"ekkoer" poems - Hello Poetry

men ekkoer af stilhed raser når jeg kigger mod vindueskarmen. lagnerne er krusede, men aftrykkene efter dig er her stadig. derfor har de sidste nætter været på de splintrede gulvbrædder, hvor du engang stod. dig. i fulde figur. selv min morgenkaffe smager af dig, men jeg savner den bitre smag, så vil du ikke nok ? f.b

0

Apr 28, 2014

Apr 28, 2014 at 1:03 AM UTC

FrederikBartho

Sindsforla

men ekkoer af stilhed raser når jeg kigger mod vindueskarmen. lagnerne er krusede, men aftrykkene efter dig er her stadig. derfor har de sidste nætter været på de splintrede gulvbrædder, hvor du engang stod. dig. i fulde figur. selv min morgenkaffe smager af dig, men jeg savner den bitre smag, så vil du ikke nok ? f.b

4

Jeg kan høre grin og høje råb Lange suk og næser som forsigtigt snøfter De taler højt med skarpe stemme som bliver udpresset af nogle munde som er blevet trænet i Jeg-taler-kun-om-mig-snak. Pralende tunger som klukker, ja selv tændernes klapren som ekkoer ud i de store kolde *** piver i ørene som var det knive der skære igennem min øregang. Lyset fra en enkelt lille lampe kan føltes som en sol på en 35graders varm dag med skyfri himmel. Det gløder i deres blikke, alle er de fyldt med enten jalousi, træthed eller ensomhed. Men i det mindste føler de noget, i det mindste gløder det. I det mindste er der noget bag deres øjne, inde i dem selv som ubevidst hiver dem op fra sengen om morgenen og starter en ny dag. Jeg ville give min halve arm for at være i deres sted, men så alligevel. Jeg er her, det er aften. Måske er der alligevel noget som ubevist hev mig op fra sengen i morges for at starte en ny dag. Hvad det er, det aner jeg ikke. Og jeg håber ikke at jeg finder ud af det. For så kommer det til at gløde og jeg vil ikke have at mine øjne gør ondt.

0

Apr 24, 2015

Apr 24, 2015 at 2:11 PM UTC

Emmamarie

Av

Jeg kan høre grin og høje råb Lange suk og næser som forsigtigt snøfter De taler højt med skarpe stemme som bliver udpresset af nogle munde som er blevet trænet i Jeg-taler-kun-om-mig-snak. Pralende tunger som klukker, ja selv tændernes klapren som ekkoer ud i de store kolde *** piver i ørene som var det knive der skære igennem min øregang. Lyset fra en enkelt lille lampe kan føltes som en sol på en 35graders varm dag med skyfri himmel. Det gløder i deres blikke, alle er de fyldt med enten jalousi, træthed eller ensomhed. Men i det mindste føler de noget, i det mindste gløder det. I det mindste er der noget bag deres øjne, inde i dem selv som ubevidst hiver dem op fra sengen om morgenen og starter en ny dag. Jeg ville give min halve arm for at være i deres sted, men så alligevel. Jeg er her, det er aften. Måske er der alligevel noget som ubevist hev mig op fra sengen i morges for at starte en ny dag. Hvad det er, det aner jeg ikke. Og jeg håber ikke at jeg finder ud af det. For så kommer det til at gløde og jeg vil ikke have at mine øjne gør ondt.

10

impulsen til at skrive med store bogstaver for ligesom at lade noget af al den kaotiske energi der sliber mig op indefra som sandpapir ud som om livet gentager sig ikke flere emner end tre, der ligesom bare kører på repeat med forskellig indpakning jeg kan skrive en hel sang om, hvordan jeg fortrød at mase en bille fordi jeg ikke gad smide den ud af vinduet som normalt men jeg føler at jeg har hørt det hele før som om vi drukner i ekkoer i nedslidte ideer i nylonstrømper der løber i bølger af opbrugte stemmer sådan en undren om, hvorvidt enhver sætning indenfor de eksisterende sprog allerede er blevet sagt eller skrevet eller tænkt om nogen har artikuleret denne sætning i samme præcise formulering eller om der er r u m m e l i g h e d til mig

0

Apr 23, 2016

Apr 23, 2016 at 6:07 PM UTC

en-anonym-skikkelse

livet i loop

impulsen til at skrive med store bogstaver for ligesom at lade noget af al den kaotiske energi der sliber mig op indefra som sandpapir ud som om livet gentager sig ikke flere emner end tre, der ligesom bare kører på repeat med forskellig indpakning jeg kan skrive en hel sang om, hvordan jeg fortrød at mase en bille fordi jeg ikke gad smide den ud af vinduet som normalt men jeg føler at jeg har hørt det hele før som om vi drukner i ekkoer i nedslidte ideer i nylonstrømper der løber i bølger af opbrugte stemmer sådan en undren om, hvorvidt enhver sætning indenfor de eksisterende sprog allerede er blevet sagt eller skrevet eller tænkt om nogen har artikuleret denne sætning i samme præcise formulering eller om der er r u m m e l i g h e d til mig

13