"fornuftigt" poems
I knivskarpe stiletter galoperer jeg tværs gennem København. Broerne rejser sig som bjerge, og jeg bestiger dem med glasskår under mine gribende negle. Med isklumpede propiller stirrer jeg mig blind i mørket. Jeg skråler af ubehag og mine øjenlåg sitrer i takt med bumpene i min halshvirvel. Vanviddet er larmende, og rødvinen forstærker den skrattende bas. Min mund er tør som en ørken, men den har heller ikke noget fornuftigt at sige. I knivskarpe stiletter galoperer jeg tværs gennem København.
Jan 9, 2015
Jan 9, 2015 at 9:42 AM UTC
jeg synes, jeg er den mest inspirerende person i verden. jeg kan alt muligt. jeg kan tegne, jeg kan skrive, jeg kan læse mine egne tanker, ikke altid fejlfrit, men mine følelser får jeg i hvert fald nogenlunde forstået, og jeg ved, hvem jeg kan lide og hvad jeg kan lide og hvem jeg var. jeg synes, mine følelser for hende der jeg på en måde elsker (det er i hvert fald det, jeg har læst mig frem til) er mere interessante end hende, det synes alle andre også, det ved jeg, det synes jeg er fornuftigt at synes, og jeg er fornuftigere end dem. jeg har god musiksmag og god tøjstil, og de fleste er dummere end jeg. nogle gange ønsker jeg, at de ikke ville være så dumme og uforstående og stabile, og nogle gange har jeg ondt af dem, fordi de ikke inspirerer mig, med mindre jeg tænker noget om dem. men så skifter jeg mening igen, jeg skifter mening, fordi jeg er glad for at jeg er sindsforstyrret og kan læse tanker og se mig ud af alting og rive mit ansigt fra hinanden og skabe kunst af de hjerneceller, der
ryger med ud.
Jan 12, 2015
Jan 12, 2015 at 5:09 PM UTC