"genkende" poems - Hello Poetry

Jeg sad på broen, med fødderne svævende over himlen. Jeg så mit spejlbillede, men jeg kunne ikke genkende det. Det kunne ingen. Så jeg lod mig falde. Omringet af kulde og farven blå. Alene i rummet. Tættere på intet. Længere væk fra alting. Det eneste jeg havde tilbage var mig selv, men ham kendte jeg desværre ikke. f.b

0

May 25, 2014

May 25, 2014 at 4:31 PM UTC

FrederikBartho

22/05/14

Jeg sad på broen, med fødderne svævende over himlen. Jeg så mit spejlbillede, men jeg kunne ikke genkende det. Det kunne ingen. Så jeg lod mig falde. Omringet af kulde og farven blå. Alene i rummet. Tættere på intet. Længere væk fra alting. Det eneste jeg havde tilbage var mig selv, men ham kendte jeg desværre ikke. f.b

2

kig i spejlet når min mor står der du vil se mig i hendes reflektion men ikke genkende det ukendte far du elsker hende jo til døden men elsker du overhovedet mig eller har du konstant lukket øjne

0

Jan 26, 2015

Jan 26, 2015 at 1:58 PM UTC

Clindballe

åben dine øjne

kig i spejlet når min mor står der du vil se mig i hendes reflektion men ikke genkende det ukendte far du elsker hende jo til døden men elsker du overhovedet mig eller har du konstant lukket øjne

6

blev formet og mast og presset ind i en cirkel forklædt som en ramme, der gjorde det vanedannende at være en udgave af mig selv, jeg ikke kunne genkende så jeg kendte ikke nogen, og følte mig hjemløs i min egen entré gik ture ved din opgang, og læste dit navn op indtil mine læber blødte af savnet fra dine nøgne fingerspidser og blå øjne, der kunne få mig til at smile med tårer i øjnene jeg var altid elleve år gammel i undertøj på din højre side med dine ribben op ad mine egne lænede mig så meget op ad dig, at jeg glemte at trække vejret selv om det så var på marmorgulvet i dit køkken med ømme ankler af berøringer havde kun klaustrofobi, da du ikke var her jeg var kun et menneske, da jeg elskede dig havde kun hjemve da jeg holdte op igen

0

Jun 2, 2015

Jun 2, 2015 at 6:48 AM UTC

kristine-jensen

vanekærlighed II

blev formet og mast og presset ind i en cirkel forklædt som en ramme, der gjorde det vanedannende at være en udgave af mig selv, jeg ikke kunne genkende så jeg kendte ikke nogen, og følte mig hjemløs i min egen entré gik ture ved din opgang, og læste dit navn op indtil mine læber blødte af savnet fra dine nøgne fingerspidser og blå øjne, der kunne få mig til at smile med tårer i øjnene jeg var altid elleve år gammel i undertøj på din højre side med dine ribben op ad mine egne lænede mig så meget op ad dig, at jeg glemte at trække vejret selv om det så var på marmorgulvet i dit køkken med ømme ankler af berøringer havde kun klaustrofobi, da du ikke var her jeg var kun et menneske, da jeg elskede dig havde kun hjemve da jeg holdte op igen

26

Jeg lover jeg ikke er gået fra min forstand men siden jeg gik fra dig bærer alle din jakke og ingen dit ansigt Jeg kan slet ikke huske din krop kun fremkalde dit blik da du bad mig blive Det er jo ikke fordi jeg ikke stadig elsker dig Jeg har jo altid kendt dig som var du min egen baglomme Det er bare fordi jeg ikke kan genkende mig selv når jeg har de bukser på længere

0

Dec 14, 2018

Dec 14, 2018 at 2:31 PM UTC

sleepwritings

Fremmedgjort

Jeg lover jeg ikke er gået fra min forstand men siden jeg gik fra dig bærer alle din jakke og ingen dit ansigt Jeg kan slet ikke huske din krop kun fremkalde dit blik da du bad mig blive Det er jo ikke fordi jeg ikke stadig elsker dig Jeg har jo altid kendt dig som var du min egen baglomme Det er bare fordi jeg ikke kan genkende mig selv når jeg har de bukser på længere

8

Jeg prøver at skrive i ydmyghed og ikke bitterhed Forsøger at huske dig med kærlighed, jeg er ikke vred Du gik og tog det hele med Mit sind er et helt andet sted og mit hjerte er ved at falde fra hinanden Hvis jeg bare havde elsket en anden end dig Kan ikke affinde mig med omstændighederne, har fået svært ved at genkende glæderne i tilværelsen Min krop er et hjem jeg ikke længere har lyst til at bo i Jeg har ikke mere at gi' af

0

Oct 1, 2017

Oct 1, 2017 at 4:38 PM UTC

sleepwritings

Untitled

Jeg prøver at skrive i ydmyghed og ikke bitterhed Forsøger at huske dig med kærlighed, jeg er ikke vred Du gik og tog det hele med Mit sind er et helt andet sted og mit hjerte er ved at falde fra hinanden Hvis jeg bare havde elsket en anden end dig Kan ikke affinde mig med omstændighederne, har fået svært ved at genkende glæderne i tilværelsen Min krop er et hjem jeg ikke længere har lyst til at bo i Jeg har ikke mere at gi' af

15

Og med et, blev jeg mig selv igen Hvor jeg dog kan se alting anderledes nu Hvor jeg dog ville ønske du aldrig havde smadret og ændret mig Hvor jeg dog ville ønske jeg aldrig havde sagt undskyld til dig, for at lade dig ødelægge mig Hvor jeg dog godt kan forstå hvorfor det forgik sig, ingen af os var til at genkende Hvor var det dog ikke min skyld, selvom du prøvede at overbevise mig om det

0

May 26, 2019

May 26, 2019 at 6:21 PM UTC

annacharlotte

Untitled

Og med et, blev jeg mig selv igen Hvor jeg dog kan se alting anderledes nu Hvor jeg dog ville ønske du aldrig havde smadret og ændret mig Hvor jeg dog ville ønske jeg aldrig havde sagt undskyld til dig, for at lade dig ødelægge mig Hvor jeg dog godt kan forstå hvorfor det forgik sig, ingen af os var til at genkende Hvor var det dog ikke min skyld, selvom du prøvede at overbevise mig om det

6