blev formet og mast og presset ind
i en cirkel forklædt som en ramme,
der gjorde det vanedannende at være
en udgave af mig selv, jeg ikke kunne
genkende
så jeg kendte ikke nogen, og følte
mig hjemløs i min egen entré
gik ture ved din opgang, og læste
dit navn op indtil mine læber blødte
af savnet fra dine nøgne fingerspidser
og blå øjne, der kunne få mig til at
smile med tårer i øjnene
jeg var altid elleve år gammel
i undertøj på din højre side med dine
ribben op ad mine egne
lænede mig så meget op ad dig, at jeg
glemte at trække vejret selv
om det så var på marmorgulvet i dit
køkken med ømme ankler af berøringer
havde kun klaustrofobi, da du ikke
var her
jeg var kun et menneske, da jeg
elskede dig
havde kun hjemve
da jeg holdte
op igen

Jeg sad på broen, med fødderne svævende over himlen. Jeg så mit spejlbillede, men jeg kunne ikke genkende det. Det kunne ingen. Så jeg lod mig falde. Omringet af kulde og farven blå. Alene i rummet. Tættere på intet. Længere væk fra alting. Det eneste jeg havde tilbage var mig selv, men ham kendte jeg desværre ikke.

*f.b

der er violer der gror i min hals.
de bliver vandet af røgen fra mine gule camel, men de vokser også af tårerne fra mine blå øjne.
jeg skænker ikke rigtig blomsterne en tanke, nej jeg ænser dem ikke.
jeg ved de altid vil gro sig større, selv når jeg ikke bemærker det.
jeg kan efterhånden genkende den kvælende fornemmelse. der er intet nyt i denne kvalme der breder sig.
trods jeg kender følelsen alt for godt
så rammer det mig stadig hårdere hver gang.
violerne i min hals har vokset sig absurd højt
og de smukke blomster kvæler mig
men hvad gør man
når man overvander blomster med sine tårer
og man græder for ofte?

blev formet og mast og presset ind
i en cirkel forklædt som en ramme,
der gjorde det vanedannende at være
en udgave af mig selv, jeg ikke kunne
genkende
så jeg kendte ikke nogen, og følte
mig hjemløs i min egen entré
gik ture ved din opgang, og læste
dit navn op indtil mine læber blødte
af savnet fra dine nøgne fingerspidser
og blå øjne, der kunne få mig til at
smile med tårer i øjnene
jeg var altid elleve år gammel
i undertøj på din højre side med dine
ribben op ad mine egne
lænede mig så meget op ad dig, at jeg
glemte at trække vejret selv
om det så var på marmorgulvet i dit
køkken med ømme ankler af berøringer
havde kun klaustrofobi, da du ikke
var her
jeg var kun et menneske, da jeg
elskede dig
havde kun hjemve
da jeg holdte
op igen

gider ikke mere
1, 2, 3 væk
så kunne vi begge slippe
uden mig
dig, helt dig selv
uden mig


gør det nemt
gør det kort
gør det sikkert
skal intet kigge på, for jeg vil være væk
forsvundet i det blå
har sat mig selv på et alt for højt sted
jeg vil ned

jeg kan ikke gå fra dig
så jeg må finde en anden vej
ved godt det er tarveligt
men jeg har det dårligt
jeg kan ikke genkende mig selv
jeg vil ikke genkende mig selv i det her
jeg vil dig
men jeg vil ikke mig

Jeg prøver at skrive i ydmyghed og ikke bitterhed
Forsøger at huske dig med kærlighed,
jeg er ikke vred
Du gik og tog det hele med
Mit sind er et helt andet sted
og mit hjerte
er ved at falde fra hinanden
Hvis jeg bare havde elsket en anden
end dig
Kan ikke affinde mig med omstændighederne,
har fået svært ved at genkende glæderne
i tilværelsen
Min krop er et hjem jeg ikke længere har lyst til at bo i
Jeg har ikke mere at gi'
af

Jeg lover jeg ikke er gået fra min forstand
men siden jeg gik fra dig
bærer alle din jakke og ingen dit ansigt
Jeg kan slet ikke huske din krop
kun fremkalde dit blik da du bad mig blive
Det er jo ikke fordi jeg ikke stadig elsker dig
Jeg har jo altid kendt dig som var du min egen baglomme
Det er bare fordi jeg ikke kan genkende mig selv når jeg har de bukser på længere

Og med et, blev jeg mig selv igen
Hvor jeg dog kan se alting anderledes nu
Hvor jeg dog ville ønske du aldrig havde smadret og ændret mig
Hvor jeg dog ville ønske jeg aldrig havde sagt undskyld til dig, for at lade dig ødelægge mig
Hvor jeg dog godt kan forstå hvorfor det forgik sig, ingen af os var til at genkende
Hvor var det dog ikke min skyld, selvom du prøvede at overbevise mig om det

du ser på mig med øjne, jeg kun kan genkende hos børn
du hader alle, men elsker mig
det har jeg nemt ved at forstå

det gør ondt i min krop og jeg er i tvivl om det ægte eller om jeg aldrig har mærket dig på mine læber for det her er hvor jeg gerne vil være jeg giver dig al hvad jeg kan, selvom jeg ved du ikke kan genkende min kærlighed
rør mig med din synd og fortæl mig det er ægte når du ligger i mine arme og jeg ikke bare forstiller mig noget
jeg ved ikke om jeg kan, jeg er bange for at skuffe dig så jeg river op i al hvad jeg egenligt er ligeglad med for at skubbe dig væk er nemmere end hvis jeg intet er
jeg vil prøve
for når du er langt væk, gør det stadig ondt og det føles som om du ligger i mine arme