"flyde" poems - Hello Poetry

En varm væske i en brunrød farve Næsten usynelig varm luft stiger til vejrs Et lidt for gennemblødt lidt for brugt tebrev flyder rund I bunden af den limegrønne kop Snart begynder de små korn at flyde Flyde ud af en mør og næsten ødelagt pose af tyndt papir Først rundt i det lunkne snart kolde vand Derefter vil det samle sig på bunden i en lille bunke Når den bliver for kedelig ender det I den gamle rustne og lidt for lille håndvask i kolonihavens køkken

0

Feb 22, 2015

Feb 22, 2015 at 11:23 AM UTC

najaquist

Tetid

En varm væske i en brunrød farve Næsten usynelig varm luft stiger til vejrs Et lidt for gennemblødt lidt for brugt tebrev flyder rund I bunden af den limegrønne kop Snart begynder de små korn at flyde Flyde ud af en mør og næsten ødelagt pose af tyndt papir Først rundt i det lunkne snart kolde vand Derefter vil det samle sig på bunden i en lille bunke Når den bliver for kedelig ender det I den gamle rustne og lidt for lille håndvask i kolonihavens køkken

12

Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt. Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig. Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.

0

Sep 27, 2017

Sep 27, 2017 at 12:28 PM UTC

CecilieA

Skrig

Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt. Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig. Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.

3

og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte

0

Mar 20, 2016

Mar 20, 2016 at 7:06 PM UTC

en-anonym-skikkelse

midnatstanker

og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte

6

ikke tage livet så tungt blot lade sig bevæges lade det ske som at sidde i solen længe og mærke varmen helt ind i marven eller at flyde vægtløs i vandet med lukkede øjne og forestille sig rummet og vakuum med kropsløse eksistener hænge i den hvide hængekøje over det grønne græs med den blå himmel over sig mit skælvende hjerte er selvklæbende vi tvinges til at definere til at fortolke og forstå

0

May 4, 2016

May 4, 2016 at 3:52 PM UTC

en-anonym-skikkelse

Untitled

ikke tage livet så tungt blot lade sig bevæges lade det ske som at sidde i solen længe og mærke varmen helt ind i marven eller at flyde vægtløs i vandet med lukkede øjne og forestille sig rummet og vakuum med kropsløse eksistener hænge i den hvide hængekøje over det grønne græs med den blå himmel over sig mit skælvende hjerte er selvklæbende vi tvinges til at definere til at fortolke og forstå

9