Med falske dage
som disse dage
så kan min krop virkelig blive tom
og hovede fyldt.
Med hverdage
som varer for evigt,
og lørdage
som forsvinder hurtigere
end drenge
om morgenen.
Grå trøjer
som krammer kroppen
imens du lytter til ord
du ikke forstår,
og du aner ikke
hvad der foregår.

Passion er en illusion og syntom på ambition
og på livet er der en definition og konklusion
siger folk med mapper og trætte nethinder
mine hænder ligger sig op ad mine kinder
Trætte som mine små imødekommende øre
som snart lukker sig så de slipper for at høre.

Nogle mennesker lever bare fordi de er vant til det.
De gør dem selv vant til vaner der former deres verden.
Det fylder dine uger med falske dage,
giver dig en hentydning af en verden af vaner og uskrevne regler;
om at være som folk ser dig.
om at være som de folk du ser.
Giver dig falske dage.

Men i dag, med en kold kop kaffe fra i morges og bare tæer, så sætter jeg mig under mit vindue i loftet og kigger op. Falskedage er en advarsel. En hentydning til at løbe efter bussen og stå af når du har talt til sekshundrede. Til at gøre dagen ægte og elske den. Min kaffe er kold, men det gør ikke spor fordi når jeg sidder her og tænker over falske dage og verdner af vaner, så ved jeg at passion er ægte og jeg har det i min verden. Alt er sgu ikke så slemt alligevel

Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Han bliver i tvivl om det er hans sind eller ruden, der holder ham fra fristelsen. Han står ude midt i natten. Hans ånde bliver til en tåge, der bliver til et minde, der dækker den fraværende himmel.
De ikke eksisterende stjerner, får ham til at bemærke, at intet er som før. Intet er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.
Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Ruden splintrer og han er ikke bange.
Han bliver omringet af vand, der bliver til hænder, der presser alt liv ud af ham. Han kærtegner hænderne, for de får ham til at indse, at alt er som før. Alt er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.

*f.b

pigeungdom er sprukne læber, fugtige øjne, blege hænder, rystende ben, grønne sind, papmache-hjerter, neglebidning, rifter på håndledene, blå mærker på halsen, tabt alkohol og knækkede cigaretter i tasken, makeuprester, ***** mod rug tunge, maveknurren, ar på hoften, varme radiatorer, gratis drinks, tunge øjenlåg, kortvarig lykke, falske grin, personlighedsspaltning, pengestress, ligegyldige kys, søgen efter tryghed, gåsehud, spildt kaffe, brandsår, våde cigaretter, dybe vandpytter, natbusser, angstdæmpende medicin, fællesdepressioner, et kor af gråd, irrelevante samtaler og et sløret omrids af et ansigt, der smadrer din nattesøvn, og gør det svært at stå op

Jeg lever bag lukkede mure
Riv mine mure ned
Inden jeg forsvinder helt
Dybet trækker i mig
Jeg er bange for at blive væk i mit indre
Her er intet fred
Hvis bare jeg kunne skrige det væk
Lade verden vide at den er forkert
Jeg er en huleboer af natur
Benægter min afhængighed af hverdagens luksus
Jeg vil hellere end gerne lade mig skylle væk
Skylle væk i drømme utopi
I illusioner og falske fortællinger
Om en verden af rigtige mennesker
Riv mine mure ned
De bliver tykkere hver eneste dag
Jeg lever alene
Her er ingen andre end mig og lydløse skrig
Den konstante angst
De sorte penselstrøg
Jeg har mishandlet solen
Lugten af morgenangst breder sig
Natten har narret mig
Søvnen er ovre
Riv mine mure ned

Du smilte mens du skar i mine hænder. Dit blik frøs fast på min hornhinde. Det uskyldige blik, som var mere intetsigende end dine kærlighedserklæringer.
-
Du tog på djævlens skridt og bad efterfølgende om min forladelse. Jeg sniffede nogle baner og gav dig falske aggressioner.
-
Du forlod mig i et kunstigt scenarie. Hvor tårer kun var til, for at understrege de løgne, dine læber ikke var troværdige nok til at stå alene med.

*(f.b)

Dengang var du Uopnåelig.

Vertikalt ragende udover andres horisonter.
Sugede du næringskilder med svælgende tentakler.
Riflede dine spor i asfalten.
Støbte du i gips og solgte som falske trofæer.
Gærede i tjenester til din profit.
Eksploderede du i din Individualsyntese

Nu er du blot en Apatisk Knoglemarv.

høje og lange som halsen på giraffer
tynde som et skellets silhuet
perfekte som den første dreng du forelsker dig i
falske som den første dreng der knuser dit hjerte
smukke som tankerne bag et abstrakt kunstværk
selvsikre som en dreng der lige har mistet sin uskyld

*min mor betragter mig:
mit nøgne torsdags ansigt efter en lang dag og et langt bad
og siger, "jammen Rebekka
du er jo meget smukkere end alle de piger uden make-up"
jeg ler af hendes bemærkning, det skal *** jo sige
jeg er jo hendes eget lille kunstværk
jeg tror ikke på hende
hvorfor gør jeg egentlig ikke det?

mine øjne klistrer på himlen udenfor vinduet
der er ikke en afskygning af blå
eller gul
jo længere jeg kigger
går det op for mig at farven er grumset
som rester af kaffe i morgenens krus
det er nuancen 45 på farvepaletten
den matcher ikke de falske roser
i min vindueskarm
de er cremefarvet på den uægte måde

alt imens de andre attenårige
drikker lattes med mønstre i
køber bobler og brus og
danser i høje hæle,
mens de kommunikerer
hvert sekund

så
så, sidder jeg blandt lilla blomster
på mit sengebetræk og
skriver ord i rækkefølge,
ser på himlens ene farve
jeg er ikke iblandt andre

Konstance konstance,
mit hoved ligger i trance
Mister grebet om livets balance,
savner de sidste dages nuance

For Djævlen er så småt,
ved at danse i blåt
Flammernes varme er blot,
falske i enden af livets plot

Vi rejser os for senere at falde,
dog forbliver hanens gjalde
En ny dag vil kalde,
Den må andre dog bifalde

Jeg bladre til den sidste side,
og lader andre leve og blive
I det grønne æble jeg bide,
ikke længere er jeg i live

Træets immortale grønhed,
maler over min dødelighed
Broderen græder sin sidste afsked,
nu ved Gud endelig besked