Hello Poetry
Submit your work and get some sparkles! Create free account
"glasknogler" poems
Verden ligger i et sterilt samsurium af apati. For mig er verden udenfor, og jeg er udenfor verden. Tankefulde unge simplificeres af normer og repetitionens pragt. Udenfor, står de uforpligtende bagateller født i overspringshandlinger. Med ren marmor under vinter-violette negle, holder de deres blå sjæle i hænderne - Tænker Soma-Sema To fingre i halsen, kolde hænder, ødelagte glasknogler; Nærmest spirituelt. Er det sådan man gør udenfor?
0
Mar 25, 2015
Mar 25, 2015 at 3:04 AM UTC
Soma-Sema
Jeg vil så gerne kunne tro, at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling, tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv, at jeg er ligeglad. Men jeg er pisse utroværdig. Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv. Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden. Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed. Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger. Et elastisk sind spændt til bristepunktet. 'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger. Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv. Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord. Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker. - Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.
0
Jan 22, 2015
Jan 22, 2015 at 1:41 PM UTC
(selv)-Erkendelse
Du samlede mig op. Stykke for stykke. Jeg er ikke hel, men det er okay. At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på igennem mine glasknogler og trætte organer, der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre trykkedes i din ferskenbløde hånd. Endeligt var det rigtigt. Endeligt er jeg hjemme. Endeligt kan jeg mærke dig, beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles. Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om, at der vokser fløjls roser i min krop. Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne. Tegner ekliptika langs din rygsøjle. Endeligt flyver vi. Ikke længere skal vi forestille os. Endeligt.
0
Jul 22, 2015
Jul 22, 2015 at 3:03 PM UTC
Endeligt