Endnu en aften
Hvor jeg sidder og skriver digte Som jeg aldrig bliver tilfreds med
Bruger aftnen på tumblr og de andre sociale medier
Hører  musik
Kigger på snapchat  og ser hvad mine snapchat venner laver
De er sammen og hygger sig
Det føltes som om jeg er den eneste der er alene
Men
Jeg kan godt lide at være ensom
Det er ikke en dårlig ting at være ensom
Eller det bilder jeg mig selv ind

Jeg håber at jeg er pigen,
som du slap for tidligt og for hurtigt
Fordi du var for ung og dum og usikker
Men som du har fundet ud af NU
Er hende du vil være sammen med.
Du er desværre drengen,
som er boret inde i mine tanker endnu.
Specielt når jeg er fuld og træt og ensom
For det du gjorde ved mig FØR
Kan stadigvæk få kuldegysninger frem

og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne
at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle
og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay
jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer
jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet
og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte

med en halv flaske billig rødvin i blodet
var *** allersmukkest
*** sagde sætninger som "gud spejler sig
i dit gyldne hår" og "livets smukkeste
sider opdages kun i dybe vandpytter"
dagen efter drikker vi stempelkaffe og
ryger cigaretter
jeg fortæller om smagen af tårer
du fortæller om dengang, du voksede op
i en lille by. du fortæller om dengang, du
var 12 år og ensom blandt mennesker

"Elske"*
Et ord
To betydninger
Fysisk
Eller psykisk
Følelse
Eller handling
Ikke en ting
Man kan tage om
Glæde
Eller smerte
Ensom
Eller sammen
Det er det
Det drejer sig om...

får du kolde fødder? sikke et varmt hjerte

   indvendig blæst, hul

             rusker bladende af træerne,
                 efterladt på gaderne

          tomme, snørklede blodårer leder til et støvet midtpunkt; centrum
     forladt, drænet for mennesker, for energi
                  overgangen til vinter, livsløst, koldt, nøgne træer

          cementen med mærker fra alle fodgængere; alle dem, du omgås
  sætter præg på dig

          som en krakeleret glasrude, der kun
               mangler ét prik
      for at brase sammen
               så alle omkring vinduet kan skære sig på fragmenterne, mindes
dit sammenbrud
      din modtagelighed
skrøbelig

årstiden reflekterer dit kollaps
     min næsetip fryser og jeg mindes din konstant kolde tilstand

          at gå gennem en kold og ensom gade
             november kommer, dernæst de koldeste måneder

     må hellere skaffe en vinterjakke
og håbe på forår

jeg forstår egentlig ikke
hvordan jeg er endt her
jeg forstår ikke hvorfor
jeg pludselig ikke kan
føle noget for nogle
jeg forstår egentlig ikke
hvordan jeg er blevet så
kold og kynisk og ensom
jeg kan pludselig ikke
give en eneste dreng et
enkelt kys uden at det
føltes helt helt forkert
hvorfor lige mig?
hvorfor skal jeg lide under
denne forfærdelige
lidelse af kroniske hjertesorger
og et evigt håb for ægte
kærlighed

den søde smag af røg på flaske
kradser i halsen
dejlig eftersmag, fyldig og rød
jeg hviner en lørdag aften
fordi jeg ikke har drukket vin
jeg er tørstig
efter den mættende følelse af
forførelse og beundrelse
jeg vil danse med verden
og drikke vin med dig i måneskinnet
du skrev engang med sorte bogstaver
at hvis jeg nogensinde var ensom
så havde jeg jo dit nummer
og du skrev "bare dig og mig og måneskin"
jeg ved ikke om det var den søde vin
der fik dig til at hvine efter mig
men det var ihvertfald ikke dit røde hjerte
som bankede for mit røgede sind
så måske jeg bare skulle hvine noget mere
og drikke min røde vin alene
uden dig
og måneskin

det var en mærkelig følelse
den dag hvor jeg endelig slog mine øjne op
og så dig
for den du var og ikke for hvad vi var
tomheden smagte bittert
men sødere end jalousien
og i min ensomhed, var jeg pludselig ikke så ensom længere
jeg havde fundet lykken i et nyt bekendskab
og ligeså havde du
blondinen som du forguder
og jeg pudser mine tænder
for jeg har åbne øjne nu
og det jeg ser gør mig ikke bange længere
jeg forstår nu hvorfor du ikke elskede mig
ikke fordi jeg ikke er god nok
simpelthen fordi du var bange for at jeg
*bare var nok

ensom i kernefamilien
kaotisk godmodighed, at være alene i sit liv
venskabeligt lavpunkt
øvelser i at lytte, erfaringer og fællesskab
unuanceret skildring
en ro i at gøre det ordentligt
at sætte egne behov i fokus
kropslig omsorg
lystbetonet adfærd
tag dig selv alvorligt
omsorgsfulde hænder

Du spurgte mig aldrig
Hvorfor jeg ikke tog med til festerne
Du havde vel travlt med dig selv
Som altid
Men det var du ikke den eneste, der havde
At gå alene gennem villakvarterene klokken 3 om natten var forfærdeligt
Alene i kulden, vente på perronen, alene
Tanken om, hvorfor jeg atter var alene
Tanken om, at I lå trygt i din seng
Og sikkert ikke skænkede mig en tanke
Dagen efter
Med tømmermænd og ensomhed
Atter engang
Ingen opkald, ingenting
Kun 4 hvide vægge,
der endnu engang minder mig om,
hvor ensom jeg er,
og hvor ligeglade
og selvoptagede
folk i virkeligheden er

Hvis du er ensom
Så lyt til dig selv