Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
AnnaStorm Dec 2014
Jeg glemmer tid og sted
Jeg glemmer hvem og hvor
Jeg glemmer alt klogt
Jeg husker intet vigtigt
Jeg husker kun dig
Din hele dig, du som hel
Din lugt, din sved, din øl, dit fedtede hår
Du husker tid og sted
Du husker hvem og hvor
Du husker alt vigtigt
Du husker ikke mig
Du husker kun dig
Din hele dig, du som hel
Din lugt, din sved, din øl, dit fedtede hår
dine ord visner hurtigere end mine planter,
men jeg glemmer også at vande dem,
ligesom jeg glemmer at svare på dine sms'er
jeg har så mange ting, jeg skal nå
alligevel bladrer jeg mine fingre til blods i skarpt papir
deres stemmer bevæger  sig ud i ikke-eksisterende stilhed,
de råber så højt, at
jeg ikke kan høre dem
så jeg hvisker digte op, jeg så
længe har skjult yderst i mine fingerspidser,
men jeg hvisker så højt, at
du ikke kan høre dem
og nu er jeg endelig begyndt at
vande mine planter,
men de smager stadig tørt
- elektriske silhuetter og rød læbestift
Abelonia Oct 2014
træet står så bart udenfor, de få blade der er tilbage på det fine lille træ har den flotteste røde farve, de minder mig om et eventyr. Bare mit liv var et eventyr. Jeg ville være et varmt sted, min hud ville være gylden og mit hår ville være lyst efter solens blegende stråler.  Ved min side ville der står en mystisk fyr. Høj, slank, gyldenbrun hud og mørkt pjusket hår. Ja, det ville være et eventyr jeg gerne ville være en del af. Men sådan er livet bare ikke.
Lige nu sidder jeg midt i et skriftligt modul. Vejret er gråt. Varmen er forsvunder og erstattet med bidende kulde. Hvorfor sidder jeg her lige nu? hvad skal jeg overhoved bruge det til. Han snakker om fremtiden, lige for tiden, er det det eneste alle tænker på. FREMTIDEN. Du er ikke noget hvis du ikke har en fremtid foran dig bla. bla. Jeg fatter ikke hvorfor det skal være sådan, tænker du nogensinde over hvor meget vi glemmer nuet. De ting vi elsker er væk på få sekunder, og de kommer nok aldrig tilbage igen, men det værste er ikke at de ikke kommer igen, men at du ikke nød dem da du havde dem. Vi nød det ikke fuldt ud, vi er så grådige, vil vil have mere og mere og til sidst har vi intet. Jeg har ikke lyst til at tale om min fremtid. Jeg hader det virkelig. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil bruge mit liv på og jeg har faktisk heller ikke lyst til at vide det. jeg vil gerne have det kommer, som det skal komme. Så plat som det lyder, vil jeg bare have at skæbnen skal lede min vej, for vi alle har en skæbne. Noget vi skal udrette i livet men som vi ikke selv kender til. Hvis vi vikrleig vidste alt, hvad var der så at lære og hvad kunne vi overhoved opleve? Den største ting vi glemmer er at tage chancer. Vi går og er bange for alt og alle og derfor tør vi aldrig gøre noget ud over det sædvanlige. Jeg tror det er noget som medierne har skabt. Medierne har fået os til at blive vanefaste mennesker uden personlighed og egne holdninger. Jeg hader det. Det er virkelig gået op for mig at der er meget jeg ikke kan lide ved vores samfund. Alt handler om status og om hvad folk synes om en. Men hvad nu hvis ingen synes om en? Hvad gør man så? skal man så bare lægge sig til og dø… Døden er en ting jeg har tænkt meget over på det sidste, men grunden til at jeg har tænkt over det er fordi jeg ikke forstår livet. Hvorfor lever vi overhoved. Vi skal jo alligevel dø og livet er sku næsten altid noget lort fordi vi ikke kan finde ud af at fokuserer på de små glæder og levet i nuet på grund af medierne som kun fremhæver alt lortet. Livet er ikke forståeligt. Det bliver det nok aldrig og hvis jeg skulle være ærlig ville jeg også være ligeglad om det sluttede nu, for jeg ser ikke frem til fremtiden og jeg kan ikke engang leve i nuet. Jeg skaber en silhuet af det jeg gerne vil. At gå hjem til en fremmede og ryge **** er nok  ikke at tage chancer og leve, selvom at jeg prøver at gøre det til det. Jeg troede virkelig ting som det ville gøre mig lykkelig og det gør det da også, men kun tildels. Jeg føler mig så tom, jeg føler ikke jeg har noget at byde verdenen og mine medmennesker. Jeg  ser virkelig op til de folk som gør det, folk som gerne vil være et forbillede for andre. De er sku cool. Men jeg har det bare ikke på den måde. Når jeg tænker over det, minder jeg nok meget om Hassel fra the fault in our stars. Døden er intet jeg frygter og jeg er egentlig også ligeglad om jeg bliver husket.
AnnaStorm Jan 2015
Der er udstilling på onsdag
Jeg skal huske øl på fredag
Sov hos Emil til torsdag
Sidste udsalg mandag
Jeg kysser ham lørdag
Og mister ham søndag
Og glemmer ham tirsdag
mine lunger er nok sorte nu,
for jeg fodrer kun mig selv med sort te og aske
hvis de sprætter mig op, og leger med mine organer,
ville det ikke være et syn for børnene nede i gården
huden hænger langs knogler som
var det på tilbud i det lokale supermarked
og det ville jo være nemmere hvis
jeg bare kunne sove lidt mere end
jeg plejer, så ville mine øjenlåg
nok ikke være så jordslået
mit hjerte er nok sort nu, for jeg fodrer det
kun med hvide vægge og dine uendelige
historier om dengang, det var onsdag,
og du glemmer ligesom alle andre,
jeg aldrig har været barn, og gudskelov for det
altid var jeg hende den voksne på
tolv år gammel nede på trappen
med en pakke cigaretter i hånden
og mærker på håndledet
- digte om onsdage
at lege mor og tørre op
og vaske op og at gå op i
et andet menneske
helt så samvittigheden
klistrer på din tunge,
helt så du glemmer din hud
i dørkarmen
sætter aftryk af blod
i badeværelset, og efterlader  hemmeligheder
i gulvsprækkerne
hvisker historier til væggene, alle
dem jeg aldrig fik fortalt dig
jeg var hende, der rakte kolde
hænder ud i et naivt forsøg på at
få dig til at smile i marts
opdrog dig med moderlige øjne
og blå ord, jeg ellers kun skrev ned
holdte dig i hånden, og lod dig ikke
bevæge dig yderligere
indtil du omsider kunne gå selv
vidste ikke dengang,
du ville gå længere ud,
end du selv kunne  bunde
lærte dig at holde om pigeskuldre
så det skar i organer af glæde
lod dig blive afhængig, og lod dig
skænke samvittighed op til randen
af glasset, så vinen smagte af
cork og følelser, der gav mig lyst
til at stikke tre fingre i halsen
måske bliver jeg væk en dag,
drukner
mig selv så jeg måske er væk
snart
- digte om et papmachesind
jeg lysner min stemme for dig så mit
stemmebånd stikker i en regelmæssig rytme
det er så forudsigeligt alt det, der ikke må
ske
alt det, der måske sker alligevel
vi er et spil os to med hinanden og vores
små hjerter, der giver trygge stød og fortæller
os noget andet end det, vi siger, når vores øjne
mødes i mild vind
du er næsten smuk, og jeg ville gemme dig
imellem de pæne sider i bogen, og først rive
dem ud til din farmors begravelse for at placere
ordene i buketterne, der aldrig kommer til at
betyde nok
alle de ord, der bliver fortalt med kropsprogets
små lege, men som vi ikke helt forstår endnu
jeg lysner min stemme for dig, men jeg nægter
at elske dig
men glemmer det nok snart
- digte om alt det, der vandaliserer os
Det skal være dig og mig. Og, hvor skal vi gøre op med systemet. Vi skal gøre hele verden til vores. Efteråret/Efter året kommer næste sæson. Det bliver med solskin, det bliver med måneskin, og det bliver med dig, og det bliver med mig. Du er min blændende stjerneregn, du er mit lykkeland. Her vil jeg leve, her skal jeg opleve og udforske, undersøge det hele med dig. Kysse dig på hver en trappesten, røre ved dig på alle gadehjørner og kramme dig på hver eneste plet af grønt græs med solskin. Jeg vil nyde dit smil og fortabe mig i dine lysende øjne. Du skal se mine fregner blomstre, og jeg skal se dig gro. Følg med mig, inden det er for sent, og vi glemmer hinanden i hinanden, så det ikke er spændende mere. Spring nu ud min blomst, min kærlighed. For jeg er træt af vinterens 202 dage, som har forfulgt mig. Let's get lost. Tø vores frosne hjerter op, mærke varmen i lyset, men det er mørkest inden solopgang så skynd dig. Find mig. Fang mig.
jd Sep 2014
*** frygter så meget at miste (ham)
at *** helt glemmer at nyde
mens *** har (ham)
Jeg frygter en verden uden dig
Jeg er bange for om solen vil skinne,
og om blomsterne vil blomstre.
Vil min verden kunne fungere?
For når du spørger mig om,
hvorfor jeg ikke viser dig frem til alle.
Er det fordi jeg er bange for at du forsvinder,
Finder ud af at der er mange smukke mennesker
Og at jeg bare bliver en forvildet del,
Af den fortid, som alle glemmer.
- Frygten for at blive glemt
anna charlotte Oct 2015
og der lå jeg
med to drenge
jeg kyssede med ham
men tænkte kun på dig
man glemmer aldrig den som knuser ens hjerte.
slet ikke når det var dig der knuste hendes,
for at hele dit eget.
*** sniger sig ind og sætter sig på din hjerne,
på hele dit nervesystem,
så hver gang du hører de sange,
*** sendte til dig klokken 2 om natten og skrev at *** savnede dig,
så meget det gjorde ondt,
kramper du sammen af smerte,
mens varme tårer,
der slet ikke burde eksistere for piger som hende,
løber ned af dine kinder.
du prøver på at stoppe den knytnæve,
af hårde ord og levende eksistenser,
der banker ind i dit hjerte mens den skriger af dig,
at det at leve dit eget liv og tænke selvstændigt,
uden hende,
er fuldstændigt utænkeligt,
også selvom piger som hende,
er kolde som sten,
og har metalhjerter,
med skarpe kanter.
men tænk tilbage på den tid.
vi var ægte,
vi skete.
imens du har læst dette usammenhængende volapyk af ord, der slet ikke passer sammen, håber jeg du har lyttet til sangen ''Heroes'' af David Bowie.
Du forstår ikke, jeg føles ikke levende.
Svævende mellem ingenting, men håbefuld for alting.
Indre kanaler af tårer og billeder.
Strømmende, flydende, men fastsiddende.
Jeg kan elske. Lykkelig, kvalt i en amourøs erotiskstorm.
Føles helt alene, med mit hule indre, vejrtrækninger som gør ondt.
Verden forsvinder i mit indre, og tunge sorte skyer fylder mig op.
Trædende på mig, liggende nede i dybet af tanker
Fæstner mig ved roden af dig. Klamrende efter dit sind.
Et sommerlykkeland. Efterårsparadis. Vinter Wonderland. Forårshimmerig.
Du redder mig, gør mig hel, men du gør mig halv, du glemmer mig.
Du er min kærlighed
Du holder mig vågen om natten,
Jeg tænker på de ting du siger
Selvom du ofte gør noget andet.
Når himlen er i brand, glemmer
jeg at kigge ud. Min sjæl er for fuld.
Liderlige øl strømmer som blod i årene.
Fuldemandssange om kærlighed
Ikke ægte kærlighed, men kærlighed til den kærlighed
som ingen af os føler, men mærker helt ind til skindet.
Du flår mig som et lille dyr. Forvildet i tusmørket.
Når jeg ligger her, med tanker, som kan starte en apokalypse
Tvivler jeg på det hele, på ham, på hende og alle de andre.
Undtagen dig, undtagen os og undtagen vores samtaler.
- Mandags tanker og tirsdags melankoli
Nikoline Oct 2014
på fredag
tømmer vi endnu
en papvin
og lægger vores
rene uskyld
i hænderne
på beskidte drenge
fylder
vores lunger
med røg
vores hjerter
med håb
og glemmer
at drømme
ikke varer evigt
som røgen pustes ud
forbliver håbet
selv efter han
har vasket sine hænder
er du plettet
og præcis
som din samvittighed
kan du ikke vaskes ren
du er ikke hel
du er i stykker
Ida Glitre Mar 2015
jeg glemmer dig
jeg klipper dig ud
ud fra min hukommelse
ligesom jeg klipper i min fars gamle
kunstbøger
du er kunst men ikke al kunst
kan huskes
Arpita Petersen May 2016
DU LEVER I DIN EGEN BOBLE
DIT EGET UNIVERS OG ALT KØRER FOR DIG
DU BRUGER NATTEN OG DAGEN PÅ DIN TING
PÅ LIGE DET DU ELSKER OG KAN
DIT LIV HANDLER OM DEN ENE TING DU KAN
DU GLEMMER ALT OMKRING DIG
DU SMILER OG ER GLAD
HELT IND I DIT HJERTE

DU VÅGNER OP I ET KOLDT ***
INTET LYS
DU VÅGENDE OP FRA VIRKELIGHEDEN
TIL KRIG OG ØDELÆGGELSE
LIVET VISER SIG FRA SIN MØRKE SIDE
DEN TING DU ELSKER
DEN TING DU KAN
ER BRAT
STEMMEN SIGER TIL DIG;
UNDSKYLD MEN DU KOMMER ALDRIG TIL AT DANSE IGEN
DU FORSTÅR DET IKKE
DU DANSER VIDERE SELVOM ALT GØR ONDT
ALT ER I MOD DIG
DU ER ALENE
DIN BEDSTEVEN BLEV DIT VÆRSTE MARERIDT
NU SKAL DU FINDE DIG SELV IGEN
FINDE EN PLADS I LIVET UDEN DIT KÆRESTE EJE
DU KOMMER DESVÆRRE ALDRIG TIL AT DANSE IGEN
MIN PIGE
- Drømmen om det store går i stykker.
Nora Morell Feb 2016
Tanker til tørre

Hvis jeg kunne, ville jeg vaske dig væk fra min hukommelse.
Omhyggeligt hænge dig til tørre et sikkert sted i min
underbevidstheds sfære. Med klemmer af ugyldig kærlighed.
Lade dig være en fjern og fremmed fornemmelse på lundefulde,
grå dage i Februar. Og måske - og ja, kun en sjælden gang imellem -  
hive dig frem i min bevidsthed, hvor jeg omsider vil sanse din    
metafysiske duft af lufttørret renhed og pakke min nøgne krop
ind i dine knasende tekstiler. Så vil jeg ligge i dig, med dig og på dig,
hele søndagen mens jeg svæver på et lagen af legende, let og listig lykke.
I en falsk rus af flydende og flygtig fuldendthed.

Hvis jeg altså kunne. Men jeg glemmer at glemme dig.
Du er den skrigende silhuet, fastbrændt på min nethinde.
I neon-pink og neon-gule farver,
der dukker op hver gang, jeg lukker øjnene i. Du er den hylende
lyd der hvor halsen bliver til øre. Og når natten nænsomt nærmer sig,
fylder du mit hoved. Du holder mig vågen i mine drømme.
Du vil ikke forlade mit sygeligt sammensatte sind.
Sat sammen som japansk origami.
Indviklet, viklet ind i de spor du har sat på min sjæl.
For du har rørt mig steder, jeg ikke troede jeg kunne røres.
Og ligegyldigt hvor meget jeg
skurer og skrubber, vil det aldrig blive rent.
Og det bliver aldrig det samme.

**Men tænk, hvis jeg altså kunne
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
L S Tesler Sep 2014
jeg får lyst til at begrave mine negle i dine mørke krøller,
svømme rundt i havet som venter på mig i dine
brune øjne
jeg vil kysse dine læber blå, som en iskold
november nat
jeg kunne tegne tusind malerier på dine nøgne skuldre
af cirkler kreeret af mine fugtige fingerspidser
drømme om dine omfavnelser imens du er i en
koma af søvn, som var du næsten borte
mærke varmen i mit indre, når du hvisker mit navn
efterlader ildrøde linjer på dit bryst med skælvende
hænder, når du endelig får din vilje
kun så du ikke glemmer mig, når du ser dig i spejlet
næste morgen,
når din seng er kold, fordi jeg listede ud i
natten kl 4
L S Tesler Sep 2015
hvis jeg engang glemmer, hvordan luften dufter om efteråret, hvordan sand føles mellem mine tæer eller hvordan en hånd på min kind skaber ro i mit sind, så fortæl mig det hele. fortæl mig hvordan jeg plejede at tale om alt, hvad jeg synes er så fantastisk og hvad jeg tænker, når hele min krop er træt og jeg kun kan hviske mine ord. fortæl mig hvordan vi lå i timevis med mine ben over dine og mine læber på din nakke, hvordan ordene "jeg elsker dig" aldrig blev slidte på vores tunger, hvordan jeg altid talte om eventyr udenfor og du altid ville grine af mig og ryste på hovedet fordi du vidste at jeg i virkeligheden hellere ville ligge i vores utallige dyner i utallige timer, som var hver dag en søndag. fortæl mig hvordan jeg altid druknede i dine øjne og blev stum i hele minutter, og hvordan jeg ville tale i søvne om alle de ting jeg aldrig siger, selvom jeg slet ikke behøver fordi du allerede ved det. fortæl mig hvordan min hånd passede så perfekt i din, at alle klichéer om den eneste ene blev til virkelighed hver gang din hånd fandt vej til min. fortæl mig hvordan vi kunne grine til vores øjne løb i vand og vores maver var ømme, og hvordan vi kunne falde i søvn i hinandens omfavnelser fordi trygheden gjorde os søvnige. fortæl mig om alle de syndige øjeblikke vi har delt, og hvordan vores kroppe smelter sammen, når lyset er slukket. fortæl mig hvordan jeg aldrig kunne undvære dig og hvordan det aldrig var smertefrit at forlade dig, når du stod i mine natbukser og med uglede krøller. fortæl mig især hvordan vores læber var bløde og om alle vores lange kys, der aldrig skulle være endt. fortæl mig hvordan resten af verden altid var så ligegyldig, når bare vi havde hinanden. fortæl mig at du elsker mig, og at du aldrig vil gå. så kan jeg huske igen
Hazel Apr 2018
Højt højt oppe.
Stadig under skyerne.
Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet.
Intet kan sammenlignes, intet er smukkere
end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme.
Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende?
Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv.
Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen,  svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du?
Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende?
Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra.
Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra.
Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden
-Hazel
Laura Amstutz Feb 2017
jeg er skødesløs
musikken er så god
s-togets varme dulmer
nattemørket læner sig ind mod ruden
- presser på
tankernes strøm standser og starter og standser igen
alting er mit

jeg er tankeløs
og musikken er så god

drikker lidt for at føle mig i live
med lukkede øjne og drømme af luft
glemmer jeg både mig selv og de andre

tag mig væk herfra
tag mig med ud i natten
i mørket
vi skal danse hele natten; se solen stå op sammen
længslende eufori
af velvære
kravler op ad mine arme
alting er godt

man skal dø nogle få gange
før man virkelig kan
leve
.
Hazel Nov 2017
Nu er du bare én af nattens mørke kroge.
Ja, bare én ud af mange
Langsomt fordamper du, ind i en grå tåge
Af minder.
Du er, var og forbliver nu blot ét minde.
Ja, bare ét ud af mange.
Jeg gør intet, for tidevandet trækker dig langsomt ud i uigenkendeligheden.
Måske tror du vi ses, men dette er et farvel.
Ja, bare ét ud af mange.

Nu kan vi mødes i den grå tåge af minder.
Det er alt der er tilbage, og der snakker vi om alt det vi havde glemt, der kan vi savne virkeligheden.
I mens glemmer vi os selv, i vores egen uvirkelighed, for det er det der sker.
Ja, ét par gange ud af mange.

For dig er jeg nu blot “HENDE”.
Ja, bare én ud af mange.
-Hazel
anna charlotte Aug 2016
jeg siger det er okay at han glemmer mig
for jeg glemmer jo også at sende min far en indkøbsliste
men jeg ved jo godt jeg er mere værd end en besked hvori der står at jeg mangler couscous
Marolle Oct 2014
Jeg kan ikke forstå hvorfor
du sådan skal overvåge os?
Du kan ikke forstå hvorfor
du sådan skal være 3. hjul af os 4.
Jeg kan ikke skrive frit på Twitter
for du overvåger mig som en høg
du sender spørgsmål til 1. og 2. hjul
du skriver håndskrevne breve til 1. hjul
du ringer til 2. hjul
du snapchatter til os alle 3
men når vi alle er sammen siger du intet
heller ikke på tomandshånd nævner du
hvad du er så utilfreds med
for hvis du er 3. hjul
så er det jo mig der er 4. hjul.
Jeg vil lade dig vide
og jeg har ladet dig vide
at vi aldrig har villet gøre dig til 3. hjul bevidst
og jeg har sagt undskyld og du har accepteret
du sagde, jeg jo kun kunne tale for mig selv
hvilket jo er sandt
og det har jeg så gjort
du glemmer bare at tænke over,
at det jo faktisk er mig der er det 4. hjul

*(Marolle)
anna charlotte Feb 2015
der er aftner som i dag
hvor jeg savner dig

der er aftner som i går
hvor jeg har glemt dig

der er aftner som i forgårs
hvor jeg falder i

der kommer dage som i morgen
hvor jeg kommer til at længdes efter dig

men ligesom smerte, er kærlighed kun en følese
og der kommer dage hvor det skal føles, og dage hvor det gør så ondt man glemmer at føle det
leve en løgn
klæde sig med en holdning som han-påfugle der pryder sig og
vil imponere hunnerne, de grå-brune væsner
og konstruerede virkeligheder er holdt sammen af så få strenge af virkelighed at de kollapser så hurtigt. springene fra én fortælling til den næste sker indenfor et par sekunder
inden kollision mellem virkelighed og det pure opspind sker, som
den brusende dans mellem skyggespillet og det implicitte
hvis man ikke observerer rives man med og glemmer ruinen af en fortælling der ligger bag ved den nye, tryllebindende historie, skjult
en ukendt dans, en ufortalt kollision
Maja Klit Oct 2015
Av
Jeg siger ubertænksome ord for tiden
Snubler over mig selv
Taler vågent i søvne

Krummer tæer når jeg er alene
Straffer mig selv psykisk
Gemmer mig bag flovhed

Komplet forvirring er min dagligdag
Lær at føle dig hjemme her
er allerede druknet

Glemmer frem og tilbage
Vil så meget men gør så lidt
For jeg er forvirret - komplet forvirret
Tager to skridt tilbage for hvert fremad.
Tak
Jeg glemmer aldrig den dag jeg første gang fortalte om smagen af mine tåre, om stenen i mit hjerte og om smerten i mit bryst.
Da jeg fortalte de tanker jeg altid har været bange for at tænke og hvordan jeg følte mig tusinde kilo lettere efter.  Hvordan to hænder, to læber og to kroppe mødtes til en leg, hvordan du fuldendte mig og hvordan du ubevidst gjorde livet værd at leve.
Din berøring og din accept var så tilfredstillende og kompletgørende  at de selv de hårdeste stunder pludselig virkede overkommelige.

Du overtog mig med en sådan omhug, du gjorde at mit hjem føltes som et hjem og at mit liv føltes som et liv.
Selv din mindste berøring jog selv den værste smerte bort, og selvom jeg ikke altid siger det, så sætter jeg pris på din eksistens.
Jeg sætter pris på din medmenneskelighed, din vejrtrækning og din måde at se verden på.

Du har åbnet mine øjne for verdens vidunderlighed, og jeg har indset hvor utroligt heldig jeg er. Tak.

— The End —