"glasset" poems
Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.
Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.
Sep 12, 2015
Sep 12, 2015 at 10:53 AM UTC
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
Feb 2, 2015
Feb 2, 2015 at 4:09 PM UTC
Eller også er det glasset? Måske er det for stærkt,
hvem ved?
Der er stjernestøv i luften, sagde jeg til mig selv.
De små partikler forgifter den delikat
Det snurrer og jeg må holde fast i jorden for ikke at falde ned.
Alt jeg ser er paradokser og længtes hjem.
Balancere mellem liv og *****
Der er stjernestøv i luften
jeg ser dig.
Millioner af stjerner adskiller os og river i afstandens sår.
Gid jeg kunne nå dig
Dræbe horisonten og
lad os nå det hele inden for dette
øje -
bliks tid
Støvstjerner
Jan 2, 2015
Jan 2, 2015 at 4:12 PM UTC
For du var gift i glasset, salt i såret. Du var djævlens engel, og sandhedens mester. For du kunne hade og elske, få og miste, ofte som det passede dig.
Jeg var glasset der bar giften, jeg var såret der smagte salten, jeg var facadernes mester, jeg kunne hade og elske, give og miste.
Du var skyggernes herrer, solens profet og gudernes Lucifer.
Du bar din smagløse kærlighed i dine lunkne hænder…
Jan 30, 2018
Jan 30, 2018 at 8:50 PM UTC
En hul fornemmelse i kupeen
Hud reflekteres og blander sig med skoven gennem glasset
Forstæderne
Livløst og sort beklædt sidder hvide mennesker
Når det krymper i mig
Kommer modløshedens rutiner
Men toget kører ikke af sporet
Hamrende mod kulden
De lave rytmer hypnotiserer
Deprimerer
Jeg formørkes men smiler
For folk de kigger
Dec 10, 2014
Dec 10, 2014 at 7:35 AM UTC
Skønnere har *** aldrig været end nu hvor jeg ser hende gennem et rødvinsglas.
Hendes læber der leger tagfat med de smukke dråber og hendes øjne der betaget kigger ud i intetheden.
Hendes lange, slanke fingre der holder om glasset med en sådan ligegyldighed.
Det er nu i de lange dage og korte nætter jeg for første gang ser hende klart.
Det er nu hvor håret bliver lysere og kjolerne bliver kortere at jeg ser hendes ynde og elegance. Det er nu, hvor intetheden tager over mig og den tomme flaske står på bordet at jeg indser, at *** er alt hvad jeg mangler, og alt hvad jeg aldrig får.
Oct 11, 2014
Oct 11, 2014 at 5:20 PM UTC