Er jeg den eneste der ved at jorden er ved at gå under?
Begraver sig selv i undergang og drømmesvigt. Er jeg den eneste der ikke længere kan se sig selv i øjnene og leve -
Men jeg kan se stjerner og de skinner som bløde ferskner ikke gør det. Jeg ser mørke og opfinder selv patetiske solglimt. Vi længtes efter ægtheden og det hudløse, uden at vide hvad det er. Vi tør ikke mere.
At elske
at leve
at spise eller dø. Men vi har bløde ferskner og lange nætter der pumper vores hjerteblod af espresso shots.

du siger, jeg er smuk
og det er næsten overbevisende
så siger du, himlen er grøn hver torsdag, og at ferskner er lilla
du siger så mange smukke ord, der klæder dine øjne på en måde,
der gør dig så grim, at jeg ser den
anden vej
når du taler til mig

Tårerne falder og maler gulvet sort
ligesom den blanke kaffe jeg spejler mig i.
Jeg ser din månehvide hud
alt imens natkanonen sender toner blå,
af melankoli gennem mine årer og bider sig
fast
på min krogede rygsøjle og
jeg kan mærke mine lunger.
Synet af dig skærer i mine blå øjne
Jeg tænker tilbage på tiden med dådyrøjne og cashmerehjerter.
Nu har vi kun reptilblikke og vinylindre.
Omridset af dit ansigt
har jeg glemt
og jeg famler hjælpeløs i tågen for at
nå dine krystalgrå hænder
med farer for
at blive spist af
fortrængelsen.
Åh. Jeg husker din pastelhud og dine øjne som
lilla ferskner.
Duften var som jorden selv.
Du smagte af knuste drømme og hypotetiske realiteter.
Jeg tænker på dig,
så stille som en marts nat.
Du er så smuk
Især når du er stille.
'Men hvad ved jeg også om det?'
Platonisk kærlighed.
Jeg har allerede fortrudt min tanke
og ønsket om at vende om,
sætter sig som glasskår i mine øjne.
Måske er du noget jeg har fundet på?
Mine kinder bløder og stjernerne danser røde og blå.
Lysår væk.

ferskenfarvet
skrattende
over os er himmelen kongeblå og pyntet med stjerner, med vidundere, med vidner til dette
rundt
kirsebær-rød
blødt og varmt gulvtæppe
sen-septemberens luft
lyde, mennesker
åbent vindue som en varm invitation til gadens liv  
intet er for meget eller for lidt
lige præcis tilpas, balanceret, roligt men spændende
komfortabelt men udfordrende
voksende følelse, lysende, brændende - men let
lavendel
ingen tårer; tunge, skamfyldte, drænende
kun et let smil
fyrfadslys
cremefarvet og fjerlet latter
rosmarin
lykkelig stilhed
poetisk øjeblik, stilnet samtale
citrongræs
smuk og stilfærdig fortællerform; ydmyg
inspirationen ligger så tæt i rummet at dug former sig på ruden
og tanker i hovederne
og samtaler der flyder sammen og fletter sig til ét forhold; én tanke
et ideal
sommerfugle-flagrende øjenvipper
morgenfruer
vi ligger på gulvet
en brise af brænde-røg
pladespilleren kører, dæmpet, upåtrængende
dyb vejrtrækning
vi føler os okay
ferskner