jeg ligger i et badekar og vandoverfladen er fuldkommen stillestående
jeg er ikke mig selv
fra nu af er jeg ikke mig selv
jeg står nøgen i køkkenet og spiser en ostemad med det våde hår klasket ned af ryggen
han omfavner mig bagfra og stikker fingre op i mig, jeg ved ikke hvor mange men jeg kan ikke holde nydelsen tilbage
jeg vender mig om for at få mere men han er der ikke længere
og jeg er ikke længere mig

i dag er jeg lavet af grankogler og oktoberbrise
i dag er jeg  pigen, der er iført lyserød
neglelak
hende, der drikker lemonade alene
i dag er den dag, jeg mødte dig på biblioteket med
blå mærker i mange nuancer på dine læber kreeret af
hende
tanker eksploderer som klare stjerneskud
jeg ved ikke, hvad jeg tænker, men pludselig sidder vi
i et mørkt lokale, og din ven køber billige øl til mig
og du får lov til at smage
din mor var din far utro, fordi *** lever i 18 forskellige
universer, og hendes hår er lavet af hjemløse dage,
og på nøgne gader er kærlighed det samme som ***

i dag er jeg klar over, vi ikke er venner længere,
dog vil vi stadig lade som om over lun te i sensommeren
men vores tunger er ikke lavet af samme kviksølv
jeg vil stadig smile til dig, når jeg ser dig i byen
men jeg vil også være dit eneste univers, jeg vil tælle
blomster i Kongens Have med dig, men jeg vil aldrig
se dig igen

i dag er den dag, du lærer, hvad lykke er
den slags, der danser på din hud som aftenregn
den slags, der gnaver i dine lunger, som stikkende
bordeaux ild

De gik ind sammen. Han betalte hendes billet - selvfølgelig. Han sagde ikke noget, for det gjorde *** heller ikke. Han viste vej, og gik ned i den bagerste del af bussen. Han satte sig inderst i håb om, at *** ville sætte sig ved hans side. Det gjorde *** ikke. *** satte sig i den anden side af bussen...
Få minutters stilhed fik hende til, at skifte mening, så *** satte sig hos ham. De sagde ikke noget, men alle i bussen kunne høre deres skænderi. Klokken havde lige slået 23.23, og de kørte to forskellige veje, i en og samme bus.

drømmen om storbyslivet og drømmen om ****
mareridt om landsbylivet og mareridt om hvile
det var sådan jeg havde forestillet mig det
livet i byen versus livet i landet
min forestilling var korrekt i starten
nyt hjem, ny hverdag, nye bekendtskaber
jeg faldt på plads, jeg etablerede mig, jeg integrerede mig
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
det menneske der altid er forjaget
det menneske der ikke har tid til at smile til folk på gaden
det menneske der ikke kan andet end at smalltalke
jeg blev det menneske jeg ikke ville være
endelig opdager jeg denne forvandling af mig selv
jeg husker, hvem jeg var engang
jeg husker de stille morgener, med den friske luft
jeg husker gåtur med mine forældres labrador
jeg husker roen
jeg husker smilene
jeg husker minder
jeg savner
jeg holder disse minder i live
jeg bliver mindet om dem ofte
specielt når jeg har de dårlige dage
når jeg så tilbringer tid med mine home-girls
da opdager jeg, at det er der jeg har gemt dem
alle minderne vi deler, alle minderne om drømmene
disse er splittet mellem personer fra landsbylivet
personer der kender mig fra mit gamle liv
disse personer søger jeg til på dårlige dage
for jeg blev det menneske jeg ikke ville være
nye bekendtskaber forsøger at forstå mine minder
og omvendt forsøger jeg at forstå deres
men det kan aldrig blive det samme
for vi har levet forskellige liv før vi mødtes
og forståelsen vil derfor aldrig være fuldendt
man kan snakke om her og nu begivenheder
og forsøge at skabe fælles minder
der kan snøre os sammen som et spindelvæv
eller et ekstra sikkerhedsnet
men nye bekendtskaber vil forevig og altid
minde mig om den jeg engang var og den jeg er blevet
for jeg er blevet det menneske jeg ikke ville være  

*(Marolle)

de er hårdt at sige farvel
til en du elsker
eller har elsket
lige meget hvad der bliver sagt
eller hvordan det bliver gjort
fordi ordet farvel er symbolet
på en afsked og ikke løsrivelse
i den forstand at man sagtens
kan sige farvel uden at give slip
og jeg tror aldrig helt at jeg har
sluppet dig
eller at du har sluppet mig
selvom vi sagde farvel for
længe længe siden
og jeg savner dig stadig
nogle gange når tiden går baglæns
og jeg mindes alle de gange du
rørte mig med dine lange fingre
og dit skæve smil der afslørede
skæve tænder
og jeg elskede hvert sekund med
dig
selv de sekunder hvor jeg havde
lyst til at rive dit hovede af
fordi du frustrede mig så meget
da du var inkompetent i forhold
til at være ærlig overfor dig selv
og mig
nu ville jeg bare ønske at jeg havde
holdt fast på dig og sørget for at
du følte dig tryg så du kunne være
ærlig
men nu ligger vi i to forskellige ender
af landet og savner hinanden
for vi ved ikke hvordan vi skal være
venner for det var vi vel egentlig aldrig
men jeg har ikke sluppet dig fri endnu
du vil stadig altid være min store kærlighed
og hvem ved om du finder din vej
ind i min radius igen
så vi kan smelte sammen
og ligge i din seng på en gade i København
og drømme om et mere spændene liv
men lige nu har du en anden
som ikke er mig
og selvom jeg godt ved at du ikke
elsker hende som du elsker mig
er det stadig kærlighed
og jeg elsker at du endelig har turde
at satse lidt på dig selv
for du ved jeg syntes du var det hele
værd, selvom du ikke selv kunne se
at du var andet end ét stort rod
du ved jeg ønsker dig alt det bedste
så indtil vi mødes igen
skal du vide at det altid er hårdt at
sige farvel
og da jeg fortalte dig at det var for sent
nu
var dét det sværeste jeg nogensinde har
gjort
fordi jeg ikke har givet slip endnu

vi to var ligesom et puslespil med 2000 brikker
det tog lang tid for os at samle alle stykker sammen til én helhed
og når vi gav op prøvede vi bare at presse to komplet forskellige brikker sammen
selvom vi begge to vidste det ikke kunne lade sig gøre
men hvorfor er det så at jeg sidder her
med et puslespil
hvor halvdelen af brikkerne mangler?
jeg troede vi sammen skulle finde de rigtige pladser til hver brik
men istedet fuckede du spillet helt op

Som tusindvis af kriblende myrer;
Myrer der slæber rundt på en fyrenål, på små bitte kviste eller en lille klump sammenhængende jord,
Som et stort kaotisk system af spinkle ben, følende horn og ækle insektkroppe,
Et system med en usynlig og uigennemskuelig dagsorden,
Samarbejdsvillige,
Men med forskellige funktioner,
Umulige at skelne fra hinanden ,
Forvirrende og spørgsmålsrejsende,
Svage alene,
Men revolutionerende og gennemslagskraftige sammen,
Eksistensbetvivlende og formålsforvirrende,
Hjerteskærende små myrer.

kommoden i hjørnet er begyndt at fortælle mig
mine tankestrømme er for støjende
for stærkt groende op ad de kølige
vægge i symbiose med radiatorens
lunkne ånde det er som om
dit ansigt er begyndt at fortælle mig
det ikke vil huskes
som om det skrumper sammen
til syv forskellige malerier
alle af forskellige kunstnere
alle lige forvirrende men blidt nuanceret
til min smag det er som om
vandfarven er begyndt at fortælle mig
jeg er dens favorit
som et rindende slør lægger den sig henover lærredet
som dine øjne jeg godt så holdt øje
med mig da jeg sank
ned i eftertænksomhedens bæk
det er som om ordene er begyndt at fortælle mig
din tilstedeværelse smager af brombær
og orange kridt

med tårer i øjnene hiver jeg luft ned i mine ekspansive lunger, husker
husker: det er bare nu'et. det er blot en brøkdel.
og en dag vil jeg have glemt dette øjeblik, dette blink med øjnene, forbipasseret fortvivlelse og forvildelse og utilpashed
og en dag vil jeg have varme, gyldne minder lokaliseret bag øjenhulen, bag drømmene
og jeg vil have hængt hvidt vasketøj op, jeg vil have talt med en vred bille, kørt i en lyseblå bil og købt mine egne øko-appelsiner.
jeg vil have klippet mit hår mindst ti gange, foldet fingrene om en andens krop, om en andens ømheder, en andens tanker, jeg vil have haft et hundrede forskellige par sko på mine to fødder, set nye vidundere og nye lavpunkter
og det smelter sammen og alt det ubehagelige fylder mindst
men lige nu kaster ubehag lange skygger

livet som en bedrift

beundrelsesværdigt
at grave livet op, erfaring under neglene

nogle gange er det bedste man kan gøre at leve
og så må erfaringerne hobe sig op og banke på og blive inviteret ind til reevaluering en gang imellem

tilstrækkelighed
at stikke en finger i jorden, en fod i vandet
at starte et kapitel, en bog
ryst livet ud i et sovende ben, levende, prikkende, knitrende tv - knasende

at fungere på forskellige frekvenser er et menneskeligt vilkår

at gå helt i stå og
så starte op igen
et mirakel

du skal ikke andet end at leve