"ensomheden" poems - Hello Poetry

Jeg er helt alene og forladt, når jeg er sammen med folk. Gående mod strømmen Når vi går i samlet flok. Ensomheden gør at jeg er Hungrende kærlighedsliderlig Savlende efter bekræftelse I desperate forsøg, stadigvæk Klamrende til dine mange - Gamle beskedne beskeder. Vi kender hinanden godt Du ved hvem jeg er bedst For engang var vi tætte - nu Kan jeg virke lidt fremmed. Selvom vores hænder matcher Vores kroppe hører sammen. Og vores hjerterytmer slår i takt. I hvertfald lidt endnu.

0

Dec 1, 2015

Dec 1, 2015 at 4:51 PM UTC

holkenfeldt

Helt alene

Jeg er helt alene og forladt, når jeg er sammen med folk. Gående mod strømmen Når vi går i samlet flok. Ensomheden gør at jeg er Hungrende kærlighedsliderlig Savlende efter bekræftelse I desperate forsøg, stadigvæk Klamrende til dine mange - Gamle beskedne beskeder. Vi kender hinanden godt Du ved hvem jeg er bedst For engang var vi tætte - nu Kan jeg virke lidt fremmed. Selvom vores hænder matcher Vores kroppe hører sammen. Og vores hjerterytmer slår i takt. I hvertfald lidt endnu.

18

jeg ønsker et liv fyldt med roser lyserødt papir i skrivemaskiner, samlet i en bog kærlighed kærlighed kærlighed magoritter, tusindfryd, susanne med det sorte øje fuglesang, solen - gennem blafrende blade en rislen fra åen kys og varm hud, afslappet og blidt hængekøjer i solen karbade bål og stjerneklare nætter sejlture og forlystelser latterkramper og søvnig glæde hvide, rene flader og saftige grønne planter sæbeduft, overskud tidlige morgener, sort the, appelsiner fotografier og broderi og maleri ansvar og tillid og fællesskab viden og nysgerrighed og åbenhed måneskin og gåture vinyler og vin genbrugstøj i alverdens lettere afblegede farver dristige outfits, personlighed blommefarvet øjenskygge, kongeblå jakker friske lagner støvfrit, skinnende glæde og tilpashed uden arbejdsmarkedets brusende angstprovokation uden ensomheden uden dem

0

Feb 2, 2016

Feb 2, 2016 at 4:01 PM UTC

en-anonym-skikkelse

endnu et digt om fremtiden

jeg ønsker et liv fyldt med roser lyserødt papir i skrivemaskiner, samlet i en bog kærlighed kærlighed kærlighed magoritter, tusindfryd, susanne med det sorte øje fuglesang, solen - gennem blafrende blade en rislen fra åen kys og varm hud, afslappet og blidt hængekøjer i solen karbade bål og stjerneklare nætter sejlture og forlystelser latterkramper og søvnig glæde hvide, rene flader og saftige grønne planter sæbeduft, overskud tidlige morgener, sort the, appelsiner fotografier og broderi og maleri ansvar og tillid og fællesskab viden og nysgerrighed og åbenhed måneskin og gåture vinyler og vin genbrugstøj i alverdens lettere afblegede farver dristige outfits, personlighed blommefarvet øjenskygge, kongeblå jakker friske lagner støvfrit, skinnende glæde og tilpashed uden arbejdsmarkedets brusende angstprovokation uden ensomheden uden dem

29

Mine drukne indvolde afskyr deres beholder. Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had. Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom. Først ubehagen, så oppustet smerte der brister som en ballon og brændsel med selvantændelige kræfter. Den springer og opkast omsluger horisonten af mennesker, klipper, udviskede farver. Ujævne striber af rød er udfyldte billeder der drypper en anelse ro på mine øjne, det leder det fører ind gennem nervebanens flod. To mørke eller fire i hvert fald én gør døsig gør modig gør opgivenhed udholdenhed. De dage der kommer er vel taget imod i skrigen og styrke og tomhedens sod. Selskrevne ord fordamper salt. Efterladt, afsluttet, genfortalt i latterlige evig kedsomhed der udfylder fyldte *** af bevidsthed hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv. Usammenhængende lort skaber lyrik gør intet som helst og findes for ingenting. Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk en udhugget skulptur. Stærke farver vender tilbage i kindrødt gennem abstrakt maleri og så rammer svien af blomster og fryd på eksperimenter af målrettet kunst. Skammende lys i hvid og i sort. Nøgterne syner synes skarpe for blikket og lukker en port. Brosten for brosten lægges på ny og en fejl af en vej af smil og meditativ.

0

Jul 27, 2015

Jul 27, 2015 at 4:36 PM UTC

marmaladescreams

Ensomheden

Mine drukne indvolde afskyr deres beholder. Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had. Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom. Først ubehagen, så oppustet smerte der brister som en ballon og brændsel med selvantændelige kræfter. Den springer og opkast omsluger horisonten af mennesker, klipper, udviskede farver. Ujævne striber af rød er udfyldte billeder der drypper en anelse ro på mine øjne, det leder det fører ind gennem nervebanens flod. To mørke eller fire i hvert fald én gør døsig gør modig gør opgivenhed udholdenhed. De dage der kommer er vel taget imod i skrigen og styrke og tomhedens sod. Selskrevne ord fordamper salt. Efterladt, afsluttet, genfortalt i latterlige evig kedsomhed der udfylder fyldte *** af bevidsthed hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv. Usammenhængende lort skaber lyrik gør intet som helst og findes for ingenting. Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk en udhugget skulptur. Stærke farver vender tilbage i kindrødt gennem abstrakt maleri og så rammer svien af blomster og fryd på eksperimenter af målrettet kunst. Skammende lys i hvid og i sort. Nøgterne syner synes skarpe for blikket og lukker en port. Brosten for brosten lægges på ny og en fejl af en vej af smil og meditativ.

45

det kan mærkes i maven og hjertet det gør ondt som bare fanden det kommer i jag og forsvinder langsomt denne tomme følelse af noget der burde være der men ikke er denne tomme følelse af savn til noget man ikke kan sætte en finger på savn af selskab, savn af kram, savn af nogen der mærker på min sjæl savner ikke den overfladiske socialisation hvor jeg pænt sidder og lytter for sådan er jeg opdraget ”bla bla bla, mine problemer bla bla bla, men hvordan har du det egentlig, Maria?” min svar er altid ”det har jeg ikke tænkt over” for det har jeg ikke, det er ikke en løgn har travlt med at få styr på alt det lort som folk bliver ved med at læsse af på mig alle deres problemer med boligselskaber, mennesker de ikke kan lide, pengeproblemer, drengeproblemer, arbejdsproblemer, skoleproblemer, venneproblemer jeg er træt og det er først når jeg er alene at jeg kan mærke hvordan jeg har det mærke mig selv og mærke ensomheden mærke min sjæl og den skræmmer mig jeg ved ikke hvem jeg skal sige det til eller hvordan jeg skal forklare det ”hej, jeg har det ad helvede til, der er en klump af kaos, ensomhed og noget andet ubeskriveligt der trykker inde i min mave” for hvad ville folk ikke tænke Maria er altid glad, *** vil altid lytte *** smiler frejdigt og laver hendes ting men sådan er jeg slet ikke jeg er i stykker (Marolle)

0

Nov 29, 2015

Nov 29, 2015 at 8:39 AM UTC

marolle

Ensomhed

det kan mærkes i maven og hjertet det gør ondt som bare fanden det kommer i jag og forsvinder langsomt denne tomme følelse af noget der burde være der men ikke er denne tomme følelse af savn til noget man ikke kan sætte en finger på savn af selskab, savn af kram, savn af nogen der mærker på min sjæl savner ikke den overfladiske socialisation hvor jeg pænt sidder og lytter for sådan er jeg opdraget ”bla bla bla, mine problemer bla bla bla, men hvordan har du det egentlig, Maria?” min svar er altid ”det har jeg ikke tænkt over” for det har jeg ikke, det er ikke en løgn har travlt med at få styr på alt det lort som folk bliver ved med at læsse af på mig alle deres problemer med boligselskaber, mennesker de ikke kan lide, pengeproblemer, drengeproblemer, arbejdsproblemer, skoleproblemer, venneproblemer jeg er træt og det er først når jeg er alene at jeg kan mærke hvordan jeg har det mærke mig selv og mærke ensomheden mærke min sjæl og den skræmmer mig jeg ved ikke hvem jeg skal sige det til eller hvordan jeg skal forklare det ”hej, jeg har det ad helvede til, der er en klump af kaos, ensomhed og noget andet ubeskriveligt der trykker inde i min mave” for hvad ville folk ikke tænke Maria er altid glad, *** vil altid lytte *** smiler frejdigt og laver hendes ting men sådan er jeg slet ikke jeg er i stykker (Marolle)

40

jeg beder dig om at skimte kaffen og en brun sø tager form i din øjenkrog - du indrømmer at det er nattens blod eller din sjæl i kondenseret skikkelse jeg smiler marront og sætter mit aftryk i ørkenen; din sandpapirspande jeg tager afsked og ser dig kaste dig med grøn længsel ud i ensomheden

0

Dec 5, 2014

Dec 5, 2014 at 4:57 AM UTC

maangata

Marron

jeg beder dig om at skimte kaffen og en brun sø tager form i din øjenkrog - du indrømmer at det er nattens blod eller din sjæl i kondenseret skikkelse jeg smiler marront og sætter mit aftryk i ørkenen; din sandpapirspande jeg tager afsked og ser dig kaste dig med grøn længsel ud i ensomheden

15

Jeg er farveblind Men holder for rødt Mens du får fartbøder For grønt Og ensomheden ikke skænker noget i dit ellers tomme glas Den skænker og overfylder Mit i forvejen fyldte glas Hvori min nedtrykte jalousi befinder sig Den overfalder mig Og jeg snubler i ord Som kun tænkes i tanker Et virvar Et kaos Et uendelig langt forspring Som jeg Aldrig Ville kunne indhente En undskyldning For en manglende egenskab Som jeg kun ejer svagt Som du kun ejer kraftigt Jeg ved det

0

Jun 25, 2015

Jun 25, 2015 at 10:16 AM UTC

kajk

Farveblind

Jeg er farveblind Men holder for rødt Mens du får fartbøder For grønt Og ensomheden ikke skænker noget i dit ellers tomme glas Den skænker og overfylder Mit i forvejen fyldte glas Hvori min nedtrykte jalousi befinder sig Den overfalder mig Og jeg snubler i ord Som kun tænkes i tanker Et virvar Et kaos Et uendelig langt forspring Som jeg Aldrig Ville kunne indhente En undskyldning For en manglende egenskab Som jeg kun ejer svagt Som du kun ejer kraftigt Jeg ved det

22

Ensomheden løber ned over min krop som stearin og jeg blafrer i vinden

0

Sep 24, 2016

Sep 24, 2016 at 10:47 AM UTC

PaniWinding

Ilddåb

Ensomheden løber ned over min krop som stearin og jeg blafrer i vinden

5

bag tæppet af nostalgi ligger fossende imitationslege og mindreværdskomplekser i samme form som selvretfærdighedens diktatur akkumuleret støj som emalje over byen, barrieren mellem universet og os gennem tæppet af nostalgi ser man absolut i n g e n t i n g vi griner som om vi mener det men ingen af os er hinandens første valg, dette er ingen frivillige løsning sådan bliver andre mennesker ens sidste udvej tilfældige mennesker tilfældig ensomhed bitterheden ætser ind i sjælen hvis den ophobes ensomheden borer sig så dybt at den med tiden erstatter ens skelet så bygger og støtter hele ens tilstedeværelse på følelsen, der som istapper i åbne arme den udstrakte hånd den opsøgende kommentar modarbejder ens eksistens

0

May 12, 2016

May 12, 2016 at 4:39 PM UTC

en-anonym-skikkelse

Untitled

bag tæppet af nostalgi ligger fossende imitationslege og mindreværdskomplekser i samme form som selvretfærdighedens diktatur akkumuleret støj som emalje over byen, barrieren mellem universet og os gennem tæppet af nostalgi ser man absolut i n g e n t i n g vi griner som om vi mener det men ingen af os er hinandens første valg, dette er ingen frivillige løsning sådan bliver andre mennesker ens sidste udvej tilfældige mennesker tilfældig ensomhed bitterheden ætser ind i sjælen hvis den ophobes ensomheden borer sig så dybt at den med tiden erstatter ens skelet så bygger og støtter hele ens tilstedeværelse på følelsen, der som istapper i åbne arme den udstrakte hånd den opsøgende kommentar modarbejder ens eksistens

18

Ensomheden er et fortrængt skrig indeni kun én kan høre

0

May 20, 2015

May 20, 2015 at 7:03 PM UTC

lulumei96

Haiku 6 (danish)

Ensomheden er et fortrængt skrig indeni kun én kan høre

3

frostgrader ensomheden og kulden januar måned selvom man pakker sig ind i flere lag trænger kulden sig ind ved enhver mulighed arbejder frosten sig ind til knoglerne, til selveste væsenets væv, kerne, oprindelse minusgrader

0

Jan 23, 2016

Jan 23, 2016 at 5:59 PM UTC

en-anonym-skikkelse

ensomheden

frostgrader ensomheden og kulden januar måned selvom man pakker sig ind i flere lag trænger kulden sig ind ved enhver mulighed arbejder frosten sig ind til knoglerne, til selveste væsenets væv, kerne, oprindelse minusgrader

7