"energi" poems - Hello Poetry

Palembang, 7 Mei 2012 Gambaran indah wajahmu selalu terlukis di awan hidupku Angin pun selalu membawa suaramu di melodiku Lonceng bersuara merdu tak semerdu suaramu di benakku Musim selalu berganti namun kau tak terganti Akar ini bersarang di hatiku Namanya pasti kau tahu, akar cintaku Fatamorgana tak bisa ku temukan di sini Rupamu tertinggal untuk ku nanti Embun telah membangun sarangnya di hidup ini Di dalam palung jiwa ini Engkau fatamorgana ku Riwayat hidupku Indahmu, adalah Cintaku Kecintaanku akan kamu Fase cintaku Energi mutakhir yang diciptakan darimu Rasa sakit selalu Genangan air mata melulu Ucapanku dulu Setelah ku memberimu itu Otakku mati, lidahku kelu Nisanku, tak perlu kau tahu

0

May 19, 2012

May 19, 2012 at 8:56 AM UTC

erikahandoko

GFF

Palembang, 7 Mei 2012 Gambaran indah wajahmu selalu terlukis di awan hidupku Angin pun selalu membawa suaramu di melodiku Lonceng bersuara merdu tak semerdu suaramu di benakku Musim selalu berganti namun kau tak terganti Akar ini bersarang di hatiku Namanya pasti kau tahu, akar cintaku Fatamorgana tak bisa ku temukan di sini Rupamu tertinggal untuk ku nanti Embun telah membangun sarangnya di hidup ini Di dalam palung jiwa ini Engkau fatamorgana ku Riwayat hidupku Indahmu, adalah Cintaku Kecintaanku akan kamu Fase cintaku Energi mutakhir yang diciptakan darimu Rasa sakit selalu Genangan air mata melulu Ucapanku dulu Setelah ku memberimu itu Otakku mati, lidahku kelu Nisanku, tak perlu kau tahu

24

everything I do hurts you, my happiness stresses you out my energi smother yours, highlights your loss of it the same way the kind gestures show me your weariness I am well and you aren't I would take it all in a nano second but I can’t I’ve tried but I can’t I play tired and I play sick I’ve tried to show that we’re the same but i know it doesn’t make you less sick not a single bit all I can do is to grow and try to hold your hand even if you’re left behind and all this, all this until death will tear us apart. I can feel the normality sending a friend request to death I can feel time accepting it I start to recognize the blended soft colors and the feeling of life coming and going just hoping it isn’t in my hand. I am turning into someone else I say I’m happy because I know it matters We have one thing in common here we don’t complain because the nurses teach us that’s what kills us in the end I try to stand up outside all of it I try to feel like anything else matters but it doesn’t I’m scared my happiness somewhere else takes away the happiness we have until death tears us apart I take the buss back home I leave you behind I fake my way up to sit at the top so that I can see I have a photo of you on my phone to remember just in case you would go away It’s a new feeling a mix between everything and nothing I write it down because I can’t loose these seconds just in case you would go away It makes life feel so important It makes everything else feel stupid. It makes you stronger It makes everything heavy and all you can is hope, hope that it’s not until death tears us apart There’s a pregnant woman who wants my seat I let her have it I go all the way back I pass one with a burn mark on his face I wonder how many tears have happened the last ten minutes on this buss I wonder how they take it I don’t know how I take it I know the barr is lower here the scary part isn’t getting sick here it’s dying and in that case I know I’m the lucky one Until death happens to me and I feel happiness knowing I’m the lucky one I can be light flying over a bridge while everybody else takes the buss until your death will tear me apart.

0

Apr 28, 2016

Apr 28, 2016 at 10:15 AM UTC

emil-hernried

until death tears us apart

everything I do hurts you, my happiness stresses you out my energi smother yours, highlights your loss of it the same way the kind gestures show me your weariness I am well and you aren't I would take it all in a nano second but I can’t I’ve tried but I can’t I play tired and I play sick I’ve tried to show that we’re the same but i know it doesn’t make you less sick not a single bit all I can do is to grow and try to hold your hand even if you’re left behind and all this, all this until death will tear us apart. I can feel the normality sending a friend request to death I can feel time accepting it I start to recognize the blended soft colors and the feeling of life coming and going just hoping it isn’t in my hand. I am turning into someone else I say I’m happy because I know it matters We have one thing in common here we don’t complain because the nurses teach us that’s what kills us in the end I try to stand up outside all of it I try to feel like anything else matters but it doesn’t I’m scared my happiness somewhere else takes away the happiness we have until death tears us apart I take the buss back home I leave you behind I fake my way up to sit at the top so that I can see I have a photo of you on my phone to remember just in case you would go away It’s a new feeling a mix between everything and nothing I write it down because I can’t loose these seconds just in case you would go away It makes life feel so important It makes everything else feel stupid. It makes you stronger It makes everything heavy and all you can is hope, hope that it’s not until death tears us apart There’s a pregnant woman who wants my seat I let her have it I go all the way back I pass one with a burn mark on his face I wonder how many tears have happened the last ten minutes on this buss I wonder how they take it I don’t know how I take it I know the barr is lower here the scary part isn’t getting sick here it’s dying and in that case I know I’m the lucky one Until death happens to me and I feel happiness knowing I’m the lucky one I can be light flying over a bridge while everybody else takes the buss until your death will tear me apart.

69

Måske er jeg blevet for god til at elske folk der ikke elsker igen. Dig. Det er altid dig jeg skriver om og kysser i min fantasi. Du er **** art, og sådan et drag at se. Jeg har ikke længere energi til at savne dig. Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk i skrigende sår. Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på, men mit hjerte er væk. Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals. Jeg vil være alene. Så lad mig lære at leve, lad mig synke dybt. Dybere. Mærke bunden og skrabe den i desperation. Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand, uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen. Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem. Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud i tusinde stykker, for jeg kan ikke bløde mere. Solen smelter. Plastik. Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den. Men der er ikke noget vi. Evigheden skal være uden dig.

0

Jan 10, 2015

Jan 10, 2015 at 10:59 AM UTC

emilie-vedel-hagelskjr

Dig

Måske er jeg blevet for god til at elske folk der ikke elsker igen. Dig. Det er altid dig jeg skriver om og kysser i min fantasi. Du er **** art, og sådan et drag at se. Jeg har ikke længere energi til at savne dig. Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk i skrigende sår. Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på, men mit hjerte er væk. Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals. Jeg vil være alene. Så lad mig lære at leve, lad mig synke dybt. Dybere. Mærke bunden og skrabe den i desperation. Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand, uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen. Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem. Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud i tusinde stykker, for jeg kan ikke bløde mere. Solen smelter. Plastik. Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den. Men der er ikke noget vi. Evigheden skal være uden dig.

26

Smilende, glad og fuld af energi Blomstende og fantasifuld, - narrer jeg dem til at tro at jeg er glad. Bilder mig selv det samme ind. Tror, føler og mærker glæden vælte ind over mig. Ikke hele tiden, glimt af lykke. Men i en melankolsk og sentimental tilstand dybest. Desperat for at komme ud, bryde kæden op og vælte ud med sol-strålende sprudlende livsglæde. Jeg kommer ovenpå, jeg er ovenpå, jeg er i sommerhumør selvom vi er i oktober. det lykkedes mig, min lykkefangst Jeg er OK.

0

Oct 18, 2015

Oct 18, 2015 at 6:36 AM UTC

holkenfeldt

OK tober

Smilende, glad og fuld af energi Blomstende og fantasifuld, - narrer jeg dem til at tro at jeg er glad. Bilder mig selv det samme ind. Tror, føler og mærker glæden vælte ind over mig. Ikke hele tiden, glimt af lykke. Men i en melankolsk og sentimental tilstand dybest. Desperat for at komme ud, bryde kæden op og vælte ud med sol-strålende sprudlende livsglæde. Jeg kommer ovenpå, jeg er ovenpå, jeg er i sommerhumør selvom vi er i oktober. det lykkedes mig, min lykkefangst Jeg er OK.

9

får du kolde fødder? sikke et varmt hjerte indvendig blæst, hul rusker bladende af træerne, efterladt på gaderne tomme, snørklede blodårer leder til et støvet midtpunkt; centrum forladt, drænet for mennesker, for energi overgangen til vinter, livsløst, koldt, nøgne træer cementen med mærker fra alle fodgængere; alle dem, du omgås sætter præg på dig som en krakeleret glasrude, der kun mangler ét prik for at brase sammen så alle omkring vinduet kan skære sig på fragmenterne, mindes dit sammenbrud din modtagelighed skrøbelig årstiden reflekterer dit kollaps min næsetip fryser og jeg mindes din konstant kolde tilstand at gå gennem en kold og ensom gade november kommer, dernæst de koldeste måneder må hellere skaffe en vinterjakke og håbe på forår

0

Oct 25, 2015

Oct 25, 2015 at 10:15 AM UTC

en-anonym-skikkelse

kulde

får du kolde fødder? sikke et varmt hjerte indvendig blæst, hul rusker bladende af træerne, efterladt på gaderne tomme, snørklede blodårer leder til et støvet midtpunkt; centrum forladt, drænet for mennesker, for energi overgangen til vinter, livsløst, koldt, nøgne træer cementen med mærker fra alle fodgængere; alle dem, du omgås sætter præg på dig som en krakeleret glasrude, der kun mangler ét prik for at brase sammen så alle omkring vinduet kan skære sig på fragmenterne, mindes dit sammenbrud din modtagelighed skrøbelig årstiden reflekterer dit kollaps min næsetip fryser og jeg mindes din konstant kolde tilstand at gå gennem en kold og ensom gade november kommer, dernæst de koldeste måneder må hellere skaffe en vinterjakke og håbe på forår

22

at det hele godt kan blive lidt tomt når man er alene i en to værelses og der kører politi forbi ude foran og der er en opvask der stadig ikke har taget sig selv og jeg kan ikke komme ud af døren uden at falde over sko og jeg har blokeret dig på snapchat og har også lyst til at fjerne dig som ven på facebook for du er sguda for fanden en nar men så igen fortjener du også at kunne følge med i hvor godt jeg (forhåbentligt) får det lige snart for selvom jeg har ondt i maven hjertet hovedet over beskeder bestående af kun et ord kunne det også bare være mig der er bange for at skulle forblive alene i en toværelses med blå blink igennem ruden og et fad med nachos der sidder fast og en dobbeltseng der kan rumme meget mere end mig og noget rod jeg ikke har energi til at fjerne ligesom jeg ikke har energi til at lave de afleveringer jeg har for til om en halv time selvom det burde jeg virkelig for jeg har lige fået en skriftlig advarsel fra gymnasiet men hvad nytter det når man ikke engang har energi til at gå i bad eller sætte kommaer eller slukke for hjernen når den tænker at det bedste svar man kan give er slukkede telefoner og halvhjertede beskeder det kan jo for fanden være ligegyldigt men det er det bare ikke

0

Feb 7, 2016

Feb 7, 2016 at 5:02 PM UTC

emma-22

Untitled

at det hele godt kan blive lidt tomt når man er alene i en to værelses og der kører politi forbi ude foran og der er en opvask der stadig ikke har taget sig selv og jeg kan ikke komme ud af døren uden at falde over sko og jeg har blokeret dig på snapchat og har også lyst til at fjerne dig som ven på facebook for du er sguda for fanden en nar men så igen fortjener du også at kunne følge med i hvor godt jeg (forhåbentligt) får det lige snart for selvom jeg har ondt i maven hjertet hovedet over beskeder bestående af kun et ord kunne det også bare være mig der er bange for at skulle forblive alene i en toværelses med blå blink igennem ruden og et fad med nachos der sidder fast og en dobbeltseng der kan rumme meget mere end mig og noget rod jeg ikke har energi til at fjerne ligesom jeg ikke har energi til at lave de afleveringer jeg har for til om en halv time selvom det burde jeg virkelig for jeg har lige fået en skriftlig advarsel fra gymnasiet men hvad nytter det når man ikke engang har energi til at gå i bad eller sætte kommaer eller slukke for hjernen når den tænker at det bedste svar man kan give er slukkede telefoner og halvhjertede beskeder det kan jo for fanden være ligegyldigt men det er det bare ikke

1

Vågner op og igen i dag er det bare en ubetydelig dag i ferien, jeg behøves ikke engang vide om det er Mandag, eller Torsdag. Igen i dag skal jeg nok bare alligevel bare ligge og dovne den i min seng. Mens jeg ser i mellen 3-7 afsnit af Gossip Girl, mens jeg kigger min insta i gemmen 100 gange. Og det er det samme der bliver vist, der er alligevel intet af det der siger mig en skid. Udover jeg let bliver påvirket, nok også en smule jaloux over se folk der er sammen med folk. Prøver ihærdig at komme i kontakt med folk med at sende en latterlig snap af mig selv. Men ingen af dem svare rigtigt, det er os okay. Jeg bliver ved med stirre ned i mobilen, og når jeg ikke kigger ned i skærmen på mobilen, ser jeg op på skærmen på computeren. Jeg føler mig som den største taber fordi jeg er så afhængig at at være online på de socialemedier, konstant. Jeg prøver at trøste mig selv med at jeg i det mindste godt selv ved det. Det sitre i min krop, og rastløsheden snurre rundt i min krop. Jeg kan virkelig tydeligt mærke det. Samt kan jeg mærke min krop er fyldt med energi og vrede, over jeg ikke laver noget. Ligger på gulvet og har tåre i øjnene.

0

Dec 28, 2016

Dec 28, 2016 at 7:09 PM UTC

annesofie-olsen

Juleferie

Vågner op og igen i dag er det bare en ubetydelig dag i ferien, jeg behøves ikke engang vide om det er Mandag, eller Torsdag. Igen i dag skal jeg nok bare alligevel bare ligge og dovne den i min seng. Mens jeg ser i mellen 3-7 afsnit af Gossip Girl, mens jeg kigger min insta i gemmen 100 gange. Og det er det samme der bliver vist, der er alligevel intet af det der siger mig en skid. Udover jeg let bliver påvirket, nok også en smule jaloux over se folk der er sammen med folk. Prøver ihærdig at komme i kontakt med folk med at sende en latterlig snap af mig selv. Men ingen af dem svare rigtigt, det er os okay. Jeg bliver ved med stirre ned i mobilen, og når jeg ikke kigger ned i skærmen på mobilen, ser jeg op på skærmen på computeren. Jeg føler mig som den største taber fordi jeg er så afhængig at at være online på de socialemedier, konstant. Jeg prøver at trøste mig selv med at jeg i det mindste godt selv ved det. Det sitre i min krop, og rastløsheden snurre rundt i min krop. Jeg kan virkelig tydeligt mærke det. Samt kan jeg mærke min krop er fyldt med energi og vrede, over jeg ikke laver noget. Ligger på gulvet og har tåre i øjnene.

3

For når jeg ikke kan sove Og ligger på siden Så triller tårerne Lige så stille mens tiden Langsomt dræner kroppen For energi og den resterende glæde Altså det der holder mig i live Jeg snøfter og hikster lidt mere Og venter egentlig på At min energidrænede krop bliver tung Samt mine øjnes låg lukker Så jeg kan glemme Og så jeg kan sove Men jeg har kvalme Og nattens sorte lys Omfavner mig tæt Og kvæler ilten i takter Så jeg snapper efter vejret Og mine øjne bliver fugtige Jeg ligger nu ikke længere på siden

0

Apr 5, 2015

Apr 5, 2015 at 11:39 AM UTC

elizabeth-b

Når det er nat

For når jeg ikke kan sove Og ligger på siden Så triller tårerne Lige så stille mens tiden Langsomt dræner kroppen For energi og den resterende glæde Altså det der holder mig i live Jeg snøfter og hikster lidt mere Og venter egentlig på At min energidrænede krop bliver tung Samt mine øjnes låg lukker Så jeg kan glemme Og så jeg kan sove Men jeg har kvalme Og nattens sorte lys Omfavner mig tæt Og kvæler ilten i takter Så jeg snapper efter vejret Og mine øjne bliver fugtige Jeg ligger nu ikke længere på siden

20

impulsen til at skrive med store bogstaver for ligesom at lade noget af al den kaotiske energi der sliber mig op indefra som sandpapir ud som om livet gentager sig ikke flere emner end tre, der ligesom bare kører på repeat med forskellig indpakning jeg kan skrive en hel sang om, hvordan jeg fortrød at mase en bille fordi jeg ikke gad smide den ud af vinduet som normalt men jeg føler at jeg har hørt det hele før som om vi drukner i ekkoer i nedslidte ideer i nylonstrømper der løber i bølger af opbrugte stemmer sådan en undren om, hvorvidt enhver sætning indenfor de eksisterende sprog allerede er blevet sagt eller skrevet eller tænkt om nogen har artikuleret denne sætning i samme præcise formulering eller om der er r u m m e l i g h e d til mig

0

Apr 23, 2016

Apr 23, 2016 at 6:07 PM UTC

en-anonym-skikkelse

livet i loop

impulsen til at skrive med store bogstaver for ligesom at lade noget af al den kaotiske energi der sliber mig op indefra som sandpapir ud som om livet gentager sig ikke flere emner end tre, der ligesom bare kører på repeat med forskellig indpakning jeg kan skrive en hel sang om, hvordan jeg fortrød at mase en bille fordi jeg ikke gad smide den ud af vinduet som normalt men jeg føler at jeg har hørt det hele før som om vi drukner i ekkoer i nedslidte ideer i nylonstrømper der løber i bølger af opbrugte stemmer sådan en undren om, hvorvidt enhver sætning indenfor de eksisterende sprog allerede er blevet sagt eller skrevet eller tænkt om nogen har artikuleret denne sætning i samme præcise formulering eller om der er r u m m e l i g h e d til mig

13

I går alle i den grønne park diskuterer grønt miljø drikker kolde bajer, også de er grønne grøn energi grøn eufori vokser ud i luften rytmerne rækker hen over mennesketrafikkens konstante flyden det er mandag det er maj

0

May 1, 2017

May 1, 2017 at 3:34 PM UTC

lauraamstutz

1. Maj

I går alle i den grønne park diskuterer grønt miljø drikker kolde bajer, også de er grønne grøn energi grøn eufori vokser ud i luften rytmerne rækker hen over mennesketrafikkens konstante flyden det er mandag det er maj

13

bær en nyhed som en lænke en meget tung rygsæk den gnaver i baghovedet sluger energi, glubsk farver det hele pas nu på dig selv, bær med omtanke (for dig selv)

0

Sep 9, 2015

Sep 9, 2015 at 5:30 PM UTC

en-anonym-skikkelse

dårlige nyheder

bær en nyhed som en lænke en meget tung rygsæk den gnaver i baghovedet sluger energi, glubsk farver det hele pas nu på dig selv, bær med omtanke (for dig selv)

8

Lever vi i løgne? Lever vi i lyst & begær? Lever vi i fangenskab? Lever vi i det fri? Lever vi i en kasse? Lever vi af energi? Gør vi det rigtige? og.. - "Er vi vigtige?" - “Nej”

0

Apr 25, 2017

Apr 25, 2017 at 7:54 AM UTC

HazelLamb

"Nej"

Lever vi i løgne? Lever vi i lyst & begær? Lever vi i fangenskab? Lever vi i det fri? Lever vi i en kasse? Lever vi af energi? Gør vi det rigtige? og.. - "Er vi vigtige?" - “Nej”

9

en ud-af-kroppen oplevelse, ud-af-huset oplevelse ind i hovedet, et kig på al mekanikken og den rene energi der strømmer til og får systemet til at dreje rundt hvad er mennesker dannet af? trodsighed? idéer? viljestyrke? hvad holder folk oprejste under stærk storm under højt pres under belastning og bebrejdelse og kedsommelighed og stress og mistillid der er så meget menneskeskabt smerte hvad driver folk til deres handlinger, til deres kogepunkter, bristepunkter at danne netværk, snørre folk ind i fælden; indflydelsesrige stemmer, kernepersoner, målrettet samtale EN FØLELSE AF TOMHED MIDT I MYLDERET hvor blev alt af?

0

Dec 3, 2015

Dec 3, 2015 at 3:43 PM UTC

en-anonym-skikkelse

december

en ud-af-kroppen oplevelse, ud-af-huset oplevelse ind i hovedet, et kig på al mekanikken og den rene energi der strømmer til og får systemet til at dreje rundt hvad er mennesker dannet af? trodsighed? idéer? viljestyrke? hvad holder folk oprejste under stærk storm under højt pres under belastning og bebrejdelse og kedsommelighed og stress og mistillid der er så meget menneskeskabt smerte hvad driver folk til deres handlinger, til deres kogepunkter, bristepunkter at danne netværk, snørre folk ind i fælden; indflydelsesrige stemmer, kernepersoner, målrettet samtale EN FØLELSE AF TOMHED MIDT I MYLDERET hvor blev alt af?

13