidste du hvor smuk du var? Den fredag du grinte over pis og papir.
         Tag min hånd ven.
Du ved det måske ikke, men du er et unikum i skyggen af dig selv. Dræbt af storhedsvanvid og smil for andre. Men når du er ærlig, så skinner du igennem og folk forelsker sig.

jeg  gik hen til  det  sted hvor  man bli -
ver  lyttet  til og  forstået og  jeg  sagde
“jeg vil  gerne være et  accepteret led i
samfundet” og  de  så  allesammen  på
mig og  lidt på hinanden  og så   grinte
de  og   klappede  mig  på hovedet  og
de  gav mig en  slikkepind  “kom tilba-
ge   når   du  er  lidt  ældre  og   forstår
hvad du siger” sagde de  og  så gik jeg
ud  med  min slikkepind i hånden   og
tænkte på  om de overhovedet  forstod

og det var sådan en morgen
hvor solen strakte sig i hver en
strengformet sene
jeg kunne mærke sygdommen
havde forladt min krop
jeg lod aldrig tanker omkring
dit spindelvævssind gro fast
i længere tid, vidste det ville
sætte sig som ar på sjælen
den slags man påstår ikke kan
smitte ved berøring
den slags påstande jeg påstår
de forkerte mennesker har påstået
du gjorde mig mere syg end rask
rev celler i stykker og efterlod
bidemærker langs min rygsøjle
jeg græd oftere end jeg grinte
sommetider med tårer i øjnene
andre gange med metalsakse
i håret og øjne af granit
jeg glemte helt hvordan det var
at være alene
da du havde forladt min krop
jeg glemte helt jeg var sindssyg

jeg tror at hele københavn hørte da han smækkede døren i
den dag han hamrede døren så hårdt at alle må have hørt det
eller måske var det kun mig der hørte det så højt
måske hørte han det bare som et sus og hans venner hørte måske slet intet, måske grinte de bare med ham
men jeg hørte det
og det høje smæk gav mig tinitus

Jeg tror, at jeg er en anden person for dig, end jeg er for mig selv. Jeg har tænkt længe, og jeg er forundret over, at du kan se alle de fejl ved mig, som jeg kan, men du ser dem ikke. Du kigger i stedet på mig, som har du set noget godt. Noget rigtigt. Jeg knækkede din vindueskarm, da jeg satte mig på den og du grinte bare. Jeg kastede op ud over mine egne og dine sko, og du smilte bare og fulgte mig hjem med din jakke om mig. Jeg er lidt for forvirrende at høre på og lever lidt for meget i min egen verden, og jeg kan ikke helt fanges når jeg flyver ind i den og jeg kan ikke helt gribes når jeg falder, men alligevel, så hver gang jeg tænker, at jeg ikke er rigtig klog, så ligner du en, der synes, at jeg er mere rigtig end alle de korrekte. Jeg forstår det ikke, men det er måske heller ikke alting der skal forsvares eller forklares.