"galoperer" poems
I knivskarpe stiletter galoperer jeg tværs gennem København. Broerne rejser sig som bjerge, og jeg bestiger dem med glasskår under mine gribende negle. Med isklumpede propiller stirrer jeg mig blind i mørket. Jeg skråler af ubehag og mine øjenlåg sitrer i takt med bumpene i min halshvirvel. Vanviddet er larmende, og rødvinen forstærker den skrattende bas. Min mund er tør som en ørken, men den har heller ikke noget fornuftigt at sige. I knivskarpe stiletter galoperer jeg tværs gennem København.
Jan 9, 2015
Jan 9, 2015 at 9:42 AM UTC
Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt.
Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig.
Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.
Sep 27, 2017
Sep 27, 2017 at 12:28 PM UTC