Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Joshua Soesanto Dec 2014
Kopi sore ini dengan langit senja mendung
Tidak melengkung
Tidak elok dengan warna merona
Seakan tidak berwarna

Kopi sore ini juga bercerita
Bahwa mungkin diatas awan kelabu
Masih ada sedikit warna rasa
Kenangan di balik embunnya hujan fantasi, terlihat abu-abu.

Rasanya ingin menghapus langit ini
Mencoba tahu, apakah masih ada warna dibaliknya?
Apakah matahari masih setia menemani?
Disaat semua kembali pada posisinya

Kamu pencuri mimpi
Mimpi yang sama-sama kita selami
Lalu dijualnya mimpi pada semesta yang kini tak menemani
Kamu..seperti awan sore ini
Entah kembali
Entah pergi
Lekaslah kembali, energi
Agar yang pergi..kembali pulang.
https://soundcloud.com/gardikagigih/di-beranda-banda-neira-cover
emma Feb 2016
at det hele godt kan blive lidt tomt når man er alene i en to værelses og der kører politi forbi ude foran og der er en opvask der stadig ikke har taget sig selv og jeg kan ikke komme ud af døren uden at falde over sko og jeg har blokeret dig på snapchat og har også lyst til at fjerne dig som ven på facebook for du er sguda for fanden en nar men så igen fortjener du også at kunne følge med i hvor godt jeg (forhåbentligt) får det lige snart for selvom jeg har ondt i maven hjertet hovedet over beskeder bestående af kun et ord kunne det også bare være mig der er bange for at skulle forblive alene i en toværelses med blå blink igennem ruden og et fad med nachos der sidder fast og en dobbeltseng der kan rumme meget mere end mig og noget rod jeg ikke har energi til at fjerne ligesom jeg ikke har energi til at lave de afleveringer jeg har for til om en halv time selvom det burde jeg virkelig for jeg har lige fået en skriftlig advarsel fra gymnasiet men hvad nytter det når man ikke engang har energi til at gå i bad eller sætte kommaer eller slukke for hjernen når den tænker at det bedste svar man kan give er slukkede telefoner og halvhjertede beskeder det kan jo for fanden være ligegyldigt men det er det bare ikke
Aridea P May 2012
GFF
Palembang, 7 Mei 2012

Gambaran indah wajahmu selalu terlukis di awan hidupku
Angin pun selalu membawa suaramu di melodiku
Lonceng bersuara merdu tak semerdu suaramu di benakku
Musim selalu berganti namun kau tak terganti
Akar ini bersarang di hatiku
Namanya pasti kau tahu, akar cintaku

Fatamorgana tak bisa ku temukan di sini
Rupamu tertinggal untuk ku nanti
Embun telah membangun sarangnya di hidup ini
Di dalam palung jiwa ini
Engkau fatamorgana ku
Riwayat hidupku
Indahmu, adalah
Cintaku
Kecintaanku akan kamu

Fase cintaku
Energi mutakhir yang diciptakan darimu
Rasa sakit selalu
Genangan air mata melulu
Ucapanku dulu
Setelah ku memberimu itu
Otakku mati, lidahku kelu
Nisanku, tak perlu kau tahu
emil hernried Apr 2016
everything I do hurts you,
my happiness stresses you out
my energi smother yours,
highlights your loss of it
the same way the kind gestures show me
your weariness
I am well and you aren't  
I would take it all
in a nano second but I can’t
I’ve tried but I can’t
I play tired and I play sick
I’ve tried to show that we’re the same
but i know  
it doesn’t make you less sick
not a single bit
all I can do is to grow
and try to hold your hand
even if you’re left behind
and all this, all this
until death will tear us apart.

I can feel the normality
sending a friend request to death
I can feel time accepting it
I start to recognize the blended soft colors
and the feeling of life coming and going
just hoping it isn’t in my hand.
I am turning into someone else
I say I’m happy
because I know it matters
We have one thing in common here
we don’t complain because the nurses teach us that’s what kills us in the end
I try to stand up outside all of it
I try to feel like anything else matters
but it doesn’t
I’m scared my happiness somewhere else
takes away the happiness we have
until death tears us apart

I take the buss back home
I leave you behind
I fake my way up to sit at the top so that I can see
I have a photo of you on my phone to remember
just in case you would go away
It’s a new feeling a mix between everything
and nothing
I write it down
because I can’t loose these seconds
just in case you would go away
It makes life feel so important
It makes everything else feel stupid.
It makes you stronger
It makes everything heavy
and all you can is hope, hope that it’s not
until death tears us apart

There’s a pregnant woman who wants my seat
I let her have it
I go all the way back I pass one with a burn mark on his face
I wonder how many tears have happened the last ten minutes on this buss
I wonder how they take it
I don’t know how I take it
I know the barr is lower here
the scary part isn’t getting sick
here it’s dying
and in that case
I know I’m the lucky one  
Until death happens to me
and I feel happiness knowing
I’m the lucky one  
I can be light flying over a bridge while everybody else takes the buss
until your death will tear me apart.
jeg har ikke længer energi til at
savne dig
din fraværende tilstedeværelse har
sat sig
som åbne sår i min mavesæk,
der skriger efter hjælp
men når nogen spørger,
har jeg min basisreplik klar,
og heldigvis for det
for jeg vil ikke trøstes,
jeg vil ikke have din arm om min krop
og jeg vil ikke have dig
jeg vil være alene,
så lad mig svømme i det kolde vand
mærke bunden og skrabe den
lad mig skrige af hvide vægge
og høre skrøbeligheden i et fjernt ekko
lad mig være sammen med mig selv
og bløde i fred
lad mig fryse i vinternatten og
lad være med at fortælle mig løgne,
så jeg kan mærke plastikglæde
briste i kroppen, for ham den anden
slukkede hjertegnisten
lad mig være
ligegyldigt, hvor meget jeg græder
for jeg er ikke lavet af dyrt porcelæn
du kan tabe mig på gulvet fire gange endnu,
for jeg
kan ikke bløde meget mere
nu
- digte om alt det, der skete dengang
Dig
Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.
Smilende, glad og fuld af energi
Blomstende og fantasifuld, - narrer jeg dem til at tro at jeg er glad.
Bilder mig selv det samme ind.
Tror, føler og mærker glæden      vælte ind over mig.
Ikke hele tiden, glimt af lykke.     Men i en melankolsk og sentimental tilstand dybest.
Desperat for at komme ud, bryde kæden op og vælte ud med sol-strålende sprudlende livsglæde.
   Jeg kommer ovenpå, jeg er ovenpå, jeg er i sommerhumør selvom vi er i oktober.
det lykkedes mig, min lykkefangst
Jeg er OK.
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
får du kolde fødder? sikke et varmt hjerte

   indvendig blæst, hul

             rusker bladende af træerne,
                 efterladt på gaderne

          tomme, snørklede blodårer leder til et støvet midtpunkt; centrum
     forladt, drænet for mennesker, for energi
                  overgangen til vinter, livsløst, koldt, nøgne træer

          cementen med mærker fra alle fodgængere; alle dem, du omgås
  sætter præg på dig

          som en krakeleret glasrude, der kun
               mangler ét prik
      for at brase sammen
               så alle omkring vinduet kan skære sig på fragmenterne, mindes
dit sammenbrud
      din modtagelighed
skrøbelig

årstiden reflekterer dit kollaps
     min næsetip fryser og jeg mindes din konstant kolde tilstand

          at gå gennem en kold og ensom gade
             november kommer, dernæst de koldeste måneder

     må hellere skaffe en vinterjakke
og håbe på forår
#l
Elizabeth Apr 2015
For når jeg ikke kan sove
Og ligger på siden
Så triller tårerne
Lige så stille mens tiden
Langsomt dræner kroppen
For energi og den resterende glæde
Altså det der holder mig i live

Jeg snøfter og hikster lidt mere
Og venter egentlig på
At min energidrænede krop bliver tung
Samt mine øjnes låg lukker
Så jeg kan glemme
Og så jeg kan sove

Men jeg har kvalme
Og nattens sorte lys
Omfavner mig tæt
Og kvæler ilten i takter
Så jeg snapper efter vejret
Og mine øjne bliver fugtige
Jeg ligger nu ikke længere på siden
Annesofie Olsen Dec 2016
Vågner op og igen i dag er det bare en ubetydelig dag i ferien, jeg behøves ikke engang vide om det er Mandag, eller Torsdag. Igen i dag skal jeg nok bare alligevel bare ligge og dovne den i min seng. Mens jeg ser i mellen 3-7 afsnit af Gossip Girl, mens jeg kigger min insta i gemmen 100 gange. Og det er det samme der bliver vist, der er alligevel intet af det der siger mig en skid. Udover jeg let bliver påvirket, nok også en smule jaloux over se folk der er sammen med folk.          

Prøver ihærdig at komme i kontakt med folk med at sende en latterlig snap af mig selv. Men ingen af dem svare rigtigt, det er os okay. Jeg bliver ved med stirre ned i mobilen, og når jeg ikke kigger ned i skærmen på mobilen, ser jeg op på skærmen på computeren. Jeg føler mig som den største taber fordi jeg er så afhængig at at være online på de socialemedier, konstant. Jeg prøver at trøste mig selv med at jeg i det mindste godt selv ved det.

Det sitre i min krop, og rastløsheden snurre rundt i min krop. Jeg kan virkelig tydeligt mærke det. Samt kan jeg mærke min krop er fyldt med energi og vrede, over jeg ikke laver noget. Ligger på gulvet og har tåre i øjnene.
impulsen til at skrive med store bogstaver for ligesom at lade noget af al den kaotiske energi der sliber mig op indefra som sandpapir ud
som om livet gentager sig
ikke flere emner end tre, der ligesom bare kører på repeat
med forskellig indpakning
jeg kan skrive en hel sang om, hvordan jeg fortrød at mase en bille
fordi jeg ikke gad smide den ud af vinduet som normalt

men jeg føler at jeg har hørt det hele før som om vi drukner i ekkoer
i nedslidte ideer i nylonstrømper der løber i bølger af opbrugte stemmer

sådan en undren om, hvorvidt enhver sætning indenfor de eksisterende sprog allerede er blevet sagt eller skrevet eller tænkt
om nogen har artikuleret denne sætning i samme præcise formulering
eller om der er
r u m m e l i g h e d
til mig
Laura Amstutz May 2017
I går alle i
den grønne park
diskuterer grønt miljø
drikker kolde bajer,
også de er grønne
grøn energi
grøn eufori
vokser ud i luften
rytmerne rækker hen over
mennesketrafikkens
konstante flyden
det er mandag
det er maj
Hazel Apr 2017
Lever vi i løgne?
Lever vi i lyst & begær?
Lever vi i fangenskab?
Lever vi i det fri?
Lever vi i en kasse?
Lever vi af energi?
Gør vi det rigtige? og..

- "Er vi vigtige?"
- “Nej”
-Hazel
bær en nyhed
som en lænke

en meget tung rygsæk

den gnaver i baghovedet
sluger energi, glubsk

farver det hele


pas nu på dig selv,

      bær med omtanke (for dig selv)
en ud-af-kroppen oplevelse, ud-af-huset oplevelse
ind i hovedet, et kig på al mekanikken
   og den rene energi der strømmer til og får systemet til at dreje rundt
hvad er mennesker dannet af? trodsighed? idéer? viljestyrke?
     hvad holder folk oprejste
under stærk storm
  under højt pres
under belastning og bebrejdelse og kedsommelighed og stress og mistillid
        der er så meget menneskeskabt smerte
hvad driver folk til deres handlinger, til deres kogepunkter, bristepunkter

     at danne netværk, snørre folk ind i fælden; indflydelsesrige stemmer,    kernepersoner, målrettet samtale

EN FØLELSE AF TOMHED MIDT I MYLDERET
               hvor blev alt af?

— The End —