Byen gider mig ikke
denne gang
Folk træder på mig,
sparker til mig
Biler råber af mig,
forgifter mig.
Byen giver mig hovedpine
denne gang,
og jeg sover om natten,
hvor jeg før fandt mig selv på altanen
og røg
og beundrede
alle de lys der lyser for mig.
Jeg savner det jo,
og den er mig sikkert utro,
men det er nok okay
fordi jeg elsker jo byen så højt
men denne gang
er det ikke længere
en forelskelse.

Eller også er det glasset? Måske er det for stærkt,
hvem ved?
Der er stjernestøv i luften, sagde jeg til mig selv.
De små partikler forgifter den delikat
Det snurrer og jeg må holde fast i jorden for ikke at falde ned.
Alt jeg ser er paradokser og længtes hjem.
Balancere mellem liv og *****.
Der er stjernestøv i luften
jeg ser dig.
Millioner af stjerner adskiller os og river i afstandens sår.
Gid jeg kunne nå dig
Dræbe horisonten og
lad os nå det hele inden for dette
øje -
bliks tid
Støvstjerner

jeg forgifter nu min krop med mit grå sprog af poesi og eksistentielle refleksioner
ikke længere din tilstedeværelse
din silhouette
stemme
længslens fængslende humør