"flyvende" poems - Hello Poetry

Du er diamanter, jeg kan mærke mit hjerteslag. Og du føler at du er i live igen. Oplevelser igennem hinder af koldsvedende løfter. Vinden på stranden flyvende gennem mit hår. Hvis vi kun har det her liv, med idéfyldte tanker Lad os nyde det sammen, for husk; Det er mørkest lige inden - du står op. Så jeg føler at jeg er i live igen. Jeg er din diamant, jeg kan mærke dit hjerteslag.

0

Nov 7, 2015

Nov 7, 2015 at 5:12 PM UTC

holkenfeldt

Op løft/lev/lys

Du er diamanter, jeg kan mærke mit hjerteslag. Og du føler at du er i live igen. Oplevelser igennem hinder af koldsvedende løfter. Vinden på stranden flyvende gennem mit hår. Hvis vi kun har det her liv, med idéfyldte tanker Lad os nyde det sammen, for husk; Det er mørkest lige inden - du står op. Så jeg føler at jeg er i live igen. Jeg er din diamant, jeg kan mærke dit hjerteslag.

9

Højt højt oppe. Stadig under skyerne. Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet. Intet kan sammenlignes, intet er smukkere end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme. Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende? Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv. Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen, svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du? Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende? Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra. Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra. Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden

0

Apr 12, 2018

Apr 12, 2018 at 4:00 PM UTC

HazelLamb

Horn(minder).

Højt højt oppe. Stadig under skyerne. Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet. Intet kan sammenlignes, intet er smukkere end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme. Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende? Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv. Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen, svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du? Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende? Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra. Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra. Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden

12

uhåndgribeligt, fragmenteret forvirret mudret tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note opmærksomhedskrævende intethed larmende stilhed sukkende sindstilstand jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt struktureret tilintetgørelse frakoblet virkelighed rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden udslukt, for nu vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET menneskelig fejhed, menneskelig fejl terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up EN UGES PAUSE som mininum hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele ikke endnu er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang sælsomt livet er som en sky flyvende, himmelen er ikke blå virkelighedschok jeg er! jeg er! du er! vi er! min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne vestlig, menneskelig kropslighed skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende en bizar periode, nogen kalder den '2.g' mine digtes fokus er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry) at separere handlingen fra den, der handler mennesket, uspejlet i sine handlinger handlingen, uafhængigt at menneskelig magt at prøve at være over det hele går simpelthen ikke nogen må stoppe mig stop mig! stop samfundet! stop jordkloden! stop Tiden! det stolte og det sårbare

0

Nov 18, 2015

Nov 18, 2015 at 1:17 PM UTC

en-anonym-skikkelse

skyer

uhåndgribeligt, fragmenteret forvirret mudret tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note opmærksomhedskrævende intethed larmende stilhed sukkende sindstilstand jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt struktureret tilintetgørelse frakoblet virkelighed rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden udslukt, for nu vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET menneskelig fejhed, menneskelig fejl terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up EN UGES PAUSE som mininum hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele ikke endnu er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang sælsomt livet er som en sky flyvende, himmelen er ikke blå virkelighedschok jeg er! jeg er! du er! vi er! min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne vestlig, menneskelig kropslighed skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende en bizar periode, nogen kalder den '2.g' mine digtes fokus er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry) at separere handlingen fra den, der handler mennesket, uspejlet i sine handlinger handlingen, uafhængigt at menneskelig magt at prøve at være over det hele går simpelthen ikke nogen må stoppe mig stop mig! stop samfundet! stop jordkloden! stop Tiden! det stolte og det sårbare

47

En strøm af glæde i gennem min krop. En ekstatisk glæde ud i fingerspidserne. en øl, to øl. et smil bliver til grin en berøring bliver til kys et skridt bliver til løb Løb igennem gader febrilske hænder lystige blikke let flyvende lykkelig i et tog mod endestationen En del af noget, en del af dig nattens mørke omslutter vores kroppe toget bumler ud i mørket med øjene mod livet i mørke er alle bange Ikke os for vi er børn af mørket rodløse børn hånd i hånd alligevel ikke et hjem i din favn kærlighed formet af dig et silkebånd binder vores blod sammen vi er ikke ét vi, vi er én.

0

Apr 4, 2015

Apr 4, 2015 at 3:49 PM UTC

Blommebarn

Silkebånd

En strøm af glæde i gennem min krop. En ekstatisk glæde ud i fingerspidserne. en øl, to øl. et smil bliver til grin en berøring bliver til kys et skridt bliver til løb Løb igennem gader febrilske hænder lystige blikke let flyvende lykkelig i et tog mod endestationen En del af noget, en del af dig nattens mørke omslutter vores kroppe toget bumler ud i mørket med øjene mod livet i mørke er alle bange Ikke os for vi er børn af mørket rodløse børn hånd i hånd alligevel ikke et hjem i din favn kærlighed formet af dig et silkebånd binder vores blod sammen vi er ikke ét vi, vi er én.

25

og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte

0

Mar 20, 2016

Mar 20, 2016 at 7:06 PM UTC

en-anonym-skikkelse

midnatstanker

og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte

6