Jeg ventede for lang tid
Jeg mistede min chance
Nu er jeg her, forvirret og træt
Intet har slået mig så hårdt som den sandhed, mit ellers iskolde hjerte fremtryllede i gårsdagens nattetimer
Ej hvor gør det ondt alligevel
Dine fingre rør mig som glasskår mod min skrøbelige hud
Men smerten er næsten længeventet og rar for mig
Det sekund hvor du slipper dit greb omkring mig, kan jeg mærke at jeg lever lidt
Du lader dine hænder forsvinde fra min krop og du hiver mit hjerte med dig.
Det prøver at slå så godt det kan, men det bløder.
Jeg vil aller helst give op og smide det hele på gulvet også bare lade mine frostfarvede øjne erindre smerten
Jeg har fortjent al den smerte jeg kan få
Så vil du ikke nok gøre hvad du kan for at ødelægge mig, vil du ikke nok skære mine fejl ind i min hud, slå dumhederne ind i min hjerne og få mig til at græde så meget at mine øjne svier.
sabina sandager
