Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
anonym Jan 2015
Jeg skal have dig ud af mit system
Men du har sat dig
Som en virus mit immunforsvar ikke kan fjerne
Mine tanker vender tilbage til dig
Hele tiden

Du er virussen
Der ikke vil forsvinde
Og alligevel
Har du ingen intentioner om at blive

Du ved det ikke selv
Men du er virussen der aldrig forsvinder
For jeg fodrer den med opmærksomhed

Hvordan
Kan mine tanker altid være hos dig
Når hele mit system ved
At intet nogensinde har været mere spild af tid
End at dedikerer min tid til dig

Jeg skal have dig ud af mit system
Men du har sat dig
Som hovedpulsåren jeg ville forbløde uden
Som virussen mit immunforsvar ikke kan bekæmpe
Som en opmærksomhedskrævende tanke
Jeg bliver ved med at vende tilbage til

For du er kærligheden jeg aldrig vil glemme
-men det har du allerede
Jane Deer Oct 2014
København.
Jeg elsker dine lyse nætter.
Det rødlige skær der siver ind mellem gardinerne når jeg slukker mit lys.
Biler der kører forbi, sirener i det fjerne og lyden af folks liv der passerer  mine vinduer.
jeg sidder i et lyst mørke og tænker
det her er mit hjem
jeg vil aldrig hjem igen
Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.
Marolle Oct 2015
biler kører stærkt forbi ude på Ringvejen
barn cykler rundt og råber på et fremmed sprog
flere biler kører forbi
computertasterne siger de velkendte klik’s, når jeg skriver dette
barnet cykler frem og tilbage
jeg kan høre cykelhjulets tikken
der bremses hård op på cyklen
en motorcykel i det fjerne gasser op
og en bil kører forbi ude ved blokkens gade
et andet barn i det fjerne råber: ”Papa, papa…”
der er fuglesang af fuglearter jeg ikke kender
og efterårsvinden suser i de gule trækroner
der er fodtrin nedenfor mit vindue
tunge skridt der bliver slæbt hen ad jorden
trafikken står aldrig stille
der vil altid være lyde at høre

*(Marolle)
emma Feb 2016
at det hele godt kan blive lidt tomt når man er alene i en to værelses og der kører politi forbi ude foran og der er en opvask der stadig ikke har taget sig selv og jeg kan ikke komme ud af døren uden at falde over sko og jeg har blokeret dig på snapchat og har også lyst til at fjerne dig som ven på facebook for du er sguda for fanden en nar men så igen fortjener du også at kunne følge med i hvor godt jeg (forhåbentligt) får det lige snart for selvom jeg har ondt i maven hjertet hovedet over beskeder bestående af kun et ord kunne det også bare være mig der er bange for at skulle forblive alene i en toværelses med blå blink igennem ruden og et fad med nachos der sidder fast og en dobbeltseng der kan rumme meget mere end mig og noget rod jeg ikke har energi til at fjerne ligesom jeg ikke har energi til at lave de afleveringer jeg har for til om en halv time selvom det burde jeg virkelig for jeg har lige fået en skriftlig advarsel fra gymnasiet men hvad nytter det når man ikke engang har energi til at gå i bad eller sætte kommaer eller slukke for hjernen når den tænker at det bedste svar man kan give er slukkede telefoner og halvhjertede beskeder det kan jo for fanden være ligegyldigt men det er det bare ikke
Lyden af kommunikation, hører jeg
en hvisken og taster der trykkes ned
Mit blik fanger et træt ansigt
To, tre, femten
Jeg sider på en stol
Jeg rækker en finger op
Men den bliver ikke set i skoven af hænder

Et host høres i det fjerne
Et grin sendes igennem lokalet
To, tre, femten
Hendes tyssen lukker stilheden ind
Jeg vender hovedet og kigger op

En forsvinder ind i et andet univers
To, tre, femten
Jeg forsvinder
xxx xxxxxx Apr 2015
Et enkelt hvæs
Råb og skrig i mit indre
Som at kalde på en livløs solsort i det fjerne
Fjern fra min egen benløse krop
Jeg stod ved siden af og så på mig selv
En såret solsort med en brækket vinge
Fløj og fløj uden at bevæge mig

Den konstante angst
Tænk hvis de nogensinde vidste
De sorte penselstrøg
Jeg har mishandlet solen
Og jeg kan kun se på mens det sker
Med en brækket vinge ser jeg til
Mens en livløs solsort ødelægger min krop
Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.
AnnaStorm Dec 2015
Jeg boede engang med en fisker
Hans ansigt var endnu fint
Hans hår var et net om hans tanker
Hans liv var en gyngende skude
Hvor er han min fisker fra havet
Han sejler mod fjerne kyster
Hans tanker er fremadrettede
Hans krop blot et sted at bo
Hans ord brændte fast i træet
Dengang i mit glødende bål
Nu er det blot kul under mine fødder
Små tusind diamanter som vand
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Rådne roser spirer i mig, fra den buket du gav mig - jeg tror ikke du har glemt den. Roserne er hvad jeg har tilbage af dig, men min kære, de er blevet en del af mig. Tog det dig mod at købe dem? Fortrød du da du havde afleveret dem, og du så at jeg gav mig hen? Var det meningen at der var så mange torne på? For de ridser og ødelægger mig, når jeg prøver at fjerne dem.
jeg vil fjerne mine ord fra universet lige så hurtigt som snapchat sletter de forvrængede ansigter mellem venner og to timers forberedte og perfekt iscenesatte flirter
men selv de flotteste blade på min fingerfilodendron og tre gange "om" kan ikke hamle op med idealer og drømme stående i kø uden for min hjerne, og lagringspladsen er ved at være udfyldt med nedadgående vækstmodeller, fluviale landskaber og aztekerriger
krystallerne på mit natbord kan ikke gøre forårsrengøringen for mig, så fej hurtigt mine ord under dørmåtten til der ingen spor er tilbage af det døgnåbne tankespind
jeg snapper dog lige en til gang for kan de 10 sekunder fra eller til gøre den store forskel i et allerede overrandt bæger?
jeg vil vende enhver sten, enhver bog, ethvert papir så jeg kan
køre det våde stof hen over fladen og fjerne
støvmolekylerne
ligesom køre gennem værelset som en rengørende orkan
jeg vil skrubbe hver en død hudcelle af, al snavs, alle dårlige følelser
intet andet end opgaven foran mig: gør rent
de døde hudceller, de hengemte støv-fnug, de døde følelser der hæmmer for udviklingen, henslængt over mit mentale værelse, som gamle sokker, som den glemte madpakke
en ond cyklus af, at ville have det godt men ikke kunne overskue at ordne det, der skal til - hvilket leder til større energiunderskud
og jeg er ved at eksplodere af rodet, beskidt, indelukket!!
jeg vil tørre hele værelset af, endevende det hele til det er
R E N T
jeg vil åbne vinduerne
på mit værelse
i mit hoved
jeg vil gøre rent
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
hvad skal der til
for at vaske følelsen af
spøgelseseksistensen af sig?
hvad skal der til for
at føle sig menneskelig?
gøre sig til et menneske
uden spindelvæv af stilhed vævet om relationerne

svømme i tør venskabelighed
den fjerne omsorg
det er nemt at forveksle med tilpashed
sådan må man lære at leve med livet
og tage ingenting i stiv arm

den epokegørende intetsigende hverdag
uden at forhippe sig afsted
at ikke haste ikke snuble over hverdagens benspænd
at der ikke sker noget: g r o u n d b r e a k i n g
det er så banalt
Louise Sep 2016
jeg er vitterligt talt en elendig maler
men hvis jeg nu ejede alle verdens farver
ville jeg alligevel gøre mig så pokkers umage
og med abstrakte og forsigtige penselstrøg
male alle dine dage fine, yndefulde lyserøde farver og din himmel, den rareste lyseblå
jeg ville fjerne alt det sorte, der skulle indtræffe i dit livs snoede stier og erstatte dem med en varm, gul farve, der ville udfylde dig med alverdens lykke og glæde
fordi mindre end dette, burde ej være optimalt, for én som du
llcb Jul 2016
Jeg har tre papkasser ude foran min dør og du ryster dit hovede når du kigger på mig. Det ødelægger mig virkelig og jeg har en sten i hjertet, fordi jeg er begyndt at føle mig som den du ser når du ser på mig. Forskruet. Forkert. En anden. Som var vi ikke familie. Som er jeg et sidespor toget ikke må køre på. Du taler hele tiden om de papkasser. Om at jeg skal fjerne dem, fordi de fylder og fordi de forstyrrer dig og fordi de står i vejen for dig. Jeg har tænkt noget tid over det nu, og jeg tror allerhelst at du vil have at jeg fylder de tre papkasser med mine planter, overhørte ord og dit tidligere liv.

Jeg tror ikke at det er papkasserne der står i vejen for dig,
jeg tror at du synes jeg gør.
hjerter i symbiose
og hjertestrengene spænder sig ud over flere kilometers vidde
en evig higen efter
den fjerne hjemplanet opbygget af
opaler og citronkernerne og lyserøde negle og nattergalesang
med en befolkning bestående udelukkende af måneskin og
champagnebobler
som smelter sammen og genopstår
sarte og bløde og i konstant venskabelighed
vi er bygget til så meget mere
til at brænde
til at svæve, at opløses og gensamles
essenstænkningen forskydes og jeg eksisterer to steder på én gang
mit folk som skytsengle bevåger alle jeg nærer glødende kærlighed for og
kysser alle ensomme menneskers øjenlåg, forstår den
s ø g e n d e   s j æ l s   s a n s e l i g h e d
og på en grøn-tyrkis morgen vil du finde din hjemstavn
og brænde, svæve, opløses og gensamles
som dit sande jeg
grøn og formløs
og uendelig
tumlende tårer
levende iblandt fremmede
det fjerne 'nu'
venskab som en opgave
ærlighed / kærlighed
skrevet d.31.12.15 og gemt som skitse -> samme udgave her, dog anset som færdig Nu

— The End —