"ferskner" poems - Hello Poetry

Er jeg den eneste der ved at jorden er ved at gå under? Begraver sig selv i undergang og drømmesvigt. Er jeg den eneste der ikke længere kan se sig selv i øjnene og leve - Men jeg kan se stjerner og de skinner som bløde ferskner ikke gør det. Jeg ser mørke og opfinder selv patetiske solglimt. Vi længtes efter ægtheden og det hudløse, uden at vide hvad det er. Vi tør ikke mere. At elske at leve at spise eller dø. Men vi har bløde ferskner og lange nætter der pumper vores hjerteblod af espresso shots.

0

Jan 16, 2015

Jan 16, 2015 at 2:11 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Om livet (og ferskner?)

Er jeg den eneste der ved at jorden er ved at gå under? Begraver sig selv i undergang og drømmesvigt. Er jeg den eneste der ikke længere kan se sig selv i øjnene og leve - Men jeg kan se stjerner og de skinner som bløde ferskner ikke gør det. Jeg ser mørke og opfinder selv patetiske solglimt. Vi længtes efter ægtheden og det hudløse, uden at vide hvad det er. Vi tør ikke mere. At elske at leve at spise eller dø. Men vi har bløde ferskner og lange nætter der pumper vores hjerteblod af espresso shots.

6

Tårerne falder og maler gulvet sort ligesom den blanke kaffe jeg spejler mig i. Jeg ser din månehvide hud alt imens natkanonen sender toner blå, af melankoli gennem mine årer og bider sig fast på min krogede rygsøjle og jeg kan mærke mine lunger. Synet af dig skærer i mine blå øjne Jeg tænker tilbage på tiden med dådyrøjne og cashmerehjerter. Nu har vi kun reptilblikke og vinylindre. Omridset af dit ansigt har jeg glemt og jeg famler hjælpeløs i tågen for at nå dine krystalgrå hænder med farer for at blive spist af fortrængelsen. Åh. Jeg husker din pastelhud og dine øjne som lilla ferskner. Duften var som jorden selv. Du smagte af knuste drømme og hypotetiske realiteter. Jeg tænker på dig, så stille som en marts nat. Du er så smuk Især når du er stille. 'Men hvad ved jeg også om det?' Platonisk kærlighed. Jeg har allerede fortrudt min tanke og ønsket om at vende om, sætter sig som glasskår i mine øjne. Måske er du noget jeg har fundet på? Mine kinder bløder og stjernerne danser røde og blå. Lysår væk.

0

Jan 2, 2015

Jan 2, 2015 at 1:43 PM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Natkanon

Tårerne falder og maler gulvet sort ligesom den blanke kaffe jeg spejler mig i. Jeg ser din månehvide hud alt imens natkanonen sender toner blå, af melankoli gennem mine årer og bider sig fast på min krogede rygsøjle og jeg kan mærke mine lunger. Synet af dig skærer i mine blå øjne Jeg tænker tilbage på tiden med dådyrøjne og cashmerehjerter. Nu har vi kun reptilblikke og vinylindre. Omridset af dit ansigt har jeg glemt og jeg famler hjælpeløs i tågen for at nå dine krystalgrå hænder med farer for at blive spist af fortrængelsen. Åh. Jeg husker din pastelhud og dine øjne som lilla ferskner. Duften var som jorden selv. Du smagte af knuste drømme og hypotetiske realiteter. Jeg tænker på dig, så stille som en marts nat. Du er så smuk Især når du er stille. 'Men hvad ved jeg også om det?' Platonisk kærlighed. Jeg har allerede fortrudt min tanke og ønsket om at vende om, sætter sig som glasskår i mine øjne. Måske er du noget jeg har fundet på? Mine kinder bløder og stjernerne danser røde og blå. Lysår væk.

34

ferskenfarvet skrattende over os er himmelen kongeblå og pyntet med stjerner, med vidundere, med vidner til dette rundt kirsebær-rød blødt og varmt gulvtæppe sen-septemberens luft lyde, mennesker åbent vindue som en varm invitation til gadens liv intet er for meget eller for lidt lige præcis tilpas, balanceret, roligt men spændende komfortabelt men udfordrende voksende følelse, lysende, brændende - men let lavendel ingen tårer; tunge, skamfyldte, drænende kun et let smil fyrfadslys cremefarvet og fjerlet latter rosmarin lykkelig stilhed poetisk øjeblik, stilnet samtale citrongræs smuk og stilfærdig fortællerform; ydmyg inspirationen ligger så tæt i rummet at dug former sig på ruden og tanker i hovederne og samtaler der flyder sammen og fletter sig til ét forhold; én tanke et ideal sommerfugle-flagrende øjenvipper morgenfruer vi ligger på gulvet en brise af brænde-røg pladespilleren kører, dæmpet, upåtrængende dyb vejrtrækning vi føler os okay ferskner

0

Jan 11, 2016

Jan 11, 2016 at 12:49 PM UTC

en-anonym-skikkelse

ideelt set

ferskenfarvet skrattende over os er himmelen kongeblå og pyntet med stjerner, med vidundere, med vidner til dette rundt kirsebær-rød blødt og varmt gulvtæppe sen-septemberens luft lyde, mennesker åbent vindue som en varm invitation til gadens liv intet er for meget eller for lidt lige præcis tilpas, balanceret, roligt men spændende komfortabelt men udfordrende voksende følelse, lysende, brændende - men let lavendel ingen tårer; tunge, skamfyldte, drænende kun et let smil fyrfadslys cremefarvet og fjerlet latter rosmarin lykkelig stilhed poetisk øjeblik, stilnet samtale citrongræs smuk og stilfærdig fortællerform; ydmyg inspirationen ligger så tæt i rummet at dug former sig på ruden og tanker i hovederne og samtaler der flyder sammen og fletter sig til ét forhold; én tanke et ideal sommerfugle-flagrende øjenvipper morgenfruer vi ligger på gulvet en brise af brænde-røg pladespilleren kører, dæmpet, upåtrængende dyb vejrtrækning vi føler os okay ferskner

35