forevigt
jeg trasker stille rundt på mine stylter
som gør mig syv centimeter længere
kigger op mod himlen hvor stjernerne
aldrig har lyst så klart før
undtagen den gang da vi sad på din
altan og smilte med røde roser i munden
og røgen i vores lunger dansede
vi sad under præcis de samme stjerner
jeg betragtede himlen og tænkte
det kunne aldrig blive mere perfekt
at side under denne sorte himmel
med nogen andre end dig

bliver ved med at spole vores liv tilbage
vi er verdens største kærlighedsdrama
en roman der kunne sælge tusinde kopier
for vores læber er groet sammen og syet
med nål og tråd
og det gør ondt at sprætte op
jeg ved ikke om jeg tør at hive stingene ud
og lade min blomsterhave tilgro igen
bange for at du altid vil være syet sammen
men jeg ved at jeg nænsomt og smertefrit
ville kunne hjælpe dig, så du igen kunne
tale smukke ord og puste røg ind i min røde mund

jeg ligger her alene på en torsdag aften
og dufter lidt af sort kaffe og grå røg
i den seng hvor du engang lå ved siden af
og fyldte min seng med kærlighed
men nu er her kun mig
tomhed på hvide lagner
min fornuft er forsvundet
jeg vil ikke gå en til dag uden dig
mit skelet visner uden dig
ikke meget for at indrømme det
men jeg har brug for dig
det er ikke en mulighed at leve uden
hvordan endte jeg her
en pige som mig bliver ikke forelsket
men da jeg så gjorde
var det forevigt

Dine fødder,
der bruger en str. 46 i ******>trådte på mig
ydmyget
med halen mellem benene
flygtede jeg
men jeg kunne aldrig slippe væk
fra dig
du er forevigt i mine tanker
gemt væk i de hjørner
der gør ondt
når man kommer til at nærme sig dem

jeg er en konstellation af ord
kun eksisterende i kraft af
spildt blæk og søvnløse nætter

jeg har ord under huden, ord i blodet
ord på læberne og ord i munden
ord under neglene ord i håret
ord på skrå, kryds, tværs
ord i lungerne
ind
ud
ind
ud
ind


jeg udånder ord
ord, der kommer snublende, vaklende frem
som om de frygter dagens lys og
aldrig tør være andet end
usagt; forevigt

hvis jeg havde været et ord havde jeg heller ikke turdet

vi er ingenting
du gentager altid dig selv og vrøvler
og som L.O.C rapper "og vi jo intet, men intet varer forevigt"
intet er uendeligt
man kan ikke miste noget man aldrig har haft
du har aldrig haft mig
men du var altid mit alting
så jeg tvivler på hvad jeg er for dig

vil du være mit ingenting for evigt?
for jeg vil intet elske for altid

kysset på min kind fryser min krop til is
og dine sukkersøde undskyldninger smager
lidt af gamle minder som jeg forlængst har
begravet i den kolde vinterjord men du bliver
ved med at så nye frø, selvom jeg siger til dig
at det er for sent og jorden er død og kold nu
her kan ingen kærlighed blomstre
dengang det var sommer i mit sind og jeg
bad dig hjælpe med at plante røde roser
havde du travlt med at stikke mig med tornene
og jeg blødte i hvad der føltes som en uendelighed
jeg har stadig synlige ar overalt på min krop
så nu når du endelig dufter min rosenhave
og siger at det burde have været dig og mig forevigt
kan jeg ikke andet end at fnise og kigge på dig
med mine store grønne øjne og fortælle dig at nu
er det alt for sent for jeg har allerede givet mine
roser til en anden

jeg spørger ikke om forevigt
jeg spørger kun om svar
svar som jeg egenligt godt ved du ikke har
svar som jeg kræver
men egenligt burde lade ligge
ligesom jeg nu ligger her
kl 00, på en hverdag
som jeg altid gør
og skriver digte om ting jeg elsker, og ikke kan få

du umulige kærlighed
snart glemt, men alligevel forevigt gemt
inde i min indre og ydre bevidsthed
du popper oftes op i mine tanker, de gange jeg foruroliget passerer;
destinationer, individer, genstande
dér minder mig om dig
jeg kæmper stadig med afvendelsen af gamle vaner
der gang på gang, har formået at sætte hele mit tankesystem i livlige flammer, som har brændt mig op, indefra og ud

jeg ligger nu alene i græsset
glimtende illusioner springer så fint frem på den mørke nattehimmel
som det sidste jeg ser inden jeg
lukker begge mine øjne i
og møder dig i en af mine mange drømme
åh så naivt
og med forvrængede forhåbninger om
du og jeg

tørrer blidt, med knyttet hånd
en tåre af min venstre kind, mens jeg lader den højre dråbe løbe hele vejen ned til starten af mit kraveben
og dæmpet, fortæller jeg mig selv lavmælt  
med en snert af gråd i mit slidte stemmebånd
at dét forvrængede tankesystem her
er bygget på, at jeg så ynkeligt går og venter ivrigt og utålmodigt
på dét
jeg på én og samme tid absolut er bevidst om,
aldrig kommer til at ske
udover i mine drømme

jeg gemmer mig ikke længere
sætter min hat, ‘som jeg vil’
effekten er forlængst overstået,
det er, selvfølgelig kun hvis den indtræffede

jeg har altid undret mig over hvorfor det gør mig så rolig
så meget mere mig
aldrig afhængig, for dopen virker ikke
blæst af ren personlighed
forevigt fuld af tanker
altid ondt i hovedet

mine ord er dumme
jeg gemmer mig igen
lykkelig, det er bare noget vi leger