Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
sommersød velour
viklet som softice omkring
pigehals blødere end så meget
karamel under fingerspidserne
kattekontur der malede ansigtet
med penselstrøg af rød mod
milde læber, der formede sig
efter de afgivende små stød af
suk, der strømmede ud som
blankt vand fra hanen
- digte om alt det, der vandaliserer os
jeg udsætter intet til på tirsdag, lige nu er
du smukkere end blot raffinerede ugedage
smuk som enfoldige begyndelser nu kan være
det er en raritet dét, der kun bliver i dine små
berøringer, der brænder i fingerspidserne og
den måde du siger mit navn på og
det jeg aldrig kommer til at have kontrol over

vi mistede noget på vejen hertil
noget, der blev væk imellem
hjertebanken og troskyldigheden
hvis de så os nu, ville de sige, vi var smukke
som et fotografi rammet op på hjertets væg
- digte om alt det, der vandaliserer os
Alberte Jensen Apr 2015
En strøm af glæde i gennem min krop.

En ekstatisk glæde ud i fingerspidserne.

en øl, to øl.

et smil bliver til grin

en berøring bliver til kys

et skridt bliver til løb

Løb igennem gader

febrilske hænder

lystige blikke

let

flyvende

lykkelig i et tog mod endestationen

En del af noget, en del af dig

nattens mørke omslutter vores kroppe

toget bumler ud i mørket

med øjene mod livet

i mørke er alle bange

Ikke os for vi er børn af mørket

rodløse børn hånd i hånd

alligevel ikke

et hjem i din favn

kærlighed formet af dig

et silkebånd binder vores blod sammen

vi er ikke ét

vi, vi er én.
og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne
at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle
og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay
jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer
jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet
og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte

— The End —