"ejer" poems - Hello Poetry

Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv. Jeg sidder under det. Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig. Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri. Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne. Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre. Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.

0

May 29, 2016

May 29, 2016 at 5:26 AM UTC

holkenfeldt

Syren

Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv. Jeg sidder under det. Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig. Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri. Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne. Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre. Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.

7

din historie rodfæster en sandhed i mig om cigarrøg og fremmede mennesker deres magt over kønnet og min krop i forestillingen; jeg mister arme jeg ser mit kød hvordan det forsvinder (det nemme er at falde fra) indersiden af låret mavens rundhed brysternes buen ansigtets rene træk mine læber; deres måde at skille på nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud i alle disse berøringer disse berøringer i én smeltet masse af hud og hår * I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt) i minderne; kun krop kun krop kun krop * der vokser et svigt i mig i mine øjenvipper når jeg græder tårer som rammer andres hudlag diffunderer fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem vores relation er ikke andet end tag på hud og afstumpede nik gennem bevoksede *** * I metroen; altid metroen et ikke *** vi kører imod et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet. og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme; attention à la marche en descendant du train og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere på stemmer uden ansigter på højtalermagt end på alle de mennesker, jeg kender. * I metroen; jeg er så træt af at være træt af hans opførsel catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-rum det må det gøre ! den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften, og alle er usikre må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind? attention à ton corps et ta voix du ved aldrig hvilket ansigt han bærer * det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig. en forventning om at blive catcallet at mærke fremmede mænds hænder på min krop at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen * jeg ved godt at ikke alt er mit eget valg * og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang og jeg skammer mig over skammen den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger * du ventede engang på boulevard Saint-Denis og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans én hel nat og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris VI EJER IKKE HINANDEN OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR og ånder lettet op bag en låst dør

0

Aug 22, 2019

Aug 22, 2019 at 9:08 AM UTC

victoria-wilhelm

Om metroen

din historie rodfæster en sandhed i mig om cigarrøg og fremmede mennesker deres magt over kønnet og min krop i forestillingen; jeg mister arme jeg ser mit kød hvordan det forsvinder (det nemme er at falde fra) indersiden af låret mavens rundhed brysternes buen ansigtets rene træk mine læber; deres måde at skille på nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud i alle disse berøringer disse berøringer i én smeltet masse af hud og hår * I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt) i minderne; kun krop kun krop kun krop * der vokser et svigt i mig i mine øjenvipper når jeg græder tårer som rammer andres hudlag diffunderer fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem vores relation er ikke andet end tag på hud og afstumpede nik gennem bevoksede *** * I metroen; altid metroen et ikke *** vi kører imod et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet. og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme; attention à la marche en descendant du train og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere på stemmer uden ansigter på højtalermagt end på alle de mennesker, jeg kender. * I metroen; jeg er så træt af at være træt af hans opførsel catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-rum det må det gøre ! den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften, og alle er usikre må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind? attention à ton corps et ta voix du ved aldrig hvilket ansigt han bærer * det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig. en forventning om at blive catcallet at mærke fremmede mænds hænder på min krop at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen * jeg ved godt at ikke alt er mit eget valg * og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang og jeg skammer mig over skammen den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger * du ventede engang på boulevard Saint-Denis og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans én hel nat og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris VI EJER IKKE HINANDEN OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR og ånder lettet op bag en låst dør

72

og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte

0

Mar 20, 2016

Mar 20, 2016 at 7:06 PM UTC

en-anonym-skikkelse

midnatstanker

og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte

6

Jeg er farveblind Men holder for rødt Mens du får fartbøder For grønt Og ensomheden ikke skænker noget i dit ellers tomme glas Den skænker og overfylder Mit i forvejen fyldte glas Hvori min nedtrykte jalousi befinder sig Den overfalder mig Og jeg snubler i ord Som kun tænkes i tanker Et virvar Et kaos Et uendelig langt forspring Som jeg Aldrig Ville kunne indhente En undskyldning For en manglende egenskab Som jeg kun ejer svagt Som du kun ejer kraftigt Jeg ved det

0

Jun 25, 2015

Jun 25, 2015 at 10:16 AM UTC

kajk

Farveblind

Jeg er farveblind Men holder for rødt Mens du får fartbøder For grønt Og ensomheden ikke skænker noget i dit ellers tomme glas Den skænker og overfylder Mit i forvejen fyldte glas Hvori min nedtrykte jalousi befinder sig Den overfalder mig Og jeg snubler i ord Som kun tænkes i tanker Et virvar Et kaos Et uendelig langt forspring Som jeg Aldrig Ville kunne indhente En undskyldning For en manglende egenskab Som jeg kun ejer svagt Som du kun ejer kraftigt Jeg ved det

22