Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
anna charlotte Feb 2015
nu hvor det er ovre, er jeg fuldstændig ædru
og gud hvor er jeg dog afhængig
og **** hvor er det dog svært at holde mig fra det
jeg hoppede i med begge ben, for at finde noget nyt
og faldt fra uden en eneste fordel
jeg drænede mig selv
jeg forvirrede dig
og det ødelagde det vi kunne være

nu hvor det er ovre, er jeg fuldstændig smadret
og gud hvor er det dog svært
og **** hvor kan jeg dog bare mærke det helt ind i min kerne
jeg æder panodiler som var det vingummier, for at dulme smerten
og det hjælper ikke
jeg drukner mig selv
jeg savner dig
og det ødelægger mig
anna charlotte Mar 2015
jeg savner, at du synes jeg var nuttet og smuk
jeg savner, at du ville kysse mig
jeg savner, at du holdte min hånd
jeg savner, at du kontaktede mig hver dag

jeg savner, at du savner mig
Naja Dec 2015
Strøg ned ad strøget forleden nat.
En fredag aften fyldt med fordrukne gamle som unge tumlende rundt på brostenene.
Engang var de blanke, nu ikke så meget, men jeg nyder lyden af mine træsåler mod de sorte sten.

Alt idyl og selv stjernerne kan man se .
En mand med en sjov hat spiller en sang, han giver et smil som jeg går forbi.
Jeg synes jeg har hørt den før men ved ikke hvor.

Kigger til højre, hvad fanden sker der??
En måned til jul med hvad ser jeg?
Overflod af vulgært julepynt i vinduet.
Vinduet bliver smadret i skærmen for alt er dækket af røde og gyldne kugler, julekugler!
Med glimmer og balloner og en nisse til 495,-

Jeg strøg ned ad strøget.
Gamle fordrukne mennesker som tror de stadig er 20.
Den ene øl efter den anden og så en flaske af det røde.

Unge fordrukne BØRN som ikke har lært en skid.
Stramme hvide bukser og en breezer i hver hånd.
"Undskyld men hvor gammel er du, din refleks er ved at falde af".

Men selvom brostenene protestere i foragt, mens de drukner i absinth og bliver kvælt i bræk, vil de smuldre af overlast og stadig lade som om de er nylagt.

Jeg strøg ned ad strøget og vidste ikke hvor jeg skulle hen.
ordet farvel vil føles tungt i munden
det vil smage af salt og orange kridt
og du vil bilde dig selv ind, at det er
sæbe i stedet for virkeligheden
dine håndled vil være fyldt med bly
og du vil bære din hud som torden
nogle dage vil du tænke på marmor,
nogle dage vil du tænke på på regn
men de fleste dage vil bare være en
nuance af magenta, som farven på din
din mors syvende bryllupskjole, der
duftede af jord, rødvin og pastelblå dage
du vil stirre på telefonen og læse
alle dine gamle digte igennem en sidste
gang, kreere skulputerer på din hofte
og forestille dig smagen af museumslofter
du vil tygge på ordet farvel som var det
sort lakrids mod din tunge
lad disse dage ske for dig, lad dem fortære
dig og lad dem røre ved dine albuer og
fortæl dem, dine lår er lavet af kviksølv
lad farvel sprede sig som sygdomme langs
dine årer, og sig så farvel til farvel
- digte om et papmachesind
Jeg er helt alene og forladt,
når jeg er sammen med folk.
Gående mod strømmen
Når vi går i samlet flok.
Ensomheden gør at jeg er  
Hungrende kærlighedsliderlig
Savlende efter bekræftelse
I desperate forsøg, stadigvæk
Klamrende til dine mange -
Gamle beskedne beskeder.
Vi kender hinanden godt
Du ved hvem jeg er bedst
For engang var vi tætte - nu
Kan jeg virke lidt fremmed.
Selvom vores hænder matcher
Vores kroppe hører sammen.
Og vores hjerterytmer slår i takt.
I hvertfald lidt endnu.
Frederik B Mar 2015
*** spurgte om vi skulle drikke kaffe. bestilte kakao istedet. jeg drak min kaffe. som aftalt. vi snakkede som dengang. ingen hæmninger. hudløst ærlige - om alt andet end os.
*** sov med smykker på. iført sine læderbukser og en nedringet t-shirt. nattetimernes tomhed blev afbrudt af en snorken, som jeg besynderligt nok fandt tiltrækkende.
*** bad mig om at finde min gamle lighter frem. rive i tandhjulet i et forsøg på at skabe en gnist. en gammel flamme kunne opstå. med lidt held og den rette fremgangsmåde.
kaffen er skyld i, at jeg ikke er en del af hendes drømme. kakaoen er skyld i, at *** ikke er en del af min virkelighed.
Sophia Edens Jan 2015
Jeg gemmer mig bag alt.
Her for tiden,
er det somom der intet forhæng er,
foran mig.
Jeg kan kun gemme mig
bag mennesker jeg elsker,
mange ting er ved at gå op for mig nu.
Tingene bliver seriøse.
Jeg bliver ældre,
uden min egen vilje.
Og så dog ja.
Jeg vil gerne blive ældre,
opleve verden,
møde nye artsfæller
og musik skal spille forbi mig i en ****.
Jeg vil være lært.
Bekræftet.
Elsket, ikke af alle, men af nogen.
Men lige nu
er jeg ikke den jeg vil være, endu.
Lige nu skal jeg gemmes væk
fra det skæmmende og tænke frem.
Ikke være i nuet som alle andre.
Ikke kigge tilbage på de gamle billeder.
Kun frem. Kune frem. Kun frem.
Jeg er der snart.
Jeg består ikke det der ******.
Men når lige at hoppe med
inden det kører fra mig,
mod det hvide, uklare lys.
Hent mig.
Fra dette skræmmende sted.
Læg dig ved siden af mig
og sig ingen lyd.
Kun dig og dit åndedræt,
har jeg brug for.
Kun dit nærvær.
Kun nærvær.
Nærvær.
Og gem mig væk.
Ida Glitre Mar 2015
jeg glemmer dig
jeg klipper dig ud
ud fra min hukommelse
ligesom jeg klipper i min fars gamle
kunstbøger
du er kunst men ikke al kunst
kan huskes
andenrangs poet Mar 2015
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
Marolle May 2015
drømmen om storbyslivet og drømmen om ****
mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile
det var sådan jeg havde forestillet mig det
livet i byen versus livet i landet
min forestilling var korrekt i starten
nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber
jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
det menneske der altid er forjaget
det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden
det menneske der ikke kan andet end at smalltalke
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv
jeg husker, hvem jeg var engang
jeg husker de stille morgener, med den friske luft
jeg husker gåtur med mine forældres labrador
jeg husker roen
jeg husker smilene
jeg husker minder
jeg savner
jeg holder disse minder i live
jeg bliver mindet om dem ofte
specielt når jeg har de dårlige dage
når jeg så tilbringer tid med mine home-girls
da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem
alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene
disse er splittet mellem personer fra landsbylivet
personer der kender mig fra mit gamle liv
disse personer søger jeg til på dårlige dage
for jeg blev det menneske jeg ikke ville være
nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder
og omvendt forsøger jeg at forstå deres
men det kan aldrig blive det samme
for vi har levet forskellige liv før vi mødtes
og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt
man kan snakke om her og nu begivenheder
og forsøge at skabe fælles minder
der kan snøre os sammen som et spindelvæv
eller et ekstra sikkerhedsnet
men nye bekendtskaber vil forevig og altid
minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet
for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være  

*(Marolle)
Kan ikke længere kende mig selv og føler ikke jeg har forandret mig til noget bedre og nyere. I går mødtes jeg med en barndomsveninde og følelsen af hjemme og gamle minder var fantastisk. Det kurerede mig for en tid, indtil nu.
sabinasophie Feb 2015
i din hud er ridserne af gamle erindringer der presser på i nervesystemet
i hver ryghvirvel gemmer sig en snu hemmelighed om diverse ting der aldrig skulle have været hændet
du har skrevet hver og en ned på servietter og plantet dem
dine ord er visnet hurtigere end du havde formodet
og uden videre ved du ikke hvem du er
sabina sandager
Katrine Sep 2014
Hvad gør vi med regnen
i hendes øjenkrog
med fugten der
langsomt spreder sig
til smilehullet

Hvad gør vi med
oversvømmede kældre og alle hendes
brændte fingrerspidser
med de gamle fotografier af Hende
der svømmer rundt nedenunder

Fortæl mig, hvad gør vi med
falmende hænder
der længes efter hinanden
når det regner
kigger ind på lejlighederne og
gløden af følelser vælder i mig glimt af tårer glimt af
vægtløshed og mørkeblå og bålrøg
som om jeg nogensinde har oplevet noget der kører som en spillefilm i
mit hoved når jeg tænker på det perfekte
som om jeg ved hvad jeg egentlig tænker som om ord ikke dekonstrueres og knækker sammen ved blot et enkelt blik
verden er opløselig
ubetinget tidsløshed
livet er elastisk
hvis nogen fortalte mig, at jeg ikke har været på jorden i mere end fem år ville jeg ikke tvivle det
mine minder smelter ligesom under opmærksomhedens lys som gamle billeder af glemte mennesker som om nogen har plantet dem i mig som om jeg
aldrig har været mit eget menneske før
og alt der sker lige her topper ikke alt hvad der sker på gaden og i byen og i landet og i havene og på kontienterne og på kloden og i solsystemet og i galaksen og i universet og i eksistensen
det hele er slimet og formløst i min forståelse
jeg kan ikke forklare det for jeg ved ikke noget
jeg kan ikke forklare det men jeg ved ikke noget
som om jeg er et stykke tyggegummi på undersiden af en
sejlbåd midt i
saltvandet
hvis jeg kniber øjnene sammen bliver teksten fed
**saltvandet
Anna Nov 2014
jeg ved ikke om du ved
at dine gamle planter stadig står
i vindueskarmen
de bliver ikke vandet
ihvertfald ikke af mig
fordi hvorfor skulle jeg?
hvis jeg ikke engang kan vande et par usle, idiotiske planter
hvordan skulle jeg så kunne holde den voldsomme ild
der brændte inde i mig,
tændt?
Maja Klit May 2015
Jeg slukker altid for TV-et når nyhederne kommer.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg kører over vejen for rødt.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg hjælper ikke den gamle mand op af 123 trin-trappen.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg åbner ikke døren for de røde indsamlingsbøtter.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg ignorerer folk på gaden jeg kender, hvis jeg ikke har overskudet til at smile sødt og sige "Hej, Hvordan går det"
Er jeg et ondt menneske?

Jeg tager ikke mine vitamin-piller.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg giver mig selv en fridag af og til.
Er jeg et ondt menneske?

Jeg mistænker folk I metroen for at være terrorister.
Er jeg et ondt menneske?

Eller er jeg bare et menneske?
Naja Feb 2015
En varm væske i en brunrød farve
Næsten usynelig varm luft stiger
til vejrs
Et lidt for gennemblødt
lidt for brugt tebrev flyder rund
I bunden af den limegrønne kop
Snart begynder de små korn at flyde
Flyde ud af en mør og næsten ødelagt pose af tyndt papir
Først rundt i det lunkne snart kolde vand
Derefter vil det samle sig på bunden i en lille bunke
Når den bliver for kedelig ender det
I den gamle rustne og lidt for lille håndvask i kolonihavens køkken
Naja Feb 2015
Blide men hastige toner
Fra hendes lysebrune guitar
Minder mig om egetræet i min gamle have, som falmer langsomt
Ligesom sangen man har hørt
For mange gange
Noderne slynger sig ind i øregangen
Har lyst til at blive
Men triller hurtigt ud igen
Afvist
Alt for mange gentagelser af toner
Som første gang var det eneste rigtige
De eneste man kunne holde ud
Men eftersom tiden løber ud
Falmer tonerne
Emma Aa Jan 2015
Lille pige med hang til selvdiskruktivitet. Lille pige med tanker så højlydte, at de kan høres i Kina. Lille pige uden ønsker og drømme, men alligevel med umulige forventninger til hendes egen eksistens.

Lille pige med ar og sår, indeni såvel som udenpå. Lille pige med tårer så salte. Lille pige helt alene og lille og tom. Lille pige med mund så tør og øjne så våde, at man druknes ved synet.

Lille pige, som drømmer sig væk til det gamle. Væk til det lykkelige og uforurenede. Væk til det uskyldige og lyse. Men næste dag kigger den lille pige ud og alt *** ser er fortsat sort.
L S Tesler Oct 2014
"man kan, hvad man vil"
det sagde du selv
da du tog mit hjerte i dine lune hænder
efter 6 måneder i den evige
kulde
du og jeg
dig og mig
vi er så meget
men lige nu, er vi ingenting
længsel er vores drivkraft
kærligheden er skrøbelig
og vi skal passe på
så vi ikke knuser den
igen
lad os prøve igen
lad os elske igen
det føles som gamle dage
når dine øjne smiler til mig
og minder mig om
hvorfor jeg hoppede i det blå hav
de består af
til at starte med
lygtepælens skær krammer
din mørkegrønne bil
med duggede ruder
fordi vi trækker vejret istedet for at
snakke
jeg forsvinder i
lyserøde skyer
når du fortæller mig
at du har savnet mig
inden du trækker i mit halstørklæde
for at lade vores læber mødes
jeg ser ikke andet
end hvad vi kunne blive
du og jeg
dig og mig
igen
et stævnemøde mellem det mulige og det umulige
90'er lyrikken og romantikkens nationalistiske digte
vi kan (først) grine når vi bliver gamle
udskyd det nødvendige, det gode

absolutistisk kommunikation
siger ord mere end tanker? siger tanker mere end handlinger?
to mennesker, der taler på skift
dialog-løst, kontaktløst
mindretals-mobning
moralsk udhulning
jeg vil tale om frosne ærter, om silkebånd, om stjerneskud og om biller

så kompliceret at det er simpelt;
så simpelt at det er kompliceret
et modsvar fanges i halsen, synkes smertefuldt; langsomt
selviscenesættelsens signalværdi
generationens forbandelse
et fyrværkeri af diversitet
livet vælter os ikke
agtværdig trodsighed
store ord og globalisering og konkurrencedygtighed og individualisme
digitalisering af menneskeligheden
fængslende frihed
pixelleret lydighed
Anna Jan 2016
Nostalgi er erindringen om en lykkelig fortid, et savn efter gamle minder. Nostalgi er duften af hans parfume, det er bænken ved havnen hvor vi alle sad en kold dag i marts og det er sangen der blev spillet på repeat i de første forårsmåneder.
Men nostalgi er i sandhed også et væld af ødelagte brudstykker. Et skærpet syn på dengang, kun fremtvunget af dufte, lyde eller steder. Nostalgi er idéen om at alting var perfekt, og at alt nu er forkert. Det er sløret og utydeligt, en rude der er dugget til, rent synsbedrag. Bare fordi vi husker det som noget godt, er det ikke nødvendigvis rigtigt.
noget ala en textpost jeg fandt på tumblr
jeg vil vende enhver sten, enhver bog, ethvert papir så jeg kan
køre det våde stof hen over fladen og fjerne
støvmolekylerne
ligesom køre gennem værelset som en rengørende orkan
jeg vil skrubbe hver en død hudcelle af, al snavs, alle dårlige følelser
intet andet end opgaven foran mig: gør rent
de døde hudceller, de hengemte støv-fnug, de døde følelser der hæmmer for udviklingen, henslængt over mit mentale værelse, som gamle sokker, som den glemte madpakke
en ond cyklus af, at ville have det godt men ikke kunne overskue at ordne det, der skal til - hvilket leder til større energiunderskud
og jeg er ved at eksplodere af rodet, beskidt, indelukket!!
jeg vil tørre hele værelset af, endevende det hele til det er
R E N T
jeg vil åbne vinduerne
på mit værelse
i mit hoved
jeg vil gøre rent
Victoria Wilhelm Aug 2019
I New York City;

i en afgangshal med himmelrum og stjerner som loft hopper en gruppe asiatiske piger i takt med højtaler announcements på deres side humper en krop forbi iklædt pink handsker og pink sko glaskrystaller i øjnene én enkelt glaskrystal for enden af stokken under det højthængende flag overhaler jakkesæt og mappedyr turister og gamle mennesker og små børn og alle dem der        altid bliver overhalet


I New York City;

på en gade der krydser med en anden ser jeg høje sko på det vinteroptrukne asfalt snefnug sætter sig fast i nyopsatte frisure jeg hører lyden af én enkelt hæl  der fastlåses i sprækkerne mellem fortovskanten og én flise der optræder mønstre i fortovets cement      mon alle på Manhattan bærer høje hæle i vintermånederne?


I New York City;

alle blikkene kører som elevatorer         op og ned
jeg tager trapperne op på perronen og jeg møder flere blikke



altid dette i New York City; (og alle andre steder)

blikke
blikke
øjne der løber op og ned af kroppe

min krop, der er så kold.


I New York City;

*
jeg går og jeg går jeg befinder mig på L, M og F toget jeg er på Union Square    igen  
jeg er på upper East Side køber franske bøger til et fransk-amerikansk oplæsnings-arrangement Rien ne s’oppose à la nuit, og New York City du viger heller ikke for natten ikke for blikke   ikke for nogen.

ungdomspoet Jan 2016
kysset på min kind fryser min krop til is
og dine sukkersøde undskyldninger smager
lidt af gamle minder som jeg forlængst har
begravet i den kolde vinterjord men du bliver
ved med at så nye frø, selvom jeg siger til dig
at det er for sent og jorden er død og kold nu
her kan ingen kærlighed blomstre
dengang det var sommer i mit sind og jeg
bad dig hjælpe med at plante røde roser
havde du travlt med at stikke mig med tornene
og jeg blødte i hvad der føltes som en uendelighed
jeg har stadig synlige ar overalt på min krop
så nu når du endelig dufter min rosenhave
og siger at det burde have været dig og mig forevigt
kan jeg ikke andet end at fnise og kigge på dig
med mine store grønne øjne og fortælle dig at nu
er det alt for sent for jeg har allerede givet mine
roser til en anden
Anna Sep 2015
krøllet lagner og uglet hår
en smøg i min hånd,
og en badekåbe svøbt om min krop
sort kaffe og stilhed på østerbro
eller måske er det ikke så stille
jeg ved bare det eneste jeg hører
er gamle minder og bitre ord


'du kunne få alting men du fik ingenting'
Anna Nov 2018
#1
gå ned på det lokale beboerhus og drik noget urtete. læs den bog du har haft stående på reolen i årtier. fortæl din mor om din dag. græd til en film der rør dig som ingen dreng har kunne røre dig før. invitér dine venner over til gulerødder og hummus. drik te. lav en playliste med sange der gør dig søvnig; gå tidligt i seng og lyt så til den playliste. forkæl dig selv med din yndlingssnack efter en lang dag. hav altid en paraply i tasken, så du er forberedt i disse regnfulde dage. få nu lavet det ekstra hul i øret, som du så gerne ville have. og skriv nu til den tatovør du synes er så god. lav en kande te. genoptag kontakten til gamle venner og bekendtskaber. fjern dine neglelakrester og mal dine negle i en ny farve. drik nu noget mere te!
fokusér på de små ting.
forkæl dig selv, som du ville forkæle én du elsker. det fortjener du.

— The End —